Advokaten 4 - Domstolene åbner sig for pressen

Print Print
25-05-2009

Ny ordning med pressekontaktdommere skal formidle domstolenes virkelighed.

Af Ole Dybdahl, landsdommer Østre Landsret

I en Ritzau-artikel i efteråret 2008 kunne man om en forskellig praksis i Østre Landsret om udvisning af EU-borgere bl.a. læse:
“Retsformanden i den strenge afdeling ønsker ikke at svare på spørgsmål fra Ritzau
- Jeg har ingen kommentarer, siger landsdommer K. Wiingaard.
I den afdeling, som frifandt for udvisning, vil retsformanden derimod gerne udtale sig.
- Vi har behov for, at Højesteret kommer med nogle retningslinjer på området, siger landsdommer Michael Dorn og henviser til, at Højesteret snart skal behandle et par principielle sager om udvisning. Han vil dog ikke kommentere, om landsrettens dommere har forskellige holdninger, og at de gør udslaget.”
Begge retsformænds udsagn er udtryk for den tilbageholdenhed, som danske dommere traditionelt udviser med hensyn til offentligt at kommentere konkrete retsafgørelser. Anført af Højesteret er domstolene siden anden halvdel af 1990’erne dog begyndt at lægge domsresumeer på hjemmesider og udsende pressemeddelelser.
I visse sager – bl.a. gruppesøgsmålet om bankTrelleborg ved Østre Landsret – kan man endog følge sagens gang undervejs på rettens hjemmeside. Men ellers taler dommerne gennem deres afgørelser. Pressen har været henvist til at søge supplerende information hos jurister fra bl.a. universiteterne.
Dette vil nu ændre sig, idet dommerne – med respekt for kernen i denne tradition – får en mere aktiv rolle i formidlingen af retternes virksomhed til offentligheden.
De senere årtiers stadig stigende nyhedsstrøm og den betydelige politiske og offentlige interesse for ikke mindst domstolenes behandling af og afgørelser i straffesager har ført til overvejelser om, hvorvidt domstolene formidler deres virksomhed tilstrækkelig effektivt.

Befolkningen ude af trit
Pressen har i dag en dominerende rolle som formidler af domstolenes virksomhed til offentligheden. Denne rolle stiller store krav til journalisternes evne til at forstå ofte komplicerede faktiske og juridiske problemstillinger og at formidle disse på en let forståelig og samtidig dækkende måde.
Dette skal ses i sammenhæng med, at der har været en tendens til, at retsreporteren som specialfunktion i stigende grad er forsvundet fra redaktionerne. Når man ser bort fra navnlig Ritzaus journalister, som med meget stor dygtighed formidler afgørelserne i en række retssager, navnlig straffesager, er journalister i højere grad end tidligere generalister, der ikke nødvendigvis har specifikt kendskab til domstolene.
Advokatsamfundets undersøgelse “Danskernes syn på straf” fra november 2006 tyder på, at befolkningens holdning til straf på nogle punkter ikke er i overensstemmelse med lovgivningen og retspraksis. Undersøgelsen synes samtidig at vise, at befolkningens holdning til strafniveauet ofte dannes på et ufuldstændigt grundlag. Undersøgelsens konklusioner ligger i forlængelse af en række udenlandske undersøgelser, som også peger på et misforhold mellem på den ene side befolkningens formodninger om straffelovens udformning og straffastsættelse og på den anden side de faktiske forhold.
Forskelle mellem befolkningens retsopfattelse og domstolenes retspraksis kan føre til, at befolkningens tillid til retssystemet svækkes. Fra flere sider er det derfor blevet anbefalet, at domstolene bliver bedre til at formidle afgørelserne til offentligheden. Bl.a. Holland, Sverige og Norge har erfaring med ordninger, hvor en eller flere dommere ved retten har til opgave at udtale sig om rettens arbejde til journalister.
En arbejdsgruppe nedsat af Domstolsstyrelsen fremkom i efteråret 2008 med forslag til, hvordan en ordning med dommere med særligt ansvar for kontakten til pressen indføres i Danmark. Ordningen bliver nu gennemført som et forsøg ved 16 dommerembeder, som har ønsket at deltage.

