Advokaten 2 - Dommere og advokater kløjs i erstatningsret

Print Print
03-03-2010
Nogle domstole er blevet ekspeditionskontorer for Retslægerådet, mens advokater fejl-agtigt knokler løs på retslægerne for at få et juridisk udsagn, lægerne ikke kan give.

Af Lars Sandager, advokat, Sandager Advokater

Når man betragter statistikken i retssager, hvor Retslægerådet er involveret, er det ikke underligt, at det er de skadelidtes advokater, der er fortalere for at ændre den eksisteren-de ordning med brug af Retslægerådet og klandre Retslægerådet, mens skadevolder-advokaterne mener, at tingene er fine, som de er i dag.
Jeg repræsenterer skadelidte-siden, men dette indlæg er ikke tænkt som en fortsat kritik af Retslægerådet. Tværtimod mener jeg ligesom skadevolderadvokaterne, at Retslæge-rådet fungerer godt – med behov for et par justeringer som jeg vil komme ind på senere – og, at det gældende regelsæt ikke behøver at blive lavet om.
Reglerne og grundlæggende erstatningsret skal bare bruges rigtigt af de øvrige aktører, navnlig af dommerne. Mit indlæg retter sig derfor i langt højere grad mod advokaterne og dommerstanden i særdeleshed med en kritik af, at grundlæggende erstatningsretlige principper er blevet glemt.

En verden til forskel

Mine forslag til forbedringer på advokat- og dommersiden er derfor:

Øget forståelse af den naturvidenskabelige metode, navnlig i forhold til årsagsvurdering
For at forstå og dermed anvende en udtalelse fra Retslægerådet korrekt, så den erstat-ningssøgende ikke påføres et retstab, er det nødvendigt, at domstolene – hjulpet af ska-delidtes advokat – gør sig klart, at Retslægerådet, som et kollegium af læger, svarer med udgangspunkt i den naturvidenskabelige metode, de er opdraget i. Den tradition afviger væsentligt fra den juridiske anskuelse på i hvert fald to afgørende punkter, der vedrører årsagsvurderingen:

Multifaktoriel baggrund
Retslægerådet anskuer ofte årsagen til et konkret helbredsproblem som multifaktoriel, dvs. at mange faktorer gør sig gældende og tilsammen resulterer i det konkrete hel-bredsproblem.
For Retslægerådet vil der kun sjældent være én årsag – f.eks. en ulykke – eller en enty-dig årsagssammenhæng. En skade har derimod ifølge Retslægerådet oftest en kompleks baggrund omfattende en række forskellige faktorer, hvor det konkrete uheld m.v. kan være underordnet i forhold til andre årsager, der ikke hænger sammen med ulykken, f.eks. slidtilstand (degenerativ lidelse), der skyldes livets almindelige tæring på kroppen.
I sådanne hyppigt forekommende sager vil Retslægerådet ikke mene, at der er årsags-sammenhæng mellem et konkret uheld og det konstaterede helbredsproblem.
Den juridiske årsagsvurdering er imidlertid helt anderledes: Her er spørgsmålet ikke, om der i årsagsvurderingen også indgår andre faktorer, men om det konkrete uheld har væ-ret den berømte dråbe. Det gælder også, selvom bægeret i forvejen var fyldt til randen af andre grunde.
Når en udtalelse fra Retslægerådet læses og anvendes af advokater og dommere, er det derfor forkert at stoppe ved Retslægerådets konstatering af, at der ikke er årsagssam-menhæng, herunder at andre faktorer end en konkret ulykke mv. er væsentligere, og at disse forudbestående forhold har haft betydning for helbredsproblemets opståen. Rets-lægerådets udtalelse må og skal vurderes i et juridisk perspektiv, og det er domstolenes pligt.

