Advokaten 8 - Med pennen som våben

Print Print
19-10-2009

En international prisopgave skal skrive retssikkerheden tilbage på nethinden hos politikere og offentlighed efter otte magre år.

Af Rasmus Lindboe, pressechef, Advokatsamfundet

Ruinerne af de brændende rester af World Trade Centers tårne står mejslet i bevidstheden hos de fleste. Begivenheden er blevet mytologisk. Et vendepunkt, ikke bare for det nye årtusinde, men også et juridisk vendepunkt.
Et markant skift i de juridiske vinde fulgte efter angrebet på USA 11. september, 2001. Følgerne vil være de fleste advokater bekendte uanset arbejdsområde. Fra de mere hverdagsagtige problemer med at forstå og håndtere de seneste krav efter hvidvaskloven til forsvarsadvokaternes vanskeligere arbejdsvilkår, når de terrormistænkte skal forsvares.
Truslen mod almindelige borgeres sikkerhed har unægtelig været forhøjet. Det bevidner de efterfølgende terrorangreb. Det fastslår Politiets Efterretningstjeneste (PET) i sine trusselsvurderinger.
Samme forhøjede trussel har været gældende for det retspolitiske felt, hvor Advokatrådet på advokaternes vegne i gentagne høringssvar, på konferencer på Christiansborg og i medierne har fortalt, at det ikke nytter at smide retssikkerheden ud med badevandet, når politikere og myndigheder ville terrortruslen til livs.
Sidste forår besluttede Advokatrådet at gøre den retspolitiske udvikling siden 11. september til ét af nøglepunkterne i et nyt retssikkerhedsprogram. Med støtte fra Margot og Thorvald Dreyers Fond er der nu udskrevet en prisopgave med en samlet præmiesum på én million kroner.
I panelet sidder en fremtrædende gruppe jurister til at bedømme de indkomne opgaver. Det er forhenværende højesteretsdommer Niels Pontoppidan, ambassadør Tyge Lehmann, professor dr.jur. Henning Koch, dommer ved den europæiske menneskeretsdomstol Elisabet Fura-Sandström, den norske civilombudsmand Arne Fliflet, Advokatrådets Jens Rostock-Jensen og Lars Lindhard samt generalsekretær Henrik Rothe, Advokatsamfundet.
Konkurrencen består i at skrive den bedste analyse af retsudviklingen siden 11. september 2001.
Konkurrencens præcise krav og vilkår kan du læse på Advokatsamfundets hjemmeside, www.advokatsamfundet.dk. Vi har til dette nummer af Advokaten bedt tre fremtrædende advokater, som kommer fra forskellige hjørner af advokatverdenen, om at spekulere lidt over udviklingen.
Er der egentlig særlig meget retssikkerhed tilbage i dag? spørger advokaten Morten Schwartz Nielsen, formand for Foreningen af Advokater og Advokatfuldmægtige.
Retssikkerhed – er det kun for danskere, eller gælder den også for minoriteter? spørger advokat Steen Lassen, som er én af initiativtagerne bag “Mangfoldighedsprojektet”, der skal motivere nydanskere til at blive jurister.
Har begrebet resocialisering endegyldigt tabt kampen til tanken om straf som løsning på problemer? spørger den erfarne forsvarsadvokat Niels Forsby.
Et bidrag til debatten om den retspolitiske udvikling kan du læse i temaet på de følgende sider.
Du kan selv bidrage til debatten ved at skrive en besvarelse til Advokatsamfundet og sende den til os senest 1. juni næste år.

Forsvarer for samfundets uheldige elementer

Niels Forsby kritiserer udviklingen på retsområdet for at mangle et resocialiserende sigte.

