Advokaten 1 - Høj retssikkerhed ved voldgift

Print Print
02-02-2009

Parterne i en voldgift har større retssikkerhed hos Voldgiftsinstituttet end ved ad hoc voldgift, fordi instituttet sikrer upartiske dommere og fastsætter voldgiftsrettens honorar.

Af Steffen Pihlblad, direktør, Voldgiftsinstituttet

Af en britisk undersøgelse fra 2006, fremgår det, at 90 procent af de adspurgte virksomheder foretrækker voldgift til løsning af internationale tvister. Begrundelsen herfor er den fleksible behandling af sagen, adgangen til tvangsfuldbyrdelse i andre dele af verden, fortroligheden og muligheden for selv at udpege voldgiftsretten.
De fleste lande, herunder Danmark, har ratificeret New York konventionen fra 1958, som sikrer anerkendelse og tvangsfuldbyrdelse af voldgiftskendelser over det meste af verden.
Det er dyrt at føre voldgiftssager. Ved sammenligning med, hvad det koster at føre sag ved de almindelige domstole, skal det dog tages i betragtning, at en voldgiftskendelse ikke kan appelleres. Behandling af sagen i to instanser vil alt andet lige føre til, at udgifterne til egen advokat og det beløb, som man risikerer at blive pålagt at betale i omkostninger til modparten, hvis man taber sagen, er højere end, hvis sagen kun behandles ved en enkelt instans.
Ved voldgift har parterne indflydelse på, hvem der udpeges som dommere. Parterne vælger typisk personer, der har særlig sagkundskab inden for det pågældende retsområde. At en sag bedømmes af særligt sagkyndige, er en fordel sammenlignet med processen ved domstolene. Efter domstolsreformen starter alle civile sager som udgangspunkt ved byretten. Her fordeles sagerne – almindeligvis ikke efter kendskab til det pågældende sagsområde men mere eller mindre tilfældigt – blandt de dommere, som er ansat ved det enkelte embede.

Diskretion
Når voldgiftsretten er udpeget, afholder voldgiftsretten og parterne sædvanligvis et forberedende møde, eventuelt som et telefonmøde. På mødet skæres sagen til. Der indgås aftaler mellem parterne og voldgiftsretten om sagens videre forløb. Sådanne aftaler fører normalt til, at tiden ikke skrider under forberedelsen. Ved de almindelige domstole, er det ofte en dommerfuldmægtig i samarbejde med kontorpersonalet, som varetager forberedelsen.
Der findes meget uensartede berammelsestider ved domstolene. Det gælder især ved byretterne. Hvis parterne vil og hvis der ikke sker forsinkelse som følge af sommerferieperioden, kan en sag ved instituttet gennemføres fra begæring om voldgift til kendelse på seks-otte måneder.
Retsplejen ved de almindelige domstole er offentlig. Gælder det samme ved voldgift? Voldgift er ikke uden videre ensbetydende med fortrolighed. Fortrolighed kræver en aftale mellem parterne. En tilsvarende aftale kan ikke indgås ved de almindelige domstole. Det er en af grundene til, at man ikke ser domme i sager om virksomhedsoverdragelser. Disse sager afgøres stort set altid ved voldgift. Ingen ønsker, at følsomme oplysninger skal sive ud til konkurrenterne eller pressen, således som det kan ske, hvis sagen føres ved de almindelige domstole.

