Advokaten 3 - Ro i retten, tak!

Print Print
20-04-2009

Nævninge, der griner upassende; en dommer, der opgiver at få ro i retten; en anklager, som slet ikke er til at forstå; tiltalte, som hyggesnakker, selv om de ikke må tale sammen – er tonen i danske retssale simpelt hen blevet for jovial og dansk?

Af Christina Wex, journalist, Baghuset

Deniz Uzun er skoleelev, fodboldspiller og avisbud fra Glostrup, men har i dag taget en afløserrute på Amager sammen med sin bedste ven. De har arbejdet længe og holder pause på et gadehjørne for at spise pizza, siddende på deres avistrailers. Deniz lægger mærke til en sort bil med tre drenge i, som kører forbi dem et par gange. Pludselig kommer bilen tilbage, stopper et stykke ude på gaden, chaufføren ruller vinduet ned og siger: “Nå, kan I godt lige at kigge?” hvortil Deniz Uzun svarer, “det er da jer, der kigger.” De to andre drenge stiger ud, én bevæbnet med en kødhammer af træ, den anden med en fastelavnskølle. Ham med køllen går hen til Deniz Uzun og siger: “Skal du have en med battet, dit perkersvin.” Samtidig svinger han køllen, så den rammer Deniz bag venstre øre. Deniz vakler to-tre skridt og falder om. Han vender det hvide ud af øjnene og blodet strømmer fra næsen.

De to drenge griner, og den ene siger: “Vi skrider.” Bilen kører væk. Inde i bilen siger chaufføren, “den sad, den der.”

Og så er Deniz død.

Jeg møder i retten med en forventning om, at der her, hvor regningen skal gøres op, vil herske en stemning af højtidelighed, af alvor – af andægtighed. Næsten som i en kirke. Jeg har overværet retssager før, men endnu ingen drabssag. Det er dag 2 i sagen. På dag 1 har de tre anklagede afgivet forklaring, i dag er det så vidnernes tur. Der er 13 på listen.

Der er næsten fuldt på tilhørerpladserne, men det lykkes mig at finde en stol. Moderen til to af de anklagede sidder på første række, som er tiltænkt de pårørende. Deniz Uzuns forældre ankommer og sætter sig også på første række, på de sidste ledige stole, lige ved siden af moderen til de to anklagede. Hun er hurtig til at opfatte det akavede i situationen og ser sig desperat om efter en anden plads. “Jeg kan da ikke sidde ved siden af dem,” siger hun henvendt til dem, hun kender. Jeg tilbyder hende at bytte og kommer på den måde til at sidde ved siden af Deniz’ far, eller stedfar er det vist i virkeligheden, men efter den smerte, der står malet i hans ansigt, er man ikke i tvivl om, at han er tæt på afdøde. Jeg har lyst til at sige noget, række ham hånden, men jeg tør ikke.

En journalist kommer ind og har en irriteret udveksling med protokolføreren. Hvad kan være dog være så vigtigt, netop her og netop nu?

De tre drenge ankommer i håndjern, én ledsaget af politibetjente gennem fordøren, de to andre ledsaget af fængselsfunktionærer og fra rettens bagdør. De bliver sat ved siden af hver sin forsvarer på en lang række langs lokalets venstre væg. De hilser på deres forsvarere. Gad vide, hvor godt de kender hinanden.

Jeg ser nysgerrigt på dem. De ligner børn. Små fortabte børn. Drabsmanden ser særligt lille ud, han kan højst være 160 cm høj. Deres øjne er udtryksløse. Er de bange? Er de intimiderede? Er de ligeglade?

Det er umuligt at sige.

Uforståelig anklager
Dommere og nævninge ankommer. Alle rejser sig i respekt.

Vidneafhøringerne går i gang. Først en række drenge, som er blevet overfaldet, tilsyneladende af de samme, ti dage før drabet, også med slag i hovedet og med efterfølgende besøg på skadestuen og mange sting til følge. De har tidligere udtalt sig til politiet om episoden. Nu kan de ingenting huske.

“Det er meget længe siden,” siger de samstemmende. Det må man medgive dem, 10 måneder er lang tid i en 16-årigs liv, men så længe skal man altså vente, før selv en sag som denne, der er ligetil, kommer for retten. Absurd.

Ingen af politirapporterne er blevet gennemlæst og underskrevet, og til det meste af det, der bliver læst op, svarer vidnerne, at det kan de ikke huske at have udtalt. Som en af dem siger: “Jeg synes ikke, politiet skal blande sig.”

Anklagerens spørgsmål er lange og knudrede. Flere gange siger vidnerne, at de ikke forstår, hvad hun mener.

Forsvarerne udfordrer på skift anklagerne i en duel på ord og paragraffer. Hvor meget af det handler mon om sagen, og hvor meget handler om et internt spil på intellekt.

