Advokaten 6 - Skift kitlen ud med kappen

Print Print
24-08-2009

I civile retssager bør det være sagkyndige dommer, og ikke Retslægerådet, som er med til at afgøre sagerne. Det giver større retssikkerhed og kortere sagsbehandlingstid.

Af Birgitte Pedersen, advokat, Hjulmand og Kaptain, og Søren Nørgaard Sørensen, advokat, Hjul-mand og Kaptain

I civile retssager vedrørende personskadeerstatning er der ofte behov for at indhente en udta-lelse fra sagkyndige. Dommeren har brug for en sagkyndig erklæring, fordi dommeren ikke selv har de lægefaglige forudsætninger for at bedømme partens helbredsmæssige forhold. Den sagkyndige skal lave en objektiv fortolkning af de lægelige akter, der er indhentet og i øvrigt er fremlagt i sagen. Denne vurdering har overordentlig stor betydning for dommens endelige resultat.
Domstolene anmoder Retslægerådet om at foretage denne vurdering i en udtalelse, hvor Retslægerådet besvarer spørgsmål over for retten udarbejdet af parternes advokater.
Lidt firkantet kan man derfor sige, at Retslægerådet giver dommen, men at den afsiges af dommeren. Problemet er bare, at Retslægerådet aldrig – fysisk – ser patienten, hvorfor der udelukkende bliver tale om en teoretisk afgørelse. Det harmonerer ikke umiddelbart med, at domstolene skal træffe den materielt rigtige afgørelse. Der er nemlig ikke sjældent forskel.
I den type sager burde man i stedet tage konsekvensen af den sagkyndiges store indflydelse på sagsudfaldet og således i stedet lade vedkommende formelt tiltræde dommerpanelet som sagkyndigt medlem. Så bliver der overensstemmelse mellem den formelle og materielle magt. Derudover er det i overensstemmelse med bevisumiddelbarhedsprincippet, dvs. bevis-førelsen skal som udgangspunkt ske direkte for domstolen.
Der vil også ske en mærkbar nedbringelse af sagsbehandlingstiden, hvilket kun er rimeligt over for den involverede part, hvis livsførelse mv. ofte afhænger meget af den erstatning, som sagen vedrører.

Frivilligt retslægeråd
Muligheden for at lade sagkyndige medvirke til sagens afgørelse er reguleret i retsplejelo-vens § 20, hvorefter retten kan bestemme, at retten skal tiltrædes af to sagkyndige medlem-mer under hovedforhandlingen.
I forbindelse med politi – domstolsreformen var det et klart politisk ønske at styrke den sag-kyndige medvirken. Der er ikke nogen begrundelse for, at dette ikke skulle omfatte person-skadeerstatningssagerne.
Udskiftningen af Retslægerådet med sagkyndige medlemmer under hovedforhandlingen skal derfor også ses som et ønske om at skabe ensartethed i sagernes behandling ved domstolene – uafhængigt af sagsområdet. Det kan jo undre, at man for eksempel i lejesager, entreprise-sager eller andre fagspecifikke sager, finder det helt naturligt at lade retten tiltræde af sag-kyndige medlemmer, men at man i personskadeerstatningssager slet ikke overvejer dette.
Medvirken af sagkyndige medlemmer indebærer ikke nogen ændring af processen ved dom-stolene i øvrigt. Der er således ikke tale om, at deltagelse af sagkyndige medlemmer skal erstatte bevisførelsen. Dette fremgår også direkte af bemærkningerne til retsplejelovens § 20. Udskiftningen er derfor ikke i strid med forbuddet, fordi udtalelsen fra Retslægerådet jo strengt taget ikke er et bevismiddel. Det er alene et “bilag” i sagen og skal – i sin rene form – alene tjene som “tolk” for dommeren.
Forslaget lader sig nemt gennemføre i praksis, idet der alene er behov for en holdningsæn-dring hos advokaterne (og domstolene). Der er jo allerede hjemmel i retsplejelovens § 20, hvorfor der ikke er brug for yderligere indblanding fra lovgiver. Man skal jo huske på, at henvendelse til Retslægerådet udelukkende sker på frivillig basis som led i oplysning af sa-gen.
Det eneste, der derfor kræves, er, at parternes advokater i forbindelse med sagens forberedel-se bliver enige om, ikke at stille spørgsmål til Retslægerådet. I stedet skal sagsøger allerede ved indlevering af stævningen anmode om, at retten tiltrædes af de to sagkyndige medlem-mer, hvilket sagsøgte selvfølgelig bør acceptere.
Forudsat at sagen i øvrigt er egnet, og såfremt begge parter er enige, bør retten ikke afvise sådan en anmodning. Det er i hvert fald ikke i overensstemmelse med lovgivers intentioner. En usaglig afvisning bør derfor straks kæres.
Men dette kræver klart en holdningsændring hos retten og forsikringsselskabernes advokater.

