Advokaten 6 - EU giver mulighed for strengere straffe

Print Print
24-08-2009

Menneskehandlere og pædofile kan se frem til risikoen for markant hårdere straffe, foreslår EU-Kommissionen. Uden at begrunde hvad det egentlig skal hjælpe.

Af Thomas Elholm, lektor, Syddansk Universitet, medlem af Advokatrådets strafferetsudvalg

EU har taget initiativ til at revidere to af sine centrale retsakter inden for det politimæssige og strafferetlige samarbejde.
Det drejer sig dels om rammeafgørelsen om bekæmpelse af seksuel udnyttelse af børn, dels rammeafgørelsen om bekæmpelse af menneskehandel. De to retsakter er centrale, fordi det fremgår direkte af EU-traktaten, at unionen vil skabe et område med frihed, sikkerhed og retfærdighed ved bl.a. at bekæmpe menneskesmugling og overgreb mod børn. Rammeafgørelserne er dermed en del af selve fundamentet for oprettelsen af unionen.
Rammeafgørelsen om menneskehandel er oprindelig fra 2002, mens rammeafgørelsen om seksuelt misbrug af børn er fra 2004. I begge retsakter findes regler, som har til formål at sikre en tilnærmelse af medlemslandenes nationale lovgivninger. De nu foreslåede ændringer skal sikre en yderligere tilnærmelse. Som bekendt betyder det strafferetlige EU-samarbejde en udvikling hen imod en stadig mere ensartet strafferet i medlemslandene.

Menneskehandel
En stor del af de senere års strafferetlige EU-retsakter har haft baggrund i arbejdet i andre internationale organisationer, særlig FN og Europarådet. Således bygger også det nuværende forslag dels på en FN protokol om menneskehandel dels på Europarådets konvention om indsatsen mod menneskehandel. EU-Kommissionens forslag går dog på en række punkter videre end det, som følger af de øvrige internationale retsakter.
I rammeafgørelsen defineres en række handlinger, der skal betragtes som menneskehandel, og som landene er forpligtede til at kriminalisere. Danmark indførte en ny bestemmelse i straffelovens § 262 a i forbindelse med, at den første EU-rammeafgørelse om menneskehandel skulle implementeres. De foreslåede ændringer i rammeafgørelsen vil indebære, at Danmark nu skal udvide bestemmelsen i straffeloven.

Tiggeri
For det første skal udnyttelse af andre mennesker til tiggeri nu omfattes af begrebet menneskehandel. Hvis en person transporteres til Danmark med henblik på at tvinge personen til at tigge, vil det således kunne være menneskehandel. En sådan udnyttelse har hidtil som udgangspunkt kunnet straffes med op til to års fængsel i Danmark (ulovlig tvang efter straffelovens § 260). Hvis det kommer ind under bestemmelsen om menneskehandel, vil det kunne straffes med op til otte års fængsel. Det er tvivlsomt, om det er rimeligt på denne måde at ligestille udnyttelse af andre mennesker til tiggeri med udnyttelse af andre mennesker til f.eks. prostitution.
For det andet lægger forslaget op til, at også udnyttelse af en person ved øvrige “ulovlige forhold” i visse tilfælde skal være omfattet af begrebet menneskehandel. Det er uklart, hvad der menes med “ulovlige forhold”, og bestemmelsen vil derfor kræve en præcisering i forbindelse med gennemførelsen af rammeafgørelsen i dansk ret. I modsat fald strider det mod grundlæggende retsstatslige principper om klar og præcis straffelovgivning.

Højere strafferammer
Forslaget indebærer nye krav til landenes strafferammer, som vil betyde, at bl.a. Danmark skal forhøje strafferammen i straffelovens § 262 a fra de nuværende otte år til – i nærmere angivne tilfælde, hvor der foreligger skærpende omstændigheder – 12 års fængsel. Dermed vil menneskehandel være en af de forbrydelser i Danmark, som har højest strafferamme – kun overgået af visse former for drab, terrorisme og narkotikaforbrydelser.
Forslaget rummer desuden en række regler om ofrene for menneskehandel og nogle om straffemyndighed. Som eksempel kan nævnes, at medlemslandenes lovgivning skal åbne mulighed for, at ofrene ikke straffes for deres indblanding i ulovlige handlinger, der er en direkte følge af, at de har været udsat for menneskehandel. Endvidere skal børn altid anses for særligt sårbare ofre, og de har derfor krav på en særlig beskyttelse, jf. EU’s rammeafgørelse om ofres stilling i forbindelse med straffesager.
Endelig rummer forslaget en række regler vedrørende forebyggelse af menneskehandel. Landene skal ifølge forslaget overveje at kriminalisere brugen af tjenesteydelser, som udføres af ofre for menneskehandel. Det kunne være f.eks. kriminalisering af prostitutionskunder.
Dermed berører forslaget et meget principielt anliggende. Der er næppe noget andet område, hvor der er større kulturelle og retlige forskelle mellem landene end det, som strækker sig fra den svenske kriminalisering af alle prostitutionskunder til andre landes lovlige bordeller.

