Advokaten 5 - Kreditorerne taber og debitorerne vinder

Print Print
22-06-2009

Det er dyrt at føre proces, hvilket imidlertid skulle afhjælpes med indførelsen af småsagsprocessen, men har det haft den tilsigtede virkning?

Af David Schouenborg, advokatfuldmægtig, Lou & Partnere

Som advokatfuldmægtig i et mellemstort advokatfirma med en daglig kontakt til vores inkassoafdeling har jeg haft en enestående mulighed for at se den nye proces an på tæt hold.
Gennemgangen nedenfor tager udgangspunkt i, at jeg primært repræsenterer klienter inden for erhvervslivet.
Et af de første problemer, jeg løb ind i, var, at mine klienter ikke kunne forstå rimeligheden i, at de pludselig selv skulle betale (delvis) advokatsalær i sager, hvor de fik medhold.
En af grundideerne bag småsagsprocessen er, at der ikke er behov for en advokat under sagens forberedelse, som domstolene nu forestår, og at en part i en retssag, der alligevel vælger at antage en advokat på dette stadie, derfor ikke skal have dækket sine omkostninger herved.
Dette fungerer imidlertid ikke optimalt i praksis, idet vi som professionelle rådgivere vanskeligt kan meddele vores klienter, at de selv skal varetage deres interesser under forberedelsen af de mindre retssager.
De erhvervsdrivende har jo netop ofte overgivet (inkasso)sagen til deres advokat for at sikre sig, at den bliver behandlet bedst muligt og for, at de ikke skal beskæftige sig med andet end netop det, de er gode til, nemlig driften af deres virksomhed.
Hertil kommer at det – efter min opfattelse – vil være problematisk at hovedforhandle en sag for en klient, hvis min vurdering er, at der ikke er anført de rette anbringender (argumenter), eller hvis der eksempelvis mangler yderligere afklaring fra en sagkyndig.
En problemstilling som i øvrigt må være endnu værre i den situation, hvor en retssag er gennemført helt uden advokater og hvor den dommer, der har forestået forberedelsen af sagen, måske har overset en væsentlig detalje med den følge, at den dommer, der skal afgøre sagen, bliver nødt til at afgøre sagen til fordel for den part, som måske ikke med rette burde have fået medhold.

Gør advokaten en forskel?
• Bliver domstolene så erstatningsansvarlige?
Som advokater har vi jo netop en ansvarsforsikring til at dække tilfælde, hvor der er rådgivet forkert.
Med baggrund i disse problemstillinger har vi valgt at anbefale vores klienter, at vi bistår dem under forberedelsen af retssagen, selvom der er tale om en småsag. I modsat fald kan vi ikke stå inde for sagens procesførelse.
For vores erhvervsklienter har betydningen af småsagsprocessen derfor været, at det har medført en væsentlig udgiftsforøgelse til advokat for at inkassere beløb under kr. 50.000, da de nu ikke længere får dækket omkostningerne hos den tabende part i samme omfang som tidligere.
Samtidig kan det konstateres, at småsagsprocessen har givet særlig kværulante debitorer et værktøj til at gøre livet surt for deres kreditorer. I mange tilfælde kan debitorerne alligevel ikke betale det skyldige beløb eller få fri proces til sagen, men ved hjælp af småsagsprocessen kan de ved at bruge få minutter til at udfylde det fortrykte svarskrift sikre sig, at det i hvert fald bliver en dårlig forretning at køre en retssag mod dem, idet kreditor nu påføres ekstra advokatomkostninger.
• Hvad med retssikkerheden for de brugere, der vælger at repræsentere sig selv, populært kaldet selvmødere?
Min umiddelbare opfattelse er, at småsagsprocessen har givet selvmødere en falsk form for tryghed. Jeg har talt med flere selvmødere, som har tabt deres sag, og som har givet udtryk for, at dommeren burde have gjort dem opmærksom på, at de ville tabe sagen, allerede under forberedelsen.
Altså en klar misforståelse af rettens vejledningspligt kontra egentlig rådgivning, som jo er det, advokaten beskæftiger sig med.
Omvendt har mit kontor også vundet sager under småsagsprocessen, som efter min opfattelse havde været vanskelige at vinde, såfremt modparten havde været repræsenteret ved advokat.
• Ydes der retshjælpsforsikring?
Klienter har hidtil i civile retssager kunnet opnå retshjælpsdækning for udgifter til advokat – forudsat at betingelserne herfor var opfyldt.
Forsikringsselskaberne afviser imidlertid at dække advokatomkostninger i småsager indtil selve hovedforhandlingen og dette med rette, da det jo er forudsat ved systemets indførelse, at der ikke er behov for advokatbistand før dette tidspunkt.
Resultatet er, at en part med retshjælpsforsikring nu alligevel bliver nødt til selv at føre sagen, eller betale advokaten af egen lomme.
Selve ansøgningen om retshælpsforsikringsdækning kan nemlig i sig selv være så stort et arbejde, at det simpelthen ikke vil kunne betale sig for en advokat at søge retshjælp for parten, når der efterfølgende alene kan opnås dækning for advokatens salær for arbejdet med hovedforhandlingen.
Betingelsen for, at forsikringsselskabet dækker omkostningerne, er nemlig, at advokaten ikke afkræver den forsikringsdækkede yderligere salær.
Det er derfor min opfattelse, at småsagsprocessen reelt – i hvert fald delvist – har udhulet den tryghed, der tidligere var ved at have en retshjælpsforsikring.

