Advokaten 10 - Dna som bevis i straffesager

Print Print
09-12-2009

Hvad gør domstolene, når dna er det eneste bevis?

Af Ole Dybdahl, landsdommer, Østre Landsret

Den trofaste læser af Advokaten vil allerede være stoppet op ved overskriften og have spurgt sig selv, om artiklen ikke har været bragt før. Svaret er, at jeg i Advokaten nr. 6 fra 2008 beskrev, hvordan dna sikres, dna-registerets historie og vækst, og den succes i kriminalitetsbekæmpelsen, som registeret er.
I artiklen blev også gennemgået to sager, hvor fund af dna førte til domfældelse, og en sag, hvor fund af to dna-profiler i en “røverhue” fra to gamle kendinge førte til, at begge gik fri.
Fund af dna fører ofte til, at en mistænkt kan findes og en sag opklares – eventuelt ved at den sigtede tilstår. Byretterne og landsretterne har imidlertid måttet træffe afgørelse i sager, hvor dna er det eneste – eller næsten eneste – bevis.
Fælles for de tre sager nedenfor er, at der er fundet sammenfald af dna-profiler for de tiltalte og for de biologiske spor i sagerne med en bevismæssig vægt, der overstiger 1.000.000 beregnet som en likeli-hood-kvotient (se faktaboksen).

Dna som eneste bevis
I sommeren 2001 blev der sat ild på et diskotek i Grenå. Kort forinden havde to uidentificerede rockere truet bestyreren med at brænde diskoteket ned. Gerningsmanden efterlod alene spor i form af blod, og der blev på baggrund heraf udarbejdet en dna-analyse. Sagen blev imidlertid henlagt som uopklaret.
I forbindelse med en anden sag i 2006 sikrede man fra en københavnsk Bandidos-rocker dna, som vi-ste sig at matche fundet fra 2001. Rockeren blev i 2009 i byretten idømt et års fængsel, som under hen-syn til den hengåede tid blev gjort betinget.
Vestre Landsret frifandt rockeren. Han havde forklaret, at han siden slutningen af 1999 eller siden 2000 havde haft forbindelse til Bandidos, og at han i oktober 2001 var blevet “prospect”.
Landsretten lagde til grund, at truslerne over for diskoteksbestyreren havde tilknytning til en forudgå-ende episode, hvor en person fra det lokale rockermiljø var blevet bortvist fra diskoteket, og hvorefter personer med rygmærker var uønskede på stedet. Landsretten bemærker videre, at de lokale rocker-grupper var tilknyttet Hells Angels, og at der ikke var oplysninger om, at Bandidos var repræsenteret i Grenå-området. Landsretten fandt det derfor ikke sandsynliggjort, at truslerne om nedbrænding var fremsat af rockere med tilknytning til Bandidos.
Af dommen fremgår herefter:
“Tiltalte har forklaret, at forholdet mellem Hells Angels og Bandidos i 2001 ikke var godt, og at det er helt usandsynligt, at medlemmer af Bandidos og Hells Angels samarbejdede om at begå kriminelle handlinger. Denne forklaring er ikke imødegået af oplysninger fra anklagemyndigheden. Landsretten finder derfor ikke, at den omstændighed, at tiltalte havde tilknytning til Bandidos, kan tillægges betyd-ning ved sagens afgørelse.”
Det fremgår af sagen, at forsvareren specifikt havde søgt relationen mellem rockergrupperne belyst, men at Rigspolitiet ikke havde fundet at kunne videregive eventuelle oplysninger, bl.a. af hensyn til politiets muligheder for at forbygge, efterforske og forfølge strafbare forhold.
Landsretten udtaler herefter, at der så ikke er andet end dna-analysen, der knytter tiltalte til ildspåsæt-telsen, og frifinder.