Indflydelse
Den ovenfor nævnte undersøgelse viser, at over 75 procent af de adspurgte virksomheder foretrækker institutionsvoldgift fremfor ad hoc voldgift.
Virksomhedernes holdning kan umiddelbart undre, da der ved institutionsvoldgift skal betales en administrationsafgift til instituttet. Afgiftens størrelse er afhængig af sagens økonomiske værdi. Det taler umiddelbart for, at ad hoc voldgift er billigere – og derfor mere attraktiv for parterne – end institutionsvoldgift.
At det ikke altid forholder sig sådan, og at der er andre fordele forbundet ved at gøre brug af institutionsvoldgift, vil fremgå i det følgende.
Parternes ellers gode forhold bliver ofte ødelagt i takt med, at en sag udvikler sig. I sådanne tilfælde er det en fordel at kunne trække på et institut, som har et gennemprøvet regelsæt, og som er vant til at håndtere konflikter, som udspringer af parternes uenighed.
En anden fordel ved institutionsvoldgift er proceduren ved udpegningen af voldgiftsdommere. Ved Voldgiftsinstituttet anmodes parterne om hver at komme med forslag til en voldgiftsdommer. I modsat fald bringer instituttet den eller de manglende voldgiftsdommere i forslag over for parterne. Instituttet bringer desuden voldgiftsrettens formand i forslag, medmindre parterne i fællesskab kommer med forslag til en formand. I ad hoc voldgift foregår det på den måde, at hver part udpeger en voldgiftsdommer, som i forening udpeger voldgiftsrettens formand. Hvis indklagede undlader at udpege en voldgiftsdommer, er klageren henvist til at søge assistance ved domstolene. Det kan tage lang tid. Det kan også tage forbløffende lang tid for de to sidedommere at blive enige om, hvem der skal være voldgiftsrettens formand. Hvis de ikke bliver enige, må domstolene igen assistere.

Dommernes habilitet
Instituttet undersøger de foreslåede voldgiftsdommeres habilitet. Hvis en voldgiftsdommer har været inhabil, kan voldgiftsrettens kendelse tilsidesættes, ligesom tvangsfuldbyrdelse eller anerkendelse af kendelsen kan nægtes. For at undgå sådanne problemer prøver instituttet at få de foreslåede voldgiftsdommere til at afsætte de fornødne ressourcer til at grave alle relevante oplysninger om mulige relationer til parterne mv. frem. Det sker navnlig gennem en erklæring, som voldgiftsdommeren skal underskrive inden udpegningen, og hvor der bl.a. trues med erstatningsansvar, hvis det viser sig, at der er problemer med erklæringen. Erklæringen indeholder også en række konkrete eksempler på, hvilke relationer voldgiftsdommeren skal være opmærksom på samt en opfordring til at informere om omstændigheder, man er i tvivl om, er relevante. Mange af de oplysninger, som instituttet modtager fra voldgiftsdommerne, giver ikke anledning til dybere overvejelser, idet det umiddelbart fremgår, om oplysningerne fører til inhabilitet. Instituttet modtager også oplysninger, som antyder, at oplysningerne kun udgør “toppen af isbjerget”. Når instituttet skønner, at der er behov, indhentes yderligere oplysninger, som undertiden afdækker omfattende og komplicerede hændelsesforløb af væsentlig betydning for bedømmelsen af habiliteten.
Hvis en part gør indsigelser imod en voldgiftsdommers habilitet, træffer instituttets formandskab afgørelse, medmindre voldgiftsdommeren trækker sig eller den anden part tilslutter sig, at voldgiftsdommeren ikke skal udpeges. Målet med formandskabets afgørelser er at træffe beslutning, som svarer til, hvad domstolene i sidste ende ville beslutte, hvis inhabilitetsspørgsmålet blev forelagt i dette forum.
Hvis de oplysninger, som voldgiftsdommeren giver, ikke udløser indsigelser fra parternes side, fører det ikke automatisk til, at voldgiftsdommeren bliver udpeget. Instituttet udpeger ikke inhabile voldgiftsdommere. Det gælder uanset parternes holdning. At kendelsen er afsagt af inhabile vold¬giftsdommere, kan nemlig føre til, at kendelsen ikke kan tvangsfuldbyrdes. Instituttet tager således selvstændig stilling til en voldgiftsdommers habilitet. Det er en fordel for parterne. Dilemmaet for parterne er velkendt. Enhver fornuftig part vil overveje, om det er klogt at gøre indsigelse mod en voldgiftsdommer. Hvis der gives medhold i indsigelsen, er der ingen problemer. Så skal voldgiftsdommeren skiftes ud. Hvis der ikke gives medhold, så er voldgiftsdommeren en del af voldgiftsretten, og man vil som part spekulere på, om den ikke-afsatte voldgiftsdommer nu også er villig til at se med et åbent og upartisk sind på de synspunkter, som man gør gældende under sagen. Nogle parter vælger derfor ikke at gøre indsigelse i forhåbning om, at de andre voldgiftsdommere som følge af habilitetsproblemerne hurtigt sætter den inhabile voldgiftsdommer uden for indflydelse i voteringsværelset. Disse spekulationer slipper man for hos instituttet. Instituttet påtager sig et selvstændigt ansvar for at sikre, at alle voldgiftsrettens medlemmer er uafhængige og upartiske.

