Advokaten 8 - Praksis i sager om dækning af omkostninger

Print Print
19-10-2009

Advokater kan rette spørgsmål om salærets størrelse til Advokatrådets Responsumudvalg.

Af Jørn Andersen, juridisk afdeling, Advokatsamfundet

Ud over den vejledning om forståelsen af de grundlæggende regler om god advokatskik i retsplejelovens § 126, Advokatrådet har givet i de advokatetiske regler, besvarer rådet i henhold til § 32 i Advokatsamfundets vedtægter konkrete henvendelser herom:
Stk. 1. På begæring af en advokat eller et advokatselskab skal Advokatrådet afgive responsum om god advokatskik eller andre spørgsmål, der er af almindelig interesse for advokater i deres virksomhed.
Stk. 2. Det samme gælder tilfælde, hvor en advokat eller et advokatselskab ønsker rådets responsum angående et af advokaten beregnet salær, om hvis berettigelse der er tvist mellem advokaten og klienten eller dennes retshjælpsforsikringsselskab.
Stk. 3. Rådet afgiver dog ikke responsum i en sag, hvorom der på tidspunktet for rådets behandling af responsumbegæringen verserer klagesag for Advokatnævnet.
Stk. 4. Rådet kan under en verserende sag efter parternes eller rettens anmodning til vejledning for retten afgive responsum om et omtvistet salær eller om god advokatskik i en sag, der ikke har været påkendt af Advokatnævnet.
Besvarelsen overlades som udgangspunkt til det særlige Responsumudvalg, der for øjeblikket består af otte medlemmer af Advokatrådet.
De fleste henvendelser til Responsumudvalget drejer sig om størrelsen af advokatsalærer og her igen langt den største del om salærets størrelse i tilfælde, hvor klienten var dækket af en retshjælpsforsikring.
Udvalget modtager dog også en del forespørgsler i tilfælde, hvor klienten har krav på omkostningsdækning i henhold til forsikringsaftalelovens § 32:
Stk. 3. Den sikrede kan i forbindelse med udenretlig fremsættelse og opgørelse af krav mod selskabet kræve rimelige og nødvendige udgifter til advokatbistand dækket af selskabet. Ved ansvarsforsikring finder 1. pkt. tilsvarende anvendelse med hensyn til den skadelidtes erstatningskrav mod selskabet.
Som det fremgår, drejer det sig dels om klienter, der som sikret (f.eks. forsikringstagere) har ret til en forsikringsydelse, som kommer til udbetaling, og dels skadelidte, der har et direkte krav mod skadevolderens ansvarsforsikringsselskab, enten fordi dette (f.eks. i henhold til færdselslovens § 108) hæfter umiddelbart over for skadelidte, eller fordi betingelserne i forsikringsaftalelovens § 95 er opfyldt (når sikredes erstatningspligt over for den skadelidte er fastslået og erstatningens størrelse bestemt samt hvis skadelidtes krav på erstatning er omfattet af sikredes konkurs, tvangsakkord eller gældssanering).
I disse tilfælde vil klienten ofte have en interesse i at erklære sig indforstået med advokatens salær i forbindelse med afregningen over for forsikringsselskabet; og der er således normalt på dette tidspunkt ingen tvist mellem advokaten og klienten med den konsekvens, at sagerne falder uden for Advokatrådets og dermed Responsumudvalgets kompetence efter vedtægternes § 32, stk. 2.
Udvalget behandler dog i praksis sådanne sager om, i hvilket omfang en klients advokatomkostninger skal erstattes af forsikringsselskabet, hvis selskabet og advokaten er enige om dette, og advokaten afstår fra at kræve salær direkte hos klienten. Baggrunden for den sidstnævnte betingelse er, at klienten ikke med sikkerhed kan overskue rækkevidden af at erklære sig indforstået med salærkravet, da advokaten i tilfælde af, at forsikringsselskabet afviser dækning af advokatomkostninger eller det konkrete salærkrav vil kunne rette (rest)kravet mod denne.
Grundlaget for Responsumudvalgets vurdering af salæret er dels bestemmelsen i retsplejelovens § 126, stk. 2, hvorefter en advokat ikke kan kræve højere vederlag for sit arbejde, end hvad der anses som rimeligt, og dels den oven for citerede bestemmelse i forsikringsaftaleloven, hvorefter sikrede/skadelidte kan kræve rimelige og nødvendige udgifter til advokatbistand dækket af forsikringsselskabet.
Det er i landsretspraksis (f.eks. UfR 1991.488 Ø, 1997.658 Ø og 2005.2590 V samt FED 1998.631 V, 1999.948 V og 2005.2652 V) antaget, at advokatudgiften i personskadesager som udgangspunkt skal dækkes svarende til halvt proceduresalær af erstatningsbeløb udbetalt før sagsanlæg, således at skadelidtes udgiften godtgøres med et standardiseret beløb, som ikke tager udgangspunkt i det beløb, vedkommende konkret har afholdt.
Bestemmelsen i retsplejelovens § 126, stk. 2, fastsætter dog fortsat et øvre loft, jf. herved Advokatnævnets kendelse af 31. marts 2006 (j.nr. 02-0301-05-1447), der nedsatte et salær med henvisning til, at udgangspunktet ved beregningen er denne bestemmelse, uanset at der i praksis henses til, hvad halvt proceduresalær vil betinge.