Advokaten 10 - Endnu mere retfærdighed

Print Print
06-12-2010
Landsdommer Ole Dybdahl rapporterer om øget brug af sagkyndige dommere og om 5-dommersager i landsretterne.

Af Ole Dybdahl, landsdommer, Østre Landsret

Coasteren Danica White var på rejse fra Sharjah i De Forenede Arabiske Emirater mod Mombasa i Kenya med en besætning på fem mand, da skibet 1. juni 2007 om formiddagen blev overfaldet og kapret af somaliske pirater. Kapringen skete ca. 205 sømil fra den somaliske kyst. Skibet blev efter krav fra piraterne sejlet ind til kysten, hvor det ankrede dagen efter ved midnatstid. Skibet blev mod beta-ling af løsesum frigivet efter 83 dage og sejlet til Djibouti, hvorfra besætningen blev fløjet hjem.
Besætningen anlagde efterfølgende erstatningssag mod bl.a. skibets ejer under henvisning til, at kapringen af skibet og den langvarige gidseltagning af besætningsmedlemmerne skyldtes fejl og forsømmelser fra bl.a. kaptajnens side.
Sagen blev både i byretten og landsretten behandlet under medvirken af sagkyndige dommere. Sagen er blot den anden almindelige civile sag, hvori Østre Landsret har anvendt sagkyndige dommere, og der kan være anledning til at se på, hvordan nyordningen fra retsreformen i 2007 fungerer.

I gang efter reformen
Der har nu i fire år været mulighed for, at byretten kan tiltrædes af to sagkyndige medlemmer, når fagkundskab skønnes at være af betydning for sagen. Dette gælder også i landsretten, når den er første instans, og i ankesager når sagkyndige har medvirket i byretten. Ordningen er velkendt fra Sø- og Handelsretten, og man har fundet store fordele ved også at kunne supplere de øvrige retters juridiske ekspertise med fagkundskab. Ud over at ordningen vil bidrage til afgørelser på et mere kvalificeret fagligt grundlag, forventes den at ville styrke respekten for domstolene og deres afgørelser blandt brugerne.
Det er formentlig velkendt, at der ved byretterne og landsretterne kun har været et begrænset antal sager med sagkyndige dommere, men tal fra Domstolsstyrelsen tyder på, at der blandt retsvæsenets aktører er ved at opstå større fortrolighed med ordningen. I 2009 blev der afsluttet 35 sager med sagkyndige dommere, og i de første tre kvartaler i 2010 er tallet 37.
Den offentliggjorte retspraksis om brug af sagkyndige dommere er beskeden, men man kan dog notere sig, at henholdsvis Østre og Vestre Landsret i afgørelser i Ugeskrift for Retsvæsen for 2008 og 2010 har besluttet, at der skulle medvirke sagkyndige dommere i sager, hvor entreprisefaglig fagkundskab skønnedes at være af betydning for sagen.

Hvem er der i posen?
De sagkyndige er registreret i en fælles database for byretterne og landsretterne med oplysninger om de mere end 300 sagkyndige dommere, som landsretspræsidenterne efter indstilling fra 50 organisationer har beskikket. Domstolene er personuafhængige, og retsplejeloven åbner ikke mulighed for, at par-terne kan pege på eller vælge blandt de sagkyndige dommere til den enkelte sag, men databasen synliggør for retterne, hvilke kompetencer de sagkyndige dommere besidder.
I sagen om skibskapring havde der – foruden tre juridiske dommere – medvirket sagkyndige dommere i byretten, og begge parter ønskede også sagkyndige dommere for landsretten. Henset til de spørgsmål, som sagen rejste, vurderede landsretten, at sagkundskab var af betydning for sagen. I sagen var det relevant at søge sagkyndige dommere blandt gruppen registreret under “søfart”, der indeholdt 14 sag-kyndige, herunder bl.a. tre skibsførere, en overstyrmand, en lods, en havnekaptajn og en maskinmester. De pågældende har afgivet nærmere oplysninger om sig selv, et “mini-cv”, som giver mulighed for nærmere at vurdere relevansen af den pågældendes kvalifikationer i relation til den enkelte sag.
Efter retsplejelovens ordning er det retsformanden, der udtager sagkyndige til den enkelte sag. I begge de sager, som Østre Landsret har behandlet under medvirken af sagkyndige dommere, har landsretten skrevet til de sagkyndige, som retsformanden påtænkte at udtage for at afklare, om de kunne medvirke i sagen; dels for sikre, at de havde den fornødne sagkundskab, dels for at sikre at de ikke var inhabile. Efter at have modtaget positive tilbagemeldinger fra de pågældende har retsformanden udtaget de på-gældende og givet parterne en frist til at fremsætte eventuelle indsigelser, hvilket ikke er fremkommet i de to sager. I sagen om Danica White var den ene sagkyndige skibsfører i et stort rederi og den anden, som havde været sagkyndig dommer i Sø- og Handelsretten i en årrække, pensioneret skibsinspektør.

