Advokaten 9 - Den afghanske forbindelse

Print Print
16-11-2009

Advokaten Jens Bruhn-Petersen har ført en årelang kamp hele vejen op gennem retssystemet, kæmpet på vegne af en dreng fra Afghanistan. Han har nu fået en principiel afgørelse fra Højesteret.

Af Lene Ejg Jarbøl, journalist

Det er 28. august 2009, en lun sensommermorgen i Østbanegade på Østerbro i København. Himlen er dækket af skyer, og der er den der særlige lugt i luften af våd asfalt, efter at en byge er skyllet ind over bydelen.
Klokken 8.30 ankommer advokat Jens Bruhn-Petersen til bygningen, der huser Nielsen og Thomsen Advokater i nr. 55. Han tager elevatoren op til kontorerne på 4. sal, hvor der er udsigt til Sverige i det fjerne bag to store grå og blå kraner.
I receptionen får han ved den buede disk af lyst træ udleveret sin postbunke. Sekretæren har allerede åbnet brevene for ham. Stadig stående ved receptionen bladrer han hurtigt sin postbunke igennem. Og denne dag er det der – brevet fra Højesteret.
Han fisker utålmodigt kendelsen op af kuverten og bladrer om på side fire.
YES, tænker Jens Bruhn-Petersen.
Højesteret har givet byretten medhold i, at den nu 24-årige afghaner Khaibar Osmai var under 18 år, da han søgte om at blive familiesammenført med sin mor i Danmark.
Efter otte års adskillelse og en lang sej kamp med de danske myndigheder kan familien nu blive forenet.

“En vis usikkerhed”
For Jens Bruhn-Petersen er afgørelsen principiel.
Det er første gang, at en endelig retsafgørelse tilsidesætter Retslægerådets aldersvurdering og giver en udlænding medhold. Indtil denne sag har udlændingemyndighederne og landsretterne anvendt Retslægerådets aldersvurderinger som beviser på niveau med fingeraftryk eller dna-analyser, der som udgangspunkt trumfer alle andre beviser. Det må nu være slut, tænker han.
Inde på kontoret ringer Jens Bruhn-Petersen straks til den tidligere formand for den afghanske forening i Danmark, Mir Abdul Wahed Sadat, der har været ført som vidne i sagen og har kontakt til familien Osmai.
Sadat råber højt af glæde ned i telefonrøret. Denne sag kan, mener Jens Bruhn-Petersen, få betydning for andre familiesammenføringssager, hvor myndighederne og udlændinge slås om børns knoglealder.
Uden for på Østbanegade er skydækket ikke helt så tæt længere. Temperaturen har sneget sig over 20 grader.

Familien flygter
Det var Danmark anno 2009. Nu spoler vi tiden tilbage og skifter scenen til Afghanistan.
Her bliver Khaibar Osmail født 10. juni 1985 på en fødeklinik i Kabul som det første barn i familien. Senere kommer endnu tre børn til. Moren, Karima, er universitetsuddannet og arbejder som lærer i Kabul, mens Khaibars far, Ghasem, har en høj stilling i den afghanske regering.
Khaibar starter i børnehave og skole og går i første klasse i Kabul, da en række Mujahedin-bevægelser i 1992 indtager hovedstaden, og familien må flygte.
I første omgang bosætter de sig i det nordlige Afghanistan, hvor den tidligere regerings støtter er i sikkerhed. Men i 1998 overtager Taleban magten over hele Afghanistan, og Khaibar og hans lillebror og faren flygter. Via Turkmenistan og Kasakhstan kommer de til Moskva i begyndelsen af 2003.
I mellemtiden er moren flygtet til Danmark med de to yngste børn i 2001 og har fået asyl. Her opgiver hun fødselsdata på sine øvrige børn Khaibar og Yama – uden at kende det danske system om familiesammenføring.
I fem år har moren og de to børn ikke nogen kontakt med faren og de to ældste drenge, men via familie i Tyskland får de igen forbindelse. Og faren og de to ældste drenge søger via den danske ambassade i Moskva om at blive familiesammenført med moren i Danmark – hvilket kan lade sig gøre for mindreårige børn og ægtefæller. Året efter får Khaibars far og lillebror Yama opholdstilladelse i Danmark.

Myndighederne: Khaibar lyver
Men myndighederne mener, at Khaibar lyver, når han siger, at han kun er 17 år og otte måneder på ansøgningstidspunktet. Han er 166 centimeter høj, vejer 58 kilo og er kønsudviklet som en voksen mand.
Den 16. februar 2004 får han – efter den daværende Udlændingeservices praksis ved tvivlstilfælde – taget røntgenbilleder af knogler og tænder på en lægeklinik i Moskva.
Billederne bliver forelagt Retslægerådet, der i maj samme år skriver i erklæringen, at det er “sandsynligt”, at Khaibar var over 18 år på ansøgningstidspunktet. Over et år efter bliver sagen igen forelagt for Retslægerådet, der når frem til samme konklusion. Og Ministeriet for Flygtninge, Indvandrere og Integration afslår Khaibars ansøgning om opholdstilladelse. Det sker 15. september 2006.