Åbenhed om pris
Når sagen er overgivet til voldgiftsretten, foregår al korrespondance direkte mellem parterne og voldgiftsretten, men med kopi til instituttet. Kopierne giver instituttet mulighed for at følge med i sagen. Hvis sagen ikke drives fremad, kan instituttet gribe ind. Der er i reglerne for behandling af voldgiftssager hjemmel til at afsætte en voldgiftsdommer pga. langsommelighed. Langsommelighed har ikke i praksis ført til så drastiske konsekvenser. Men det har ført til, at honoraret til voldgiftsretten bliver lavere, end det ellers ville være blevet. I en konkret sag fremkom voldgiftsrettens afgørelse først ca. syv måneder efter afslutningen af forhandlingen. Det er for lang tid at vente. Instituttet reducerede honoraret med henvisning til forsinkelsen.
I ad hoc voldgift fastsætter voldgiftsretten selv sit honorar. Ved instituttet fastsætter instituttet voldgiftsrettens honorar. Det sker i overensstemmelse med de takster og retningslinier, som findes på hjemmesiden.
I en ad hoc voldgiftsag, som jeg har kendskab til, bad voldgiftsretten parterne om at indbetale 1.500.000 kr. i såkaldte “commitment fees”. Ved “commitment fee” forstås betaling for, at voldgiftsdommerne reserverer tid – kommitter sig – til at afholde hovedforhandling i sagen. Hvis hovedforhandlingen aflyses, f.eks. som følge af parternes forlig, er pengene tabt for parterne. Hvis sagen gennemføres som planlagt, sker der fradrag i det endelige honorar med beløbet, som er udbetalt som ”commitment fees”. I den konkrete sag indgik parterne forlig uden voldgiftsrettens mellemkomst ca. 1 måned før den planlagte forhandling. Hver voldgiftsdommer blev groft sagt betalt 500.000 kr. for at spærre de 14 dage i kalenderen, hvor sagen skulle have været forhandlet. Man kan ikke undgå at føle sympati med parterne, som formodentlig ikke har ment at være i en position, hvor de kunne komme med indsigelser, idet man mere eller mindre velbegrundet frygtede at gøre sig upopulær blandt medlemmerne af voldgiftsretten. Voldgiftsinstituttet tillader ikke brug af commitment fees. Hvis den omtalte sag havde været anlagt ved instituttet, ville instituttet have påset, at voldgiftsdommerne alene havde fået udbetalt et rimeligt vederlag for det arbejde, som voldgiftsretten faktisk havde udført.
I en anden sag var situationen den, at voldgiftsretten forhørte sig hos parterne, om de havde indvendinger imod, at sikkerhedsstillelsen blev forhøjet med et betragteligt beløb. Der lød ingen protester fra parterne. Voldgiftsretten bad instituttet om at opkræve yderligere depot. Det afviste instituttet, idet det allerede opkrævede depot var af en sådan størrelse, at der inden for dette kunne udbetales honorarer i nærheden af maksimumgrænsen efter taksterne. Parterne, der allerede en gang var blevet mødt med krav om indbetaling af yderligere sikkerhedsstillelse, har formodentlig ikke haft lyst til at gå i clinch med voldgiftsretten om dette punkt.

Voldgiftsintstituttet
Læs mere om Voldgiftsinstituttet og den omtalte undersøgelse fra 2006, som er udarbejdet af Queen Mary University of London på www.voldgiftsinstituttet.dk.