Af Christina Wex, journalist, CPH Media

Niels Forsby, én af landets mest erfarne strafferetsadvokater, ser tilbage på den udvikling inden for strafferet, han har været vidne til. Hvad har specielt udviklingen siden terrorangrebene i 2001 medført? Niels Forsby begynder med det meget omdiskuterede forslag om at sænke den kriminelle lavalder. En diskussion, som nu igen er blusset op efter rapporten fra regeringens kommission om ungdomskriminalitet.
- Det forslag, mener jeg, skal modarbejdes så vidt som overhovedet muligt, svarer han uden at behøve tænke over det.
- Det arbejde, der skal foregå, skal være af forebyggende karakter. Det er alfa og omega, at der er folk i lokalmiljøerne, som er i stand til at opbygge et tillidsforhold og en forståelse for, hvordan vi kan løse problemerne og skabe bedre sociale vilkår. Den nuværende regering er meget inspireret af Dansk Folkepartis snak om nultolerance. Alle erfaringer viser, at fængselsstraf ikke hjælper i sig selv, og længere fængselsstraffe hjælper derfor slet ikke. Vi kan som samfund ikke være bekendt ikke at hjælpe de unge, som er blevet svigtet af forældre, der ikke har magtet dem, og af skolen, som har kigget den anden vej. Hvis vi ikke yder den indsats, får vi skabt små omvandrende bomber, og der bliver kun flere af dem.
Det er imidlertid ikke kun det forebyggende arbejde, der halter.
- Resocialiseringsberedskabet er simpelt hen mangelfuldt. Vi ser gang på gang, at de løsladte ikke har noget sted at bo, så de er nødt til at opsøge de tidligere kredse, og hvis de skal overleve, er de nødt til at lave noget kriminelt. Det er dybt kritisabelt, at et samfund så rigt som vores ikke er i stand til at løse sådan en opgave. I stedet er det indrettet på en ‘jeg er mig selv nok’-tankegang. Det skal være i orden at tale om solidaritet igen. Vi er – om vi kan lide det eller ej – et fællesskab, og fællesskabet er nødt til at sørge for sine uheldige elementer. Taberne. Jo mindre et samfund gør det, jo fattigere er det.

Signallovgivning
Niels Forsby beskæftiger sig i dag udelukkende med straffesager. Han deler kontor med tre andre forsvarsadvokater, Jane Ranum, Thorkild Høyer og Steen Bech, som ligesom han selv har ført flere af de meget højtprofilerede straffesager i de senere år. Kontoret ligger i en baggård i Nansensgade i København. Det ligner mere et hjem end et advokatkontor.
Forsby har forud for advokatgerningen en karriere bag sig, som ikke ligefrem kan betegnes som vandkæmmet.
Efter jurastudiet boede han i kollektiv på Bornholm, blev militærnægter, og vendte igen tilbage til København:
- Som tiden gik, måtte vi indse, at det ikke var nemt at få arbejde, så vi rejste tilbage til København, hvor jeg langsomt begyndte at vende tilbage til det almindelige samfund over jobs som hjemmehjælper, personundersøger i kriminalforsorgen og sekretær for overtaksationskommissionen i henhold til by- og landzoneloven. Sideløbende lavede jeg politisk arbejde på venstrefløjen.
Siden terrorangrebene på USA i 2001 er den politiske indignation flammet op igen hos Niels Forsby.
- Jeg synes, at det, der foregår i samfundet i dag med terrorlovgivning og tuneserlov er dybt betænkeligt. At lave særlove er så usædvanligt et forslag i forhold til min opfattelse af en demokratisk retsstat, at jeg har svært ved at forestille mig, hvor vi havner henne. I hele den populære signallovgivning mener jeg, man gør op med en tankegang, som jeg troede, man aldrig ville forlade. Magtens tredeling tilsiger, at Folketinget ikke skal blande sig i, hvad domstolene skal lave – politikerne skal alene finde ud af, hvad der er lovligt og ikke lovligt.
Tanken om såkaldte tys-tys-advokater, der fører sager, som skønnes for følsomme til offentlig indsigt, vækker kun foragt:
- At man overhovedet kan tale om hemmelige processer er fuldstændig kafkask for mig. Vi grinede tidligere ad østlandene, i dag gør man det samme herhjemme, mens man samtidig stiller krav om demokratiske processer og styreformer i sin ulandsbistand. Jeg kan ikke få det til at hænge sammen. Det grundlæggende i en straffeproces er netop, at det foregår åbent. Hvis forsvareren ikke har adgang til det samme materiale som anklagemyndigheden, så sker der en krænkelse af de principper, en retssag skal leve op til. Et andet eksempel på, hvordan man reagerer med panik er forslaget om, at rockere og bandemedlemmer skal sendes til afsoning straks. Alle ved, at der er fuldstændig klare retningslinjer for, hvornår der skal ske umiddelbar afsoning, det afhænger af forbrydelsens karakter. For mig at se skal det vise det politiske establishments handlekraft, fordi man er bange for, at vælgerne ikke synes, man reagerer på problemerne.

