Advokaten 5 - Voldgift og EU’s domsforordning

Print Print
22-06-2009

En dom fra EF-Domstolen og en grønbog fra Europa-Kommissionen kan forskyde magtbalancen mellem domstole og voldgiftsretter. EU søger øget kontrol med voldgift.

Af Ole Spiermann, advokat, Bruun & Hjejle

EF-Domstolen har i en dom fra februar 2009, den såkaldte West Tankers-sag, fastslået, at voldgiftsaftaler falder ind under domsforordningen og dens regulering af domstolenes kompetence og dommes frie bevægelighed.
Det giver en række følgespørgsmål om prøvelse af voldgiftsaftalers omfang og gyldighed, herunder kompetencefordelingen i forhold til en voldgiftsret.
Samtidig arbejdes der i EU politisk på at foreslå løsninger på disse og andre spørgsmål, som vil melde sig, såfremt domsforordningen (yderligere) udstrækkes til voldgift. Ifølge en grønbog fra april 2009 påtænker Europa-Kommissionen ændringer i domsforordningen, som vil omforme forordningen til en delvis voldgiftslov.
Der er forskel på de systemorienterede overvejelser, som nu udgår fra EU i henseende til domsforordningen, og de voldgiftsfremmende bevæggrunde, der i 2005 førte til en ny dansk voldgiftslov. Da samtidig bestemmelserne i domsforordningen siden 2007 har omfattet Danmark, er EU’s overvejelser af betydning også for dansk erhvervsliv og dets rådgivere.

Udgangspunktet
Som erhvervslivets foretrukne tvistløsningsform nyder voldgift fremme i nationale retsordener.
Det sker inden for en international ramme.
Mange lande har omformet nationale voldgiftslove efter internationalt forbillede i form af en modellov fra 1985 udarbejdet af FN’s kommission for international handelsret (UNCITRAL); det gælder også Danmark.
Voldgiftsaftaler og -kendelser anerkendes og kan fuldbyrdes internationalt i kraft af New York-konventionen fra 1958.
EU har været om ikke en slange i paradis, så dog en komplicerende faktor.
EF-Domstolen har lejlighedsvis udvist vilje til at tage hensyn til voldgift, men grundlæggende er voldgiftsretter ikke på samme måde som nationale domstole underlagt EF-Domstolens kontrol. Igennem årene har der inden for EU været overvejelser om, hvordan den EU-retlige kontrol med voldgift kan øges.
Voldgiftsmiljøet har traditionelt mødt overvejelser om øget EU-retlig kontrol med bekymring. EU’s overvejelser forfølger typisk andre formål end voldgiftens, og navnlig kan der være en risiko for, at politiske initiativer fra EU’s side ikke har samme sensibilitet over for voldgift som mange medlemsstater og også EF-Domstolen.

Ny dagsorden
Et reelt forsøg på at øge den EU-retlige kontrol med voldgift gøres nu inden for rammerne af EF’s domsforordning (Bruxelles I-forordningen) fra 2000. Forordningen blev gennemført i dansk ret med virkning fra 2007.
Grundlæggende finder domsforordningen ikke anvendelse på voldgift. Det fremgår af artikel 1, stk. 2, litra d. Domsforordningen fastsætter fælles kompetenceregler samt sikrer fri bevægelighed, men begrænset til henholdsvis domstole og domme. Med hensyn til voldgift har vurderingen hidtil været, at den gældende regulering med New York-konventionen som omdrejningspunkt var både effektiv og tilstrækkelig.
Politisk fik en diskussion om udstrækning af domsforordningen til voldgift imidlertid i 2007 fornyet næring. Det skete i kraft af forslag i den såkaldte Heidelberg-rapport, som blev afgivet på Europa-Kommissionens foranledning.
Senest har Kommissionen selv i april 2009 barslet med en grønbog, hvor en række af overvejelserne videreføres (KOM(2009) 175).
Retligt foregreb EF-Domstolen i februar 2009 muligt dele af reformovervejelserne med sin dom i West Tankers-sagen (sag C-185/07).
Nedenfor knyttes først bemærkninger til dommen, og dernæst behandles Kommissionens grønbog. Der er formentlig kun tale om de første skridt i, hvad der kan blive et længere forløb.