Der er en konstant trafik ind og ud ad døren til retslokalet. Protokolføreren suser frem og tilbage hele tiden. Folk banker på døren, kommer ind, bliver sendt ud igen, vender tilbage. Vidner, politifolk, journalister, tilhørere. Hvorfor mon man har fire politifolk inden for døren og ingen udenfor, så folk er nødt til at åbne døren, der larmer en del, træde ind i lokalet, påkalde sig tilhørernes og rettens opmærksomhed, for så at blive sendt ud igen, fordi der ikke er plads.

“Jeg håber, I har styr på jeres folk, så der ikke pludselig sidder vidner herinde,” siger den meget sympatiske retsformand henvendt til anklageren.

“Jeg skal gøre mit bedste,” svarer anklageren.

Hvad hvis anklageren ikke har styr på sine folk, hvad betyder det så for sagen?

I gården udenfor er en renovering af huset i gang, og larmen fra den udvendige elevator, der konstant kører op og ned, og bygningsaffald, der bliver smidt ned gennem et langt jernrør fra toppen af den høje bygning skaber en grotesk ramme om sagen og gør det jævnligt svært at høre, hvad der bliver sagt.

Tiltalte småsnakker
Under en kort pause i retssagen, forlader dommere og nævninge lokalet.

De tre drenge, der er under anklage, rejser sig også og søger sammen. De småsnakker og griner. Jeg undrer mig. Det virker malplaceret og krænkende at se dem grine. De står få meter fra den sørgende mor.

Moderen til de to af dem beklager sig over, at politiet ikke vil lade hende snakke med sine sønner. Politiet siger: “I virkeligheden må de heller ikke snakke med hinanden, det er kun, fordi vi er flinke, så længe de ikke snakker om sagen.” Moderen brokker sig til en civilklædt dame, som åbenbart rangerer højere end de overvågende betjente. Nu får hun lov. Hun skynder sig hen til den ene og stryger ham over kinderne, spørger, om han har penge nok.

Ved siden af sidder en knust mor, som aldrig kommer til at stryge sin søn over kinden igen.

Vred nabo
Vennen, der stod ved siden af Deniz Uzun, da slaget faldt, skal afgive forklaring. Der er tumult i venteværelset. Høje stemmer og banken på døren. Hans venner vil ind og lytte med, men der er ikke flere stole i retslokalet, og der må kun være det antal tilhørere, der er stole til, så de bliver afvist. Anspændtheden lader sig med al tydelighed mærke i retslokalet, men ingen påtaler det. Larmen står i skærende kontrast til den alvorlige dreng i vidneskranken.

Anklageren beder retten imødekomme drengens ønske om ikke at afgive forklaring med de anklagede siddende, så de kan se på ham imens. De bliver i stedet placeret bagerst i retslokalet. Her sidder de side om side og griner lidt til hinanden og til dem, de kender på tilhørerpladserne.

Vennen afgiver forklaring. Hans far sidder ved siden af ham. Han er ubetinget det mest veltalende vidne, der denne dag sætter sig i vidneskranken. Her er ingen tøven, intet hukommelsestab. Man fornemmer, at han har ventet på at få lov til at fortælle sin historie netop her. Jeg tænker, at jeg håber, han stadig vil vælge at tro på det gode.

På forreste række græder Deniz Uzuns mor og tørrer konstant øjnene med sit lommetørklæde. Faderen sidder som forstenet. Det er tydeligt, at netop denne forklaring tager hårdt på alle. Da vennen er færdig, går han forbi forældrene på sin vej ud af retslokalet og giver dem et kram. Hans mor og søster følger efter og gør det samme. Alle græder. Det er hjerteskærende.

Sagen fortsætter med de vidner, som uforvarende er blevet vidne til noget, de aldrig vil glemme. En siger, hun ikke kunne tro, at det hun så, var virkelighed. En anden siger, hun var overrasket over, at Deniz ikke faldt med det samme efter det slag, der lød, som når man slår til en tennisbold.

Ved siden af de nedbrudte forældre sidder en nabo, som har kørt dem til retten. Da en vidneafhøring er slut, griner nævningene højt. Næppe ad noget, der har med sagen at gøre, men latteren virker malplaceret. Naboen bliver vred og råber højt i retten:

“Ja, haha, hvor er det sjovt, det her,” råber han. “Det er et mord, det handler om, hvordan kan I grine?” Jeg forstår ham. Min retsfølelse er også krænket af den afslappede, til tider nærmest hyggelige stemning i retslokalet. Af folk, der griner. Af larm og døre, der konstant går op og i. Af folk, der småsnakker under vidneafhøringer. Af betjente, der er flinke uden grund. Af det udtryk for mangel på respekt, som stemningen får.

