Advokaten 5 - Vigtige afgørelser giver ret til fuld erstatning

Print Print
22-06-2009

To afgørelser fra Ankenævnet for Forsikring vil give flere borgere ret til fuld erstatning efter brandulykker

Af Søren Nørgaard Sørensen, advokat, Hjulmand & Kaptain

I to nye sager ved Ankenævnet for Forsikring (kendelse nr. 74.347 og kendelse nr. 74.348) fik klager medhold i, at klagers forsikringsselskaber var uberettigede til at tilbageholde 15 procent af erstatningsudbetalingen fra en bygnings- og løsøreforsikring under henvisning til, at klager handlede groft uagtsomt.
Afgørelserne har bidraget til den negative afgrænsning af, hvad der forstås ved grov uagtsomhed og understreger for det første, at der stilles store krav til selskabernes bevis for grov uagtsomhed. For det andet har afgørelserne understreget, at Ankenævnets formelle kompetenceområde rækker vidt, for så vidt angår sagernes (bevismæssige) egnethed.
Sagernes juridiske omdrejningspunkt var Forsikringsaftalelovens § 18, stk. 2, der giver forsikringsselskabet ret til at reducere erstatningsudbetalingen, såfremt forsikringstager har fremkaldt forsikringsbegivenheden ved grov uagtsomhed. Ved livs- og ansvarsforsikringer hæfter selskaberne fuldt ud. Problemstillingen i denne type sager er således ikke anerkendelse af dækningspligten, men derimod dækningsomfanget.

Forbrændt
I sagerne havde klager tegnet forsikringer i to forskellige forsikringsselskaber vedrørende hhv. almindeligt løsøre med bygninger og særligt løsøre. I deres sagsbehandling “fulgte selskaberne hinanden”, hvorfor det var nødvendigt at indgive to klager for Ankenævnet. Materielt var de to afgørelser ens.
Sagernes omstændigheder var følgende: Klager arbejdede i sit værksted med en vinkelsliber ved et arbejdsbord. Klager oplyste, at en dunk med brandbar væske var placeret ca. otte til ti meter fra arbejdsbordet. Få centimeter fra dunken var der en lille bunke sammenfejet savsmuld, der havde opsuget noget spildt olie fra dagen før. Mens klager arbejdede, lugtede han pludselig røg, som kom fra bunken med savsmuld. Klager skyndte sig at løfte dunken for at sætte den udenfor. Klager bemærkede, at dunken allerede var varm i bunden. Udgangsdøren var lige ud for arbejdsbordet, og da klager var få meter fra døren (og lige ud for arbejdsbordet), eksploderede dunkens indhold ud over klager, som blev forbrændt og måtte indlægges på hospitalet i længere tid. Sagerne ved Ankenævnet vedrørte alene skaden på løsøre og bygning.
Forsikringsselskaberne nedsatte erstatningen under henvisning til, at klager brugte sin vinkelsliber for tæt på savsmuld og brandbar væske. Under sagen var der enighed om, at gnister fra en vinkelsliber normalt kun flyver ca. to til fire meter.
Efter ulykken blev sagen efterforsket og klager afhørt af politiet. Efterforskningen blev senere indstillet, fordi der ikke var begået noget strafbart. Ifølge politirapporten kunne man dog få det indtryk, at der var strøet savsmuld ud over hele gulvet og at savsmulden ikke kun befandt sig i en mindre bunke otte til ti meter fra arbejdsbordet. De brandtekniske undersøgelser konkluderede utvivlsomt, at dunken var årsag til branden, og at branden var opstået ved arbejdsbordet, hvor klager arbejdede. En af klagers bekendte, der var til stede dagen før branden, afgav skriftlig vidneerklæring om savsmuldens placering, svarende til klagers forklaring.

Problem med beviser
Tvisten mellem parterne vedrørte således de faktiske omstændigheder – dvs. hvor dunken var placeret, da klager arbejdede med vinkelsliberen. otte til ti meter væk, som forklaret af klager eller lige ved arbejdsbordet/udgangsdøren, som de brandtekniske beviser utvivlsomt konkluderede. Lagde Ankenævnet sidstnævnte til grund, ville forholdet sandsynligvis blive karakteriseret som groft uagtsomt pga. den korte afstand mellem dunken og gnisterne fra vinkelsliberen.
Under en retssag ved domstolene ville uenighed om de faktiske omstændigheder være både sædvanlig og uproblematisk, jf. reglerne om den fri bevisførelse, men i Ankenævnet afgøres sagerne jo som udgangspunkt på et skriftligt grundlag, om end Ankenævnet undtagelsesvis tillader mundtlig partsforklaring og indhenter sagkyndig erklæring.
I de konkrete sager indebar dette en praktisk vanskelighed for selskaberne i forhold til at løfte bevisbyrden for grov uagtsomhed. Selskaberne havde jo ikke mulighed for at “lægge pres” på klager i forbindelse med en afhøring – som under en almindelig retssag – med henblik på at vurdere troværdigheden af forklaringen. Selskaberne havde ej heller mulighed for nærmere at udspørge de involverede politibetjente eller brandmænd om deres oplevelser på brandstedet, tekniske beviser mv. Endvidere var selskaberne også afskåret fra at føre andre sagkyndige vidner vedrørende for eksempel brugen af vinkelslibere mv.
Når ovenstående sædvanlige bevisredskaber var udelukket i ankenævnet, står alene de objektive beviser tilbage, nemlig afhøringsrapporter og brandtekniske rapporter, som jo klart konkluderede, hvor branden var opstået, og som udtalte sig usikkert om mængden og fordelingen af savsmuld på gulvet. Over for disse objektive beviser stod klagers subjektive forklaring om hændelsesforløbet. Der var umiddelbart klar uoverensstemmelse.

