Advokaten 1 - ”De kan jo ikke bruge deres søkyndige erfaring i højesteret”

Print Print
02-02-2009

Sø- og Handelsretten bliver oftere end landsretterne sat på plads af Højesteret. En del af forklaringen kan være de sagkyndige dommeres bidrag ved erhvervsdomstolen.

Af Rasmus Lindboe, Pressechef, Advokatsamfundet

Pendulet i det gamle ur svinger støt frem og tilbage med en beroligende takt på retspræsidentens lidt mørke kontor i Bredgade.
På en måde tvinger det pulsen ned at lytte til tik, tak, tik, tak.
Måske er det derfor, at retspræsidenten ikke rigtig tager på vej over, at et andet pendul er svinget så langt ud af kurs, at både medier og jurister for alvor har fået pulsen op.
Det gælder antallet af de ankesager fra retten, som Højesteret ændrer. Her har pendulet svinget meget i de senere år for Sø- og Handelsretten. Seks ud af hver ti sager, der blev anket, blev lavet om af Højesteret i 2007. Året forinden var det hver tredje appelsag fra Sø- og Handelsretten, der blev ændret af Højesteret. Sidste år blev fire ud af ti ankesager ændret i Højesteret, viser de foreløbige tal.
- Det viser bare, at man ikke kan bruge det til noget, det svinger meget. Men tager man det over en årrække, så er det nogenlunde konstant, siger retspræsident Jens Feilberg.
Han har haft sine folk i retten til at dykke ned i tallene for at se, om der kunne udledes tendenser eller særlige problemer på baggrund af appelsagerne fra 2003 og frem. Når dommene bliver ændret af Højesteret, går ændringerne lige fra mindre detaljer og til det mere principielle.
Bevæbnet med rettens materiale og Jens Feilbergs lille lommeregner med plastomslag sidder vi nu, tik, tak, og prøver ikke at lade os rive med af, at pendulet måske svingede i den gale retning i 2007.
Hvad er forklaringen på, at flere sager fra Sø- og Handelsretten bliver lavet om i Højesteret i forhold til landsretterne?
En del af forklaringen ligger måske i det, der er fundamentet for den særlige erhvervsdomstol – nemlig indflydelsen fra de specialiserede dommere. Det vender vi tilbage til.

Ingen rød tråd
Lad os først se på pendulets udsving: I 2003 blev 39 procent af ankesagerne fra Sø- og Handelsretten omgjort. Året efter var tallet 52 procent. I 2005 fulgte et skidt år for retten, hvor 62 procent af sagerne blev ændret, mens retten i 2006 nærmede sig landsretterne niveau – ca. hver tredje afgørelse blev ændret af Højesteret. I 2007 var det så igen et annus horribilis for retten med 62 procent omgjorte afgørelser i ankesagerne. Sidste år viser de foreløbige tal, at 42 procent af ankesagerne blev ændret.
Men statistik kan være en tvivlsom affære, specielt når talgrundlaget ikke er voldsomt stort – typisk ankes omkring 30 sager om året fra Sø- og Handelsretten.
Det tal, Jens Feilberg hæfter sig ved, gælder hele perioden 2003 til juni, 2008. Her blev 46 procent af rettens ankede domme ændret af Højesteret. Langt de fleste domme bliver ikke anket, påpeger Jens Feilberg. Samlet set står ni ud af hver ti domme således ved magt, understreger han.
Mener du så, at man slet ikke kan bruge talmaterialet til noget?
- Man kan godt bruge det til noget. Man skal bare se det over nogle år. Så bliver det mere kedelige tal, for det bliver nogenlunde som andre retter. Omkring ti procent bliver lavet om, mens 90 procent bliver stående. Og det synes jeg ikke, er særlig alarmerende. Der skal jo være nogle, der bliver lavet om, ellers gjorde advokaterne ikke arbejdet ordentligt, siger han.
Tæller man landsretterne med i statistikken, bliver 33 procent af de tre retters ankesager ændret ved Højesteret. Det skal så sammenlignes med omgørelsesprocenten på 46 for Sø- og Handelsretten.
Hvad lægger du i tallene 33 kontra 46?
- Jeg vil stadig mene, at der ikke er ret meget at bygge på her. Vi prøvede selvfølgelig at kigge på, hvad det er for typer af sager, der blev lavet om. Og det er ikke til at konkludere noget der.
Retspræsidentens mænd har også foretaget en nøje analyse af hver enkelt afgørelse, der er blevet ændret. For er det bestemte typer af sager, som juristerne i Højesteret altid laver om? Er det blot detaljer, som bliver ændret? Vi jagter stadig en forklaring. Jens Feilberg indskyder, at det egentlig ville være bedre, hvis folk udefra – altså ikke retten selv – gik materialet igennem.
- Vi kan splitte det op i små kategorier: Der er et par sagsomkostningsafgørelser, der er ændringer på dele af afgørelserne, der er gange, hvor der er kommet ny retspraksis, f.eks. fra EF-Domstolen, men vi er inde i små sagskategorier, siger Feilberg. Der er altså ingen rød tråd, når det gælder karakteren af ændringerne.
Men er det selve juraen, der bliver lavet om, eller er det mere rettens skøn, der bliver ændret?
- Det er jo begge dele. Nogle gange er det fortolkninger, f.eks. af juridiske kontraktsrelationer, andre gange mere skønsmæssigt, hvor det gælder beskyttelsesomfanget af et varemærke eller design. Der har man hævdet, at Højesteret har trukket nogle grænser, der er strammere end hvad vi har ment, når det gælder design og varemærker. Der er et par advokater, der har ment, at Højesteret har givet en snævrere beskyttelse. Men der også sager, der går i modsatte retning, siger Jens Feilberg.