Terrorister?
Det klassiske spørgsmål til en forsvarsadvokat er, hvordan han moralsk kan forsvare mennesker, som har begået alvorlige forbrydelser?
- Det er meget enkelt. Enhver er uskyldig til det modsatte er bevist, og enhver har ret til det forsvar, man selv har bestemt. Selvom klienten skulle indrømme sin skyld over for mig, men stadig fastholder sin påstand om frifindelse, så forsvarer jeg ham ud fra hans påstand. Det er jeg nødt til, ellers halter systemet. Der kan være tilfælde, hvor jeg må sige fra, hvis klienten for eksempel giver sig til at kaste mistanken på en anden, men ellers er det indbygget i systemet, at det er bedre, en skyldig går fri, end at en uskyldig bliver dømt. Det kan virke krænkende, men jeg har svært ved at se, at det kan være anderledes. Hvis forklaringerne er langt ude, så siger jeg det selvfølgelig til vedkommende, for hvis jeg kan lugte mig frem til, at der er noget, der ikke stemmer, så vil man støde på samme opfattelse i retten.
Bedt om at sætte navn på en af de sager, han har fundet mest spændende, nævner Forsby ikke overraskende sagen om Blekingegadebanden.
- Det var den, der indledte min færd på de større sager. Om sagen som sådan mener jeg, det var helt misforstået at tale om terrorisme. Hvis man er terrorist, så går aktiviteterne ud på at skræmme befolkningen med det formål at destabilisere et helt land.
Blekingegadebandens aktiviteter var ikke vendt mod Danmark eller danske organisationer. De havde den opfattelse, at den danske arbejderklasse var bestukket, og at deres opgave derfor var at styrke de fornuftige kræfter i den tredje verden, som var ukorrumperede. Det var en røverbande, de skulle bare ikke bruge pengene selv. At en politimand blev dræbt var ikke en forsætlig handling, men ethvert røveri har ofre. Det er et røveris natur. Terror er noget helt andet og langt mere modbydeligt.

Niels Forsby, født 1947.
Uddannet advokat i 1980.
Beskikket som offentlig forsvarer i 1990.
Tidligere medlem af Flygtningenævnet.
I perioden 2002-2007 formand for Landsforeningen af Beskikkede Advokater.

Frygten for det fremmede er blevet regeringsbærende

Af Christina Wex, journalist, CPH Media

Steen Lassens professionelle virke har fokus på erhvervsret, men en glødende interesse for at ’åbne danskernes vinduer til omverdenen’ har fået ham til at engagere sig i diverse projekter med netop det formål.

Der er på flere måder langt fra Forsbys kontor i Nansensgade til Lassen Ricards fornemme domicil i Amaliegade i den anden ende af byen.
I Frederiksstaden med udsigt til Kastellet, Gefionspringvandet og Amalienborg Slot, møder vi Steen Lassen i et af fire helt unikke barokpalæer omkring det tidligere Frederiks Hospital, nu Kunstindustrimuseet, der stammer helt tilbage fra 1758 og ikke overraskende emmer af historie og sjæl.
Steen Lassen, 64, den ene af firmaets to grundlæggere, stammer fra en familie, der har lige så dybe rødder i juraen, som palæet har i Københavns historie. I mange generationer har familien været jurister, og Steen Lassens 24-årige datter bærer med sit studievalg traditionen videre.
- Egentlig synes jeg, det kunne have været spændende, hvis hun havde valgt noget andet, men selvom hun startede på et andet studium, blev det alligevel juraen i sidste ende, fortæller han med sit karakteristiske varme smil. Lige så glad er han for, at hans søn som den første i familien netop har bestået skibsførereksamen og skal ud at sejle med Mærsk.
Udover en stor interesse for blandt andet litteratur og klassisk musik, er Steen Lassen, mærker man hurtigt, et engageret menneske, som både ytrer sig om aktuelle samfundsforhold og gør en forskel ved aktiv handling. Således er han primus motor i Mangfoldighedsprojektet, hvis formål er at motivere nydanskere til at blive jurister og senere dommere.