Krav til forsikringsselskaber
Ud fra en objektiv betragtning burde de objektive beviser tillægges større bevismæssig vægt end klagers subjektive forklaring/bevis – særlig når klagers forklaring kun var skriftlig. Ikke desto mindre valgte Ankenævnet at lægge klagers forklaring til grund – eller med andre ord at finde det betænkeligt at fastslå, at klager handlede groft uagtsomt. Man kunne herefter spørge sig selv, hvorledes selskaberne i så fald skulle løfte bevisbyrden?
Afgørelserne viser i hvert fald, at der skal rigtig meget til, og at selskaberne skal komme med noget endnu mere håndfast. Måske ville kun en direkte indrømmelse fra klager om at have handlet groft uagtsomt være nok – dvs. hvor der var enighed om de faktiske omstændigheder, der skulle bedømmes. I tidligere tilsvarende sager, hvor selskaberne fik medhold, påberåbte selskaberne sig netop de brandtekniske rapporter og afhøringsrapporter.
Ankenævnet ønsker naturligvis at træffe de materielt rigtige afgørelser. Efter min opfattelse var resultatet da formentlig heller ikke blevet anderledes ved domstolene. Afgørelserne synes derfor materielt rigtige. Men set fra selskabernes synspunkt og deres opfattelse af den materielle rigtighed, retsfølelse mv., burde Ankenævnet måske have afvist klagerne som uegnede under henvisning til sagernes (bevismæssige) egnethed. Når dette nu ikke skete, så kan afgørelserne vel blot tages til indtægt for, at Ankenævnet dels anser deres formelle kompetence for vid, dels at Ankenævnet nu stiller store bevismæssige krav til selskaberne.

Billig løsning
Måden, hvorpå selskaberne forsøgte at løfte deres bevisbyrde, skal selvfølgelig også ses i sammenhæng med de argumenter, som klager fremkom med for at bevise sin uskyld. Ved sagernes forelæggelse for Ankenævnet og forberedelsen i øvrigt lagde klager således stor vægt på en meget grundig indførelse af Ankenævnet i de fysiske rammer i værkstedet. Dette skete ved udarbejdelse af detaljeret skitsetegning af værkstedet samt omfattende farvefotos i god kvalitet. Herudover udarbejdede klager en tidslinje med nummerangivelse, der refererede til skitsetegning og fotos i øvrigt. Klager kunne derved underbygge sin forklaring med de brandtekniske beviser – dvs. han løb gennem værkstedet for at få dunken udenfor. Endelig havde klager indhentet et skriftligt vidneudsagn fra en person, der var til stede i værkstedet dagen før ulykken, og som bekræftede klagers forklaring vedr. savsmuldens placering.
Over for Ankenævnet lagde klager i øvrigt stor vægt på, at han på forhånd havde gjort sig overvejelser omkring risikoen ved at arbejde med vinkelsliberen, og at han havde stor erfaring med at arbejde med denne type værktøj. Herudover befandt klager sig ikke i et miljø, der åbenbart frembragte større brandfare i forhold til for eksempel arbejdet på et halmloft eller andre steder, hvor der er letantændeligt materiale. Man kan vel derfor sige, at antændelse af materiale på otte til ti meters afstand med en vinkelsliber må anses for yderst usandsynlig og dermed upåregnelig, hvorfor handlingen aldrig bør kunne betegnes som “grov uagtsomhed”. Dette var Ankenævnet enig i.
Med afgørelsen kan de private forsikringstagere blot glæde sig over, at Ankenævnet selv mener, at deres formelle kompetenceområde er vidtrækkende, og at forsikringstagerne således har adgang til billig og smidig tvistløsning. Rådgiverne, der ofte bistår klagere ved Ankenævnet har fået indikationer på, hvilke elementer og beskrivelser af omgivelserne der bør fremhæves over for Ankenævnet. Selskaberne bør måske i højere grad overveje egentlig domstolsprøvelse!?