Advokaten 7 - Hemmelig viden

Print Print
19-09-2009

Borgernes retssikkerhed vejer i nogle tilfælde tungere end gennemførelsen af EU-direktiver.

Af Thomas Elholm, lektor, Syddansk Universitet

Knud Grøngaard var medarbejdervalgt medlem af RealDanmarks bestyrelse samt formand for Finansforbundets lokal¬kreds i RealDanmark, da han i august 2000 gav oplysninger til Finansforbundets formand Allan Bang om, at bestyrelsen havde besluttet at indgå i forhandlinger om en fusion med Danske Bank.
Senere videregav Grøngaard også oplysninger om datoen for offentliggørelsen af fusionen og om bytteforholdet mellem selskabernes aktier. Finansforbundets formand Bang videregav herefter oplysningerne bl.a. til sine to næstformænd og sin sekretariatschef. Sidstnævnte købte efterfølgende aktier i RealDanmark og solgte dem med stor fortjeneste. Han blev senere straffet for insiderhandel.
Der blev imidlertid også rejst straffesag mod Grøngaard og Bang, fordi de havde videregivet oplysninger om fusionen. Sagen er nemlig, at EU’s direktiv om insiderhandel kræver forbud mod videregivelse af sådan intern viden, og EU-reglerne er implementeret i værdipapirhandelsloven.
Men der er en undtagelse til dette forbud. Direktivet beskriver det således, at hvis der videregives oplysninger som “et normalt led i udøvelsen af vedkommendes beskæftigelse, erhverv eller funktioner”, så er det acceptabelt. I den danske værdipapirhandelslov har man valgt at bruge direktivets ordlyd i forbindelse med implementeringen af denne undtagelse (altså “et normalt led i...” osv.).
Spørgsmålet i sagen var derfor, om Grøngaards og Bangs videregivelse af oplysninger kunne siges at være et normalt led i udøvelsen af deres erhverv, og for fortolkningen af værdipapirhandelslovens regler herom, var EU-direktivet afgørende. Byretten valgte derfor at stille spørgsmål til EF-Domstolen vedrørende rækkevidden af insider-direktivets undtagelsesbestemmelse om adgangen til at videregive intern viden, der sker som et normalt led i udøvelsen af vedkommendes funktion. Byretten spurgte EF-Domstolen, om insiderdirektivet var til hinder for en videregivelse af oplysninger, som Grøngaard og Bang havde stået for.

EF-Domstolens dom
EF-Domstolen fastslog for det første, at en undtagelse til en hovedregel i EU-retten generelt skal fortolkes indskrænkende, og endvidere at den omhandlede undtagelse af hensyn til insiderdirektivets effektive virkning skulle fortolkes strengt.
EF-Domstolen fastslog for det andet, at hvis videregivelse af intern viden efter direktivet skal være retmæssigt, så skal der være en “tæt forbindelse mellem videregivelsen og udøvelsen af vedkommendes beskæftigelse” og videregivelsen skal være ”strengt nødvendig” for udøvelsen af denne beskæftigelse. Det er med andre ord ikke nok, at videregivelsen er et normalt led i udøvelsen af de pågældendes erhverv.
EF-Domstolen fastslog for det tredje, at undtagelsen i insiderdirektivet skal fortolkes under hensyn til særegenheder i gældende national ret. Hvad der bør anses for et normalt led i udøvelsen af en persons beskæftigelse, afhænger således – i mangel af harmonisering på området – i vidt omfang af reglerne om disse spørgsmål i de forskellige nationale retssystemer. Dog skal den nationale ret ved fortolkning af de nationale regler særligt tage hensyn til, at den nævnte undtagelse fra forbuddet mod videregivelse af intern viden skal fortolkes strengt, og at enhver yderligere videregivelse af oplysninger kan øge risikoen for, at den interne viden udnyttes til formål, som er i strid med direktivet.
EF-Domstolens strenge fortolkning af insiderdirektivet og de krav, som Domstolen stillede til den nationale rets fortolkning af den nationale implementering, var ikke umiddelbart til Grøngaards og Bangs fordel. De blev da også som nævnt begge dømt i både byret og landsret (dog begge steder med dissens).