Forkerte domme
Gennem de seneste år er sagsbehandlingstiden ved domstolene vokset støt. Det gælder også i personskadeerstatningssager. Hertil kommer, at sagsbehandlingstiden i Retslægerådet er ca. ni måneder. Set fra de involverede parters synspunkter ville det derfor være særdeles posi-tivt, hvis man kunne undgå dette forberedelsesskridt. Parterne skal således alene koncentrere sig om at indhente de relevante speciallægeerklæringer samt øvrige lægelige bilag. Ud fra et retssikkerhedssynspunkt skal en hurtig afgørelse også foretrækkes.
Skåret helt ind til benet handler det jo om, at retten skal træffe den materielt rigtige afgørelse og helst hver gang. I den forbindelse skal man huske på, at Retslægerådet alene tager stilling på baggrund af det skriftlige materiale i sagen.
Det medfører usikkerhed om forhold, som enten ikke er indført i patientjournalen, eller som noteres forkert. Det sker jo ikke sjældent, at parten under partsforklaringen i retten stiller sig uforstående over for en oplæsning af egen journal, alternativt ikke forstår, hvorfor et givent forhold ikke står anført. Disse forkerte/manglende oplysninger bliver pludselig en del af Retslægerådets beslutningsgrundlag.
Der bliver altså tale om et ufuldstændigt og/eller forkert beslutningsgrundlag, hvormed selve udtalelsen/afgørelsen også bliver forkert.

Uklare skrifter
Som nævnt er der ikke lagt op til, at selve processen og bevisførelsen skal ændres. I person-skadeerstatningssagerne skal sagen fortsat forberedes ved bl.a. at indhente speciallægeerklæ-ringer.
I en “almindelig” personskadeerstatningssag er det jo ikke usædvanligt, at der indgår mindst tre forskellige speciallægeerklæringer. Problemet med speciallægeerklæringerne kan nogle gange være, at de – ud fra en juridisk betragtning – udtrykker sig en smule uklart. Fordi ind-holdet af speciallægeerklæringerne i sagens natur er lægefagligt, så kan det også være van-skeligt for både advokater og/eller dommer at stille de korrekte uddybende spørgsmål.
Såfremt retten var tiltrådt af to sagkyndige medlemmer, som accepterede at indtage en delta-gende rolle, ville de sagkyndige kunne stille spørgsmål mv. til såvel parten som de indkaldte speciallæger. Herved ville der kunne ske uddybninger, rettelser mv. Den samlede bedøm-melse af sagen ville herefter ske på et mere objektivt rigtigt grundlag.

Lægen – live!
Selvom en afskaffelse af Retslægerådet ville være at foretrække, kunne et mindre indgriben-de forslag indebære, at et medlem af Retsplejerådet i langt højere grad end i dag, afgiver uddybende forklaring under sagen. Samme princip kendes fra afhjemling af en skønsmand.
Afgivelse af en uddybende forklaring under hovedforhandlingen er langt mere værdifuld end muligheden for at stille supplerende skriftlige spørgsmål til Retslægerådet.
I betænkning 1196 af 1996 om Retslægerådet lægges også fra politisk side op til, at Retslæ-gerådet kan afgive forklaring i retten, når der var et særligt behov herfor. Det gælder særligt i de sager, hvor også andre sagkyndige er indkaldt – for eksempel speciallæger. Det er dog samtidig understreget. at der ikke kan bestå en pligt for Retslægerådets medlemmer til at afgive forklaring på en af parternes anmodning.
Det kan undre, at der fra Retslægerådet er en sådan modvilje mod at afgive uddybende for-klaring. En forklaring kan selvfølgelig være, at Retslægerådet afgiver udtalelse som kollegi-um og ikke som enkeltmedlemmer. En udtalelse kan derfor være støttet på flere medlemmers sagkundskab og derfor ikke egnet til uddybning af kun én person. Forholdet er også reguleret i retsplejeloven § 204, stk. 2.
Under alle omstændigheder vil fremmøde af et eller flere (dissentierende) medlemmer af Retslægerådet give såvel dommeren som advokaterne mulighed for at stille uddybende spørgsmål og dermed opnå en bedre oplysning af sagen.

Retslægerådet modsagt
Selvom Retslægerådet i dag må siges at have stor magt hos domstolene, så er der alligevel klokkeklare afgørelser, som viser, at Retslægerådet bliver underkendt, når det under selve hovedforhandlingen dokumenteres, at Retslægerådet har lagt vægt på forkerte faktiske for-hold i sine afgørelser. I en sag der blev afgjort af Vestre Landsret i 2008, havde Retslægerå-det lagt afgørende vægt på en enkelt oplysning i en journal ud af flere, hvilket fik afgørende betydning for Retslægerådets udtalelse. Under hovedforhandlingen blev det afklaret, at den-ne oplysning ikke kunne lægges til grund. Vestre Landsret lagde derfor ikke vægt på Retslæ-gerådets udtalelse i deres afgørelse. Det havde forsinket sagens behandling med næsten et år. Denne sag viser med al tydelighed, at det eksisterende system ikke er hensigtsmæssigt, og desværre også kan medføre en risiko for materielt urigtige afgørelser. LAY-OUT:
2-3 sider.