Advokaten 5 - Uacceptabel lang leveringstid på afgørelser

Print Print
22-06-2009

Fin idé med lettere og billigere adgang til domstolene i de mindre sager. Men hvad hjælper det, når det tager alt for lang tid at få afgjort sagerne?

Af Peter Andersen, chefjurist, Håndværksrådet

Ved indførelsen af småsagsprocessen og den forenklede inkassoproces, fik Håndværksrådet opfyldt et mangeårigt ønske om at sikre mindre virksomheder adgang til en enkel, men betryggende, billig og hurtigere retssagsbehandling i sager af begrænset økonomisk betydning.
Håndværksrådet havde i mange år oplevet, at virksomhederne opgav at forfølge mindre krav, fordi det ud over procesrisikoen var uforholdsmæssigt dyrt og for langsommeligt at komme gennem retssystemet. Det udnyttede professionelle skyldnere.
Men med muligheden for at anvende enten småsagsprocessen eller den forenklede inkassoproces, er det ikke længere så attraktivt at undlade at betale sin gæld. For der går kortere tid fra virksomhederne registrerer en ubetalt regning, til sagen kan realitetsbehandles ved domstolene, og i mellemtiden tikker morarentesatsen, med en rentesats som motiverer til betaling. Samtidig er det blevet billigere at benytte domstolene i disse sager, og man kan som part vælge at føre sagen selv uden advokatbistand, hvis man ønsker det.

Hurtigere møde med dommer
Da småsagsprocessen i sin tid blev foreslået af Småsagsudvalget under Justitsministeriet, var det helt store problem, at man som part hverken helt eller delvist kunne få dækket advokatomkostninger, selvom man vandt en sag omfattet af småsagsprocessen. I den gennemførte udgave blev dette heldigvis ændret, så parter der vælger at lade sig repræsentere af advokat, i de fleste tilfælde kan få dækket en del af udgiften, hvis de vinder sagen. At der er begrænsninger på omkostningsdækningen til advokat er forståeligt og nødvendigt, hvis sagsomkostningerne skal holdes nede i disse mindre sager. Og parterne har som alternativ mulighed for at føre sagen selv med bistand fra retten.
Bortset fra at småsagsprocessen gør det hurtigere og billigere at få domstolsafgørelser i mindre sager, så giver virksomheder, som har været involveret i almindelige retssager udtryk for, at det er et positiv element i småsagsprocessen, at parterne har fået en meget lettere adgang til dommeren. I en almindelig retssag oplever flere det som frustrerende, at der går lang tid, inden man endelig når frem til tidspunktet, hvor man møder dommeren – den person det hele drejer sig om, som skal træffe afgørelse i konflikten. Inden da er megen tid gået med advokaternes udveksling af processkrifter. Det har naturligvis sin funktion, men som part oplevelses det, som om sagen ikke er kommet et skridt videre, end da man startede retssagen. Parternes diskussioner før sagsanlægget fortsætter, nu blot på et højere juridisk plan gennem advokaterne.
Med småsagsprocessen er det anderledes, for her involveres dommeren hurtigt i sagen, og dommeren styrer processen. Og det er tilfredsstillende for en part hurtigt at få mulighed for denne direkte kontakt, og til at fortælle dommeren hvad sagen går ud på, og hvorfor man synes, man har ret.
Det er i virkeligheden lidt paradoksalt, at jo mindre beløb en retssag drejer sig om, og jo færre retsafgifter der af samme grund skal betales, jo hurtigere og lettere får sagens parter adgang til rettens dommer og dermed til, at få en afgørelse i sagen. Oven i købet uden advokatbistand.
Småsagsprocessen ved domstolene har også resulteret i indførelse af lignende forenklede tvisteløsningsmåder i voldgiftsregi. Ved såvel Voldgiftsretten for Bygge og Anlægsvirksomhed, som ved Det Danske Voldgiftsinstitut er indført en ”forenklet voldgiftsproces”. Her har parterne mulighed for, i bl.a. sager af begrænset økonomisk værdi at få en afgørelse fra voldgiftsretten gennem en forenklet og hurtigere procesform end den almindelige.
Så alt i alt er de mindre virksomheders mulighed for at benytte småsagsprocessen og småsagsproces-lignende konfliktløsninger meget positiv.