”Mega-besværlige” sager
Nu sidder Khaibar så i Moskva og kan som den eneste i familien ikke komme legalt til Danmark. Havde han sneget sig over grænsen og havde søgt om asyl, havde han formentlig fået det, da hans familie er tidligere kommunister og dermed jaget vildt under Taleban-styret i Afghanistan.
Men den løsning ligger fjernt for den retskafne familie fra Afghanistan. Det skal gå ordentligt til. I Danmark har Khaibars mor fået kontakt til forsvarsadvokat Jens Bruhn-Petersen, der tidligere har arbejdet i UNHCR – FN’s Flygtningehøjkommissariat.
Han sidder egentlig på et kontor, der primært kører sager om fast ejendom, men han kan ikke lægge engagementet fra FN-tiden fra sig – heller ikke selv om udlændingesager er “mega besværlige, meget langvarige og ofte mere tidskrævende, end han får løn for.”
Jens Bruhn-Petersen har også sager i Flygtningenævnet og bliver efterhånden en af de foretrukne forsvarsadvokater for afghanere, der er kommet i klemme i systemet i Danmark. Det sker i øvrigt ved lidt af en tilfældighed, fordi den ene afghaner anbefaler ham til den næste osv.
Moren, Karima rejser fra familiens bopæl i Fredericia og sidder i mødelokalet på Østbanegade for at diskutere Khaibars sag med Jens Bruhn-Petersen. Her hiver hun blandt andet eksamensbeviser frem fra de øvrige tre børn, der har klaret sig fremragende i det danske skolesystem – Khaibars bror blev student med et gennemsnit på 10,6 – kan det bruges i retten, spørger hun advokaten.

Ret foran dommeren
Jens Bruhn-Petersen knokler for at få lov til at få en mundtlig behandling af sagen i Byretten i København. Normalt kører den slags sager skriftligt. Men forsvarsadvokaten vil føre en række vidner, hvor man er nødt til at møde i retten for at kunne vurdere deres troværdighed. Så han presser intenst på – og får til sidst tilladelse.
I september 2008 møder Khaibars familie op i deres stiveste puds og står ret foran dommeren i byretten.
I retslokalet bliver det hele lidt teknisk med en masse tal og klokkeformede kurver og sandsynlighedsberegninger. Forsvarsadvokatens synspunkt er bl.a., at der ifølge knogleundersøgelserne er 84 procents sandsynlighed for, at Khaibar var over 18 år på ansøgningstidspunktet. Og at der dermed er en statistisk sandsynlighed på hele 16 procent for det modsatte – nemlig at Khaibar var under 18. Jens Bruhn-Petersen har ligeledes hentet oplysninger fra en svensk retsodontolog, der på baggrund af røntgenbilleder af Khaibars tænder erklærer, at det er sandsynligt, at han var under 18 på ansøgningstidspunktet.
Han fremlægger også afghanske identitetspapirer og fører blandt andet to vidner – Khaibars gamle klassekammerater fra første klasse i Afghanistan – som, mener han, underbygger påstanden om Khaibars alder.
Da modpartens advokat foreslår, at Khaibar måske har gået to år i samme klasse, hiver han de øvrige søskendes skoleresultater op af hatten. Det er nok ikke sandsynligt med intelligensniveauet i den familie, mener Jens Bruhn-Petersen.

Taber i landsretten – vinder i Højesteret
Familien Osmai er selvfølgelig lykkelig, da byretten 12. september afgør sagen til deres fordel. Men Jens Bruhn-Petersen har advaret dem om, at Integrationsministeriet vil anke sagen til landsretten. Her bliver sagen behandlet skriftligt, og sidst i november 2008 giver to ud af tre landsretsdommere Integrationsministeriet medhold i, at det var korrekt at afslå Khaibars ansøgning om familiesammenføring.
Et af argumenterne fra Kammeradvokaten, der kører sagen for Integrationsministeriet, er, at det er “af afgørende betydning for udlændingemyndighedernes sagsbehandling, at myndighederne kan lægge vægt – og også afgørende vægt – på Retslægerådets udtalelser.”
Forsvarsadvokaten kæmper videre og får tilladelse fra Procesbevillingsnævnet til at få sagen i Højesteret som den første af sin art. Og her er det så, afgørelsen falder i august i år.
Højesteret mener, at både Khaibar, familien og klassekammeraterne har fortalt sandheden om Khaibars fødselsdato, og at han derfor er blandt de 16 procent af befolkningen, hvis knoglealder er ældre end deres rigtige alder.
Khaibar er i dag stadig i Moskva, men efter lidt papirarbejde forventer familien, at han kan komme til Danmark. På helt lovlig vis.

