Advokaten 2 - På sporet af uvildig rådgivning

Print Print
03-03-2010
Regeringen vil med en ny handlingsplan sikre forbrugerne bedre vilkår, når det gælder rådgivning om pension og investering. Planen vil forbedre retstilstanden, mener professor Linda Nielsen.

Af Rasmus Lindboe, pressechef, Advokatsamfundet

Det er længe siden, jeg har set en så lilla læderjakke.
Den sidder på Linda Nielsen, der i tøjstil er et levende nybrud med alle fordomme om, hvordan en universitetsprofessor ser ud.
Linda Nielsens juridiske ekspertise har dækket så mange områder, at det ikke lader sig gøre at nævne dem alle her. De har spændt fra formand for Etisk Råd til formand for Pensionsmarkedsrådet.
Senest har hun udvist en særlig interesse for den rådgivning, som pengeinstitutter og pensionsselskaber giver i forbindelse med salg af produkter.
Et område, der siden finanskrisen har haft ekstrem offentlig og politisk bevågenhed.
Advokatrådet rejste i retssikkerhedsprogrammet fra 2009 spørgsmålet om uafhængig rådgivning. Efter længere tids politiske trakasserier har regeringen nu fremlagt en forbrugerpolitisk handlingsplan på området.
Forslaget stiller krav om uddannelse af rådgiverne, om risikomærkning af de finansielle produkter og ligger i forlængelse af den særlige fri proces mod banker, som ikke makker ret efter en tur i Pengeinstitutankenævnet.
- Generelt må man sige, at der er nogle problemer. Det viser sig ikke mindst ved den bølge af sager, der har været ved Pengeinstitutankenævnet. Det viser, at rådgivningen på en række punkter ikke fungerer. Der, hvor det ikke fungerer for forbrugeren, er, når det ikke er klart, om der er tale om uafhængig rådgivning eller salg, og hvor der investeres for lånte penge. Der, hvor bankrådgiveren ikke selv kender nok til produktet, han sælger, eller hvor noget sælges som f.eks. en ”obligation”, selv om der er tale om en risikabel investering. Og der, hvor investeringen ikke svarer til den risikoprofil, man har. Det bliver ekstra accentueret, hvis man investerer meget ensidigt og hvis det sker på bankens eget initiativ, siger Linda Nielsen.

Storm i et glas vand?
Men er det ikke bare en oppisket stemning, som nu udløser en politisk klapjagt på pengeinstitutterne? Nogen skal jo have skylden for finanskrisen, og politikerne har udset bankerne til skurkerollen. Det er klart, at en finanskrise vil udløse flere klager over bankernes rådgivning. Men lader vi os rive med af en stemning uden at kende problemets omfang?
- Der er masser af sager, som kører i olie. Mange banker og bankrådgivere, giver glimrende råd og tager hensyn til kundens ønsker og risikoprofil. Og masser af sager, hvor det ikke er gået, som man troede pga. aktienedturen og finanskrisen. Det kan ikke hjælpe, at vi tror, at der er noget galt i alle sager, hvor der er tab, siger Linda Nielsen. Ofte er det forhold, som ingen kunne forudse, og her er der ikke – og skal ikke være – rådgiveransvar.
Hun peger på de kolde tal fra Pengeinstitutankenævnet som belæg for, at der trods alt er et problem at hæfte sig ved. Set gennem årene har ankenævnet haft ca. 500 sager om året – med sæsonudsving. Sidste år steg tallet til over 1.300 sager. Det har aldrig været så højt.
Men er det stigende antal sager i Pengeinstitutankenævnet udtryk for et problem – eller bare udtryk for, at der har været en finanskrise?
- Både og. De kommer, fordi folk taber penge. Folk klager aldrig, hvis de vinder, begynder hun.
- Men de kommer også, fordi der er nogle reelle problemer. Der er nogle typer sager, hvor bankerne tydeligt er blevet langt mere offensive, og hvor de meget tydeligt har en egeninteresse i at sælge.
Bankerne agerer simpelthen anderledes end for en generation siden, mener hun:
- Man kunne ikke forestille sig for tyve år siden, at banken ringede og sagde: Jeg synes, du skal belåne din bolig og tegne en stor ratepension, og banken giver gerne et stort lån, hvis du køber vores egne aktier.

