Advokaten 9 - Bank, bank. Det er politiet, vær venlig at lukke op

Print Print
16-11-2009

Advokatrådet bistår for tiden en advokat i en sag, hvor politiet har gennemført ransagning og beslaglæggelse begrundet i en mistanke mod advokatens klient. Sagen rejser principielle spørgsmål om forholdet til advokaters legal privilege.

Af Rasmus Møller Madsen, afdelingschef, Advokatsamfundet

Advokater er ikke hævet over loven. Hvis en advokat er mistænkt for en strafbar handling, kan politiet anvende sædvanlige strafprocessuelle retsmidler over for advokaten. Tilsvarende er en advokat underlagt sædvanlig vidnepligt, hvis han tilfældigt bliver vidne til en strafbar handling eller lignende.
Derimod indeholder lovgivningen en række regler, der sikrer advokatens klient mod, at advokaten kan afhøres som vidne, afkræves oplysninger etc. Reglerne betyder, at der skal foreligge helt særlige omstændigheder, før en advokat kan afkræves vidneforklaring om oplysninger, som advokaten er kommet i besiddelse af i kraft af et klientforhold.
Der skal foreligge en retskendelse, og kendelsen skal tage stilling til, om de særlige betingelser, der gælder for at afhøre en advokat, konkret er opfyldt. Man plejer at betegne disse betingelser sådan, at der skal være et værdispring mellem hensynet til, at forklaring afkræves og hensynet til opretholdelsen af advokatens tavshedspligt.
Tilsvarende gælder for gennemførelse af en række efterforskningsskridt, som ransagning, beslaglæggelse, aflytning mv., mod en advokat, der iværksættes på baggrund af en mistanke mod klienten for et strafbart forhold.
Advokatrådet modtog for nylig en anmodning fra en advokatvirksomhed om bistand i anledning af en sag, hvor politiet på baggrund af en retskendelse havde foretaget ransagning i advokatvirksomhedens lokaler, herunder i korrespondance og materiale, der var lagret elektronisk. Efterforskningen var iværksat, fordi politiet havde mistanke om, at en klient, kontoret havde betjent, havde begået et strafbart forhold. Under ransagningen gennemgik politiet den pågældende advokats emails, dokumenter mv. ligesom politiet – i øjemedet og uden en kendelse herom – beslaglagde dokumenter og (elektronisk) korrespondance. Beslaglæggelsen af det elektroniske materiale skete gennem spejling af oplysninger – herunder oplysninger, som ifølge advokaten ikke vedrørte den klient, der var mistænkt i sagen.

Hjælp fra Advokatrådet
Advokatrådet besluttede efter en vurdering af sagen at yde advokaten bistand med henvisning til vedtægtens §17, stk. 2, hvorefter Advokatrådet kan bistå en advokat, hvis uafhængighed eller integritet kommer under pres, herunder ved kontakt til relevante myndigheder eller førelse af retssag.
Baggrunden for beslutningen var, at såvel retsgrundlaget for udførelsen af ransagning og beslaglæggelse efter Advokatrådets opfattelse må anses for betænkeligt.
Den konkrete kendelse indeholder således ingen konkret stillingtagen til den ovenfor nævnte værdispringsregel, og kendelsen tager dermed efter sin ordlyd ikke stilling til den særlige omstændighed, at der ønskes ransagning mod en advokatvirksomhed. Kendelsen angiver heller ikke nærmere, hvad der er genstand for ransagningen, og er på en række punkter uklar.
Under ransagningen valgte politiet at beslaglægge en række oplysninger uden forudgående retskendelse. Afgørelsen synes i det konkrete tilfælde – trods advokatens protest både over for ransagningen og beslaglæggelsen, herunder protester fremsat over for den ansvarlige jurist i sagen – at være foretaget uden nærmere stillingtagen til, hvorvidt de særlige betingelser, der gælder for beslaglæggelse af klientmateriale hos en advokat, konkret krævede en retskendelse, og på baggrund af en mere almindelig antagelse om, at materiale, der ikke straks beslaglægges, vil blive destrueret. Advokatrådet finder imidlertid, at der generelt må udvises betydelig tilbageholdenhed med at beslaglægge i øjemedet hos advokater i tilfælde, hvor mistanken alene retter sig mod klienten. Der er således ingen rimelig formodning om, at en advokat vil destruere eller forvanske materiale, hvis der forinden indhentes en retskendelse alene af den grund, at en sådan handling vil føre til en særdeles alvorlig sanktion for grov tilsidesættelse af god advokatskik. Beslaglæggelse i øjemedet indebærer desuden, at den afvejning af det omtalte værdispring, som loven kræver, skal foretages af politiet og ikke af en domstol.

Indgreb mod advokater
Spørgsmålet om ransagningen og beslaglæggelsens lovlighed i den konkrete sag, herunder spørgsmålet om, hvilke oplysninger, politiet har tiltvunget sig adgang til og sikret sig indsigt i, besværliggøres i øvrigt af, at politiet ikke efterfølgende har sendt en kosterliste, der nærmere kan belyse, hvilke oplysninger, politiet er i besiddelse af, og dermed i nogen grad hvilke oplysninger, politiet har ransaget i.
Politiet har f.eks. foretaget spejlinger af elektronisk lagrede oplysninger, herunder e-mails til og fra advokaten i sagen, men det vides ikke, hvorvidt og i hvilket omfang, spejlingerne også vedrører korrespondance med andre klienter end den i sagen mistænkte.
Advokatrådet har anmodet en advokat om på rådets vegne at intervenere i sagen med henblik på at få prøvet lovligheden af de efterforskningsskridt, politiet har iværksat hos advokaten. Advokatrådet håber med sagen at skabe klarhed omkring de særlige retsgarantier, der gælder ved strafprocessuelle tvangsindgreb rettet mod advokater, så både dommere, anklagemyndighed og de politifolk, der udfører de konkrete efterforskningsskridt, bliver opmærksom på de særlige forhold, der gælder på dette område.
Når der foreligger en afgørelse i sagen, vil denne samt Advokatrådets eventuelle opfølgende initiativer blive omtalt i Advokaten.

Retsplejelovens § 795, stk. 2
Hos personer, som efter reglerne i § 170 er udelukket fra at afgive forklaring som vidne i sagen, er skriftlige meddelelser og lignende mellem den mistænkte og den pågældende person samt dennes notater og lignende vedrørende den mistænkte ikke genstand for ransagning. Hos personer, som er omfattet af § 172, er materiale, der indeholder oplysninger om forhold, som de pågældende efter § 172 er fritaget for at afgive forklaring om som vidne i sagen, ikke genstand for ransagning.

Retsplejelovens § 170, stk. 1 og stk. 2
§ 170. Mod dens ønske, som har krav på hemmeligholdelse, må vidneforklaring ikke afkræves præster i folkekirken eller andre trossamfund, læger, forsvarere, retsmæglere og advokater om det, som er kommet til deres kundskab ved udøvelsen af deres virksomhed.
Stk. 2. Retten kan pålægge læger, retsmæglere og advokater, bortset fra forsvarere i straffesager, at afgive vidneforklaring, når forklaringen anses for at være af afgørende betydning for sagens udfald, og sagens beskaffenhed og dens betydning for vedkommende part eller samfundet findes at berettige til, at forklaring afkræves. Sådant pålæg kan i borgerlige sager ikke udstrækkes til, hvad en advokat har erfaret i en retssag, som har været betroet ham til udførelse, eller hvori hans råd har været søgt.