Advokaten 10 - Så er det ud!

Print Print
09-12-2009

Det er uklart, om Danmark fuldt ud lever op til gældende EU-ret, når udlændinge kræves udvist af Danmark forbindelse med straffesager.

Af Morten Broberg, lektor, Københavns Universitet og konsulterende seniorforsker ved Dansk Institut for Internationale Studier

Samme dag som to polakker ankom til Danmark, blev de taget for et tricktyveri af en pung. De to tyve blev fanget, stillet for retten og idømt ubetinget fængselsstraf. Foruden den ubetingede fængselsstraf blev de også udvist med forbud mod indrejse i Danmark i fem år.
Dette indrejseforbud ankede de to polakker. Til støtte for anken anførte de, at de som EU-borgere kun kunne udvises, såfremt dette skete for at sikre den offentlige orden, sikkerhed eller sundhed. De anførte videre, at det følger af EU-retten, at en beslutning om udsendelse udelukkende kan ske, hvis den pågældende persons personlige adfærd udgør en reel, umiddelbar og tilstrækkelig alvorlig trussel, der berører en grundlæggende samfundsinteresse. Dette var ikke tilfældet, fremførte de to polakker.
Højesteret var ikke enig. Tværtimod fastslog Højesteret, at hvor man er idømt ubetinget fængselsstraf for efter forudgående aftale at have begået tricktyveri af taske og forsøg på sådant tyveri, da vil sådan kriminalitet være “udtryk for en adfærd, som udgør en reel, umiddelbar og tilstrækkelig alvorlig trussel, der berører en grundlæggende samfundsinteresse,”. Højesteret fandt endvidere, at udvisning af de to polakker ikke stred mod proportionalitetsgrundsætningen. Herefter blev udvisningsdommen stadfæstet.

Hvad siger EU-retten?
Højesterets dom fik en vis opmærksomhed i de danske medier. En del af omtalen fokuserede på det besynderlige, at EU-retten overhovedet skulle kunne hindre Danmark i at udvise to tyveknægte. Det kan da også virke mærkværdigt, at EU oprindeligt med udgangspunkt i reglerne om arbejdskraftens fri bevægelighed kan begrænse adgangen til at udvise statsborgere fra andre medlemsstater i forbindelse med kriminalitet.
Ændrer man imidlertid perspektiv fra det nationalretlige til det EU-retlige, bliver begrænsningen i adgangen til at udvise andre EU-statsborgere anderledes logisk.
I situationer, hvor der opstår spørgsmål om udvisning af en EU-statsborger, bringes tre af EU-rettens helt grundlæggende principper nemlig i spil. For det første beskyttelsen af borgernes grundlæggende rettigheder, for det andet ligebehandlingsprincippet og for det tredje proportionalitetsprincippet.
Hvis en medlemsstat udviser en EU-statsborger, fratager den udvisende stat i mærkbart omfang denne person muligheden for at gøre brug af sin ret til at tage arbejde eller modtage tjenesteydelser i den udvisende stat. Hvis den udvistes familie oven i købet er etableret i den udvisende medlemsstat, vil udvisningen indebære et indgreb i retten til familieliv, som er en menneskeret, EU-Domstolen søger at beskytte. Det følger, at der er god grund til, at EU-retten begrænser medlemsstaternes adgang til at udvise andre EU-statsborgere.
Det er endvidere velkendt, at EU-retten forbyder diskrimination, hvorved EU-borgere fra andre medlemsstater stilles ringere end en medlemsstats egne statsborgere. Denne beskyttelse er ganske vidtgående. Det er umiddelbart oplagt, at man ikke kan nægte svenske håndværkere at køre i bil i Danmark – det ville jo reelt begrænse deres adgang til levere deres tjenester her. Af samme grund kan man ikke indføre en generel hastighedsgrænse på 30 km/t udelukkende for svenske varevogne. Selv om det ikke ville hindre svenske håndværkeres adgang til det danske marked, ville det være stærkt generende for deres udøvelse af deres erhverv, og det ville udgøre en usaglig forskelsbehandling.
Samme tilgang gælder i relation til straf. Overtræder en svensk håndværker de danske farthastigheder, kan han ikke idømmes en fængselsstraf, hvis en dansker i samme situation ville få en påtale eller en mindre bøde. Naturligvis indebærer EU-retten ikke en ret for EU-borgere til at overtræde lovene i andre medlemsstater, men EU-retten indebærer, at medlemsstaterne ikke må behandle andre EU-statsborgere dårligere end egne statsborgere, hvis en sådan forskelsbehandling ikke er sagligt begrundet.
Dette er netop også årsagen til, at en medlemsstat ikke automatisk må skride til udvisning af statsborgere fra andre medlemsstater, i forbindelse med at disse straffes for en lovovertrædelse. Hvis den nationale ret lægger en udvisning oven i den sædvanlige straf, vil borgeren fra en anden EU-medlemsstat jo blive straffet hårdere – han vil få både sædvanlig straf plus udvisning. EU-retten udelukker dog ikke, at der kan være tilfælde, hvor en sådan forskelsbehandling er velbegrundet, nemlig hvor den pågældende persons personlige adfærd udgør en reel, umiddelbar og tilstrækkelig alvorlig trussel, der berører en grundlæggende samfundsinteresse. Det er imidlertid kun, hvor disse betingelser er opfyldt, at en medlemsstat kan udvise en fremmed EU-borger.
Det følger af det foregående, at udvisning kun kan komme på tale, hvor et sådant skridt ikke er uforholdsmæssigt. Man må således holde udvisningen (og dens varighed) op mod dels de forhold, som begrunder udvisningen – dvs. lovovertrædelsens art og grovhed, dels lovovertræderens forhold – herunder ikke mindst hans tilknytning til værtsmedlemsstaten. Er der tale om en mindre lovovertrædelse begået af en EU-statsborger, der har en langvarig og tæt tilknytning til værtsmedlemsstaten, vil udvisning reelt ikke kunne komme på tale. Er der derimod tale om en grov lovovertrædelse af en EU-statsborger uden nærmere tilknytning til værtsmedlemsstaten, er det væsentligt lettere at argumentere for udvisning.

