Advokaten 6 - Ukorrekte politirapporter sendte uskyldige i fængsel

Print Print
24-08-2009

En undersøgelse af varetægtsfængslingerne i forbindelse med rydningen af Ungdomshuset viser, at domstolene i stort omfang fængslede uskyldige på baggrund af urigtige politirapporter. Domstolenes mulighed for at fængsle borgere på et retfærdigt grundlag ødelægges.

Af Sysette Vinding Kruse, advokat, Homann Advokater, og Jakob Arrevad, advokat, Horten

Jeg bliver ført tilbage til retssalen og min advokat forlanger, at vi snart får noget mad. På dette tidspunkt er jeg svimmel og kan kun koncentrere mig om min enorme sult. En betjent giver mig et kvart glas vand. En mor til en af de andre anholdte reagerer og henter mad (…).
Jeg bliver kaldt frem for at fortælle min historie. Jeg fortæller, at jeg er uskyldig og netop prøvede at forlade demonstrationen, da jeg blev overmandet af politifolk.
Anklageren tror ikke på min historie. Siger at den ikke hænger sammen. Jeg får en mappe med billeder og forklarer hende, at jeg ikke må have udtrykt mig klart. Eller at hun har misforstået min forklaring. Ved hjælp af billederne forklarer jeg historien en gang til og beviser min uskyldige færden.
Jeg forklarer, at jeg var i den menneskeklump, der stod langs væggen og var fuldstændig passive, men dommeren gad slet ikke høre på det. Jeg bliver ført tilbage til min plads. De andre bliver også forhørt – og da den sidste er færdig, bliver vi alle idømt 14 dages varetægtsfængsel. Herefter bliver vi ført op i et lille rum. Vi er chokerede og står uforstående, da vi ikke har gjort noget. VI SKAL TIL VESTRE FÆNGSEL…
(Uddrag af dagbog fra en af de personer, der blev fængslet efter rydningen af Ungdomshuset i forbindelse med en masseanholdelse ved en demonstration).

I forbindelse med rydningen af Ungdomshuset den 1. marts 2007 blev der foretaget ca. 800 anholdelser i de første tre dage efter rydningen.
248 blev varetægtsfængslet i kortere eller længere tid. Disse fængslinger gav anledning til en større offentlig debat, idet en række forsvarere gav udtryk for, at disse varetægtsfængslinger var ubegrundede.
I en ny rapport har vi set nærmere på 195 sager af de 248, hvor der blev afsagt kendelse om varetægtsfængsling. Vores konklusion er, at de politirapporter, som dannede grundlag for varetægtsfængslingerne, i høj grad var ukorrekte. Det er ødelæggende for domstolenes mulighed for at varetægtsfængsle borgerne på et retfærdigt grundlag.

Ungdomshuset ryddes
Den 1. marts 2007 rykkede politiet ind i Ungdomshuset kl. 7 om morgenen for at rydde huset. I huset befandt sig over 25 personer, danske som udlændinge, der alle blev anholdt. På flere etager befandt der sig kasteskyts, fyrværkeri mv. Der blev endvidere fundet vagtplaner med navne på – både til sociale opgaver og til overvågning.
Nogle af personerne i huset satte sig voldsomt til modværge, mens resten forholdt sig passive. Stort set alle de anholdte blev varetægtsfængslet, men der er kun gennemført sag mod de danske deltagere bortset fra en enkelt, hvor påtale blev opgivet. De tiltalte fik i byretten alle længere fængselsstraffe (mellem ni måneder og fængsel på 1,3 år) – udlændingene blev sendt hjem til retsforfølgning i hjemlandet. Sagen mod visse af de dømte er anket til landsretten og verserer fortsat.
I løbet af aftenen og de følgende dage brød meget voldsomme uroligheder løs på Nørrebro og Christianshavn. Der blev lavet bål og barrikader på gaderne, og mange biler blev sat i brand. Politiet anvendte tåregas, og demonstranterne kastede med brandbomber, flasker og brosten mod politiet.
En begrænset del af disse voldelige personer blev anholdt og senere dømt. Disses uacceptable og strafbare handlinger er ikke emnet for vores ny rapport, men de er selvklart en del af det samlede billede af de voldsomme uroligheder.
I modsætning til situationen efter en demonstration til fordel for Ungdomshuset den 16. december 2006, hvor meget få blev varetægtsfængslet, blev over 1/4 af de anholdte fra urolighederne den 1. marts 2007 og de følgende dage varetægtsfængslet.