Bag de lukkede døre
Forberedelsen og hovedforhandlingen i sagen om Danica White skete i øvrigt som i en almindelig tre-dommersag, idet der dog skulle produceres to ekstra sæt ekstrakter og materialesamlinger.
Landsretten skulle bl.a. tage stilling til spørgsmålet om, hvor langt fra Somalias kyst skibet skulle sejle, samt spørgsmål om fornødent udkig under passagen af det pirattruede farvand, om aktivering og instruktion i brug af skibets alarm og om skibets mulighed for at have undgået overfaldet – spørgsmål hvor sagkundskab om søens forhold var særdeles relevante. Voteringen – der førte til en stadfæstelse af byrettens frifindelse af bl.a. skibets ejer – skete som i andre sager, idet det naturligvis altid kræver mere tid og større omhu at rådslå og votere i et forum, hvor man ikke er vant til at samarbejde.
Brug af sagkyndige dommere i almindelige civile sager ved byretterne og landsretterne er ikke en indarbejdet ordning som ved Sø- og Handelsretten eller som lægdommerordningen i straffesager. Nyordningen kræver, at dommerne på et tidligt stade i sagen gør sig klart, hvilke kompetencer de sagkyndige skal besidde, og at dommerne aktivt indgår i udvælgelsen af og kommunikationen med de sagkyndige. Blandt de juridiske dommere, som har medvirket i de to “sagkyndigsager”, som landsretten hidtil har pådømt, er det imidlertid vurderingen, at brugen af sagkyndige i disse sager har givet en bredere til-gang til sagernes problemer og bidraget til en øget kvalitet i voteringen og afgørelsen af sagerne. Så landsretten har takket de sagkyndige for deres bistand og betalt dem takstmæssigt 2.400 kroner pr. retsdag!
Arrangørerne af “Juraens sagkyndige udfordring” – en konference, der blev afholdt på Det Juridiske Fakultet på Københavns Universitet 7. november 2010 – skriver i oplægget, at juristernes monopol på retsanvendelse og bevisbedømmelse er kommet under pres i kraft af den øgede brug af sagkyndige meddommere, som er indført ved retsreformen. OK – så pres da!

Fem juridiske dommere i landsretten
I sammenhæng med den øgede brug af sagkyndige dommere bør det nævnes, at der i landsretterne har været drøftelser af behovet for at sætte retten med fem dommere. Højesteret agter at styrke sagsbehandlingen ved i højere grad end hidtil at afgøre sagerne under medvirken af syv dommere. Det er na-turligt, at også landsretterne som den endelige instans i det store flertal af sager og som 1. instans i de mest principielle civile sager benytter den hjemmel, som retsplejeloven giver, til at lade mere end tre dommere deltage f.eks. i sager om væsentlige forfatningsretlige spørgsmål. Afgørelsen herom træffes af den enkelte landsrets præsident.

Retsplejeloven
Reglerne om sagkyndige dommere findes i retsplejelovens § 20 og §§ 92 - 94.

Sagen om Danica White
Østre Landsrets dom af 6. oktober 2010 i sagen om kapring af Danica White: se under seneste nyt på Østre Landsrets hjemmeside via domstol.dk.

Første sagkyndigsag
Østre Landsrets dom i den 1. “sagkyndigsag” – en sag om aktieavance:
Landsskatteretten havde ansat værdien af unoterede A-aktier i et A/S til kurs 1300 pr. 19. maj 1993. Der var tale om et skøn med udgangspunkt i konklusionerne i en syns- og skønserklæring. Landsskatteretten kunne hverken tiltræde skatteydernes kritik af skønsmændenes vurdering af hele selskabets værdi (“totalværdien”) eller deres kritik af skønsmændenes vurdering af merværdien af A-aktierne i forhold til B-aktierne ("kontrolpræmien").Østre Landsret traf afgørelse om brug af sagkyndige dom-mere, idet fagkundskab uanset det foretagne syn og skøn skønnedes af betydning for sagen. Landsret-tens dom af 25. juni 2010 gav ikke skatteyderne medhold i deres kritik af skønsmændenes – og dermed også Landsskatterettens – skøn over selskabets “totalværdi”. Derimod statuerede landsretten, at den af skønsmændene valgte metode til vurdering af kontrolpræmiens størrelse ikke var velegnet, og at kontrolpræmien i virkeligheden var væsentligt højere, end skønsmændene – og dermed også Landsskatte-retten - havde vurderet. Ingen af parterne havde nedlagt påstand om hjemvisning af sagen til fornyet skønsmæssig ansættelse af aktiernes værdi, idet de havde overladt skønnet over aktiernes værdi til landsretten. Landsretten skønnede, at kursen efter en samlet vurdering måtte fastsættes til 1.600 – altså 300 point højere end Landsskatterettens skøn.