Advokaten 1 - Dommerne gennemskuer løgnagtige vidner

Print Print
02-02-2009

Der er ikke grund til at afskære advokater fra kontakt til vidner før selve retssagen. Dommerne skal nok gennemskue, hvis en advokat forsøger at manipulere vidner.

Af dommer Katja Høegh, Retten i Glostrup, og retspræsident Christian Lundblad, Retten i Aalborg

Advokaterne Niels Fisch-Thomsen og René Offersen har i indlæg henholdsvis ved det seneste Nordiske Juristmøde i København og Advokaten 9/2008 argumenteret for, at der indføres regler for advokaters kontakt med vidner forud for hovedforhandlingen i civile sager.
Selvom vi udmærket forstår det ønske om en højeste etisk standard, der hos begge højt respekterede og erfarne procesadvokater er baggrunden for synspunkterne, er vi – set fra dommersædet – tilbøjelige til at mene, at sådanne regler ikke er nødvendige og i værste fald vil kunne føre til overflødig bevisførelse, fordi advokaterne i frygt for at komme i konflikt med sådanne retningslinjer ikke tør have den forhåndskontakt til vidner, der afklarer relevansen af vidneførslen og gør det muligt at koncentrere afhøringen om det, vidnet kan sige noget fornuftigt om.

Regler efterlyses
Niels Fisch-Thomsen angiver i sit indlæg på det seneste Nordiske Juristmøde, at der er ”behov for en mere detaljeret regulering af, hvad advokaten må og ikke må under en forhåndskontakt med påtænkte vidner i civile sager.”
I fem teser foreslår Fisch-Thomsen nye advokatetiske regler om karakteren af kontakt til især neutrale vidner og vidner tilknyttet egen klient på lavere niveauer, f.eks. mellemledere og andre ansatte. Der sondres mellem kontakt om faktiske og juridiske sammenhænge i forhold til vidner knyttet til parten/klienten, mens kontakten til helt neutrale vidner kun må vedrøre afklaring af, om indkaldelse af “vidnet ikke åbenbart for alle vil savne fornuftigt formål.”
René Offersen konkluderer i sit indlæg: “I civile retssager bør der efter god advokatskik være pligt for advokaten til straks ved kontaktens indledning at indskærpe, at vidnet har sandhedspligt under selve forklaringen, at kontakten sker for at hjælpe vidnet til at opfylde sin pligt efter retsplejelovens § 180 og intet andet, og at det når som helst står vidnet frit for at afbryde kontakten. Forpligtelsen ved modpartens vidner bør begrænses til underretningspligten, der kun bør gælde for enhver uden tilknytning til parten.”

Regler for vidner
Gældende ret på området ridses op i faktaboksen her på siden. Disse bestemmelser suppleres af kapitel 4 i de advokatetiske regler, hvoraf følgende fremgår:

”4. Advokatadfærd i retssager m.v.
4.1. Forholdet til klienten. En advokat, der har påtaget sig at føre en klients sag for en domstol, en voldgiftsret eller et administrativt nævn, skal loyalt og samvittighedsfuldt inden for lovens grænser forsvare og fremme sin klients interesser.
4.2. Forholdet til retten. Det påhviler advokaten at udføre sit hverv under respekt for retten eller nævnet. Advokaten må ikke utilbørligt forhindre retten eller nævnet i på upartisk måde at behandle og afgøre sagen. Advokaten må således ikke vildlede retten eller nævnet eller bevidst afgive urigtige oplysninger.
4.3. Forholdet til modparten
4.3.1. Advokaten skal respektere processens kontradiktoriske karakter. Advokaten må således ikke hindre modparten i at komme til orde og må ikke uden forudgående eller samtidig meddelelse til modparten rette henvendelse om sagen til dommeren eller nævnets medlemmer eller forsyne disse med bilag, notater eller dokumenter uden samtidig at orientere modparten herom med kopi af det således fremsendte.
…”
Der gælder herved et grundlæggende princip om, at bevisførelsen skal være relevant og kontradiktorisk, således at parterne har lige adgang til at føre bevis og forholde sig til modpartens beviser.
Endvidere skal bevisførelsen som absolut udgangspunkt ske umiddelbart for den dømmende ret, således at retten kan vurdere troværdigheden af afgivne forklaringer og foretage det for retten helt centrale nemlig den fri bevisbedømmelse.