Retstab
Spørgsmålet om den uvildige eller ikke-uvildige rådgivning har sat fokus på både ankenævnets rolle og Finanstilsynet.
- Der er i hvert fald to problemer i relation til ankenævnet: Det ene er bevisførelsen. I og med at der ikke tidligere har været noget tydeligt skriftlighedskrav på området, har det typisk været sådan, at bankrådgiveren siger ét og forbrugeren siger noget andet. Og derfor har klager i mange sager ikke fået medhold, fordi man ikke kan bevise, hvad der er op og ned, siger Linda Nielsen.
Men kunden får vel noget på skrift fra bankrådgiveren, som man bare kan læse?
- Jo, men tit får du det samtidig med, at du laver aftalen. Og samtidig kan det være en vanskelig sag at forstå alt det, du får. Og endelig: Det kan godt være, du får noget information, men hvor tydeligt er det, hvilken risiko der er i de enkelte produkter, hvis de hedder f.eks. “hedge”, “struktureret produkt”, “garantiobligation” eller lignende, spørger hun.
(Ankenævnet har haft sager, hvor kunder beder om at investere i obligationer for at minimere risikoen for tab. Hvorefter bankrådgiveren sælger virksomhedsobligationer, der svarer mere til aktier, red.)
Det andet problem med ankenævnet er ifølge professor Linda Nielsen, at selv om man får ret, så er det ikke sikkert, man får sin erstatning.
Regeringen har derfor indført en model, hvor man kan få sit krav lettere igennem ved domstolene, hvis man får medhold i ankenævnet. Hvis kunden ikke har retshjælp via sin forsikring, eller dækningen er udtømt, og kunden ikke opfylder betingelserne for fri proces – så betaler staten resten af regningen for retssagen. Det kommer ikke til at koste forbrugeren en øre at føre sagen mod banken ved domstolene.
Skævvrider man ikke fri proces ordningen ved at tage et særligt område ud og sige: Lige netop her er der fri proces?
- Der er et behov for at gøre noget på det her område. Og det drejer sig om meget principielle sager. Derfor vil det være godt for retsudviklingen. I stedet for at sager starter ved domstolene, som er rigeligt belastet i forvejen, så er det en meget god idé først at tage det igennem et ankenævn, hvor sagen kommer hurtigere og billigere igennem. Og de sager, der er noget ved, de kan så komme til domstolene. Hvorfor skulle de ikke det?

Ord mod ord
Bankerne selv påpeger, at de uheldige sager i ankenævnet ligger forud for indførelsen af en EU-regulering på området, de såkaldte MIFID-regler. Derfor bør systemet ikke ændres.
EU’s regulering lægger vægt på en mere formaliseret rådgivning til kunderne. Der stilles større krav til oplysning af kunderne og skriftlig information.
Den udvikling bifalder Linda Nielsen. Skriftlige aftaler vil gøre det nemmere for ankenævnet at afgøre de sager, som i dag ender ord mod ord: Kunden mener udtrykkeligt at have efterspurgt et produkt med en bestemt risiko. Og bankens rådgiver svarer, at der sandelig blev oplyst massivt om risikoen ved produktet. Ankenævnet, som ikke har mulighed for at indkalde vidner, afviser sagen.
- Når du i højere grad har fået et skriftlighedskrav i forhold til rådgivningen, så du kan sige: Det, du har ønsket, er det og det. Og det, vi har rådgivet dig om, er det og det. Så foreslår vi sådan og sådan. Så vil du få en bevissituation, som er ganske anderledes end i mange af de sager, der nu verserer for ankenævnet, mener Linda Nielsen.
- Det er dog stadig tankevækkende at sammenligne forbrugerbeskyttelsen, når du køber et fjernsyn i FONA til 2.000 kroner med at gå ned og investere to millioner i banken, hvor oplysningerne, du får, også f.eks. om pris og omkostninger, er meget mindre.