10 år gammelt postrøveri
I november 1998 begik to mænd røveri på Vedbæk Postkontor og stjal bl.a. 329.000 kroner ved bl.a. at true med en pistol. Røveriet blev ikke opklaret, men i 2008 var der match mellem dna fra spyt i en elefanthue, som var anvendt til røveriet, og dna fra en mand, der i 2006 og 2008 var blevet dømt for bl.a. trusler og overtrædelse af våbenloven.
Huens mundstykke indeholdt også en anden plet, som ved undersøgelse viste en “svag, ikke sikkert positiv reaktion.” Manden blev varetægtsfængslet i september 2008, men blev 2½ måned senere fri-fundet af byretten, der ikke fandt beviserne gode nok.
Byretten anfører indledningsvist, at røveriet blev begået for mere end ti år siden, og at tiltalte som føl-ge af den hengåede tid ikke er i stand til at redegøre for sin færden på gerningstidspunktet. Byretten finder, at denne omstændighed må skærpe kravet til beviserne i sagen.
Retten konstaterer herefter på grundlag af dna-fundet, at det er bevist, at det er tiltaltes elefanthue. Det anføres videre, at de to røvere var maskerede, og at i hvert fald den ene bar elefanthue. Denne røver skulle imidlertid efter vidneforklaringer være højere end tiltalte. Retten finder det dog ikke udelukket, at også den anden røver kan have båret elefanthue. Vidnernes beskrivelse af denne gerningsmand er imidlertid efter rettens vurdering ikke tilstrækkelig til at identificere tiltalte som røveren.
Det fremgår videre af dommen, at tiltalte har forklaret at have haft en elefanthue til motorcykelkørsel, men at han opbevarede den i et skur, som også andre motorcyklister brugte. På denne baggrund fandt byretten ikke, at der forelå det til domfældelse tilstrækkelige bevis. Dommen er ikke blevet anket.

Dømt på sin fortid?
I oktober 2007 blev der begået indbrud i et sommerhus på Vejlby Fed i Middelfart og stjålet bl.a. et fladskærms-tv. I sommerhuset blev der fundet et cigaretfilter.
Sagen blev ikke opklaret, men i sommeren 2008 blev en 36-årig fynbo sigtet for bl.a. vold, hvorfor man sikrede hans dna-profil, der viste sig at matche dna fra cigaretfilteret. Manden, der var ryger, be-stred at have været i sommerhusområdet, endsige at have begået indbrud. Byretten og landsretten døm-te for tyveri. Landsretten henviste til erklæringen fra Retsgenetisk Institut, til oplysninger om, at tiltalte boede mindre end 50 km fra gerningsstedet, til at tiltalte var straffet for andre tyverier begået i juni og december 2007, og til at han på gerningstidspunktet befandt sig i en turbulent periode i sit liv.
Sagerne indeholder alle konkrete forhold, der begrunder resultatet, men illustrerer alligevel de nye “typer” overvejelser, vi som forsvarere, anklagere og dommere må gøre os vedrørende dna som bevis i straffesager.
Retsgenetisk afdeling på Københavns Universitet har afholdt kurser for bl.a. dommere i den nye tekno-logi, og enhver forsvarer bør gribe muligheden for at få forklaret de basale sammenhænge om biologi-ske spor, hvis lejlighed byder sig. Sagerne bliver flere og flere, og retsgenetikernes angivelse af sand-synlighedsforhold kræver, at vi tænker på en anden måde end normalt i straffesagerne. Det er ikke nemt – se bare her!

Danmarks Domstole nr. 42, september 2008
“På trods af at dna-teknologien kan betegnes som en forholdsvis ny teknologi, der i dag betragtes som hverdag i de danske retssale, kan der stadig opstå misforståelser, når det handler om at vurdere tyngden af et dna-bevis. Det oplever retsgenetiker Jakob Larsen fra Retsgenetisk afdeling på Københavns Uni-versitet.
“Jakob Larsen forklarer, at hvis en undersøgelse af et dna-spor, for eksempel blod eller spyt, viser, at sporets dna-profil stemmer overens med en mistænkts dna-profil, så kan forskerne fra Retsgenetisk afdeling angive en bevismæssig vægt. Den bevismæssige vægt angives med en såkaldt “likelihood-kvotient”, som kan oversættes til et sandsynlighedsforhold. Det vil sige, at forskerne kan angive, hvor mange gange mere sandsynligt det er at finde sporets dna-profil, hvis dna-sporet rent faktisk kommer fra den person, det matcher, i forhold til hvor sandsynligt det er at finde den samme dna-profil, hvis dna-sporet kom fra en hvilken som helst anden person i den danske befolkning.
“Vi kan altså beregne, hvor sandsynligt det er at se resultaterne under nogle forskellige betingelser. Men retten er jo ikke primært interesseret i sandsynligheden for resultaterne. Den er interesseret i sandsynligheden for, at det er tiltalte, der har begået den pågældende forbrydelse. Det er jo ikke dna-profilen, der sidder på anklagebænken. Derfor kan det være svært at omsætte den bevismæssige vægt og sætte den i relation til den øvrige information, der er i en sag,” forklarer Jakob Larsen.
“Der er måske ikke den store tradition for at regne med sandsynligheder og odds i retssalene. Det kan være en årsag til, at det er svært at have med dna at gøre. Der er sikkert også mange jurister, der er sproglige studenter, og det kan være mange år siden, de har haft med sandsynlighedsbegrebet at gøre i det hele taget. Det kan også have en betydning,” siger Jakob Larsen.”