Advokaten 4 - Voldgift vinder frem internationalt – men sorte skyer truer

Print Print
25-05-2009

Sager ved voldgiftsretterne skal køres billigere og mere effektivt, ellers mister voldgift sin position som erhvervslivets foretrukne måde at løse konflikter på.

Af Claes Lundblad, advokat, Roschier

Det er vanskeligt at bedømme den kvantitative udvikling i antallet af retstvister, der går til voldgift, sammenlignet med dem, der går til domstolene. Der mangler en pålidelig generel statistik over sagerne. De tal, som er tilgængelige med hensyn til tilstrømningen af sager til voldgiftsinstitutterne, er ikke helt pålidelige, bl.a. fordi institutterne har forskellige kriterier for statistikken, og fordi materialet er ufuldstændigt.
Med hensyn til antallet af voldgiftstvister, der behandles i ad hoc-regi, findes der mig bekendt ikke nogen tal. På basis af den dokumentation, der findes om institutionel voldgift, kan man alligevel vove at gætte på, at over en periode på ti år er tilstrømningen af nye voldgiftssager steget med ca. 30 procent. Muligvis er det antal nogenlunde repræsentativt for den generelle udvikling i antallet af voldgiftssager.
Ligegyldigt hvordan udviklingen i antallet er, kan man konstatere, at en meget stor del af de vigtigste kommercielle tvister afgøres ved voldgift. Hvorfor er dette tilfældet? I det følgende vil jeg bl.a. diskutere grundene til, at man inden for erhvervslivet i så høj grad vælger denne form for løsning af tvister.

Grundene til at vælge voldgift
Der er flere grunde, der taler for at vælge voldgift. Jeg tror, at de vigtigste grunde er de følgende.

• Tidsfaktoren
Et velkendt problem med domstolsprocessen i de fleste lande er den tid, der bruges for at løse tvisten. I Sverige tager det ofte to år eller mere at få nogenlunde komplicerede sager prøvet ved en almindelig domstol.
Tager man desuden i betragtning, at sådanne sager ofte appelleres, forlænges sagen yderligere med et til halvandet år. Hertil skal lægges muligheden for at indbringe sagen for en appelinstans.
Jeg gætter på, at med nogle få undtagelser tager en sag ved en domstol i andre lande omtrent lige så lang eller længere tid. Disse behandlingstider skal så sammenlignes med, hvad der er det normale ved en voldgiftsbehandling. Ganske vist er voldgiftsinstitutterne meget tilbageholdende med at publicere tal for den gennemsnitlige varighed af sagsbehandlingstiden, men erfaringen siger, at en almindelig voldgiftsbehandling tager ca. 12 måneder, fra den er påbegyndt, og til der foreligger en kendelse.
Der er under alle omstændigheder ingen tvivl om, at behandlingstiden er betydelig kortere end for domstolstvister. For kommercielle parter spiller tiden, det tager at løse tvisten, en meget stor rolle. Dette taler med betydelig styrke for alternativet med voldgiftsbehandling.

• Kompetence – og engagement
Et forhold, som taler til stor fordel for voldgiftsbehandling, er, at parterne kan vælge dommerne. Ved en domstol ved man ikke på forhånd, hvilken dommer der kommer til at behandle sagen. Der er ganske vist mange dommere, som er egnede til at løse erhvervstvister. Men der findes også dommere, som savner tilstrækkelig erfaring med kommercielle tvister.
Den mulighed parterne har for at sammensætte en voldgiftsret, som den aktuelle tvist kræver, vejer tungt for voldgift.
Hertil kommer yderligere et forhold. Det drejer sig om domstolenes sagsbehandlingsrutiner og dommernes engagement. Formanden for en voldgiftsret føler sig næsten altid meget engageret i den tvist, han har påtaget sig at løse, ligegyldigt om han kommer fra dommerstanden, advokatverdenen eller et andet sted. Dette har indflydelse på behandlingen af sagen. Skriftlige indlæg bliver sjældent liggende, uden at der foretages noget. Beslutninger om processuelle spørgsmål kan træffes hurtigt. Datoerne for mundtlig forhandling bliver ofte fastlagt på et tidligt tidspunkt og både helligdage, ferier og aftener kan blive taget i brug. Når en tidsplan er blevet fastlagt, med parternes godkendelse, indtager voldgiftsretten ofte en temmelig streng holdning til partsrepræsentanternes eventuelle ønsker om udsættelse.
Det forholder sig anderledes med sagsbehandlingen ved domstolene. Min erfaring i den henseende stammer hovedsagelig fra svenske domstole, og jeg skal således indskrænke mine delvis kritiske synspunkter til svenske forhold.
Ved svenske domstole er det ikke ualmindeligt, at skriftlige indlæg bliver liggende ved domstolene i anselig tid, uden at disse overhovedet sendes til modparten, og uden at der tages andre skridt. Viljen til at træffe hurtige beslutninger er sædvanligvis svag.
Ikke overraskende er muligheden for hurtigt at finde mulige forhandlingsdage meget begrænset. Beder en part om udsættelse bevilges det rutinemæssigt, ofte uden at modparten overhovedet får lov til at ytre sig om spørgsmålet. Disse forskelle påvirker den tid, der bruges på sagen, og kvaliteten af løsningen af tvisten. Den kvalitative forskel i domstolens kompetence og engagement i sagen taler efter min mening med styrke for voldgiftsbehandling som metode til at løse tvister.

