Advokaten 4 - Krav på erstatning for urimeligt lange retssager

Print Print
25-05-2009

Lever dansk ret op til kravet i artikel 13 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention om ef-fektive retsmidler i forhold til klager over langvarig behandling af en retssag?

Af Nina Holst-Christensen, kommitteret, Justitsministeriet

Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol dømte i januar i år Danmark for at have krænket Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 6 (om ret til at få behandlet en retssag inden for en rimelig frist) og artikel 13 (om adgang til effektive retsmidler) i klagesagen, Christensen mod Danmark, no. 247/07.
Dommen rejser det spørgsmål, om det udgør et problem i forhold til konventionens artikel 13, at der ikke i Danmark er en generel adgang til at få erstatning eller godtgørelse i tilfælde, hvor behandling af en civil retssag har overskredet konventionens krav om en rimelig sagsbehandlingstid.

Hvad gik sagen ud på?
Christensen havde klaget til Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol over sagsbehandlingsti-den og manglende adgang til et effektivt retsmiddel i en civil retssag mod Københavns Amt og Pa-tientskadeankenævnet om erstatningsansvar for en patientskade i forbindelse med undersøgelser, udført på Gentofte og Glostrup Amtssygehus i 1992.
Den civile retssag blev behandlet i to instanser. Østre Landsret behandlede retssagen i syv år og fire måneder, og Højesteret behandlede sagen i tre år og fire måneder. Retssagen varede således knap 11 år.

Fristen overskredet
Det følger af Menneskerettighedsdomstolens faste praksis, at den ved vurderingen af, om den tids-mæssige udstrækning af en retssag opfylder konventionens krav om en rimelig frist, jf. konventio-nens artikel 6, inddrager følgende kriterier: sagens kompleksitet, klagerens adfærd, de relevante myndigheders adfærd, og sagens betydning for klager. Derudover foretager Menneskerettigheds-domstolen altid en helhedsbedømmelse af sagen.
For det første fandt Menneskerettighedsdomstolen, at retssagen var kompleks og tidskrævende.
Dernæst bemærkede den, at hverken klageren eller hendes forskellige advokater havde protesteret over sagsbehandlingstiden eller udsættelserne, mens retssagen verserede ved de danske domstole. Tværtimod var det efter klagerens ønske, at der adskillige gange blev stillet spørgsmål til Retslæge-rådet, og det var klager selv, der bidrog til den tidsmæssige udstrækning af retssagen ved i flere tilfælde at have anmodet om udsættelse af sagen med henblik på at udforme spørgsmål til Retslæge-rådet. Derudover, skønt dette ikke udelukkende skyldtes klagers adfærd, var parterne ofte uenige om udformningen af spørgsmålene.
Domstolen bemærkede derudover, at klageren havde udskiftet sine advokater otte gange. Det betød, at ikke færre end ni forskellige advokater havde været inddraget i sagen. Dette forhold havde uund-gåeligt en ugunstig virkning på den samlede sagsbehandlingstid. På den baggrund anførte Domsto-len, at klagerens og hendes advokaters adfærd i meget vid udstrækning forårsagede forsinkelserne under retssagens behandling.
Domstolen bemærkede, at varigheden på omkring 11 år af en sådan retssag i to instanser synes uri-melig lang. I den forbindelse er det dog værd at hæfte sig ved, at Domstolen ikke fandt, at Retslæ-gerådets sagsbehandlingstider for besvarelsen af de mange spørgsmål kunne kritiseres, ligesom be-rammelsestiderne i Østre Landsret og Højesteret ikke i sig selv var tilstrækkelig lange til at rejse spørgsmål i forhold til konventionens artikel 6, selv om de bidrog til den lange sagsbehandlingstid (Østre Landsret havde i december 2001 berammet hovedforhandlingen til september 2002 og i au-gust 2005 berammede Højesteret hovedforhandlingen til juni 2006).
Endvidere anførte Domstolen, at selv om der gik næsten fire år med at diskutere udformningen af spørgsmålene til Retslægerådet – som ikke i sig selv kunne bebrejdes domstolene – havde domsto-lene adgang til og pligt til at overvåge retssagens fremdrift og sikre, at den ikke blev forsinket.
Ud fra en helhedsbedømmelse af sagens omstændigheder og den samlede sagsbehandlingstid ved domstolene fandt Domstolen, at kravet om en rettergang inden for en rimelig frist i konventionens artikel 6 ikke var overholdt.