Hvis det var mit barn, der var blevet slået ihjel, ville jeg ikke kunne rumme det.

Hvad er det udtryk for? En misforstået dansk afslappethed? Den samme afslappethed, som ikke har taget drengenes problemer alvorligt, og som ikke har fået sat en line i dem og hevet dem ind, da de begyndte at drive på afveje – selv ikke da moderen bad om hjælp, fordi hun ikke selv magtede opgaven. Vi danskere hylder det uformelle, men er det her ikke netop med til at undergrave autoriteten og dermed respekten for systemet?

Mordet har fået stor medieomtale i Tyrkiet, ikke mindst fordi det hele tiden har forlydt, at der var racistiske motiver bag. Der er da også en tyrkisk journalist til stede i retten, og han beklager sig til en meget ung dansk kollega over den afslappethed, som præger retssagen. Hun siger ingenting, trækker blot på skuldrene. Jeg tænker med gru på det portræt, han kan sende hjem af en rettergang i Danmark.

I en pause går naboen også hen til betjentene og siger: “Det kan ikke være rigtigt, at I lader dem stå og snakke sammen.” Han bliver skubbet tilbage på sin plads med et autoritært, “det skal du slet ikke blande dig i, du skal bare sætte dig ned.”

“De griner og snakker med deres venner og drikker cola,” fortsætter han, ”se på de stakkels forældre, de får ikke engang tilbudt et glas vand.” Han har ret.

Lige bag den grædende mor sidder et par repræsentanter for de sociale myndigheder. Også de snakker og griner i pausen. Lige ind i nakken på en kvinde, der har mistet alt.

Betjente i vildrede
Næste dag er der procedure.

I en kort pause søger de anklagedes venner op til dem, og der bliver krammet, grinet og delt tyggegummi ud. Jeg spørger de to overvågende betjente, om det virkelig er rigtigt, at de må stå og snakke sammen, og at det virker krænkende. De trækker lidt på den, svarer ikke, men stiller sig nu tæt på drengene, så de i det mindste kan høre, hvad der bliver snakket om. Den ene tager et papir op af lommen og læser, hvad der står, og pludselig bliver en af de tre trukket til side med en forklaring om, at de har ordre på, at han kun må tale med sin forsvarer. Selv repræsentanten fra de sociale myndigheder bliver afvist, da hun nærmer sig for at snakke. Hvad så med dagen før? Havde de glemt at kigge på papiret?

Sød drabsmand
Der er mange mennesker uden for byretten, da jeg ankommer på sagens dag 4 for at høre dommen, særligt mange af de anklagedes venner. De er nemme at genkende med deres barberede hoveder, hættetrøjer og meget store jeans. Og mange politifolk. Det rygtes, at man er bekymret for ballade, når dommen falder. Der er en sitrende spænding i luften. Om lidt får vi at vide, om det er lykkedes to af forsvarerne at få overbevist nævningene om, at deres klienter umuligt kunne forudse, at deres ven og bror ville slå Deniz Uzun ihjel, og at de derfor skal frikendes. For den sidste kan der ikke være så megen tvivl, for han har jo indrømmet, at det var ham, der slog. Selvom han altså kun havde til hensigt at ramme skulderen.

Jeg bliver ved en tilfældighed lukket ind i retssalen som den første, sammen med den ene af de anklagede og hans ledsagende betjent. I 5-10 minutter er vi helt alene i det store rum, og han står lige ved siden af mig, tydeligt usikker. Jeg får ondt af ham og smiler forsigtigt til ham – han smiler tilbage i et kort glimt. Han ser sød ud. Ville jeg tænke det samme, hvis det var ham, der havde svinget battet?

Døren bliver åbnet, vennerne vælter ind. Der bliver krammet stort med gensidige, karakteristiske dunk i ryggen og glade gensynssmil. Flere gange lyder det: “Jeg håber, du kommer ud.” Den anklagede står inden for døren og tager imod, som var han vært ved en fest. Han får også lov til at gå rundt nede bagerst i retslokalet og småsnakke med de fremmødte venner, mens man venter på de to sidste, som hver dag ankommer sidst.

Retslokalet er snart pakket, langs hele bagvæggen står de anklagedes venner, og fra anklagebænken smiler de tre ned til dem.

Her er mange journalister i dag. En af dem har take away-kaffen med ind på første række. Just another day at the office.

I dag må man åbenbart godt være her, selvom der ikke er stole nok til alle. Måske fordi det kun tager et kvarter at fælde dommen: alle tre kendes skyldige.

Weekenden kan drengene så bruge på at spekulere over, hvor længe de mon skal sidde. Eller om de får så mild en straf, at de kan se frem til en snarlig løsladelse. De har jo allerede siddet varetægtsfængslet i 10 måneder.