• International fuldbyrdelse af kendelser
Muligheden for den vindende part for at få international fuldbyrdelse af en voldgiftskendelse er relativt god. Det skyldes den store succes, som New York konventionen fra 1958 har haft. Med hensyn til domstolenes domme er situationen fuldstændig anderledes uden for det område, som er reguleret af konventioner.
I EU er muligheden for international fuldbyrdelse god på grund af Bruxellesforordningen (Rådets forordning 44/2001). Men uden for unionen ser det anderledes ud, medmindre der foreligger en anden fuldbyrdelseskonvention.
Det er ærlig talt ikke problemfrit at fuldbyrde en voldgiftskendelse efter New York konventionen, blandt andet fordi der er betydelige forskelle på, hvordan de forskellige lande ser på spørgsmålet om jurisdiktion og tolkningen af ordre public-undtagelsen i konventionens artikel V.2(b).
Men disse problemer er normalt nemme at håndtere. Den gode mulighed for international fuldbyrdelse taler stærkt for voldgift.

• Forestillingen om national partiskhed og domstolskorruption
Ved grænseoverskridende forretninger har parterne ofte svært ved at enes om, at den ene parts hjemlandsdomstole tilbyder et passende og neutralt forum. Forestillingen om manglende domstolsneutralitet bygger ofte på antagelsen, at modpartens nationale domstole skulle have en tilbøjelighed til at begunstige modparten. Dette ret primitive syn på domstolenes upartiskhed synes at ramme de fleste lande med Storbritannien og føderale domstole i USA som bemærkelsesværdige undtagelser.
For så vidt angår domstole i den civiliserede del af verden har argumentet vel i almindelighed dårlig bærekraft. Der savnes grund til at antage, at domstole i sådanne lande begunstiger en part på baggrund af nationalitet.
Imidlertid kan alene mistanken om, at det kan ske, bidrage til, at man foretrækker voldgift. Man bør også tage med i betragtning, at internationale forretningsaftaler ikke sjældent indgås med parter fra lande, hvor korruption er udbredt, og hvor passende betaling til domstolene påvirker resultatet af retssagen. I sådanne tilfælde er voldgiftsalternativet temmelig indlysende.

• Spørgsmålet om tavshedspligt
Det faktum, at tavshedspligt ofte er vigtig i forretningssammenhæng, plejer at blive angivet som yderligere en grund til at foretrække voldgift. Den åbenhed, der råder i visse lande med hensyn til domstolsprocesser, inklusive procesmaterialet, anføres ofte som argument mod at benytte domstolene.
Personlig tror jeg, at netop argumentet om tavshedspligt typisk ikke vejer så tungt.
For det første er det min erfaring, at klientens behov for tavshedspligt almindeligvis ikke er så stærkt, som man tror. Det, tvisten drejer sig om, er ofte forretningsforhold, der ligger langt tilbage i tiden, og hvor kun få interessante hemmeligheder afsløres.
For det andet er der i mange lande kun begrænset indsigt i domstolsprocessen. Det gælder ikke mindst skriftlige indlæg og andet procesmateriale. Hvis der er behov for det, kan en part kræve tavshedspligt for dele af retssagen.
Med hensyn til tavshedspligten i voldgift er denne for øvrigt langtfra fuldstændig. Hvis parterne ikke har truffet aftale om tavshedspligt, og denne heller ikke følger af loven i det land, voldgiften er underlagt – næsten altid lex loci arbitri – findes der intet, som forhindrer, at en part offentliggør, hvad der er sket under sagen og procesmaterialet.
Endvidere kan der lækkes information, hvis der nedlægges protest mod en voldgiftskendelse ved de almindelige domstole.
Min opfattelse er, at den tavshedspligt, som gælder ved voldgift, i almindelighed ikke er noget tungtvejende argument for at vælge voldgift frem for domstole. Men ikke desto mindre peger også hensynet til tavshedspligt i retning af voldgift i stedet for domstolsbehandling.