Fængslet og frifundet
Ser man på antallet af varetægtsfængslinger i marts 2007 sammenholdt med det antal fældende domme, der fulgte i kølvandet på fængslingerne, tegner der sig et foruroligende billede for tilliden til retssystemet.
Af de 195 sager er kun ca. 30 procent af personerne blevet dømt. Når der bortses fra tre-fire sager, der endte med bøder, så ligger straffene på mellem 30 dages fængsel til 1,3 år, med hovedvægten lagt på en-tre måneders fængsel.
Ca. 22 procent af personerne er blevet frifundet.
I ca. 32 procent af sagerne har anklagemyndigheden valgt at opgive sagen, fordi det ikke kunne forventes, at de pågældende ville blive dømt, da der ikke var beviser mod dem, der kunne føre til en domfældelse.
30 sager, eller ca. 15 procent, er enten ikke afgjort endnu, eller det er sager, hvor det ikke vides, hvordan de endte. Men ud fra sagernes art og lighed med andre er de fleste sikkert opgivet af politiet.
En undersøgelse i Jyllands-Posten viste et endnu mere dystert billede. Kun 26 procent af de varetægtsfængslede blev senere dømt. Tre ud af fire havde derfor været fængslet uberettiget.

Urigtige politirapporter
Nu skal der mindre til at varetægtsfængsle end til at dømme en person. Der skal blot være en begrundet mistanke mod den pågældende, og det er her vi finder årsagen til fængslingerne. Adskillige af de politirapporter, der blev fremlagt for domstolene med henblik på at få folk varetægtsfængslede, var ganske enkelt urigtige.
Også derfor blev så mange sager efterfølgende droppet af politiet selv. Dette påvises i rapporten med eksempler fra politirapporter i de forskellige sagskomplekser fra anholdelsessituationerne.
I de sager, vi undersøgte, forelå der nemlig politirapporter, der med betydelig styrke (100 procents sikkerhed) gjorde gældende, at navngivne politibetjente havde set samtlige af de anholdte kaste med sten eller andet.
Da politirapporter ofte er det eneste materiale, en dommer har til brug for bedømmelsen af, om der skal ske varetægtsfængsling, indgik disse rapporter selvsagt med betydelig styrke og førte til varetægtsfængslinger i stort antal.
Senere viste det sig imidlertid, at de pågældende politiembedsmænd, der havde lavet rapporterne, måtte indrømme, at de ikke kunne være sikre på, at de anholdte, de havde beskrevet i rapporterne, havde kastet med noget eller foretaget andre ulovligheder.

Retssikkerhed?
Der er ingen tvivl om, at politiet i de pågældende dage var under massivt pres og meget voldsomme angreb, og alle har stor forståelse for, at der kan ske fejltagelser ved anholdelser i disse meget pressede situationer.
Men det kan hverken forklare eller undskylde, at der udfærdiges urigtige politirapporter. Hvordan disse rapporter er blevet formidlet videre til anklagerne, der mødte i byretten for at anmode om varetægtsfængsling af de anholdte, vides ikke, men også anklagerne burde have haft en mere kritisk indstilling til materialet, når så mange almindelige mennesker, der var anholdt, havde en helt anden forklaring på det passerede.
Højesteret fik lejlighed til at tage stilling til seks af varetægtsfængslingerne, og Højesteret udtalte, at i tre af sagerne – eller i 50 procent, burde også byret – og landsret – have haft denne kritiske indstilling til materialet, så disse tre fængslinger burde ikke have fundet sted.
Der var åbenbart voldelige og strafværdige personer på gaden i de pågældende dage efter 1. marts 2007. Og det er med rette, at disse personer blev varetægtsfængslet og dømt.
Men der var også personer, der blot benyttede deres demokratiske ret til at give deres mening til kende i en demonstration, eller personer, der var på vej i skole, eller ned for at købe mad etc., der blev berøvet deres frihed på et fejlagtigt grundlag – et fejlagtigt grundlag produceret af politiet. Det er en trussel mod retssikkerheden.
Det er vores håb, at rapporten giver stof til eftertanke. Retssikkerheden er en rettighed, der altid skal værnes om.