Advokaten 10 - Frø af ugræs i retsplejeloven

Print Print
06-12-2010

Advokater må hjælpe med til at få overtalt politikerne til at luge ud i antiterrorlovgivningens hemmelighedskræmmeri.

Af Asger Thylstrup, advokat

Efter terrorangrebene i USA, Madrid og London krævede befolkningerne hurtig handling i form af afstraffelse og beskyttelse. Desværre reagerede politikerne ofte så hurtigt, at de i deres iver for at forsvare demokratiet kom til at krænke centrale retsstatsprincipper.
Også Folketinget gennemførte lovgivning, der i såvel faglige som politiske kredse har givet anledning til bekymring. I 2005 stiftede repræsentanter for disse kredse Retssikkerhedsfonden, som netop har udgivet en debatbog “Frihedsrettigheder tur – retur? Om antiterrorlovgivningen – Tid til eftertanke – Grunde til revision”. Bogen indeholder indlæg i debatten før regeringens og Folketingets revision af terrorlovgivningen formentlig i 2011-2012. Kollegerne anbefales at anskaffe bogen. Det er uhyggeligt at læse om, hvordan frygten for terror og jagten på sikkerhed har medført love, som indebærer en udhuling af vores demokrati.

Advokater som gidsler
I bogen omtaler jeg de såkaldte tys-tys advokater, som kom ret upåagtet ind i retsplejeloven som et resultat af strafferetsplejeudvalgets betænkning nr. 1023 fra 1984 om politiets indgreb i meddelelseshemmeligheden og anvendelse af agenter.
Strafferetsplejeudvalget konstaterede, at indgreb i meddelelseshemmeligheden ofte foretages på et tidspunkt, hvor der ikke er klarhed over, hvilken eller hvilke personer, der kan mistænkes, og hvor der derfor endnu ikke er beskikket en forsvarer. Strafferetsplejeudvalget overvejede, om der burde indføres “en form for advokatbeskikkelse for den eller dem, som et indgreb i meddelelseshemmeligheden retter sig imod.”
Strafferetsplejeudvalget bemærkede, at der fra advokatside knytter sig principielle betænkeligheder til at afgrænse en særlig gruppe af beneficerede advokater til hvem, der kræves en kvalificeret tillid, hvortil kom at en sådan ordning efter udvalgets opfattelse “muligvis ikke i offentlighedens øjne ville indeholde tilstrækkelige garantier, idet de særlige advokater måske kunne opfattes mere som ‘gidsler’ end som garanter.”
Strafferetsplejeudvalgets forslag blev, at der af hele kredsen af beneficerede advokater ved den pågældende domstol skal udpeges en advokat for den eller dem, over for hvem indgrebet begæres foretaget:
“§ 784. Inden retten træffer afgørelse efter § 783, skal der beskikkes en advokat for den, som indgrebet vedrører, og advokaten skal have lejlighed til at udtale sig.
Stk. 2. Reglen i stk. 1 gælder ikke, hvis hensynet til fremmede magter eller til statens sikkerhed gør det påkrævet at fravige reglen. Rettens beslutning om, at advokat skal beskikkes, kan påkæres til højere ret.”
Regeringen fremsatte strafferetsplejeudvalgets forslag i Folketinget. Under Folketingets udvalgsbehandling af lovforslaget foreslog de radikale og socialdemokraterne indførelsen af tys-tys advokater med følgende begrundelse: “Ændringsforslaget indebærer, at der skal medvirke advokat i alle aflytningssager. Samtidig foreslås det, at der i sager efter straffelovens kapitler 12 og 13 gennemføres den ordning, at advokaten skal beskikkes blandt en særlig begrænset kreds af advokater, som forudsættes at have opnået den nødvendige sikkerhedsgodkendelse.”
SF advarede, fordi “bestemmelsen om beskikkelse af advokater fra en særlig udvalgt kreds så vidt ses vil indebære, at bestemte advokater udpeges som særligt tilforladelige i sager vedrørende straffelovens kapitel 12 og 13. At en sådan udpegning udpræget vil finde sted efter politiske kriterier, må anses for givet. Samtidig kastes der et skær af manglende tillid og loyalitet over den gruppe advokater, der ikke falder ind under beskikkelsen.”
De radikale og socialdemokraterne var i flertal og fik deres forslag vedtaget i Folketinget som § 784, stk. 2. Med § 784 fik de beskikkede advokater en helt ny arbejdsopgave som anonyme “indgrebsadvokater”, og samtidig indførtes tys-tys advokaterne i § 784, stk. 2.

