Advokaten 1 - Leder - Gerningsmænd og deres ofre

Print Print
02-02-2009
Nogle tanker og forslag er så sympatiske, at de er svære at være imod.
Det gælder f.eks. det nylige forslag om, at gerningsmænd skal bidrage med et mindre beløb til en særlig ”offerfond”. Pengene skal så gå til ofrenes ve og velbefindende.
Gerningsmanden skal på den måde mere direkte over for ofret erkende, at han har gjort uret og hjælpe til med at rette op på de skader, han har forårsaget.
En tanke som denne er det umiddelbart svært at afvise som en god idé. Alligevel skal jeg her gøre forsøget.
Men først lidt om, hvordan systemet fungerer i dag for ofre og gerningsmænd:
Vi har i dag en ”offerrådgivning”, som årligt hjælper ca. 3.500 ofre for forbrydelser. Budgettet er på to millioner kroner. Arbejdet sker i stort omfang på frivillig basis, og hjælpen kan bestå i rådgivning om behandlingsmuligheder, ligesom rådgiverne kan være bisiddere, når offeret møder hos politiet eller i retten, og der kan i særlige situationer bevilges psykologhjælp.
Der eksisterer altså allerede et system for hjælp til ofrene. Det er, erkendt, billigt, og politikerne har ikke fundet det nødvendigt at indskyde et nævneværdigt beløb i ordningen for på den måde at forbedre vilkårene for ofrene.
Forslaget om en ”offerfond” vil betyde, at fængselsdømte skal indbetale 500 kroner til fonden, når de dømmes til fængsel. Bliver man dømt til fodlænke, koster det et bidrag til offerfonden på 50 kroner om dagen, dog maks. 6.000 kroner. I Sverige, hvor ordningen allerede fungerer, bidrager staten med samme beløb til fonden, som hver bidragsyder betaler. Pengene kan gå til hjælp og rådgivning, centralt er et beredskab af psykologer, som hurtigt kan yde hjælp til ofrene. Målet er at sørge for, at ofrene ikke havner i lange behandlingsforløb i det offentlige system. Og måske først skal gennem en længere ventetid for overhovedet at komme til.
Ingen tvivl om, at ofrene godt kan bruge de penge og den hjælp, pengene kan købe. Så er spørgsmålet, hvordan betalingen til offerfonden vil blive opfattet af gerningsmændene?
Samfundet udtrykker i forvejen – også på offerets vegne – sin utilfredshed med gerningsmandens dåd ved at sende ham i fængsel. Det er i dag allerede muligt at pålægge gerningsmanden at betale erstatning til offeret for udgifter til lægehjælp, psykologhjælp, tabt arbejdsfortjeneste, tort etc. Det er ganske vist ikke ofte, at gerningsmanden nogensinde betaler. Men derfor har vi oprettet et erstatningsnævn, som på samfundets vegne kan udbetale erstatning til ofrene for forbrydelser. Set i forhold til det enkelte offers ønske om erstatning vil betalingen af 500 kroner til fonden derfor næppe ændre meget.
Men betyder bidraget til fonden så, at gerningsmanden indser det fejlagtige i sin forbrydelse og i højere grad anerkender sin skyld over for ofret? Her vil et tørt brev med (endnu) en opkrævning af et beløb, han ikke kan betale, næppe være noget, som får gerningsmanden til at tænke dybere over sin brøde.
Beløbet kan opfattes som en tillægsbøde, altså en del af straffen. Vi idømmer i mange sager bøder ved siden af en frihedsstraf, især når straffen gøres betinget, så det dog ”koster” et eller andet mærkbart for gerningsmanden.
Bidraget til en offerfond vil derfor blot komme oveni som en skærpelse af straffen. Gerningsmanden vil ofte komme fra en udsat position her i livet, fra dårlige sociale kår, hvor antallet af rudekuverter fra det offentlige dynger sig op. En tabt retssag vil i forvejen medføre en betydelig byrde i form af regninger, som sagen har medført: Der skal betales for sagens omkostninger, advokatens honorar, måske erstatning til offeret, etc. En regning til offerfonden på 500 kroner vil blot være endnu en kuvert i bunken af ubetalte regninger.
Vi må nok erkende, at kravet om betaling af et ekstra beløb til offerfonden næppe har den store betydning for gerningsmændene, som alligevel aldrig kommer til at betale de andre, meget større beløb, de pålægges.
Men har jeg nu ikke helt mistet ofrenes behov af syne? Hvorfor så mange hensyn til gerningsmanden? Lad os bare tage et simpelt regnestykke for at vise, hvor mange penge en offerfond kunne give: Offerrådgivningen hjælper i dag 3.500 ofre. Og 500 kroner fra hver gerningsmand vil derfor betyde knap to millioner kroner i fonden. Ville det ikke være en god idé? Jo – det ville det. Men ikke i form af en sær form for brugerbetaling, som bidrager til gerningsmændenes yderligere forgældelse, der kun vil gøre det sværere for dem at vende tilbage til en normal tilværelse. Regeringen har allerede fremlagt en betænkning med et forslag om landsdækkende konfliktråd. Det er en langt mere seriøs måde at få offer og gerningsmand til at mødes og få gerningsmanden til at påtage sig et ansvar. Og hvad angår en forbedret hjælp til ofrene, så er det vel kun politisk vilje, der kan spænde ben for, at man næste år afsætter to millioner kroner mere på finansloven til forbedret hjælp til ofrene?