West Tankers-sagen
West Tankers-sagen udsprang af en præjudiciel forelæggelse fra House of Lords. Spørgsmålet var, om det var foreneligt med domsforordningen, at en engelsk domstol under henvisning til en voldgiftsaftale mellem et rederi, West Tankers, og en italiensk befragter (som lejer af et af rederiets skibe) nedlagde forbud mod, at befragterens italienske forsikringsselskaber anlagde eller i øvrigt deltog i en retssag i Italien mod rederiet.
Til grund for sagens spørgsmål lå den særegne institution i common law, som går under betegnelsen “anti-suit injunctions”. Der er tale om forbud mod at anlægge eller fortsætte en retssag ved andet værneting. Overtrædelse kan være strafsanktioneret. EF-Domstolen har ikke set med velvilje på sådanne forbud rettet mod deltagelse i retssager i andre medlemsstater inden for domsforordningens anvendelsesområde.
Henset til undtagelsen af voldgift fra domsforordningens område fandt EF-Domstolen imidlertid i West Tankers-sagen, at en engelsk retssag om udstedelse af forbud med henvisning til en voldgiftsaftale faldt uden for forordningen.
Herefter vendte EF-Domstolen sig mod den italienske retssag, som der blev udstedt forbud mod at deltage i. Det blev lagt til grund, at den italienske retssag i mangel af en voldgiftsaftale ville være omfattet af domsforordningen, jf. artikel 5, nr. 3, om erstatning.
Spørgsmålet, som EF-Domstolen afgjorde, var, om den italienske domstols kompetence i medfør af domsforordningen også omfattede stillingtagen til voldgiftsaftalens omfang og gyldighed. Med andre ord var spørgsmålet, om den beskyttelse, som domsforordningen opstiller imod forbud på formen “anti-suit injunctions”, også gælder i forhold til forbud begrundet i en voldgiftsaftale. Det spørgsmål besvarede EF-Domstolen bekræftende med den virkning, at det konkrete forbud blev fundet uforeneligt med domsforordningen.
Dommens principielle betydning består navnlig i at fastslå, at domsforordningen omfatter stillingtagen til voldgiftsaftalers omfang og gyldighed, når spørgsmål herom opstår under en sag, som i øvrigt falder inden for forordningen. Det var ikke klart i tiden forud for dommen i West Tankers-sagen, som havde været kendetegnet ved forskelle i medlemsstaternes fortolkninger.
To forhold påkalder sig særlig interesse: dels EF-Domstolens begrundelse i West Tankers-sagen; dels den praktiske betydning af, at voldgiftsaftaler nu efter omstændighederne er omfattet af domsforordningen.