Ingen erstatning
Derudover fastslog Domstolen, at der også var sket en krænkelse af konventionens artikel 13, idet klager ikke i den konkrete sag havde haft adgang til et effektivt retsmiddel, der kunne have givet klager erstatning ved de danske domstole som følge af den lange sagsbehandlingstid.
Domstolen bemærkede, at den tidligere har fastslået, at dansk lovgivning giver borgere, der anlæg-ger en civil retssag mod en offentlig myndighed, et effektivt retsmiddel, idet retterne kan fritage borgerne for at betale sagsomkostninger eller beslutte, at sagens omkostninger skal betales af staten.
Efter Domstolens opfattelse havde klager haft adgang til et effektivt retsmiddel for Østre Landsret, idet Østre Landsret – hvis klager havde rejst spørgsmålet om den tidsmæssige udstrækning af rets-sagen – kunne have fritaget klager for sagsomkostningerne på grund af den lange sagsbehandlings-tid.
Regeringen havde under klagesagen argumenteret for, at der var et effektivt retsmiddel til rådighed for klager også i Højesteret på trods af, at klager havde fri proces for denne instans, idet hun ikke havde fri proces for Østre Landsret. Således kunne Højesteret have ændret Østre Landsrets beslut-ning om, at klager skulle betale sagsomkostningerne og have besluttet, at staten skulle dække disse. Heroverfor bemærkede Menneskerettighedsdomstolen imidlertid, at regeringen ikke havde henvist til nogen retspraksis eller på anden måde dokumenteret, at klager under disse omstændigheder hav-de et effektivt retsmiddel i Højesteret.
På baggrund af klagesagens kompleksitet og klagerens handlinger under retssagen i Danmark tildel-te Menneskerettighedsdomstolen klager en erstatning for ikke-økonomisk skade på 4.000 euro.