Tid koster penge
Det kan tage meget lang tid at få sin ret gennem domstolene. Faktisk kan det tage så lang tid, at man ikke får sine penge, fordi modparten i mellemtiden får betalingsproblemer. Det er dybt frustrerende for den virksomhed, som har penge til gode, hvis domstolene pga. for lang gennemløbstid er den indirekte årsag til, at en virksomhed mister penge. Og så bliver småsagsprocessen ligegyldig, for hvad nytter det at selve procesformen er trimmet til hurtig sagsbehandlingstid, hvis domstolene ikke har de fornødne ressourcer til at behandle sagerne hurtigt. Det fungerer i givet fald som en letvægtscykel uden pedaler.
For en måned siden fik jeg tilsendt en stak sagsakter af en dybt frustreret og bekymret virksomhedsejer, som havde anlagt en retssag om en million kroner – altså ikke en sag som behandles efter småsagsreglerne.
Sagen havde indtil videre verseret i over et år med skriftveksling og advokaternes diskussioner om syn- og skøn, herunder skønstemaet. Der var gennemført en syn- og skønsforretning, hvor man blot kunne konstatere, at der ikke var noget at se på – derfor kunne skønsmanden ikke udfærdige en skønsrapport.
Specielt den ene part har haft meget god tid – og har fået meget god tid og lange udsættelser af retten, der tilsyneladende selv har haft brug for udsættelser. Der har ikke været afholdt et eneste retsmøde. Det tog retten to måneder at udmelde den skønsmand, som parterne i enighed havde fremsendt forslag til.
Da advokaten for virksomheden, som har penge til gode nu forlangte, at retten gjorde noget for at fremme sagen, tilbød retten – ca. en måned efter advokatens begæring, at afholde et telefonmøde af 30 minutters varighed to og en halv måned senere. På dette telefonmøde, blev sagen berammet til domsforhandling, som skulle finde sted næsten på 2-årsdagen fra sagens anlæg.
Mens denne artikel blev skrevet modtog virksomheden meddelelse om, at modparten nu var gået konkurs.
Denne beskrivelse af retssagsforløbet er naturligvis meget forenklet. Men det er virksomhedens oplevelse af domstolen også efter retssagens forløb. Resultatet har været værdiløst, og har alligevel indtil nu kostet virksomheden 200.000 kroner i advokatsalær og retsafgift, hvortil kommer forrentning af den udestående fordring på en million. Og efter at der nu er gået 16 måneder, uden at der reelt er sket noget som helst i retssagen, er skyldneren gået konkurs.
Den retssag, som skulle sikre virksomheden sin ret og penge, har nu forværret virksomhedens situation, for retssagen har i stedet sikret skyldneren en forlænget kredit på mere end et år.
Nu kan virksomheden betale for en i bedste fald værdiløs proces, og så selv forsøge, uden domstol og advokat, at finde en løsning med de underentreprenører, der også utålmodigt venter på betaling. Og så skal de alle i banken efter ny finansiering.
Når jeg nævner dette eksempel i en artikel om småsagsprocessen, er det fordi sagen illustrerer, hvor nytteløst det er at anvende et retssystem med dygtige dommere og procesregler, der skal sikre en hurtig afgørelse og en stram processtyring, hvis ikke retssystemet ressourcemæssigt er i stand til at afgøre sager med den fornødne og tiltænkte hurtighed. Og det gælder uanset, om det er en mindre sag, som behandles som en småsagsproces eller en almindelig retssag. Domstolsstyrelsens årsberetning for 2008 viser, at sagsbehandlingstiderne på civile sager er steget med 39 procent fra 2006 til 2008, så det går markant den forkerte vej.

Styrk domstolene
Der er ingen tvivl om, at når flere virksomheder bliver opmærksomme på muligheden for at få konflikter afgjort gennem småsagsprocessen, så vil det blive en endnu større succes. Men det er helt afgørende for værdien og brugbarheden af småsagsprocessen og konfliktløsning generelt ved domstolene, at domstolene råder over de fornødne ressourcer til at styre og behandle sagerne med den fornødne hurtighed.
Derfor skal domstolene have tilført yderligere ressourcer. For selvom der muligvis er tale om et midlertidigt overgangsproblem som følge af domstolsreformen, som i øvrigt burde have været forudset, så er det ikke et midlertidigt problem for de virksomheder, som rammes, i en tid hvor de i forvejen er økonomisk hårdt belastet af den økonomiske krise.
Virksomhederne har brug for domstolene. Domstolene har brug for ekstra ressourcer. Begge er afhængige af politiske initiativer og handlekraft.
Det er derfor glædeligt, at regeringen og Dansk Folkeparti og Liberal Alliance netop har besluttet ekstraordinært at tilføre 110 millioner kr. til domstolene i 2009. Om det er tilstrækkeligt, er vist højst tvivlsomt. Det er derfor vigtigt, at forligspartierne i efteråret har aftalt at indgå en flerårig aftale om domstolenes økonomi. For domstolenes økonomi og ressourcer er afgørende for kvaliteten af domstolenes ydelser, herunder sagsbehandlingstiden. Fungerer domstolene ikke, betaler virksomhederne og øvrige brugere regningen – og det også i samfundsmæssig henseende en meget dårlig forretning.