Advokaten 5 - Blandt nervøse fuldmægtige i Sorø

Print Print
22-06-2009

Retssagsprøven i fiktive sager fungerer fint som alternativ.

Af Elisabet Michelsen, dommer, Retten i Glostrup

Siden reglerne om retssagsprøve trådte i kraft den 1. januar 2008, har jeg tre gange prøvet at være dommer i en hovedforhandling, hvor en advokatfuldmægtig har taget retssagsprøven. Jeg meldte mig derfor gerne til at være dommer i forbindelse med prøve i en fiktiv sag.
Inden jeg drog af sted til Sorø Storkro, gjorde jeg mig overvejelser, om det var muligt at skabe forudsætninger for en ordentlig bedømmelse af fuldmægtigene i et sådant rollespil, eller om det ville blive for kunstigt eller adskille sig for meget fra den almindelige praktiske retssagsprøve.
Jeg blev modtaget sammen med de to andre dommere og de tre censoradvokater, og vi fik over frokost lejlighed til blandt andet at drøfte, hvordan vi ville håndtere fuldmægtigenes forventede begæringer/protest mod et nyt bevis i form af et foto, som et vidne ville medbringe.
Forfatteren af den fiktive sag havde lagt op til, at vi skulle nægte fremlæggelsen, men vi blev hurtigt enige om at være mere pragmatiske og i stedet tillade det. Egentlig var afgørelsen jo ligegyldig i forhold til selve prøven, men vi syntes, de skulle have samme vilkår i de tre prøver.

Scenen er sat
Da censoradvokaten og jeg trådte ind i “retssalen” måtte vi med al respekt for Sorø Storkros i øvrigt meget glimrende lokaler konstatere, at retssalen kun kunne måle sig med de mere pauvre af slagsen i virkelighedens verden. I min normale retssal i Glostrup står stolene i hvert fald ikke så rodet, og der er heldigvis både lysere og varmere.
Fuldmægtigene indfandt sig sammen med enkelte tilhørere. Nervøsiteten var høj, og fuldmægtigene var også noget påvirkede af, at teknikken til brug for skrivning af påstandsdokumenter havde drillet lidt. Under forelæggelsen, blev jeg lidt bekymret, idet fremlæggelsen fra den ene fuldmægtig var noget rodet og usikker.
Jeg var glad for, at jeg havde læst sagen på forhånd (men det skal dommeren jo også have gjort…). Heldigvis kom der efterhånden mere ro på, og fuldmægtigens overblik blev bedre.
Den anden fuldmægtig valgte at referere fra bilagene i stedet for at oplæse dem. Det fungerede godt, selvom skønserklæringen måske kunne have tålt ordret oplæsning.
Afhøringerne forløb ok. Fuldmægtigene var gode til at stille åbne spørgsmål.
På de for sagen afgørende punkter kunne de dog efter min mening godt være gået lidt tættere på vidnerne. Men der er selvfølgelig altid en risiko for, at vidnerne og ikke mindst ens egen part “roder” sig ud i forklaringer, der ikke er til gunst for egen sag. Begge fuldmægtige stillede en del spørgsmål, der var ren gentagelse. Det er der dog mange advokater, der har problemer med.

Kæk på latinsk
Det uventede element i form af et foto, (hvorpå man intet interessant kunne se), som et af vidnerne medbragte, håndterede begge fuldmægtige så overraskende godt, at jeg bagefter tænkte, at de måske alligevel var blevet varslet herom i den instruktion, de forinden havde fået.
Den ene begærede det naturligvis fremlagt, mens den anden protesterede, og de argumenterede glimrende for sit deres synspunkt.
Under proceduren brillerede begge fuldmægtige og demonstrerede til fulde, at de havde forstået sagens juridiske problemstilling, og at udfaldet i høj grad ville blive et udslag af bevisførelsen. Det var tydeligt, at de havde lyttet til forklaringerne og til hinandens argumenter.
Den ene fuldmægtig var nu så kæk, at han også fik brugt alle de latinske udtryk, jeg tror, han kunne finde på. Han følte sig så sikker, at han ligefrem frafaldt duplik.
Det var censoradvokaten meget benovet over. Jeg synes, det var fint, for han havde allerede sagt alt det, der skulle siges, i sit første indlæg.

Egnet alternativ
Under hele sagen holdt fuldmægtigene en god tone over for hinanden og vidnerne, så fokus kunne bevares på sagens indhold. Begge fuldmægtige bestod retssagsprøven, og de fik bagefter hver for sig individuel feedback.
Det var en fornøjelse, at de jurastuderende, som agerede parter og vidner, spillede så godt. Det var dog en anelse forvirrende, at den part, der var beskrevet som en mandlig optiker med fire brillebutikker og en velkørende internethandel, blev spillet af en sød ung pige.
Min samlede oplevelse var, at den fiktive retssagsprøve var meget virkelighedstro og gav et udmærket grundlag for vurdering af fuldmægtigene.
Vilkårene er nok lidt anderledes end til en retssagsprøve i en rigtig sag, hvor man forinden kan få hjælp fra andre og ikke er under samme tidspres. Det bedste generelle råd til fuldmægtigene – uanset prøveform – er at overvære kollegers hovedforhandlinger, inden de går op til prøven.
Udgangspunktet bør være, at den praktiske prøve tages i forbindelse med en rigtig retssag. Hvis fuldmægtigen ikke kan skaffe sig en hovedforhandling i en rigtig sag eller berammelsestiderne er et problem, er retssagsprøve i en fiktiv sag imidlertid et egnet alternativ.