Hån mod domstolene
Da debatten om det nu vedtagne lovforslag om at forbyde kvindelige dommere at bære tørklæde i retten gik i gang, var Steen Lassen ikke sen til at give sin mening til kende i Politikens debatspalter:
- Dansk Folkeparti gennemførte en annoncekampagne med foto af en kvinde, der er helt tildækket i burka og har en træhammer i hånden. Overskriften lød “Underkastelse”, og i teksten anvendtes DF’s slogan “Giv os Danmark tilbage”. En sådan annoncekampagne er en hån mod de meget dygtige muslimske kvinder, der bliver jurister, og som består de meget strenge krav, der i et ansættelsesforløb bliver stillet til dem. Desuden er det en hån mod de danske domstole, som aldrig ville acceptere, at en dommer var klædt på den måde. Endelig anvender man ikke hammer i danske retssale, så det i sig selv var misvisende. Annoncen er med til at fremkalde fordomme mod bestemte befolkningsgrupper, og når et sådant lovforslag vedtages, blåstempler staten denne antipati mod en minoritet.

Frygt for det fremmede
Det er langtfra første gang i historien, at frygten for det fremmede lader sig mærke.
- Under den kolde krig ønskede flertallet beskyttelse mod undergravende politisk virksomhed fra venstrefløjen, som man især oplevede det i USA under mccarthyismen (heksejagt), og i 30’ernes Tyskland oplevede man det bl.a. med jagten på kommunisterne og socialdemokraterne og i forhold til jøderne, som blev afsondret og betragtet som ‘et problem’ uden at nogen tog afstand. Jøderne blev ganske langsomt i den nye lovgivning udelukket fra forskellige embeder i samfundet. I dag eksisterer der en frygt for, at samfundet bliver undergravet af fremmede som følge af indvandring fra især muslimske lande, og det er tilspidset efter 11. september 2001 som følge af “krigen mod terror".
At det alene skulle skyldes terrorangrebet på World Trade Center, mener Steen Lassen dog ikke.
- Tendensen var der allerede, og det er min opfattelse, at disse forskellige tiltag mod minoriteter ville være kommet under alle omstændigheder. Herhjemme blev frygten især anført af en meget ubehagelig kampagne i Ekstra Bladet, som gav den indre svinehund frit løb, og vi ser nu tendenser til det samme, som man oplevede i 30’ernes Tyskland, forstået på den måde, at partier i Folketinget spiller på frygten for minoriteter, der er anderledes.
Faktisk oplevede vi det allerede i 80’erne med Glistrup og hans kampagne mod “muhammedanerne". Dengang anså mange det for udtryk for en forrykthed. I dag er holdningen blevet regeringsbærende.

Regeringen skaber fordomme
Steen Lassen henviser ydermere til justitsminister Brian Mikkelsens udtalelser i TV-Avisen, samme dag som udkastet til tørklædeloven blev udsendt, hvor han sagde, at loven havde til formål “at forhindre dommeren i ved afsigelse af dommen at udbryde “Allah er stor”, eller under domsforhandlingen at kaste sig ned på et bedetæppe og bede."
- Sådanne annoncekampagner og udtalelser fra regeringen er ikke udtryk for, at befolkningen ikke ønsker, at muslimer skal være dommere. Det er derimod det regeringsbærende parti og regeringen, der skaber fordommene. Det er til stor fare for retssikkerheden.
Steen Lassen mener ikke, at dette ville være blevet accepteret uden begivenhederne 11. september og den erklærede ‘krig mod terror’.
- Det samme gælder Jyllands-Postens initiativ til Muhammed-tegningerne. Krigen mod terror har gjort det legitimt med tiltag mod den gruppe, der omfatter de meget få personer, som krigen mod terror er rettet imod. Jeg mener ikke, at Jyllands-Postens programerklæring havde fået den opbakning fra regeringen og store dele af samfundet, hvis vi ikke havde haft en 11. september, siger han.
- Det er ikke mindst bekymrende, at denne støtte blev givet med den tidligere statsminister i spidsen, til trods for at Jyllands-Postens programerklæring er i strid med straffeloven, siger Steen Lassen.
Han henviser til en udtalelse fra Rigsadvokaten, der udtrykkeligt anfører: “Det er således ikke en rigtig gengivelse af gældende ret (straffelovens § 140 og § 266b), når det i artiklen i Jyllands-Posten anføres, at det er uforeneligt med ytringsfriheden at gøre krav på hensyntagen til religiøse følelser, og at man må være rede til at finde sig i “hån, spot og latterliggørelse"."