Inkvisition
Som kontrolorgan navnlig i sager om telefonaflytning har indgrebsadvokaterne næppe haft den indflydelse, som strafferetsplejeudvalget lagde til grund: “En advokatbeskikkelsesordning må antages allerede i kraft af sin eksistens at ville virke som en faktisk bremse på en udvikling i retning af overhåndtagende aflytninger i kriminalitetsbekæmpelsens interesse.” Alligevel har § 784-advokaterne i det store og hele fungeret uden at vække opsigt, og efter de hensigter og formål som strafferetsplejeudvalget i 1984 gav udtryk for. Men med antiterrorlovgivningen involveredes tys-tys advokaterne i den del af straffesagers, og efter 2009 også udvisningssagers hovedforhandling, som ifølge antiterrorlovgivningen skal ske bag så lukkede døre, at hverken den normale advokat eller hans klient må være til stede, eller kende alt hvad bliver fremlagt og sagt i retten bag de lukkede døre.
Advokat Sysette Vinding Kruse bemærker i bogen om antiterrorlovgivningen, at “hele dette hemmelighedskræmmeri, der er indført, er et betydeligt skred i retssikkerheden for den tiltalte.” Retssikkerheden, som Sysette Vinding Kruse henviser til, blev som bekendt etableret, da den inkvisitoriske strafferetspleje i Danmark i 1919 blev afløst af en moderne og demokratisk procesform. Men inkvisitionens genfærd har lige siden spøgt i vores retsvæsen. Allerede 16. december 1925 fremsatte justitsminister Steincke et forslag, som skulle begrænse den offentlige retspleje. Professor Hans Munch-Petersen skrev i 1926 i Ugeskrift for Retsvæsen om Steinckes forslag: “Naar jeg betegner dette som en betænkelig Svækkelse af den akkusatoriske Ordning, beror det paa, at enhver Inkvisition kræver Hemmelighed, for at dens Mørkets Gerninger ret skal kunne fuldbyrdes, og at derfor fuld Offentlighed er det eneste virkelige Værn mod Tendenser til inkvisitorisk Optræden overfor den sigtede. Ogsaa Forsvareren vil kun i Offentligheden finde det fornødne Rygstød for sit Arbejde, saa han ikke behandles blot som en generende Uvedkommende. Det synes ogsaa først at være gennem Offentligheden, at Befolkningen efterhaanden har faaet Øjnene op for Betydningen af Anklageprocessen og dens loyale Gennemførelse.”
Inkvisitionens spøgelse har i antiterrorlovgivningen på ny vist sig i al sin skrækindjagende vælde. Før den forestående lovrevision må danske advokater hjælpe med til at få overtalt politikerne til at luge ud i hemmelighedskræmmeriet og alle de andre frø af ugræs, som med antiterrorlovgivningen er føget ind over retsplejelovens hegn om retssikkerheden.

Eksempler fra virkeligheden
Inkvisitionens spøgelse kunne for nylig opleves i Østre Landsret i en sag om udvisning af en udlænding. Denne blev anset for at være en fare for statens sikkerhed, og han havde fået beskikket både en normal og en tys-tys advokat. De oplysninger, der var indgået i denne vurdering, måtte af sikkerhedsmæssige grunde hverken videregives til udlændingen eller hans normale advokat. Tys-tys advokaten blev underrettet om alle retsmøder i sagen, men han måtte ikke udtale sig i retsmøder, hvor udlændingen eller hans normale advokat var til stede. Tys-tys advokaten havde fået udleveret kopi af det meste materiale, som indgik i sagen for retten, men ikke alt, for justitsministeren kan bestemme, at der af sikkerhedsmæssige grunde ikke udleveres kopi af dokumenter til tys-tys advokaten. Fordi udlændingen og hans normale advokat var lukket ude af retten under den lukkede del af hovedforhandlingen, fik de kun kendskab til, hvad der blev fremlagt og sagt i den åbne del.
Ifølge Dagbladet Informations retsreferat opfordrede den normale advokat under den åbne del af sagen forgæves kammeradvokaten til at redegøre for en bestemt person, som Justitsministeriet anså for afgørende. “Vi har ikke mere at fremlægge om M. i den åbne del af sagen,” lød svaret fra kammeradvokaten. Samme svar fik udlændingens normale advokat, da han spurgte om personen var tilknyttet det samme påståede islamistiske netværk som hans klient og en anden udlænding. Retsformanden tilføjede ifølge referatet i Information lakonisk: “Det kan være, vi får svar på det under den lukkede del af sagen.” For udlændingen og hans normale advokat forblev dette spørgsmål ubesvaret.