Forelæggelse for EU-Domstolen
I sagen med de to polakker var tilknytningen til Danmark tilsyneladende yderst begrænset, ligesom lovovertrædelsen skete umiddelbart efter polakkernes ankomst til Danmark, således at man ikke kan sige sig fri for at tænke, at de måske allerede før deres ankomst til Danmark har anset berigelsesforbrydelser for en måde at opnå indtægter på.
Ikke desto mindre synes det ikke umiddelbart oplagt, at de to polakker ligefrem har udgjort “en reel, umiddelbar og tilstrækkelig alvorlig trussel, der berører en grundlæggende samfundsinteresse”. Med stadfæstelsen af udvisningsdommen synes Højesteret at have afprøvet grænsen for, hvornår det EU-retligt er muligt at udvise EU-statsborgere. På den baggrund kunne det have været hensigtsmæssigt, om Højesteret inden domsafsigelsen havde bedt EU-Domstolen præcisere grænserne for adgangen til at udvise EU-statsborgere. Faktisk er udgangspunktet – strengt formelt – at Højesteret var pligtig at foretage en sådan præjudiciel forelæggelse for EU-Domstolen. Højesteret har jo været sidsteinstans i spørgsmålet om udvisning, og sagen angik alene et EU-retligt spørgsmål, der kun er blevet indbragt efter tilladelse fra Procesbevillingsnævnet.
Nævnet må således have været af den opfattelse, at dette EU-retlige spørgsmål havde principiel karakter eller havde en særlig samfundsmæssig interesse. Selv om det ikke direkte fremgår af selve dommen, må Højesteret have overvejet, om man skulle spørge EU-Domstolen til råds gennem et præjudicielt spørgsmål, og dommerne må have fundet, at der ikke var grund til dette.
Når Højesteret har valgt ikke at forelægge, er det nærliggende at antage, at dette har to årsager. For det første har EU-Domstolen i sin hidtidige praksis været meget lidt hjælpsom, når nationale retter har bedt om bistand til at afklare, hvornår betingelserne for at udvise EU-borgere er til stede. Tværtimod har Domstolen normalt blot fastholdt, at der skal være tale om en reel, umiddelbar og tilstrækkelig alvorlig trussel, der berører en grundlæggende samfundsinteresse – og derpå overladt det til de nationale retter at afgøre, om dette er tilfældet. For det andet har Højesteret muligvis anset sagen for et spørgsmål om anvendelse af retsreglerne på de faktiske forhold – altså subsumption – og ikke om fortolkning af EU-retten.
Og spørgsmål om subsumption kan EU-Domstolen ikke tage stilling til ved en præjudiciel forelæggelse. Formelt set er der således intet til hinder for, at Højesteret valgte ikke at foretage præjudiciel forelæggelse.

Rigtig afgørelse?
Tyveknægte er formentlig lige så rationelle, som alle andre. De søger derfor hen, hvor udbyttet er størst. Så længe der er markante forskelle i rigdom mellem øst og vest i EU, vil vi uundgåeligt se, at nogle af vore gæster fra øst kommer for at berige sig på uærlig vis. Nøjagtig på samme måde som når nogle tyveknægte tager toget fra København til Nordsjælland for at begå indbrud.
Hvor det lykkes at fange en tyv fra en anden medlemsstat, og hvor det synes åbenlyst, at et væsentligt formål med den pågældendes ophold i Danmark er ulovlig berigelse, da er det vel kun naturligt, at de danske myndigheder søger at udvise den pågældende EU-borger. Personligt har jeg ikke de store skrupler med en sådan udvisning. Det er jo hverken Irak eller Afghanistan, som vi udviser til, men derimod et andet sikkert EU-land – i den her omtalte sag Polen.
Ikke desto mindre er det min opfattelse, at Højesterets afgørelse ikke er ganske uproblematisk. Jeg føler mig ganske enkelt ikke sikker på, at EU-retten tillader udvisning i en sag som den, der kørte mod de to polakker. Selv om det – som anført ovenfor – kan være velbegrundet ikke at foretage præjudiciel forelæggelse i en sag af den pågældende karakter, finder jeg det derfor alligevel velbegrundet at bede EU-Domstolen om at hjælpe med at præcisere, hvad der nærmere ligger i kravet om, at udvisning kun kan ske, hvor den pågældende persons personlige adfærd udgør en reel, umiddelbar og tilstrækkelig alvorlig trussel, der berører en grundlæggende samfundsinteresse. Næste gang anklagemyndigheden nedlægger påstand om udvisning i en sag om tilsvarende begrænset berigelseskriminalitet, vil det derfor efter min opfattelse være hensigtsmæssigt, om den dømmende ret valgte at foretage en præjudiciel forelæggelse for EU-Domstolen med henblik på at få præciseret grænserne for, hvornår det er muligt at udvise EU-statsborgere.