Seksuel udnyttelse af børn
Forslaget om ændring af rammeafgørelsen om seksuel udnyttelse af børn og om børnepornografi indeholder en række af de samme elementer, som anført ovenfor om menneskehandel. Forslaget bygger ligeledes på retsakter fra andre internationale fora, men går på flere punkter videre.
Forslaget indebærer ændringer på navnlig tre områder, vedrørende retsforfølgning af personer, som begår overgreb mod børn, vedrørende beskyttelse og bistand til ofrene og vedrørende forebyggelse. På samme måde som rammeafgørelsen om menneskehandel indeholder forslaget til denne rammeafgørelse også regler om børn, som særlig sårbare ofre. Ifølge forslaget er der bl.a. behov for særlige foranstaltninger i forbindelse med f.eks. afhøringer af børn.

Flere kriminaliseringer
Forslaget vil medføre, at strafferammerne for visse sædelighedsforbrydelser i Danmark forhøjes, så rammeafgørelsens krav om seks, ti og 12 års fængsel kan efterleves.
Visse handlinger, som ikke er kriminaliseret i dag, skal også kriminaliseres. F.eks. skal besiddelse af utugtige billeder af personer mellem 15 og 17 år kriminaliseres, selv om den afbillede har givet sit samtykke til besiddelsen. Drengen på 17 år, der modtager et foto af sin veninde, som forestiller hende i en seksuel situation, skal således kunne straffes. En sådan bestemmelse rejser en række principielle problemer, f.eks. om de unge menneskers ret til selvbestemmelse.

Signallovgivning
Kommissionen har i forbindelse med forslagene til de to rammeafgørelser vurderet, at der er tale om nogle særlig alvorlige forbrydelser. Kommissionen anslår bl.a., at flere hundrede tusinde mennesker hvert år rejser ind i EU eller overføres inden for EU-området som led i menneskehandel. Konsekvenserne for de pågældende og samfundet er rædselsfulde. Både beskyttelse af ofrene og forebyggelsen af disse forbrydelser er derfor i højeste grad efterstræbelsesværdigt. En del af de foreslåede regler er således velbegrundet.
Nogle af de foreslåede regler kan dog næppe karakteriseres som andet end varm luft. Det har f.eks. ingen betydning for udbredelsen og bekæmpelsen af de nævnte forbrydelser, om strafferammen er f.eks. otte eller 12 års fængsel i Danmark. Til gengæld kan det forrykke balancen i landenes straffesystemer, når EU på denne måde år for år fastsætter regler, som kræver justering af medlemslandenes strafferammer.
Det bør nævnes, at forslagene først skal forhandles, og det er tidligere set, at kravene til f.eks. strafferammerne nedjusteres. På den anden side har de nordiske EU-lande, herunder Danmark, gang på gang måttet hæve strafferammerne for at leve op til forskellige EU-regler. På længere sigt medfører det ikke blot en risiko for forrykkelse af sammenhængen i strafferammesystemet, men også en risiko for højere straffe.
Det ærgerlige i den forbindelse er, at EU-lovgiver så åbenlyst ignorerer grundlæggende lovgivningsmæssige og EU-retlige principper. Et væsentligt krav til lovgiver må nemlig være, at der gives en god begrundelse for lovgivningen. Det gælder i særlig grad, når lovgivningen handler om noget så indgribende som straf. Men der er reelt ingen ordentlig begrundelse for, hvorfor strafferammernes maksimum skal reguleres. Desuden kræver det EU-retlige subsidiaritetsprincip groft sagt, at EU-lovgiver kun bør træde i funktion, når EU-lovgivningen vil kunne bidrage med en merværdi til løsningen af et givent problem. Hvis landene lige så godt kan løse problemet hver for sig, bør EU ikke lovgive. Det er klart, at bekæmpelse af menneskehandel og (i nogle tilfælde) seksuelt misbrug af børn i dag har internationale dimensioner, som EU kan være med til at bekæmpe. Men hvordan det f.eks. skulle kunne begrunde en regulering af strafferammens maksimum, som der lægges op til, er svært at indse. Og begrundelsen mangler.