• Forumshopping
Et sidste argument for at benytte voldgiftsklausuler i kommercielle aftaler handler om, hvorvidt man kan forudse, hvilken instans der kommer til at behandle tvisten. Domstolene giver parterne mulighed for at vælge mellem flere måder at behandle tvisten på – såkaldt forumshopping.
En voldgiftsbehandling sker næsten altid på basis af en voldgiftsaftale indgået mellem parterne. En sådan aftale indebærer, at hvis en part alligevel anlægger en sag ved domstolene, har modparten mulighed for at kræve sagen afvist i overensstemmelse med New York konventionen.
Hvis en tvist er underlagt voldgift, er muligheden for at få den behandlet ved en domstol meget begrænset. Det kan kun finde sted i de tilfælde, hvor voldgiftsaftalen er ugyldig, uvirksom eller umulig at gennemføre.
Dertil kommer de relativt sjældne tilfælde, hvor voldgiftsaftalen ganske vist er gyldig, men den aktuelle tvist ikke kan undergives voldgift af en eller anden grund.
Mulighederne for at manøvrere i forumspørgsmålet er betydelig bedre ved domstolene, hvor alternative fora ofte kan påberåbes. Jurisdiktionstvister kan bruges af en part, der ønsker at obstruere og trække tiden ud i en sag ved domstolene. Her giver voldgiftsbehandlingen en mere hensigtsmæssig ordning.

Ulemper ved voldgift
Herover har jeg diskuteret de vigtigste grunde til at vælge voldgift frem for domstolene. Hvilke argumenter taler så imod at vælge voldgift til at løse tvister? Jeg skal i det følgende diskutere nogle af de vigtigste indvendinger.

• Omkostningsspørgsmålet
En vigtig grund, som ofte anføres mod voldgift, er, at voldgift er dyr. For det første skal parterne betale vederlag til voldgiftsretten, hvilket de almindeligvis slipper for, hvis de i stedet går til en domstol.
Oven i dette kommer en ikke ubetydelig afgift til voldgiftsretten, hvis der er tale om institutionel voldgift.
For det andet kan voldgiften blive dyr, fordi internationale voldgiftstvister med tiden har udviklet sig i angelsaksisk retning. Dette indebærer typisk, at udvekslingen af processkrifter bliver meget omfattende; at såkaldt document production (ofte på basis af de bevisregler, der er blevet fremtaget af International Bar Association (IBA Rules on the Taking of Evidence) ligeledes bliver meget omfattende; og at sagkyndige i vid udstrækning bruges for at bestyrke faktum.
Jeg tror – desværre – at den indvending har noget for sig: Voldgiftsproceduren er blevet fordyret som et resultat af den påvirkning.
Hvor stor en forskel, der er på omkostningerne til en voldgift sammenlignet med domstolene afhænger af, hvordan de nationale domstole vælger at tilrettelægge behandlingen af sagen.
Forskellen på omkostningerne til voldgift og domstolene bliver dog mindre, hvis man tager højde for omkostningerne ved evt. at appellere sagen.

• Problemet med habilitet
Yderligere et argument mod voldgift er, at når parterne har ret til at foreslå en voldgiftsdommer, er der fare for, at en part vælger en inhabil dommer, og at behandlingen af tvisten derfor bliver ugyldig.
Der er utvivlsomt også vægt bag dette argument. Det er tydeligt, at forskellige kulturer har forskellige syn på, hvornår en voldgiftsdommer er inhabil. Der findes kulturer, hvor man overhovedet ikke anser det for underligt, at en voldgiftsdommer fungerer som den ene parts repræsentant i voldgiftsretten.
I andre kulturer kræves det, at alle voldgiftsdommere er fuldstændig neutrale, uanset hvem der har udpeget dem.
Sådan er reglerne om upartiskhed også udformet i UNCITRAL’s modellov, i mange nationale voldgiftslove og i voldgiftsinstitutternes regler. Dog er disse regler om habilitet udformet på et så højt abstraktionsniveau, at de i den konkrete sag kun giver ringe vejledning. Med henblik på at gøre reglerne noget mere fintmaskede har man, også denne gang i IBA, vedtaget retningslinjer på området (IBA Guidelines on Conflicts of Interest in International Arbitration). Disse regler har på relativt kort tid fået stort gennemslag i praksis. Dermed har man opnået større enighed, når det gælder spørgsmålet om habilitet.
Det betyder, at spørgsmålet om voldgiftsdommernes habilitet kommer til at veje mindre og mindre.
Jeg mener, at den internationale voldgiftsverden i al væsentlighed allerede har opnået denne grad af modenhed og at problemet med inhabile voldgiftsdommere i dag ikke længere taler imod at vælge voldgift.