Retssikkerhed kun for danskere?
Hvis man skal se på, hvem det er, der har behov for beskyttelse under retssikkerheden, så er det ifølge Steen Lassen for tiden især minoriteter, der har en anden religiøs eller kulturel baggrund og gennem deres udseende nemt kan identificeres som en minoritet.
- Et af mange spørgsmål er, om der er forskel i beskyttelsen, alt efter om den pågældende er dansk statsborger. En sådan forskelsbehandling har vi oplevet i forbindelse med Tuneserloven, hvor personer, der bor i Danmark, og som er mistænkt for forberedelse af terror, bliver behandlet forskelligt afhængigt af, om de er danske statsborgere. Det gør ikke loven mindre betændt, at den var rettet mod en enkelt person og gennemtvunget af DF som vilkår for at ville fortsætte finanslovsforhandlingerne.

Hvem skal beskytte?
- Da retssikkerheden er en beskyttelse mod magthaverne, dvs. Folketingets flertal, giver det sig selv, at denne beskyttelse ikke kan varetages af Folketinget. Hertil kommer, at flertallet ikke altid har ret, og ikke alt kan legitimeres under påberåbelse af folket.
De eneste, der kan varetage denne kontrollerende opgave, er domstolene. Dommerne har gennem udvælgelse og uddannelse den rette kaliber til at kunne varetage den opgave, der består i at sikre vort samfunds værdier, herunder minoriteternes beskyttelse under Grundloven og under de internationale konventioner, som Danmark har tiltrådt, herunder Menneskerettighedskonventionen.
Problemet ved domstolsbeskyttelsen som den eneste reelle beskyttelse for minoriteter i en krisesituation er efter Steen Lassens opfattelse det faktum, at det kræver, at en person, der er ramt af loven, vil anlægge sag mod staten, og det er ikke nemt at finde, for selvom der er advokater, der er rede til at føre sagen, kan en retssag være meget belastende for den pågældende. Desuden er sagsbehandlingen ved domstolene meget omstændelig, hvorfor formålet kan være forspildt, når der endelig efter flere år bliver afsagt dom ved Højesteret.
- Hertil kommer, at selvom Højesteret har erklæret sig rede til at underkende love som grundlovsstridige, er dette sket meget sjældent, og det må antages, at Højesteret vil være meget tilbageholdende.
Hermed opstår spørgsmålet om en forfatningsdomstol, som man kender det fra f.eks. Tyskland, hvor den har eksisteret i 60 år. I den seneste tid er en række antiterrorlove vedtaget af flertallet i det tyske parlament blevet kendt grundlovsstridige af Forfatningsdomstolen.
- Hvis det ikke er muligt at få indført en forfatningsdomstol i Danmark, rejser spørgsmålet sig om en mere effektiv beskyttelse ved Menneskerettighedsdomstolen eller ved EF-Domstolen, hvis Lissabon-traktaten bliver vedtaget. Traktaten vil inkorporere menneskerettighederne og gøre beskyttelse af minoriteter til et EU-anliggende.
Under alle omstændigheder er det vigtigt med stærke institutioner, herunder stærke domstole, til beskyttelse af minoriteter, som også kan fungere i krisesituationer, slutter Steen Lassen.