Behov for lovændringer?
Som det fremgår, er det derfor ikke korrekt, når det i medierne er blevet hævdet, at Menneskerettig-hedsdomstolen med dommen i Christensen-klagesagen nu har fastslået, at det danske retssystem generelt ikke rummer muligheden for at bedømme konventionsforeneligheden af længden af en retssags behandling.
Tværtimod fremgår det udtrykkeligt af dommen, at Domstolen henviser til, at den tidligere har fast-slået, at dansk lovgivning giver borgere, der anlægger sag mod en offentlig myndighed, et effektivt retsmiddel i civile retssager. Domstolene kan nemlig fritage borgerne for at betale sagsomkostnin-ger eller beslutte, at sagens omkostninger skal betales af staten. Men i den konkrete klagesag lagde Domstolen vægt på, at klagers sagsomkostninger allerede var blevet betalt af staten, idet klager havde fået fri proces ved Højesteret.
Derudover er det blevet hævdet, at dansk ret ikke lever op til Den Europæiske Menneskerettigheds-konvention, idet konventionens artikel 13 skulle stille et ubetinget krav om, at der i sager om lang-varig retssagsbehandling altid skal være adgang til oprejsning i form af erstatning eller godtgørelse. Hertil er at sige, at Menneskerettighedsdomstolen i den såkaldte Kudla-sag (dom af 26. oktober 2000) fastslog, at effektive retsmidler i sager om langvarig retssagsbehandling enten kan være af forebyggende eller kompenserende karakter. Ifølge Domstolens praksis vil et retsmiddel i forhold til klager over langvarig retssagsbehandling således blive anset for effektivt, hvis det enten kan for-hindre eller standse en krænkelse eller kan tilkende passende kompensation for allerede skete kræn-kelser.
Og siden Christensens sag blev behandlet ved de danske domstole, er der blevet indført et forebyg-gende retsmiddel, som har til formål at forhindre eller standse krænkelser af konventionens artikel 6 i sager om lang retssagsbehandling. I retsplejelovens § 152 a, som trådte i kraft den 1. januar 2007, er det nemlig nu bestemt, at en part i en retssag kan forlange, at retten fastsætter tidspunktet for ho-vedforhandlingen, hvis det er nødvendigt på grund af kravet i artikel 6 i Den Europæiske Menne-skerettighedskonvention, om behandling af sagen inden for en rimelig frist. En tilsvarende bestem-melse vedrørende konkurssager er efterfølgende indsat i konkurslovens § 127 a, der trådte i kraft den 1. juli 2007.
Bestemmelserne indebærer, at parterne i retssager – straffesager og civile sager (både retssager mel-lem private og mod det offentlige) – og konkurssager i dag råder over et effektivt retsmiddel i form af en adgang til at forlange, at retten fastsætter tidspunktet for hovedforhandling eller afholdelse af skiftesamling, hvis dette er nødvendigt for at undgå krænkelse af retten til rettergang inden for en rimelig frist eller for at bringe en allerede indtrådt krænkelse til ophør. Det må antages, at disse be-stemmelser fuldt ud lever op til kravet i konventionens artikel 13 om adgang til effektive retsmidler i forhold til klager over langvarig retssagsbehandling. Og der er da, mig bekendt, ikke set eksempler på, at disse bestemmelser ikke virker efter hensigten.
Dommen i Christensen-klagesagen giver derfor ikke på nuværende tidspunkt anledning til overve-jelser om lovændringer.
Efterfølgende er Danmark den 26.3.2009 på ny blevet dømt for at have krænket konventionens arti-kel 6, artikel 13 og artikel 1 i 1. tillægsprotokol (om beskyttelse af ejendomsretten). Se mere om den sag i faktaboksen her på siden.
I den nye sag fra marts er det værd at bemærke den sidstnævnte bemærkning fra Menneskerettig-hedsdomstolens side, som kan tages til indtægt for synspunktet om, at Domstolen nu har anerkendt – om end indirekte – at konkurslovens § 127 a lever op til kravet i konventionens artikel 13 om ef-fektive retsmidler i forhold til klager over langvarig retssagsbehandling.

Ny sag om langtrukken retssag
Klagesagen Valentin v. Danmark, no. 26461/06.
Valentin havde klaget til Menneskerettighedsdomstolen over sagsbehandlingstiden i forbindelse med konkursbehandlingen af klagers konkursbo, som var blevet behandlet af Sø- og Handelsretten fra afsigelse af konkursdekret den 29. august 1988 til afslutning af boet den 20. december 2005. Sagsbehandlingen havde således varet i 17 år, 3 måneder og 21 dage. Menneskerettighedsdomstolen fandt, at retssagen var kompleks og tidskrævende, og Domstolen bemærkede, at der ikke var uberet-tigede forsinkelser i sagen. Ikke desto mindre fandt Domstolen, at den samlede sagsbehandlingstid, sammenholdt med Domstolens praksis på området, var urimelig og i strid med kravet om en retter-gang inden for en rimelig frist efter konventionens artikel 6. Vedrørende konventionens artikel 13 udtalte Domstolen, at klager ikke havde haft adgang til et effektivt, tilstrækkeligt og tilgængeligt retsmiddel i forhold til sin klage om, at konkursbehandlingen havde tilsidesat kravet om en rimelig sagsbehandlingstid. Regeringen havde under klagesagen bl.a. argumenteret for, at der var effektive retsmidler til rådighed for klager, idet skifteretten efter de dagældende regler havde en tilsynspligt over for kurator, og hvis klager havde påberåbt sig, at sagsbehandlingen tog for lang tid, kunne skif-teretten blandt andet have givet kurator pålæg om hurtigere behandling af boet. Heroverfor bemær-kede Domstolen imidlertid, at regeringen ikke havde henvist til nogen retspraksis, der dokumente-rede dette. Desuden bemærkede Domstolen, at der i modsætning til den nugældende konkurslovs § 127 a ikke på tidspunktet for behandlingen af klagers konkursbo fandtes regler i dansk lovgivning, som var særligt udformet med henblik på at tilvejebringe et effektivt retsmiddel mod lang sagsbe-handlingstid.