Advokaten 8 - Leder - Gode svar efterlyses

Print Print
19-10-2009

Af Søren Jenstrup, formand for Advokatrådet

Vi lever, at dømme efter medierne og vores politikere, i en tid med mange vanskelige retspolitiske og retssikkerhedsmæssige spørgsmål. For at nævne nogle få: Skal man selv kunne bestemme, hvordan man vil gå klædt? Ja, det skal man naturligvis. Men hvad nu, hvis det antages, at nogen netop ikke altid selv bestemmer, hvordan de går klædt. Det er da noget skidt.
Tja, men løses dette problem mon ved at lave love om, hvordan man ikke må gå klædt? Eller fører det blot (i den konkrete sag vi for tiden beskæftiger os med) til, at man så (heller) ikke må gå uden for sit hjems fire vægge?
Ulovlig tvang er forbudt. Og kan det bevises, kan der skrides ind. Men det bliver ikke nemt at slippe helskindet fra at skrive en formodning ind i loven om, at en bestemt påklædning, udseende, adfærd, generelt (og altid) er udtryk for ulovlig tvang. Eller for manglende uafhængighed eller manglende upartiskhed for den sags skyld.
Må man i øvrigt køre bil med en pose over hovedet? Nej, det kan enhver jo forstå, at man selvfølgelig ikke må – hvad enten den er tvunget ned over øjnene på en, eller man helt frivilligt har taget den på. Det går ikke af hensyn til færdselssikkerheden.
Ligesom en dommer naturligvis kan – og skal – bede en om at tage posen af, når man skal afgive vidneforklaring. Af hensyn til bevisbedømmelsen.
Hvorfor må man gå klædt i læderjakke med rygmærke, når man dermed signalerer, at man tilhører et netværk, der efter politiets klare udmelding er kriminelt? Tja – man tror måske ikke rigtig, det ville løse problemet at forbyde denne påklædning? Hvor meget må en forening sige om sine sym- og antipatier, eller aktiviteter, førend den skal søges forbudt som sådan? Er det ikke nok, at udtalelserne eller aktiviteterne kan rammes?
Hvorfor skal man i fængsel i syv dage, hvis man har glemt sin (hobby-, fiske-, jagt-, spejder-) kniv i bilen? Tja – “glemt i bilen, tasken, lommen…” kan enhver jo komme og sige. Og måske er “glemt” mindre egnet som straffritagelses- eller strafnedsættelsesgrund?
Detailforbud og minimumsstraffe er ikke dansk retstradition. Hvor bliver vores almindelige sunde snusfornuft af? Dømmekraften? F.eks. udtrykt i tilliden til, at konkret strafudmåling er et domstolsanliggende?
Hvorfor ender hjemsendelsesspørgsmålet i iraker-sagen i knubbede ord mellem Flygtningenævnet og ministerium om, hvem der har gjort, kan gøre og bør gøre hvad? Er sagen ikke bare den, at det altid vil være problematisk at sende i forvejen marginaliserede borgere “hjem” til lande, der ikke engang kan garantere deres egne faste indbyggere sikkerhed? Skal foreninger, der synes dette, forbydes?
Ingen ønsker at fremme kvindeundertrykkelse, kriminelle bander eller risikoen for knivdrab. Ingen ønsker at udsætte i forvejen udsatte for umenneskeligheder. Ingen ønsker retssamfundet undergravet. Men hvilke lovgivningsmæssige tiltag er hensigtsmæssige endsige nødvendige for at få disse selvindlysende budskaber markeret?
Er arven fra Muhammed-sagen blandt andet blevet denne blanding af på den ene side signalpolitik og på den anden side berøringsangst over for alt, der kan konstrueres som rettet mod religion, race, køn eller en minoritet? Uanset konstruktionernes vidtløftighed?
Hvordan synes vi ret beset selv, det går? Også fra advokatside må vi undgå at gå i selvsving. Vi er ikke politikere, men holder meget af sammenhæng i lovgivningen og proportionalitet og sikkerhed i retsanvendelsen. Derfor stiller vi af og til spørgsmål. Og håber på gode svar.