Det mener Jens Bruhn-Petersen om sagen:
- Retslægerådet bør ærligt redegøre for de usikkerhedsfaktorer, der er i deres
knogleundersøgelses-metoder – også med alle de mellemregninger, der er.
- At grundlaget for knogleundersøgelserne er tvivlsomt. Noget af det statistiske baggrundsmateriale henfører til undersøgelser af hvide børn i 50’erne – hvilket ifølge nogle forskere ikke kan sammenlignes med udviklingen hos børn fra Asien eller Mellemøsten anno 2009.
- Den her slags sager kan kun vindes, hvis klienterne får lov at få sagen forhandlet mundtligt – retten har brug for ved selvsyn f.eks. at kunne vurdere vidners troværdighed.
- Domstolene bør se på den nuancerede bevisførelse og ikke alene lægge Retslægerådets konklusioner til grund for en afgørelse.
- Det bør være praksis at indhente “second opinions” hos andre eksperter.
- Khaibars sag bør danne præcedens for andre sager om aldersbestemmelse ved knogleundersøgelser – Retslægerådets autoritet er svækket.
- Højesteret siger med sin afgørelse, at Retslægerådets erklæringer IKKE er på niveau med et fingeraftryk eller en DNA-analyse, der som udgangspunkt trumfer ethvert andet bevis.

Det siger dommer Niels Grubbe fra Højesteret:
(Niels Grubbe var den ene af de tre HR-dommere i sagen)
Set med mine øjne er denne sag ikke så speciel. Jeg mener ikke, at der grundlæggende er tale om noget nyt i, at vi har fastslået, at det er en samlet bevisførelse, der skal ligge til grund for afgørelsen.
Jeg er bekendt med, at Advokaten har haft nogle artikler om Retslægerådet.
Dette er ikke en tilsidesættelse af, hvad Retslægerådet har gjort. Der er ikke tale om, at vi sætter spørgsmålstegn ved Retslægerådets metoder eller sender et signal om, at man ikke skal bruge den metode længere til aldersvurderinger.
Retslægerådet siger også selv, at der naturligvis er en usikkerhed ved metoden.
I og med at vi i kendelsen skriver, at man skal lægge betydelig vægt på Retslægerådets undersøgelser, er det en anerkendelse af Retslægerådets aldersvurderinger med den usikkerhed, de nu engang må have.
Men samtidig siger vi, at Retslægerådets aldersvurdering godt kan vejes op af andre ting. Det er bestemt overvejet nøje, når vi skriver, at der skal lægges betydelig vægt på afgørelsen for Retslægerådet (og ikke afgørende vægt, som Integrationsministeriet har påstået, red.). Vi mener, at det er den rigtige måde at se det på.
I mange andre af denne type sager er der ikke andre oplysninger end aldersbedømmelsen fra Retslægerådet og ansøgerens eget udsagn. I denne sag har der været en del andre informationer, hvoraf nogle er kommet til undervejs i sagsforløbet. Og de har så i den konkrete sag været medvirkende til vores afgørelse.
Er en usikkerhed på 16 procent ikke et meget højt tal, der som udgangspunkt bør komme ansøgeren til gode?
Retslægerådets undersøgelser har ikke en sikkerhed, der svarer til en DNA-analyse. Der er ikke tvivl om, at en DNA-analyse er mere sikker. Det er også derfor, at vi har omtalt usikkerheden. Det hører med til analysen. Men over for de 16 procents usikkerhed står også 84 procents sandsynlighed – og det er altså mere.
I forhold til om det er nødvendigt at have mundtlig forhandling i denne slags sager, så kommer det an på, hvilke beviser, man har. To af de tre bevisforhold, vi her lagde vægt på, forelå skriftligt og det sidste, nogle vidneforklaringer, kunne måske have været erstattet af skriftlige vidneerklæringer.
Indholdet af aldersvurderinger fra Retslægerådet og den usikkerhed, der generelt knytter sig til disse vurderinger, er efter min opfattelse klart nok beskrevet i skriftligt materiale til, at de kan anvendes i konkrete sager.


Udskrift fra: http://www.advokatsamfundet.dk/Service/Publikationer/Tidligere artikler/2009/Advokaten 9/Den afghanske forbindelse.aspx - d. 24-11-2017.
Ophavsretten tilhører Advokatsamfundet.
Informationerne må alene anvendes til eget ikke-kommercielt brug.