Steen Lassen, født 1944.
Advokat 1974.
Partner i Lassen Ricard.
Udnævnt af økonomiministeren til undersøgelse af Finanstilsynet 1999-2005.
Medlem af det af kulturministeren nedsatte lovforberedende udvalg om bevissikring ved immaterialretskrænkelser, 1999-2000.
Bisidder for statsministeren i Skattefradragssagsundersøgelseskommissionen 2005-2006.
Regelmæssigt voldgiftsdommer.
Primus motor i demokrati/integrationstiltaget Mangfoldighedsprojektet, der skal motivere nydanskere til at blive jurister og senere dommere.

Mit hjem er min fæstning

Boligen er ikke længere så ukrænkelig, som den har været. Jagten på sorte penge har skadet et grundprincip, mener Morten Schwartz Nielsen.

Af Christina Wex, journalist, CPH Media

Det lå ikke umiddelbart i kortene, at Morten Schwartz Nielsen skulle gå advokatvejen. Forældrene er isenkræmmere, og broderen valgte samme vej, men Morten var glad for matematik og synes, at faget er nært beslægtet med jura.
- Man skal kunne udregne odds, fortæller han fra toppen af Lund Elmer Sandagers supermoderne og nybyggede kontor på Kalvebod Brygge med udsigt over Københavns Havn, der denne sensommerdag ligger badet i sollys.
- Klienterne spørger altid som det første, hvad sandsynligheden er for, at de vinder deres sag.
Da Morten stod for at vælge studieretning, var han i tvivl. Forældrene skubbede lidt på og overbeviste ham om, at han jo bare kunne prøve juraen et år og så springe fra, hvis det viste sig ikke at være noget.
- Det var omvendt psykologi, der virkede, griner han.

Indre dækning
Morten blev ikke alene hængende på studiet, men opdagede hurtigt en stærk interesse for juraen og for det at procedere i særdeleshed.
- I starten var jeg overbevist om, at jeg ikke var god til det, men jeg så det som en udfordring at blive bedre, og snart blev jeg grebet af disciplinen.
I dag er Morten Schwartz Nielsen træner for et hold på otte elever fra Syddansk Universitet, som til april skal deltage i et processpil i Hong Kong.
- Det handler om at fylde rummet og vise engagement. Selvfølgelig skal man først og fremmest være grundigt inde i juraen, men herefter handler det om at kunne overbevise mundtligt. Hvis proceduren ikke rykker en opfattelse, er den ligegyldig.
At procedere handler om mange ting – toneføring, kropssprog – om at variere sproget.
- Man kan ikke bare holde en tale, man skal tro på den og skabe indre dækning. Strafferetsadvokater er fantastisk gode til det, for de har sager, der rører følelserne – det er sværere med økonomiske sager, så her er det vigtigt, at man kender sine redskaber.
Morten Schwartz Nielsen havde en hemmelig drøm om at blive skuespiller, og måske er det en bid af denne drøm, der leves ud i retten?
- Man optræder helt klart lidt, når man står i retten. Man skal på en og samme tid tilgodese sin klient, ligesom dommeren skal synes, at det er fornuftigt, det man siger.
Det har imidlertid også sine ulemper at være god med ord.
- Jeg bliver altid valgt som toastmaster til private begivenheder, og det er jeg alt andet end glad for, for så kan man slet ikke slappe af.

Trygheden i eget hjem truet
I forhold til den aktuelle retspolitik, fremhæver Morten Schwartz Nielsen den stigende registrering som noget af det, der bekymrer ham mest.
- De nye regler, der bliver indført, har et legitimt formål på overfladen, men ingen ved, hvor vidt de kommer til at række. Man ved ikke længere som person, hvilke informationer der bliver registreret hvor, og hvad de bliver brugt til. Det er skræmmende. Målet har været at ramme grænseoverskridende kriminalitet, men man rammer mange andre.
For Morten handler det om den personlige beskyttelsessfære.
- Jeg synes, at grundtanken om, at ‘mit hjem er min fæstning’, er betryggende, og når vi piller ved den ved at gå ind og ransage folks hjem på relativt løse mistanker, så er der noget galt.
Hvis man ikke har noget at skjule, kan det vel være ligegyldigt?
- Nej, for det har også altid været grundtanken i vores samfund, at det er anklagerens opgave at løfte bevisbyrden for, om man er skyldig i et givent forhold. Hvis staten kommer og banker på og siger, “vi vil gerne se, hvad du har i dit hjem,” så vil den hos de fleste af os finde et eller andet, der er ulovligt.