Går det hurtigere?
• Et positivt moment er behandlingstiden
Efter at domstolene har overtaget ansvaret for forberedelsen af småsagerne, går det hurtigere med at få dem afgjort.
Dette er naturligvis en stor fordel for de involverede parter.
Imidlertid har jeg en mistanke om, at det generelt er sket på bekostning af behandlingstiden i sager uden for småsagsprocessen, idet berammelsestiderne for hovedforhandling af øvrige sager fortsat er urimelig lang, og man kunne derfor fristes til at spørge, om det er rimeligt, at sager af mindre økonomisk værdi prioriteres forud for andre (større) sager, der i mange tilfælde betyder væsentlig mere for de involverede parter?

Sæt grænsen ved 20.000 kr.
• Har småsagsprocessen så slet ikke en berettigelse?
Jo absolut! På trods af de nuværende mangler ved systemet er det min opfattelse, at hvis småsagsprocessen optimeres, således at man opnår et smidigt, men fortsat betryggende sagsbehandlingssystem, er det af væsentlig samfundsmæssig værdi.

• Hvilke ændringer skal der til?
Som småsagsprocessen er bygget op nu, er det op til retten at vurdere, hvorvidt en sag er egnet til fortsat behandling under den simple proces.
Det er min opfattelse, at retten bør være strengere i denne bedømmelse, således at alene sager, der reelt er ukomplicerede, foretages under småsagsprocessen, medmindre parterne er enige om at få foretaget sagen som en småsag.
Herved ville det være mindre betænkeligt, at parter uden juridisk baggrund selv førte deres sager.
Samtidig ville parter med retshjælpsforsikring eller fri proces, kunne få den fornødne økonomiske hjælp til de sager, der netop var brug for professionel bistand til.
Dernæst bør grænsen for småsager – efter min opfattelse – sættes ned til kr. 20.000. Som retsplejeloven er indrettet, kan parterne jo fortsat anmode om, at en sag, der er over den økonomiske grænse, behandles under den simple proces.
Da domstolene fortsat er under et meget stort arbejdspres, ville sådanne tiltag formentlig også kunne medvirke til at frigive ressourcer, hvorved man kunne opnå en hurtigere behandling af øvrige sager uden for småsagsprocessen.

Konklusion
Småsagsprocessen er et velkomment redskab inden for retssystemet. Imidlertid bør der foretages en række justeringer på det nuværende system før det fungerer optimalt.
Herved opnås formålet med småsagsprocessen nemlig:
* at simple sager kan behandles hurtigt,
* at omkostningerne ikke står i misforhold til sagsgenstanden,
* at det ikke kommer den berettigede processøgende til skade økonomisk, at sagen føres under småsagsprocessen, og
* parterne ikke risikerer procesførelse, som ikke er fuldt betryggende.