• Evidens
Den anden forskel i vurderingen af årsagssammenhæng, hvor Retslægerådets vurdering og bedømmelse adskiller sig afgørende fra den juridiske, er i forhold til kravet om bevis. Som udgangspunkt kræver Retslægerådet, at der skal foreligge evidens for en konkret sammenhæng. Evidens foreligger kun, hvor to videnskabelige undersøgelser uafhængigt af hinanden har beskrevet og bekræftet en årsagssammenhæng.
Kravet om evidens, som er udgangspunkt for Retslægerådets vurdering af årsagssam-menhæng, er derfor grundlæggende helt forskelligt fra det juridiske krav om sandsyn-lighedsovervægt, som er gældende for domstolene, og hvor der i øvrigt gælder en fri bevisvurdering, hvor alle forhold og omstændigheder kan indgå i domstolenes vurde-ring.
Gør retssalens aktører og navnlig dommerstanden sig ikke disse afgørende forskelle mellem den juridiske og den medicinske metode i forhold til vurdering af årsagssam-menhæng klart, vil det føre til, at de erstatningssøgende, som statistikken viser, taber sagerne. Her har dommerstanden – og ikke Retslægerådet – et problem.

Glemsomme dommere
• Anvendelse af udtalelserne fra Retslægerådet i den korrekte juridiske kontekst
Den anden årsag til, at de erstatningssøgende taber deres sager i videre omfang end sa-gernes faktum efter min opfattelse tilsiger, og hvor der derfor er plads til forbedringer, er ved den konkrete anvendelse af Retslægerådets udtalelser.
I mange tilfælde afsiges domme, herunder landsretsdomme, hvor Retslægerådets udta-lelser ikke anvendes i en juridisk kontekst, men hvor dommen udelukkende afsiges på grundlag af den medicinske vurdering.
Hvorfor dette sker, kan der alene gisnes om, men et bud kunne være en misforstået re-spekt for Retslægerådets udtalelser eller værre, et utilstrækkeligt kendskab til grundlæg-gende erstatningsret.
Retslægerådet fremkommer som ovenfor nævnt ikke med juridiske udtalelser, men læ-gelige, der afgives i en naturvidenskabelig sammenhæng. Derfor er det bekymrende at konstatere, at udtalelserne ikke sjældent anvendes direkte af domstolene uden nærmere vurdering i et juridisk lys. Såfremt en domstol på grundlag af Retslægerådets multifak-torielle vurdering og krav om evidens konkluderer, at der ikke er årsagssammenhæng mellem et konkret uheld og et konstateret helbredsproblem, tilsidesættes grundlæggende erstatningsretlige principper om kausalitet og bevis, og dommen i praksis kunne lige så godt være skrevet af lægerne i Retslægerådet.

Tag ansvar
Dommerstanden må tage på sig at foretage en juridisk bedømmelse og erindre, at der herved ikke er tale om en tilsidesættelse af Retslægerådets medicinske skøn, men en pligtmæssig anvendelse af gældende ret og erstatningsprincipper. Der må med andre ord ikke udvises nogen tilbageholdenhed i “prøvelsen” af Retslægerådets udtalelser i for-bindelse med den konkrete subsumption til gældende ret.
Højesteret var bevidst om forskellen mellem de to vurderinger – den medicinske og den juridiske – og har givet anvisning om sagernes bedømmelse i U 1996.1334 H, ligesom en del af landets retssale også retfærdigvis anvender gældende ret helt korrekt.
Men der er grund til at genopdage den grundlæggende erstatningsret i mange af landets retssale, og det er selvsagt ikke Retslægerådets fejl.

Debat om retslægerådet
Hen over sommeren og efteråret 2009 har der, foranlediget af en artikel i Advokaten om, at de skadelidte taber sagerne ved domstolene grundet udfaldet af sagens behandling i Retslægerådet, i Politiken og i Advokaten været trykt en serie af artikler med et kritisk indhold i forhold til Retslægerådet. Foreningen af Polio- og trafikofre (PTU) har fremsat ni forslag til forbedringer af Retslægerådet og brugen heraf, og der er politisk pres for en reform af Retslægerådet og/eller sagernes behandling.