Den lovgivende magt
Direktivet om bekæmpelse af hvidvask af udbytte af alvorlig økonomisk kriminalitet fremhæver Morten Schwartz Nielsen som et andet stort problem.
- Det stiller os i en meget mærkelig situation. En erhvervsklient har en forventning om fortrolighed, når han opsøger sin advokat, og det sætter advokaten i en klemme, hvis han eller hun skal til at angive sin klient. Det kan være vanskeligt at se, hvor grænsen går for den tendens.
Regler og love skal i mine øjne kun bruges til det, der er formålet med dem, og jeg synes, det er vigtigt, man respekterer den helt grundlæggende tankegang om, at man har ret til en retfærdig rettergang.
Tingene har forandret sig med skræmmende hast, mener han.
- Jeg vil gå så vidt som til at sige, at før 11. september 2001 var der retssikkerhed. Nu er der nok ikke megen tilbage. Tillid er erstattet med kontrol, og med de magtmidler, politiet har i dag, kan de næsten gøre, hvad de vil, og så få en dommer til efterfølgende at sige godt eller skidt. Vi skyder først og spørger bagefter. På den måde har vi bevæget os fra en fri retsstat til en kontrolstat, og den lovgivende magt har bredt sig for vidt ud og er begyndt at blande sig i den udøvende magts arbejde.

Respekten for domstolene
Domstolenes langsommelighed er endnu en trussel mod retssikkerheden i Morten Schwartz Nielsens øjne.
- Domstolene har ikke ressourcer til at behandle sagerne hurtigt nok. Det er et stort problem. Jeg havde en sag, hvor det skulle gå meget stærkt, fordi den virksomhed, der skyldte min klient penge, var ved at flytte samtlige genstande udenlands. Det tog to måneder, før vi fik en bekræftelse på, at sagen var modtaget hos domstolene, og yderligere to måneder før sagen var berammet. Det er altså svært at forklare sin klient. Langsommeligheden åbner op for, at folk laver selvtægt – det kan være svært at forklare en klient, at en bøde på 500 kroner for selvtægt står mål med de måske 300 millioner, som er udestående, og som risikerer at fordufte som dug for solen, hvis man ikke reagerer prompte. Vi skal genskabe en respekt om domstolene ved at give dem de nødvendige ressourcer.

Ansvar for finanskrisen
Morten Schwartz Nielsen understreger, at der er tale om en ond spiral, for hvis ikke kreditorerne får deres penge hjem, er de nødt til at låne, og som tingene er lige nu, er det meget vanskeligt.
- Efter at hele den finansielle sektor er blevet vendt på hovedet, har virksomhederne haft trange kår. Konsekvenserne af finanskrisen er uigennemskuelige, men man kan overveje, om revisorer og advokater muligvis bærer en del af ansvaret. De har igennem flere år i et opadgående marked lavet aftaler, der beskytter deres klienters interesser, men har måske ikke altid taget de videre samfundsmæssige konsekvenser i betragtning.

Morten Schwartz Nielsens karriere har været nærmest kometagtig. Han blev ansat i Lund Elmer Sandager i november 2007, og allerede 1/1 2010 udnævnes han til partner. Ved siden af sit daglige arbejde, hvor han har ansvaret for inkassoafdelingen, er han i gang med at skrive en bog om finansiel leasing.
Særlige fagområder:
Finansieringsret, herunder leasing
Procedure og voldgiftssager
Generel erhvervsret/selskabsret
Virksomhedsoverdragelser
Inkasso
Formand for FAAF
Formand for Foreningen af Advokater og Advokatfuldmægtige i DJØF (FAAF).
Beskikket til Justitsministeriets Kursusudvalg (2004-).
Underviser på Københavns Universitet i obligationsret (2002-2004), procesret (2005-2007) og formueret II (2007-).
Vice President i den europæiske forening for yngre advokater (EYBA).