• Obstruktionsmuligheden
Afslutningsvis skal jeg berøre et tredje muligt argument imod at vælge voldgift. Det gælder parternes mulighed for at obstruere behandlingen af sagen og senere at gøre indsigelse mod voldgiftskendelsen.
Det er helt klart, at voldgiftsdommere ikke råder over de samme tvangsmidler som en dommer ved en domstol.
En part, som ønsker det, har gode muligheder for på forskellige måder at forsøge at trække sagen ud eller besværliggøre behandlingen.
Det kan ske på flere måder, f.eks. gennem at undlade at følge meddelte påbud, at have indvendinger mod voldgiftsrettens kompetence, at nægte at udpege voldgiftsdommere, at bevidst udpege en inhabil voldgiftsdommer, at gøre indsigelse mod en voldgiftsdommer og, til sidst, at gøre indsigelse mod kendelsen.
Det er klart, at en genstridig part kan gøre livet surt både for voldgiftsretten og modparten. Det betyder dog ikke, at voldgiftsretten og eventuelt voldgiftsinstitutterne mangler modforanstaltninger. En robust optræden af voldgiftsretten ved obstruktionstendenser kan tage en del af problemet.
De fleste regelsæt om voldgift indeholder modforanstaltninger, hvis en part vægrer sig ved at pege på en dommer. Specielt voldgiftsinstitutterne har regler, der hurtigt klarer sådanne problemer.
Det samme gælder for spørgsmålene om dommernes habilitet. De senere år er det blevet mere almindeligt at gøre indsigelse mod kendelserne. Samtidig kan det konstateres, at domstolene er ret utilbøjelige til at undlade at fuldbyrde kendelser, selv om der er gjort indsigelse mod kendelsen. Desuden er antallet af voldgiftskendelser, som ophæves på grund af indsigelse, meget lavt.

Truslen mod voldgift
En sammenfatning af argumenterne for og imod voldgift viser efter min mening, at argumenterne for denne tvistløsningsform vejer tungest. Når det gælder internationale tvister fordelene ved voldgift endda anseelige.
Imidlertid er voldgift ikke problemløst. Det hænger sammen med, at voldgiftsbehandlingen er blevet så formel, at den mere og mere er kommet til at ligne en domstolsproces. Den fremtrædende engelske dommer Lord Mustill har fremhævet, hvordan denne form for løsning af tvister i hans øjne er blevet “stjålet af advokaterne” – “arbitration has been hijacked by the lawyers.”
Det er der noget om.
Truslen mod voldgift som tvistløsningsform kommer næppe fra, at man i større udstrækning benytter domstolene.
Alternativet til voldgift er snarere, at virksomhederne sørger for at udvikle forskellige former for mægling. For øjeblikket stræber man i den retning. Hidtil dog med begrænset held. Voldgift er stadig den vigtigste tvistløsningsform for virksomhederne. Men for at modellen skal kunne overleve på lang sigt, kræver det, at man bedre kan håndtere ulemperne. Blandt andet skal behandlingen effektiviseres og gøres billigere, ikke mindst gennem brugen af moderne teknik. Hvis det ikke lykkes, er der risiko for, at virksomhederne på lang sigt vælger andre løsninger.


Claes Lundblad
Han er blevet kaldt en af de dygtigste erhvervsadvokater i Sverige og betegnet som ”uden modstykke”, når det gælder voldgift. Internationalt rangerer han som én af Sveriges bedste voldgiftsadvokater.
Han skiftede sidste år arbejdsplads til det finsk-ejede advokatselskab Roschier, som har ca. 160 jurister, heraf 50 i Sverige.
Han er 63 år og gift med generalsekretæren i det svenske advokatsamfund, Anne Ramberg.