Rådgivernes rolle
Regeringen lægger med sin plan op til, at bankrådgiverne fremover skal certificeres. Det vil indebære, at kravene til rådgivernes uddannelse hæves: De skal simpelthen vide mere om de produkter, de sælger.
- Det er helt åbenbart, at det der sker i dag i virkelighedens verden er, at der kommer noget centralt fra bankens hovedsæde og siver ned i de enkelte afdelinger, hvor de ikke altid forstår til bunds, hvad de handler med.
Linda Nielsen advarer dog mod at tro, at den model helt fjerner problemet. For bankrådgiverne vil stadig have to kasketter på samtidig: både sælgers og rådgivers.
Den engelske regering har valgt at gå mere rabiat til værks med et forslag, som opdeler rådgiverne i to kategorier: Ægte, uvildige rådgivere og rådgivere, som har andre lodder i skålen og kan give såkaldt restricted advice.
Kan man ikke bare købe uafhængig rådgivning hos en selvstændig rådgiver eller uafhængigt finanshus?
- Der findes uafhængige rådgivere i dag – men hvor uafhængige er de? De fylder ikke meget i den danske tradition. Og du ved jo ikke, hvilke aftaler, de “uafhængige” rådgivere har i dag, vel? De skal jo også have honorarer et eller andet sted fra. Og det kan tænkes at føre til, at de ofte foreslår flytning af investeringer. Hele manøvren med det engelske lovforslag er at opklare, hvor der er bindinger og hvorfor man giver de råd, man gør.
Grundlæggende argumenterer Linda Nielsen for i højere grad at lade juridiske regler erstatte de mere etisk-prægede retningslinjer på området for rådgivning.
- Vi bevæger os i et mellemfelt mellem jura og etik, hvor vi har nogle regler, men vi synes ikke, de giver beskyttelse nok. Og det etiske grundlag har altså ikke været tydeligt nok til, at det kunne fange det op. Derfor kan man overveje at flytte sig mere fra den etiske til den juridiske boldgade.
Her kommer Finanstilsynet på banen. Tilsynet bør være samfundets garanti for, at pengeinstitutterne lever op til kravene på området.
Her kan Finanstilsynet godt oppe sig lidt, lader hun skinne igennem uden at sige det direkte.

Linda Nielsens forslag
• Man skal overveje, hvordan man kan gøre det tydeligere, hvilken type produkt, der er tale om, f.eks. ved at man kun må kalde noget ”obligation”, hvis der er tale om stats- eller realkreditobligationer, således at andre former for obligationer, herunder virksomhedsobligationer skal have andre navne, som signalerer større risiko.
• Man skal overveje at gøre det tydeligere, hvilken risiko der er ved det enkelte produkt. Her vil det nye forslag om risikomærkning gøre gavn – men udformningen vil være både vigtig og vanskelig.
• Vi skal overveje nærmere, hvordan man kan håndtere de interessekonflikter, der er ved, at banken også er sælger. Om det er tilstrækkeligt at sige, at det skal fremgå tydeligere, eller om der skal mere håndfaste regler på området. De engelske erfaringer kan inddrages, og der skal nok et udvalgsarbejde til, så det bliver grundigt undersøgt og drøftet.
• Og endelig vil en certificeringsordning som foreslået være en god ide.

Pensionsrådgivning
Fokus har været på bankerne, når det gælder dårlig rådgivning. Men forslagene om bedre og mere let tilgængelig information og bedre forbrugerinddragelse burde udstrækkes til også at gælde pensionsområdet, mener Linda Nielsen. Danskerne har sparet i alt 2.500 mio. kroner op i pensionsordninger.
- Der er et behov for mere interesse i forhold til de obligatoriske arbejdsmarkedspensioner. Der får du en pakkeløsning. Og det er på nogle områder godt og nødvendigt. Men en bredere debat om pensionsprodukterne, herunder om familien også skal sikres, samt hvordan der investeres, vil være god. Pensionerne betyder meget for os alle og det bør afspejles i debatten. Det forudsætter, at det bliver mere gennemsigtigt og mere forståeligt, siger Linda Nielsen.
- Hvis du sidder som forbruger og siger: Jeg har en pensionsordning, som betyder meget for mit fremtidige liv. Men hvordan bliver der taget vare på de penge? Hvordan skal pengene investeres? Hvad får min ægtefælle, samlever, børn osv. Får jeg ud over en løbende ydelse også en kapital? Så vil det være nærliggende også at være med til at bestemme, hvordan ordningen skal indrettes. Den interesse må komme, når det tydeligere viser sig, hvor stor forskel i pensionerne, der er. Og der er stor forskel i valgfrihed mellem de obligatoriske pensionsordninger og de pensionsordninger, der etableres, når du går ned i banken.