Advokaten 3 - Kritik af fri proces rammer også advokater

Print Print
20-04-2009

Sløsede ansøgninger kan medføre, at borgerne går glip af fri proces.

Af Henrik Karl Nielsen, advokat, NORSKER & CO ADVOKATER

I artiklen Advokater kritiserer afgørelser om fri proces i Advokaten nr. 6/2008 kritiseredes kvaliteten i Civilstyrelsens og Procesbevillingsnævnets praksis ved behandling af ansøgninger om fri proces.

Det er væsentligt, at emnet gøres til genstand for officiel og offentlig debat, da debatten i en årrække har fremstået som mere løs – men dog vedvarende – som korridorsnak blandt advokater. Advokater kan naturligvis kun forholde sig til erfaringer fra sager, de positivt kender til, fordi de typisk selv har behandlet dem. Denne artikel skal af samme årsag læses med det forbehold, at jeg ikke kan tale for andres erfaringer.

Kvaliteten hævet
Jeg kan undre mig over den voldsomme kritik, der blev rejst af Civilstyrelsen og Procesbevillingsnævnet og af kvaliteten af disse myndigheders sagsbehandling. Min egen oplevelse er den modsatte. Jeg har i egne sager oplevet et markant kvalitativt løft i sagsbehandlingen, efter at statsamternes rolle ved behandling af ansøgninger om fri proces er udtømt. Og jeg deler på ingen måde kritikken af det juridiske niveau hos de sagsbehandlere, der i dag afgør ansøgninger om fri proces.

Ud over de lange sagsbehandlingstider, som både Civilstyrelsen og Procesbevillingsnævnet er fuldt ud opmærksomme på, kan der efter mine egne erfaringer alene rejses kritik af de ofte helt intetsigende begrundelser for afslag, som meddeles, og som meget vanskeligt kan forenes med ordlyden af begrundelseskravene i forvaltningslovens §§ 22 og 24.

Dette kan derfor viderebringes som venlig men bestemt feedback til de involverede myndigheder fra systemets brugere. Det er faktisk væsentligt for en borger at få en begrundelse for, hvorfor myndighederne ikke har skønnet, at han eller hun havde rimelig grund til at føre proces og derfor i værste fald må opgive sagen.

Krav til advokaten
Et grundigt advokatarbejde forud for en ansøgning om fri proces vil sædvanligvis højne chancen for en fri procesbevilling ganske betragteligt. Civilstyrelsen og Procesbevillingsnævnet kan naturligvis kun vurdere ansøgninger om fri proces ud fra de oplysninger, som ansøgeren eller dennes advokat medsender. Det må derfor være en selvfølge, at ansøgningen udførligt redegør for den påstand, der vil blive nedlagt for retten og for de faktuelle forhold, der er ubestridte eller skal føres bevis for under sagen og endelig de anbringender og det retsgrundlag, som agtes påberåbt under sagen. Det kan derfor være nyttigt, at der til ansøgningen om fri proces vedlægges et udkast til stævning.

Ringe begrundelse
Mange advokater vil sikkert genkende en standardbegrundelse, der ofte ses i afslag:

“Vi finder ikke, at de af Dem fremførte forhold vil være tilstrækkelige til at overbevise retten.”

Begrundelsen har karakter af et resultat frem for en redegørelse for de skønsmæssige afvejninger, der ligger til grund for den vurdering, at der ikke er rimelig grund til at rejse en sag. Den må naturligvis give advokater anledning til at styrke deres fokus på en redegørelse for bevismæssige forhold i forbindelse med en ansøgning om fri proces.

Det er en naturlig del af rekursen af en sådan afgørelse, at klagen ledsages af en samtidig klage over den manglende iagttagelse af forvaltningslovens begrundelseskrav. Det vil ofte kunne medføre en uddybende begrundelse fra den underordnede myndighed. Og man må formode, at sagsbehandlingsklager også tjener konstruktivt til, at Civilstyrelsen og Procesbevillingsnævnet har fokus på, at der er et problem at redressere.

Det ses indimellem, at Civilstyrelsen – i modsætning til Procesbevillingsnævnet, der slet ikke realitetsbegrunder afgørelser – forkaster anbringender om det retsgrundlag, der påberåbes, med henvisning til begrundelser, der har karakter af bevismæssige vurderinger.

Dette kan naturligvis give anledning til kritik. Omvendt vil en styrkelse af argumentationen om det relevante retsgrundlag i selve ansøgningen øge chancerne for, at sagsbehandlerens vurdering af sagens jus påvirkes i en for ansøgeren gunstig retning.

En styrkelse af kvaliteten i advokaters ansøgninger om fri proces indebærer samtidig et større tidsforbrug med sagen. Det kan man vælge at se som en investering i muligheder.

Omvendt er investeringen ofte tabt i de tilfælde, hvor der meddeles afslag på fri proces. Der er næppe mange advokater, der vil være uenige i, at det er et grundlæggende problem, at honoreringen af advokatarbejdet i fri proces sager sjældent står i et tilnærmelsesvis rimeligt forhold til det arbejde, der fra advokatfirmaets side er lagt i en sag. Og lønsomheden i en advokatforretning forudsætter, at der løbende er fokus på, at antallet af fri proces sager ikke må være dominerende i forhold til andre sagstyper.

Dette problem retter sig ikke mod Civilstyrelsen og Procesbevillingsnævnet, men mod domstolenes salærudmåling og skal ikke debatteres her. Men var det i øvrigt ikke en debat, som vi snart skylder hinanden at få?