Pressekontaktdommer ved hver ret
Ved de 16 embeder er der udpeget en dommer til at forestå pressekontakten vedrørende retssagsbehandlingen. Pressekontaktdommeren er en ikke-medvirkende dommer, som på egne vegne besvarer afklarende spørgsmål i relation til dommen.
Hovedformålet med etablering af en ordning med pressekontaktdommere er overordnet at styrke befolkningens forståelse af domstolenes arbejde og retspraksis, konkret ved at hjælpe journalister i deres arbejde bl.a. med henblik på at skabe en mere korrekt medieomtale af domstolenes virksomhed. Ordningen skal således supplere den eksisterende praksis med hensyn til kommunikation af retternes virksomhed ved hjælp af retslister, domsresumeer, pressemeddelelser og anden information på hjemmesider.
Arbejdsgruppen har nøje drøftet, hvad en pressekontaktdommer kan udtale sig om. Besvarelse af generelle spørgsmål om for eksempel betingede domme, gentagelsesvirkning og betingelser for varetægtsfængsling forventes ikke at give anledning til større problemer.
For så vidt angår konkrete sager vil pressekontaktdommeren – afhængigt af sagen – kunne:
• Afklare tvivl hos en journalist om, hvorvidt og i hvilket omfang der er domfældt for bestemte forhold.
• Afklare og svare på spørgsmål om, hvorvidt der er tale om en principiel afgørelse, en afgørelse på et nyt retsområde og lignende.
• Forklare, hvilke forhold retten har lagt vægt på i sin afgørelse.
• Give en journalist et overordnet indtryk af retspraksis på en række områder.
• Besvare spørgsmål om brugen af betingede straffe på forskellige retsområder og relatere det til en konkret sag, som i almindelighed må antages at angive konkrete grunde for at gøre straffen betinget.
Der, hvor pressekontaktdommeren bør være tilbageholdende, er ved spørgsmål, der vedrører kernen i den juridiske afgørelse – hvorvidt den enkelte afgørelse er korrekt, rimelig eller lignende. Sagen om den polske målmand i fodboldklubben OB, der angiveligt er sigtet for trusler, synes også at vise, at pressekontaktdommerens rolle som det klare udgangspunkt bør være at formidle oplysninger om sager, der er pådømt, og ikke sager, der verserer ved embedet. Det kan naturligvis være relevant at oplyse om rent faktuelle forhold vedrørende en verserende sag.
Et godt eksempel på ordningens brug så vi ved den netop afsluttede sag fra Vestre Landsret om et par, der var tiltalt for mishandling af kvindens datter – den såkaldte Mou-sag, hvor Berlingske Tidende efterfølgende kunne belyse afgørelsen bl.a. således:
“Vestre landsrets bedømmelse af de gentagne afstraffelser i Mou-sagen, må bygge på pigens egne forklaringer, vurderer dommer.
Forsvarerne forsøgte at så tvivl om troværdigheden af Mou-pigens vidneudsagn. Af hendes forklaringer om, at hun gentagne gange blev slået med forskellige redskaber, blev sparket, blev buret inde på et toilet og andre former for mishandling. Men med dommen – og en skærpelse af forældreparrets straf fra fem måneder til et års fængsel – tyder det på, at de tre juridiske dommere og de tre domsmænd i landsretten har vægtet pigens vidneudsagn højt.
Det vurderer landsommer Lis Sejr, der ikke selv har været med til at afgøre sagen, men som såkaldt pressekontaktdommer i Vestre Landsret kan give en juridisk kommentar og forklaring til torsdagens dom.
- Afstraffelserne af pigen er jo ikke foregået med deciderede vidner, så efter min erfaring må bedømmelsen af selve afstraffelsen bygge på pigens udsagn. Så selvfølgelig har man lagt meget vægt på hendes vidneudsagn, siger hun.”

Mindre sort-hvidt
Højesterets præsident Torben Melchior støtter i “Danmarks Domstole” (nr. 43/2008) op om ordningen og udtaler bl.a.: “Journalister vil måske gerne fremstille retssagerne sort-hvidt og meget enkelt, men hvis journalisterne kan få input fra dommerne, er der mulighed for at få flere nuancer frem.”
Tempora mutantur, et nos mutamur in illis – tiderne ændrer sig, og vi ændres med dem.

Højesterets præsident om formidling
”Der er … et stort behov for at orientere befolkningen om, hvorledes domstolene rent faktisk dømmer i straffesager. Medierne er afgørende for folks forståelse af domstolenes virksomhed. Men formidlingsopgaven er vanskelig. Vi jurister skriver ofte på en måde, der er vanskelig for almindelige mennesker at forstå – og nogle gange kan vi heller ikke selv forstå det.
Domstolene er i dag centralt placeret i samfundsdebatten, og det skal vi være glade for. Derfor er vi også mere i offentlighedens søgelys, og vi må finde os i kritik. Den kan endda være nyttig. Men tilliden til domstolene svækkes, når domstolene bliver kritiseret på et forkert grundlag. Den svækkes også, hvis der er stor forskel mellem befolkningens retsopfattelse og domstolenes afgørelser. Det er særlig uheldigt, når forskellen ser ud til at bygge på misforståelser. Domstolene har derfor en opgave med hensyn til formidling af vores afgørelser.”