Krav om retssikkerhed
Imidlertid slår EF-Domstolen under sagen tillige fast, at den nationale ret har til opgave at sikre ”retssikkerhedsprincippet”. Princippet minder om det, som vi normalt i dansk ret kalder legalitetsprincippet, og princippet fører netop i straffesager til, at pligten til at fortolke national ret i overensstemmelse med et direktiv er underlagt visse begrænsninger. Selvom EU-retten skal fortolkes strengt – og i dette tilfælde til skade for Grøngaard og Bang – så må de nationale domstole ikke idømme straf, medmindre den nationale straffehjemmel er tilstrækkelig klar og præcis.
EF-Domstolen løser med denne fremgangsmåde behændigt et grundlæggende dilemma. På den ene side kan EF-Domstolen i sin fortolkning af EU-retten ikke være begrænset af, at et direktiv tilfældigvis er implementeret i et medlemsland ved strafferetlige sanktioner. EF-Domstolen må sikre den mest muligt effektive og ensartede fortolkning af EU-retten i EU. Til gengæld har de nationale domstole pligt til at påse, at retssikkerhedsprincippet ikke krænkes, når national ret skal fortolkes i lyset af EU-retten.
Dermed er det de nationale domstoles opgave at sørge for, at borgere og virksomheder ikke lider under f.eks. en uklar national implementering af et direktiv. Det gælder især i tilfælde, hvor direktivkonform fortolkning af national ret indebærer et strafansvar. Retssikkerhedsprincippet udstikker grænsen for, hvor langt nationale myndigheder kan fortolke national ret til skade for en tiltalt. Hvis grænsen sprænges, skal de nationale myndigheder undlade at straffe. Det vil ganske vist i nogle tilfælde være lig med traktatbrud, men det er i så fald et anliggende mellem EU og det pågældende medlemsland. Med andre ord må EU’s institutioner i sådanne tilfælde anlægge sag om traktatbrud mod det pågældende land – det kan ikke være den enkelte borger, som skal bøde for den dårlige implementering.
Højesterets afgørelse
Denne pligt til at fortolke national ret under hensyn til retssikkerhedsprincippet, som påhviler de nationale domstole i sager med EU-retlig relevans, og som EF-Domstolen i en række sager har fastslået, hjalp imidlertid ikke Grøngaard og Bang i hverken byret eller landsret. Højesteret, derimod, fastslog, at Grøngaard og Bang havde handlet i overensstemmelse med værdipapirhandelsloven. Højesteret henviste i den forbindelse til formålet med bestemmelsen og forarbejderne til loven, og kom frem til, at Grøngaards og Bangs adfærd måtte anses for et normalt led i udøvelsen af deres erhverv eller funktion.
Det interessante er – set i et dansk EU-retligt perspektiv – at Højesteret herefter henviser til netop de præmisser i EF-dommen, hvor EF-Domstolen beskriver de nationale domstoles pligt til at sikre overholdelsen af retssikkerhedsprincippet. Med henvisning til disse præmisser udtaler Højesteret, at en fortolkning af værdipapirhandelsloven, som fører til frifindelse af Grøngaard og Bang, ligger inden for rammerne af EU-retten. Det er en klar sejr for retssikkerheden i de efterhånden relativt mange sager, hvor strafferetligt relevante regler skal fortolkes i lyset af EU-retten.

Sagen kort
I maj måned i år afsagde Højesteret dom i straffesagen mod Grøngaard og Bang. De var tiltalt for at have overtrådt reglerne i værdipapirhandelsloven om videregivelse af intern viden. Bang og Grøngaard var begge blevet idømt en bøde i byretten og landsretten, men de blev frifundet i Højesteret. Sagens principielle karakter førte til en omtale her i bladet i 2007, og med Højesterets afgørelse er den principielle karakter blevet understreget.