Advokaten 7 - En dum lille fælde

Print Print
19-09-2009

Ny praksis tydeliggør, at de enkelte dele af sagens omkostninger skal vurderes separat i forbindelse med kære.

Af advokat Asger Bagge-Jørgensen, Advokatfirmaet Jon Palle Buhl

Som led i et retsforlig blev byretten anmodet om at fastsætte sagens omkostninger. Byretten bestemte, at parterne skulle dele udgiften til den af sagsøgeren udlagte retsafgift, og at hver part i øvrigt skulle bære egne omkostninger.
Som advokat for sagsøgeren ønskede jeg at indbringe det isolerede spørgsmål om advokatudgifterne for landsretten og måtte overveje, om jeg skulle have kæretilladelse fra Procesbevillingsnævnet. På den ene side var udgiften til advokat ophævet, hvilket kunne tale for en direkte kæreadgang efter retsplejelovens § 389, stk. 2. På den anden side skulle sagsøgte jo betale et beløb til sagsøgeren. Dette beløb var under 10.000 kroner, hvilket talte imod en direkte kæreadgang.
Spørgsmålet var således, om sagens omkostninger i relation til retsplejelovens § 389, stk. 2 skal anskues under ét, eller om man skal fokusere på delelementerne, når man skal vurdere sagen i forhold til den beløbsmæssige kærebegrænsning på 10.000 kroner.

Uklar praksis
I Ugeskrift for Retsvæsen (UfR) 2006.2766Ø krævedes der kæretilladelse i en situation, hvor parterne – som i min sag – skulle dele udgiften til retsafgift. Sagens omkostninger i øvrigt blev, på nær et inkassogebyr, ophævet. Den trykte kendelse gengiver desværre ikke kærendes påstand og anbringender, men med sin notehenvisning til UfR 1999.1635V er det nærliggende at forstå kendelsen således, at en omkostningsafgørelse anskues som en helhed i relation til kærebegrænsningen på 10.000 kroner. Det er i hvert fald ikke tydeligt, at den skal læses i modsat retning.
I UfR 2008.1537V angik den samlede omkostningsafgørelse mere end 10.000 kroner. I dette beløb indgik der 6.000 kroner til dækning af advokatudgifter. Kæremålet angik afgørelsen vedrørende advokatudgifterne, og da denne lå under beløbsgrænsen på 10.000, skulle der indhentes kæretilladelse.

Undgå fejltagelser
Ved kendelse af 30. oktober 2008 realitetsbehandlede Østre Landsret kæremålet uden kæretilladelse (13. afdeling, B-1868-08). Man anskuede altså kæremålets genstand – de ophævede advokatudgifter – uafhængigt af det forhold, at kærende ved den indkærede omkostningsafgørelse fik delvis refusion af den udlagte retsafgift. Jeg opfatter kendelsen som et konsekvent spejlbillede af UfR 2008.1537V. En af forsigtighedsgrunde indgivet (og berostillet) ansøgning om kæretilladelse til Procesbevillingsnævnet viste sig dermed overflødig.
Påstand og anbringender skal selvsagt formuleres med en præcision, der ikke efterlader tvivl om, hvilket delelement i den indkærede afgørelse, man ønsker ændret ved sit kæremål. Til gengæld synes praksis nu at sondre mere tydeligt mellem hvilke(n) post(er), der er genstand for kære, og anskue denne post isoleret i relation til beløbsgrænsen i retsplejelovens § 389, stk. 2. Om denne konklusion er holdbar på ethvert “ophævet” delelement i en omkostningsafgørelse, skal være usagt, men typesituationerne a) advokatudgifter under 10.000 kroner og b) ophævede advokatudgifter synes nu at have fundet deres løsninger.
Jeg håber, at disse linier kan forhindre, at der iværksættes overflødige eller forkerte retsskridt, ikke mindst da en unødvendig ansøgning om kæretilladelse som udgangspunkt ikke virker fristafbrydende for selve kæremålet, jf. UfR 1997.682H.