Advokaten 4 - Lad os undgå nye domme fra Strasbourg

Print Print
25-05-2009
Danmark risikerer – trods regeringens lovændring – fortsat at krænke menneskeret på grund af langtrukne retssager.

Af Tyge Trier, advokat, ekstern lektor Københavns Universitet

Danmark er i både januar og marts 2009 dømt for ikke at opfylde kravet i artikel 13 i den europæiske menneskeretskonvention om at have effektive nationale retsmidler for individer, som finder, at deres retssag har varet for længe.
Den nye bestemmelse i retsplejelovens § 152a pålægger individet og dermed dennes advokat at begære tidspunkt for hovedforhandling fastsat. Og manglende brug af reglen kan derfor afskære en klage til menneskeretsdomstolen grundet utilstrækkelig udtømmelse af de nationale retsmidler.
Derimod kan den nærmest minimalistisk beskedne ændring via § 152a ikke forhindre/reparere på samtlige krænkelser af konventionens artikel 6, stk. 1s krav om afgørelse inden for “reasonable time". Dermed vil artikel 13-problemet stadig bestå i en række sager og må løses med en ændring af retsplejeloven.

Særlig omhu påkrævet
De to nye domme (Christensen og Valentin) illustrerer, at der er opstået og fortsat vil opstå sager, hvor artikel 6, stk. 1 og samtidig artikel 13 krænkes. Det må fremhæves, at artikel 13 kræver dels “domestic remedy to deal with the substance" af en varighedsklage, dels kompetence for det nationale organ til at “grant appropriate relief".
Kravene til retsmidlet varierer afhængig af den konkrete varighedsklages indhold, men det “remedy”, der fordres skal være “effektivt” både formelt juridisk og i praksis. Af retspraksis fra menneskeretsdomstolen følger, at sådanne nationale erstatningssager skal behandles med særlig omhu (“depends on the ... civil courts’ ability to handle such actions with special diligence and attention"), ligesom det følger af praksis og almindelig logik, at et retsmiddel, der måske kan fremskynde behandling af en retssag, ikke vil være tilstrækkeligt, når sagsbehandlingen allerede har varet eller af andre grunde vil vare uforholdsmæssigt længe.
Endvidere bemærkes, at fastsættelse af tidspunktet for hovedforhandling i medfør af § 152a i praksis ikke hindrer, at denne efterfølgende må udsættes, eksempelvis hvis vidner ikke er tilgængelige, hvis erklæringer afventes fra Retslægerådet, Arbejdsskadestyrelsen eller lignende hindringer for hovedforhandling af en straffesag eller civil sag opstår. Eller hvad med personen/virksomheden, som pure vinder en straffesag eller en civil sag, og som alligevel skulle have tilkendt sagsomkostninger fra modparten?
Den person har ingen mulighed for at blive kompenseret for krænkelse af retten til afgørelse inden for rimelig tid, og et krav om anlæggelse af et nyt søgsmål alene om dette spørgsmål forekommer både upraktisk, urimelig og som en yderligere forlængelse af perioden.
I samme retning kan nævnes menneskeretsdomstolens præmis 104 i Christensen-dommen, hvor patienten allerede havde fået fri process: “Thus, in the proceedings before the Supreme Court, even if a violation of Article 6 had been found, the Supreme Court could not have granted the applicant redress by way of exempting her from paying legal costs or by deciding that expenses and fees should be covered by the Treasury, since in any event they were covered by the Treasury."
Det må derfor konkluderes, at en specialregel om berammelse af hovedforhandling i § 152a ikke på nogen måde er en mirakelkur, som løser Danmarks alvorlige problemer med at sikre effektive retsmidler, og at der skal mere til på dette vigtige område.

Godtgørelse
Den rette artikel 13 løsning synes at være – i lighed med, hvad en række andre stater har indført – at danske domstole gives kompetence til i forbindelse med selve retssagen, typisk i forbindelse med hovedforhandling, at afgøre, om retssagen har varet for længe.
Dette bør ske på baggrund af en nedlagt særskilt påstand om dom for overtrædelse af artikel 6, stk. 1, ligesom domstolen i givet fald må gives kompetence til at tilkende en godtgørelse herfor. Menneskeretsdomstolen har etableret en massiv retspraksis på området og har et rimeligt standardiseret “katalog" med beregning af den sagsbehandlingstid, som klager ikke er ansvarlig for, og indeholdende et godtgørelsesniveau. Hermed sikres et enkelt og effektivt retsmiddel til afgørelse af “reasonable time"-krav på en værdig måde med afslutning af dette punkt allerede ved hovedsagens afgørelse hjemme. Vi kan dermed undgå, at den triste strøm af danske varighedsklager til menneskeretsdomstolen fortsætter, hvor regeringen taber sagerne gang på gang eller betaler sig ud af det via forlig.
Der må lovgivning til, men den gode nyhed er, at lovændringerne vil være ret enkle at gennemføre, og at danske domstole vil kunne afgøre disse sager parallelt med håndteringen af den egentlige retstvist uden yderligere forsinkelse. Christensens retssag varede 11 år ved landsret og Højesteret, og min formodning er, at Højesterets dommere udmærket vidste, at patientens ret til rettergang inden rimelig tid iht. artikel 6, stk. 1 var krænket. Hvorfor så ikke give domstolene kompetence til at løse dette problem? Patienten måtte igennem yderligere to og et halvt år med venten i Strasbourg-systemet, hvilket var ganske unødvendigt.
Vi skylder tilliden til vore domstole at indføre en sådan kompetenceregel i dansk ret, og for alvor at få ryddet op på dette område, som siden menneskeretsdomstolens markante dom i bløder-sagen i 1996 har været en kedelig plet på Danmarks ellers alt i alt fornuftige track record for overholdelse af menneskeretten.