Begrundelsen
EF-Domstolens begrundelse gik i al sin enkelhed ud på at konstatere, at stillingtagen til voldgiftsaftalen havde karakter af “et forudgående spørgsmål”.
Som i så mange andre tilfælde er det væsentlige ikke så meget selve begrundelsen for svaret som den ramme, som EF-Domstolen opstillede for selve spørgsmålet.
EF-Domstolen tog sit udgangspunkt i den italienske retssag om erstatning, der var omfattet af domsforordningen, og besvarede spørgsmålet ud fra den italienske domstols synsvinkel.
Her var det givet, at den italienske domstol måtte tage stilling til, om retssagen skulle afvises som følge af voldgiftsaftalen. Det følger af artikel 2, stk. 3, i New York-konventionen:
“Domstolene i en kontraherende stat skal, hvis der rejses sag om et forhold, hvorom parterne har truffet en aftale [om voldgift] ..., på begæring af en af parterne henvise dem til voldgift, medmindre den finder, at den nævnte aftale er ugyldig, ude af kraft, eller at den ikke kan gennemføres.”
Hvad derimod muligt ikke var givet, var, om den italienske domstols synsvinkel kunne overføres på domsforordningen, eller om undtagelsen af voldgift indebar, at den relevante del af den italienske domstols synsfelt faldt uden for forordningen.
Ud over at betegne spørgsmål som “forudgående” henviste EF-Domstolen i West Tankers-sagen som supplerende argument til ”forarbejder” til den oprindelige domskonvention, som indeholdt en tilsvarende undtagelse af voldgift:
“En sådan konklusion understøttes af punkt 35 i Rapport om Den Hellenske Republiks tiltrædelse af ... [domskonventionen], udarbejdet af Evrigenis og Kerameus (EFT 1986 C 298, s. 1). Heri angives, at en lejlighedsvis prøvelse af gyldigheden af en voldgiftsklausul, som påberåbes af den ene part for at bestride kompetencen hos den ret, ved hvilken denne i henhold til ... [domskonventionen] er blevet sagsøgt, er omfattet af sidstnævnte konvention.”
I en tidligere dom afsagt i 1998 i van Uden-sagen (C-391/95) havde EF-Domstolen henvist til modgående, endnu ældre “forarbejder”:
“I den rapport, der blev udarbejdet af et ekspertudvalg i forbindelse med Kongeriget Danmarks, Irlands og Det Forenede Kongerige Storbritannien og Nordirlands tiltrædelse af konventionen (EFT 1979 C 59, s. 71, på s. 92), hedder det nærmere, at konventionen ikke finder anvendelse på retsafgørelser, hvorved der tages stilling til en voldgiftsaftales gyldighed, eller hvorved det pålægges parterne ikke at fortsætte voldgiftssagen på grund af aftalens ugyldighed.”
Sammenfattende er det ikke for meget sagt, at begrundelsen i West Tankers-sagen kunne have været udbygget.

Praktisk betydning
Trods begrundelsen var dommens konklusion dog klar. Spørgsmålet er, hvilken praktisk betydning det vil få, at domsforordningen er udstrakt til voldgiftsaftaler.
I West Tankers-sagen var betydningen, at domsforordningens beskyttelse mod andre domstoles vurdering af kompetencen (i form af “anti-suit injunctions”) fandt anvendelse. Med EF-Domstolens ord tilkom det “udelukkende” den italienske domstol at tage stilling til voldgiftsaftalen “såvel som dens egen kompetence”.
Udstrækningen af domsforordningen vil også have den betydning, at en verserende sag ved en domstol i en medlemsstat, som indbefatter omfang eller gyldighed af en voldgiftsaftale, afskærer domstole i andre medlemsstater fra at tage stilling hertil. Det følger af domsforordningens regel i artikel 27 om litispendens.
Ligeledes vil afgørelsen fra den førstnævnte domstol være bindende og omfattet af domsforordningens regler i kapitel 3 om anerkendelse og fuldbyrdelse af domme.
Det spørgsmål udestår, om udstrækning af domsforordningen til voldgiftsaftaler giver “beskyttelse” mod, at en voldgiftsret selv træffer afgørelse om sin kompetence, såfremt voldgiftssag allerede er indledt (hvad ikke var tilfældet i West Tankers-sagen). En sådan “beskyttelse” ville væsentligt ændre voldgift som tvistløsningsform. Eksempelvis fastsætter den danske voldgiftslov i § 8, at domstolene under en retssag, der er anlagt efter, at voldgiftssag er indledt, ikke kan tage stilling til, om tvisten hører under voldgiftsrettens kompetence. Spørgsmålet om domsforordningens eventuelle betydning i sammenhængen har fået en ny aktualitet i kraft af Europa-Kommissionens grønbog, der behandles nedenfor.
Andre voldgiftsrelevante følgespørgsmål kan også melde sig.
Dommen i West Tankers-sagen har derved skabt fornyet behov for politisk stillingtagen til domsforordningens anvendelse på voldgift.

