Advokaten 7 - Svar på tiltale

Print Print
19-09-2009

Retslægerådet dømmer ikke, men afgiver faglige skøn.

Af Flemming Stadil, professor, dr. med., Retslægerådets formand

Advokaten bragte i sidste nummer tre artikler om Retslægerådet, som jeg kort skal kommentere. Indledningsvis skal jeg imidlertid nævne, at Retslægerådet i år fylder 100 år, og i den anledning har rådet udarbejdet en jubilæumsbog (“Retslægerådet 1909-2009”), som blandt andet omtaler en række af de spørgsmål, der rejses i de tre artikler. Interesserede er velkomne til at rekvirere jubilæumsbogen fra rådets sekretariat via telefon 35 37 33 22 eller via rådets e-mailadresse: retslaegeraadet@retslaegeraadet.dk.
I den første artikel konkluderer lektor, ph.d., Michael Gøtze og adjunkt, ph.d. Janne Rothmar Herrmann fra Det Juridiske Fakultet, Københavns Universitet, at: “Det er vigtigt, at domstolene foretager selvstændige vurderinger af hensyn til ensartethed og transparens, og at Retslægerådet ikke gøres til overdommer på juraens område.” Retslægerådet kan naturligvis kun være helt enig i dette synspunkt, idet Retslægerådets opgave alene er at afgive lægevidenskabelige og farmaceutiske skøn til offentlige myndigheder i sager om enkeltpersoners retsforhold, jf. § 1 i lov nr. 60 af 25.03.61 om Retslægerådet.
Forfatternes bekymring for, at Retslægerådet kommer til at bestemme udfaldet af retssager bygger på deres gennemgang af domspraksis fra en stikprøve på 50 sager ud af de cirka 7000 sager, der har været behandlet i Retslægerådet i den periode, undersøgelsen omfatter. Artiklen påpeger, at rådets sagkyndige udtalelser kun sjældent gøres til genstand for en systematisk analyse. Retslægerådet kan også tilslutte sig dette synspunkt og vil i den forbindelse gerne indgå i et samarbejde med henblik på en videnskabelig belysning af dette område.
I samme nummer af Advokaten har advokaterne Birgitte Pedersen og Søren Nørgaard Sørensen foreslået, at “Retslægerådet udskiftes med sagkyndige medlemmer under hovedforhandlingen med det formål at skabe ensartethed i sagernes behandling ved domstolene – uafhængigt af sagsområdet.” Forfatterne peger samtidig på, at det vil nedbringe sagsbehandlingstiden. De efterlyser også, at Retslægerådet i større omfang end i dag stiller sig til rådighed ved fremmøde i retten.
Dette spørgsmål om Retslægerådets funktion har været drøftet i flere omgange i rådets 100-årige historie. Eksempelvis pegede overlæge Joseph Welner, selv medlem af Retslægerådet, på denne problemstilling i retspsykiatriske sager i 1988. Dette forslag om fremmøde af eksperter i retten blev efterfølgende afvist af højesteretsdommer Poul Høeg. Han fandt det rigtigt at lade sagsbehandlingen bygge på uvildige sagkyndiges erklæringer fremfor at indføre amerikanske tilstande, hvor hver part i en sag kan indkalde egne ekspertvidner. Poul Høeg anførte videre, at han var overbevist om, at: “Vores system giver en mere redelig belysning af en sag. Man bør huske, at der i enhver retssag er mange andre punkter end lige de fagvidenskabelige at tage stilling til.” Endelig bør det nævnes, at uden for det retspsykiatriske område må Retslægerådet anvende omkring 150 af landets fremmeste sagkyndige for at kunne dække det lægevidenskabelige felt, og at der i hver sag anvendes mindst tre sagkyndige, der ofte skal være fra forskellige specialer.
Forfatternes ønske om at opnå en kortere sagsbehandlingstid deles fuldt ud af Retslægerådet, der til stadighed arbejder på at optimere den interne sagsbehandlingstid i rådet. Der kan i den forbindelse henvises til afsnit 3.3, side 131 ff. i jubilæumsbogen. Det fremgår her, at en forelæggelse af civile sager for Retslægerådet ikke nødvendigvis er medvirkende årsag til en forlængelse af den samlede sagsbehandlingstid ved domstolene. Såfremt de civile sager er sufficiente ved den første fremsendelse til rådet, kan sagerne som hovedregel ekspederes inden for tre måneder, og såfremt forelæggelsen for rådet sker umiddelbart efter sagens anlæg, vil det efter rådets opfattelse ikke have nogen indflydelse på den samlede sagsbehandlingstid ved domstolene (byretterne) med de nuværende berammelsestider. Der skal endvidere henvises til den standardretsbog, der nu findes i domstolenes sagsbehandlingssystemer i forbindelse med forelæggelse af civile sager for rådet, en standardretsbog, der er blevet til i et samarbejde mellem Retslægerådet og Domstolsstyrelsen, som en opfølgning på artiklen “Blus under sagerne” bragt i Advokaten nr. 3/2008.
For så vidt angår spørgsmålet om Retslægerådets fremmøde i retten kan henvises til betænkning om Retslægerådet, side 91 ff. og endvidere til Højesterets utrykte kendelse af 3. januar 1996 i sag nr. 467/95, hvor Højesteret ikke fandt, at der i det oplyste var tilstrækkeligt grundlag for undtagelsesvis at give tilladelse til, at en repræsentant for Retslægerådet afhøres som vidne. Afgørelsen er således helt i overensstemmelse med flertallets bemærkninger i betænkningen og Retslægerådets nuværende praksis om fremmøde i retten.
En tredje artikel ved advokat Anders Chr. Jensen, formand for Foreningen af Udlændingeretsadvokater, omhandler Retslægerådets underlødige arbejde med aldersvurderinger, og påviser, at rådet ”medvirker til stribevis af forkerte afgørelser i udlændingesager.”
Kritikken er omfattende, men svær at gengive, og advokatens beskrivelse af de metoder, der anvendes, kan med fordel erstattes med læsning, for eksempel i Retslægerådets årsberetninger 2001-2002 (side 53-55) og 2003-2005 (side 77-82). Her anføres også den grad af sandsynlighed, der er indbygget i vurderingerne. I modsætning til det hævdede følger Retslægerådet anerkendte internationale retningslinier, og med hensyn til kvalitetskontrol er der til stadighed en opfølgning i den videnskabelige litteratur. Her kan for eksempel nævnes en nyere tysk undersøgelse, hvor det var lykkedes at fastslå 41 undersøgte personers korrekte fødselsdag, og hvor aldersvurderingen i intet tilfælde havde afveget med mere end plus/minus 12 måneder, hvilket er i overensstemmelse med den praksis Retslægerådet følger i sine udtalelser. Advokaten finder, at alderen på børn, der søger opholdstilladelse i Danmark i forvejen er velbeskrevet, og at der ikke er begrundet tvivl om aldersfusk, der kunne indicere undersøgelse. Retslægerådet tager ikke selv initiativet til disse undersøgelser, men behandler alene forelagte sager fra offentlige myndigheder. Det er da vist at rette bager for smed, hvis man som foreslået nedlægger Retslægerådet, fordi samfundet efterspørger biologiske aldersvurderinger.

Lov om Retslægerådet
§ 1. Retslægerådets opgave er at afgive lægevidenskabelige og farmaceutiske skøn til offentlige myndigheder i sager om enkeltpersoners retsforhold.
Justitsministeren kan fastsætte nærmere regler om, hvilke myndigheder der over for rådet kan fremsætte begæring om afgivelse af skøn, og i hvilke sager dette kan ske.