Advokaten 4 - En rettens tjener

Print Print
25-05-2009

Tidligere formand for Advokatrådet, Niels Fisch-Thomsen, er død. Han efterlader sig et markant fodaftryk – også uden for advokatkredse.

Af Jan Erlund, advokat

Påskedag måtte vor kollega Niels Fisch-Thomsen give op over for den kræftlidelse, han i nogle år havde måttet leve med og kæmpe imod. Med jysk stædighed og stor viljestyrke gennemførte han dog til det sidste den faglige hverdag i kontoret på Frederiksholms Kanal, som i mange år var hans professionelle hjemsted.
Så sent som i august sidste år imponerede han deltagerne i det nordiske juriststævne i København med et markant indlæg om advokaters integritet – bevisvurdering, sandhedspligt mv. med fem teser, som utvivlsomt vil få en varig betydning.
Min første kontakt med Niels var, da han med årgangens højeste eksamensgennemsnit holdt talen på vegne kandidaterne ved Juristforbundets middag i 1964. Allerede da gjorde den unge advokatsøn fra Vejle indtryk med et stort engagement for den juridiske disciplin og en intellektuel spændstighed.

Fagligt engagement
Det blev advokatvejen han fulgte. Et selvfølgeligt valg med hans livslange interesse for proceduren og kampen på argumenter i retssalen. Ugeskriftet viser den spændvidde, der har været i de sager, han førte.
Niels var generalist i ordets bedste betydning. Hans grundighed var legendarisk, hver en sten blev vendt – nogle vil mene for mange – ikke mindst blandt de modparter, der inden de var tynget helt i bund af argumenternes styrke utålmodigt ventede på også at få rettens ører. Havde vi i Danmark haft et “barrister”-begreb eller titel, havde Niels været en selvskrevet kandidat. Han foretrak at drive sin praksis i det “lille kontor”, det passede hans sagsområde og arbejdsrytme bedst. Tilbud fra de større kontorer fristede ham ikke.
Enspænder var Niels imidlertid ikke, og vi advokater kan kun være taknemlige for, at han viede en stor del af sine arbejdsmæssige ressourcer til det kollegiale arbejde. I en syv-års periode ledede han Advokatrådets arbejde og møder med den venlige autoritet, som altid tilkommer den, der har gjort sit hjemmearbejde. Og det havde Niels om aftenen i hjemmet i Vedbæk hos Kirsten og de to piger, som var hans familiemæssige midtpunkt og ståsted.
Efter en kort lur tog han fat på rådssagerne til de sene timer. Jeg tør påstå, at hverken før eller senere er Advokatrådets høringssvar blevet så minutiøst gennemarbejdet. Det kan vi rådsmedlemmer, som fik vore egne produkter tilbage med de selvklare korrektioner, vidne om, men også om at formandens grundighed ikke sjældent førte til, at dagsordenens andet punkt på dagens rådsmøde “Formandens meddelelser” kunne trække ud til efter frokost. Niels gav plads, også til afvigende opfattelser, blot ikke når det drejede sig om et forsøg på at indføre et rygeforbud under rådsmøderne.
Niels repræsenterede advokatstanden i mange fora og sammenhænge. I mange af de indlæg han har holdt eller publicerede, havde advokatetik og advokatdyder en fremskudt placering. Advokaterne skulle placeres på rette hylde i offentlighedens omdømme. Vi var en profession og ikke en branche og fru Justitia og ikke Merkur skulle være advokatstandens pejlemærke.

Ud i Europa
Niels søgte ikke indflydelse ved bordet i erhvervsvirksomhedernes bestyrelser med nogle få særlige undtagelser. Han var medlem af Egmont Fondens bestyrelse og lod sig i 1997 overtale til at overtage formandskabet for J.L. Fondet. Det var hans fortjeneste, at der blev lagt låg over flere års interne uoverensstemmelser og skabt ro og stabilitet i Lauritzen-koncernen. Han formåede at give J.L. Fondet en placering, også i kulturlivet med indstiftelsen af Lauritzen-prisen. Også andre fonde har nydt godt af hans store viden og indsigt i fondsjuraen.
Men det var advokatgerningen, der var omdrejningspunktet i hans arbejdsliv, og hertil interessen for det kollegiale arbejde og fællesskab, som ikke blot var nationalt begrænset, men også udfoldede sig på internationalt plan.
Niels vil uden for landets grænser blive husket for sin indsats i CCBE – populært kaldet det sammenslutningen af de europæiske advokatråd – hvor han i en årrække ledede den danske delegation og senere, i 1999, overtog formandskabet for organisationen. Som sidegevinst fik han ved denne sammenhæng lejlighed til at dyrke interessen for det franske sprog.
Det faldt i mit lod i 1991 som hans efterfølger som rådsformand – som det også er ved denne triste anledning – at udtrykke Advokatsamfundets anerkendelse og tak for Niels’ indsats.
Jeg sagde ved den lejlighed, at Niels ved sin egen høje faglige kompetence samt professionelle etiske adfærd er (og var) personificeringen af de advokatdyder, som han i skrift og tale altid har fremholdt som det ideale særkende for advokatstanden og dens udøvere.
Disse ord står fortsat til troende.
En Rettens tjener, som vil blive savnet, også uden for vor kreds.