Nye regler på vej?
Som nævnt var et politisk initiativ allerede taget forud for dommen i West Tankers-sagen, og Europa-Kommissionen er efterfølgende også fremkommet med en grønbog. I grønbogen er behandlingen af voldgift kortfattet og i formen foreløbig, men grønbogen giver en forsmag på, hvad der kan være i vente.
Grønbogen indleder behandlingen af voldgift med omtale af New York-konventionen og den succes, som konventionen har haft. New York-konventionen er tiltrådt af alle EU’s medlemsstater. Omtalen af konventionen fører i grønbogen til konstateringer, som ikke nødvendigvis vil slå alle som fuldt ud betryggende:
“Det synes derfor hensigtsmæssigt at lade [New York-]konventionen forblive uændret eller i det mindste at benytte den som udgangspunkt for en yderligere indsats. Det bør dog ikke forhindre, at visse specifikke spørgsmål vedrørende voldgift i forordningen tages op, ikke for derved at ændre voldgiftsprocedurerne, men først og fremmest for at sikre en fri bevægelighed for voldgiftskendelser i Europa og for at forhindre parallelle sager.”
Som det fremgår, er fokus på retsplejen og domme, ikke på voldgift. Imidlertid må det være afgørende, at New York-konventionen ikke ensidigt fra EU’s side sættes under pres.
Ophæves undtagelsen af voldgift fra domsforordningens anvendelsesområde, kan forordningen udvides til at omfatte domstolenes hjælp til voldgiftsprocessen, eksempelvis i forbindelse med voldgiftsrettens nedsættelse, bevissikring eller foreløbige retsmidler.
I grønbogen peges på muligheden for at fastsætte et eksklusivt domstolsforum for sådanne sager, idet det dog samtidig erkendes, at en forudsætning herfor formentlig er en fælles, deklaratorisk definition af voldgiftsrettens sæde (voldgiftens sted). Det er ingen enkel øvelse, og den kompliceres af, at voldgiftsrettens sæde kan have betydning i andre sammenhænge – noget, som muligt er overset og i hvert fald ikke nævnt i grønbogen.
Som en yderligere fordel ved at bringe voldgift ind under domsforordningen nævner grønbogen, at domstolsafgørelser om eksempelvis gyldigheden af en voldgiftskendelse ville skulle anerkendes også i andre medlemsstater. Efter artikel 5 i New York-konventionen er der intet forbud imod at fuldbyrde en voldgiftskendelse, som er blevet tilsidesat i et andet land; men der er heller intet til hinder for en pligtmæssig anerkendelse inden for EU af sådan tilsidesættelse. Spørgsmålet er dog måske nok, om behandlingen af voldgift og synet herpå i EU’s medlemsstater er tilstrækkelig homogent. Allerede dommen i West Tankers-sagen åbner mulighed for, at dette kan blive afklaret før snarere end siden.
Grønbogen kan ydermere læses således, at Kommissionen overvejer, om det selv i tilfælde af en verserende voldgiftssag bør tilkomme domstolene snarere end voldgiftsretten at tage stilling til voldgiftsrettens kompetence. I så fald antydes et muligt opgør med voldgiftsrettens “kompetence-kompetence” (kompetence til at fastlægge egen kompetence), som ikke har fundet udtryk i New York-konventionen, men som bl.a. er anerkendt i modelloven og den danske voldgiftslov fra 2005.
Voldgiftsrettens “kompetence-kompetence” afskærer ikke domstolene fra efterfølgende at tilsidesætte voldgiftskendelsen eller nægte fuldbyrdelse heraf, såfremt der findes at foreligge en kompetenceoverskridelse. Men skal domstolene også indledningsvis tage stilling hertil, vil den praktiske tilrettelæggelse af voldgiftsprocessen meget muligt blive forstyrret, ligesom tyngden i sagsbehandlingen vil forskubbe sig i retning af de domstole, som voldgift netop er tænkt som et værdsat alternativ til.