De praktiske behov
• Overflødig bevisførelse
Alle dommere har givetvis oplevet vidner ført, hvor det for alle i retssalen står klart, at de ikke har noget at berette af betydning for sagen. Vi finder det væsentligt at undgå sådant tidsspilde og unødig ulejlighed af de pågældende vidner. Det er ligeledes væsentligt, at afhøringerne koncentreres om det, vidnet kender til af betydning for sagen, således at der ikke bruges unødig tid på lange afhøringer om forhold uden betydning – eller hvor svarene gang på gang er, at “det kender vidnet intet til.” Det vil være yderst uheldigt, hvis en detailregulering af advokaternes kontakt til egne vidner gør, at den forberedelse, der skal til for at undgå overflødige vidner og koncentrere afhøringerne, ikke længere er mulig.
I takt med den stigende specialisering og professionalisering på procesområdet, hvor vi i en anglosaksisk tradition nu møder et speciale som “litigator”, er det vores fornemmelse, at der hyppigt er en kontakt fra procesadvokaten til egne potentielle og aktuelle vidner med henblik på at afklare, om vidnet kan tilføre sagen oplysninger af relevans for ens klients standpunkt. Dermed overlader advokaten mindst muligt til tilfældighederne og undgår unødvendig og usikker bevisførelse. Vi finder som udgangspunkt ikke en sådan kontakt betænkelig eller forkert – selvsagt forudsat, der ikke herved sker en egentlig forberedelse og instruktion af det pågældende vidne.

• Det instruerede vidne
Den situation, hvor vidner forklarer så præcist og med en så klar erindring om netop de omtvistede faktiske forhold, at det efterlader indtryk af ”for voldsom” forberedelse med bistand fra én af parterne, opleves af og til i de danske retssale. Her er det imidlertid vores erfaring, at den lidt for gode forberedelse afslører sig selv. Forslagsstillerne synes i den forbindelse at undervurdere dommernes erfaring med at skelne troværdige fra utroværdige vidner. Dommere har således en daglig erfaring – også fra straffesager – med forklaringer af meget varierende troværdighed og derigennem også en meget betydelig erfaring med at gennemskue løgnagtige vidner.
Hvis et vidne virker for godt forberedt, giver det sig selv, at bevisværdien af forklaringen er yderst ringe. En advokat, der forbereder sit vidne lidt for godt, vil således gøre både sig selv og klienten en bjørnetjeneste.
Det praktiske behov for nærmere at regulere forhåndskontakt til vidner for at undgå, at retten bliver vildledt, er derfor efter vores erfaring stærkt begrænset, idet instruktion af vidner, normalt skinner tydeligt igennem, og langt hen ad vejen bærer straffen i sig selv i form af tabte sager og mistet troværdighed.

• Er en regulering praktisk mulig?
Hertil kommer, at det synes vanskeligt at udforme en praktisk operationel regulering. Forslagsstillerne præsenterer i den sammenhæng på udmærket vis kompleksiteten og de mulige sondringer mellem hvem og hvordan advokater kan have kontakt til vidner. En generel regulering heraf forekommer imidlertid umiddelbart vanskelig, da nuancerne er hårfine og ganske konkrete. Hvordan kan og skal for eksempel arbejdsgivers advokat forholde sig til en medarbejder hos klienten, hvor den pågældende har overværet en arbejdsulykke med en kollega som skadelidt eller er kollega til den fyrede i en afskedigelsessag. Det forekommer her noget teoretisk og tæt på illusorisk at forestille sig, at en klient og dennes advokat ikke kommer i kontakt med de relevante medarbejdere om den konkrete sag. Det er ofte formentlig nødvendigt at tale med de pågældende for at oplyse sagen – herunder også for at rådgive klienten om, hvorvidt det overhovedet er klogt at føre den. Et forbud for advokaten mod at kontakte medarbejderen ville i øvrigt næppe afholde arbejdsgiveren fra kontakt til den ansatte om sagen. Dermed risikeres en forberedelse og instruktion, som advokaten, som kender spillereglerne, ikke ville foretage.
Også de praktiske problemer med at udforme en regulering gør det således betænkeligt at indføje en regulering som foreslået.

Her reguleres advokatens kontakt med vidner:
Retsplejelovens kapitel 18 om vidner, herunder særligt bestemmelserne i § 173 om rettens vejledningspligt, § 174 om afgivelse af forklaring umiddelbart for retten, § 175 om rettens indkaldelse af vidner, § 180 om vidners pligt til forud for afgivelse af forklaring at genopfriske deres hukommelse, § 181 om rettens sikring af vidnets identitet, § 182 om afhøring af hvert vidne for sig uden påhør af andre vidners forklaringer og §§ 183 og 184 om selve afhøringen i retten samt §§ 204 og 209 om syns- og skønsmænds afhjemling er givetvis læserne bekendt.
Desuden er advokaten underlagt de advokatetiske regler.