Træt dommer
Mandag morgen skal hver side argumentere for den straf, de finder rimelig i forhold til både forbrydelsens karakter, deres medvirken og deres personlige forhold. Retslokalet er igen stuvende fuldt, og de fleste sendes skuffede ud igen, heriblandt mange af anklagedes venner samt et par af landsbytosserne, som skal underholdes. Jeg genkender den ene, som indigneret forsøger at overbevise en af forsvarerne om, at han skal hjælpe hende til at få en plads. Hun er mødt op til gravøl to gange i min egen familie med forskellige identiteter. I dag er hun fra Information.

“Skal de ikke ud, dem, der står der?”, siger moderen til de to anklagede brødre og peger på fire tyrkiske drenge, som stadig står inden for døren. Det er første gang, Deniz Uzuns venner er til stede i retslokalet.

Faderen til afdøde appellerer til en betjent og spørger, om det ikke er muligt at hente ekstra stole ind fra venteværelset, så de kan få plads. Betjenten indvilliger.

“Så vil vi også have fire ind,” skræpper moderen op.

Hun dysses ned af sine medbragte familiemedlemmer. Klogt.

Retsmødet går i gang.

På første række ringer en telefon i jakkelommen på en journalist. Den ringer længe, for han fumler for at finde den. Retsformanden, som ellers tidligere har givet en klar instruks om, at alle telefoner skal være slukket, og at hvis én ringer, så vil man blive bedt om at forlade retslokalet, siger med lidt træt stemme, at telefoner ikke må være tændt, og at man da også skal sige alting flere gange.

Lidt efter ringer en af betjentenes telefon. Han rejser sig og forlader lokalet med den ringende telefon i hånden. Har politiet mon ikke vibrationssignal på deres mobiltelefoner?

Der bliver læst op fra de mentalundersøgelser, der er blevet lavet på de tre anklagede, og vi hører om en barndom præget af svigt og alkoholmisbrug. Jeg undrer mig over, at chaufføren tilsyneladende ikke har nogen forældre på tilhørerpladserne.

Tænk at være anklaget for så alvorlig en forbrydelse og så være helt alene. Hans forsvarer refererer til Dronningens nytårstale med de dumsmarte bemærkninger og mener, at hans klients kommentar om, at “den sad, den der“, blot var en af slagsen. Gad vide, hvad Dronningen ville sige til at blive brugt i et forsvar for en dreng, der står anklaget for vold med døden til følge?

Konklusionen fra både anklager og forsvarer er den, at de alle tre har brug for en høj grad af personlig støtte fra ressourcestærke voksne og langvarig socialpædagogisk påvirkning. Hvis de får det, har de en chance for at komme på ret køl, vurderer man.

Nu venter kun dommen.    

Den er klar tre timer senere.

Krænket retsfølelse
Drabsmanden får 4 ½ år. Broderen 3 år. Chaufføren 4 år.

Jeg hører dommen udenfor, for der er ikke plads i salen, da jeg kommer tilbage til domsafsigelsen. Jeg ser derfor ikke de anklagedes ansigter, da de modtager den, men alle de journalister, der kommer strømmende ud fra retsbygningen for at levere nyheden live til diverse tv-kanaler og websites, rapporterer om en lille smule lettelse at spore og ellers ingenting. Det rapporteres også, at moderen til to af de anklagede ved oplæsningen spontant udbryder “det skal vi ikke gøre en skid ved.” Alligevel vælger de to at anke sagen, mens drabsmanden vælger at benytte sig af sine 14 dages betænkningstid.

Hvad var det, vi håbede at se i deres ansigter? Tårer? Skam? En undskyldning?

Kan man forvente det fra tre børn, som ifølge det, der blev fortalt i retssalen, netop har lært ikke at forholde sig til følelser og behov?

Deniz Uzuns mor græder. Hun havde håbet på 7-8 år. “De siger, at de tre gerne vil tage en uddannelse og have en fremtid. Hvad med min søn? Han ville også gerne have en uddannelse og en fremtid. Et menneskeliv er alt for billigt i Danmark,” siger hun.

Jeg ved ikke, hvor dyrt det skal være at tage et andet menneskes liv – i virkeligheden er det jo en regning, der aldrig kan betales – men jeg ved én ting: vi skal vise ofrene og de pårørende mere respekt ved at kræve fuldkommen ro i retten, overholdelse af gældende regler for de anklagede og en passende alvor, uanset forbrydelsens karakter!


Udskrift fra: http://www.advokatsamfundet.dk/Service/Publikationer/Tidligere artikler/2009/Advokaten 3/Ro i retten tak.aspx - d. 20-11-2017.
Ophavsretten tilhører Advokatsamfundet.
Informationerne må alene anvendes til eget ikke-kommercielt brug.