Jurister og specialister
Tik, tak, siger det stadig på det januarmørke kontor.
Det er svært, ud fra talmaterialet og den nøje gennemgang af de ankede domme at sætte fingeren på, hvorfor Sø- og Handelsrettens arbejde tilsyneladende i større grad anfægtes i Højesteret.
Måske ligger noget af forklaringen i rettens helt særegne status? Sø- og Handelsretten er landets eneste specialistdomstol, som altså kun behandler visse typer af sager. Specialisterne er omkring 90 personer, som er indstillet af erhvervslivet, og som har særlig indsigt i f.eks. forbrugerspørgsmål, søfart eller ansættelser.
Når retten dømmer, sidder der en juridisk dommer for bordenden, men de to lægfolk har altså status af dommer og bliver omtalt som de sagkyndige dommere.
Hvilken betydning har det, at I har lægdommere, hvorimod at Højesteret kun er jurister?
- Vi plejer at kalde dem sagkyndige dommere. Det er klart, at deres vurdering foregår på et lidt andet grundlag med hensyn til forklaringerne, der får de sagkyndige dommere forklaringerne i sagen direkte, mens det i Højesteret er på skrift, siger Jens Feilberg.
Men det er ikke sådan, at den juridiske dommer i Sø- og Handelsretten sidder og tager sig til hovedet over de sagkyndige dommere?
- Det forekommer meget sjældent. Vores domme er som regel enstemmige. Hvis man sidder med nogle af landets bedste designere, som vi gør, så er det jo svært at sige: Du har ikke begreb om, hvad du siger.
Jens Feilberg peger på, at specialisterne også bruges som skønsmænd ved andre retter. Så det er ikke kun ved Sø- og Handelsretten, at ekspertisen spiller en rolle. Men specialisternes rolle spiller nok en vigtigere rolle, fordi de i Sø- og Handelsretten netop sidder med som dommere, mener han.
De sagkyndige dommere er ofte folk med fremtrædende og vigtige job i det private erhvervsliv. Når de bruger tid og kræfter på at udmåle retfærdighed i en særlig erhvervsdomstol, er det så ikke nærmest uforskammet, hvis mange af deres afgørelser bliver underkendt i Højesteret? Hvorfor overhovedet have den særlige erhvervsdomstol, hvis juristerne i Højesteret alligevel ikke gider lytte?
Er det et problem?
- Jo, men sådan må det være. I alle retssystemer ender det med, at der sidder nogle jurister i en højesteret. Jeg tror ikke, Højesteret kunne forestille sig at blive suppleret. De vil gerne have sagkundskab, men sagkundskab i form af nogen, der møder i vidneskranken. Det kan jeg godt forstå. Sagkundskaben kan være i 1. instans, siger Jens Feilberg.
Men så vil sagkundskaben blive undertrykt på den lange bane?
- Jo. Og så må vi altså bare forstå at udtrykke os bedre. Og fortælle hvorfor vi mener, at de forhold er så specielle, at de enten skal beskyttes eller ikke beskyttes, siger retspræsidenten. Han lægger op til, at retten selv bliver bedre til at udkrystallisere sagkundskabens input til dommen.
Men I frygter ikke, at Højesteret så siger: Ud til højre med de vurderinger, vi vil kun have jura?
- Man kan jo vægte forskellige faktorer på forskellig måde. De kan vel ikke bruge deres søkyndige erfaring i Højesteret, for den har de vel ikke. Vi har nogle søfolk siddende her, der ved hvordan man sejler.
Jeins Feilberg nævner en sag, hvor afgørelsen blev ændret af Højesteret:
En lystsejler havde sejlet uden for den normale sejlrende. Og sejlet hen over et område, hvor der kunne være en vis risiko for at støde på sten. Højesteret sagde, at lystsejleren selv havde ansvaret for at fravige sejlrenden. Mens de søkyndige i Sø- og Handelsretten havde sagt, at lystsejleren overhovedet ikke havde lavet nogen fejl. Han skulle sejle, hvor han gjorde, for lystsejlere skulle altid holde sig ude i kanten.
Sidder de sagkyndige så og river sig i håret over Højesteret?
- Den reaktion har jeg ikke mødt. Vi snakker med dem om det, og så siger de nogle gange, at der er nogen, der ikke har forstået noget. Og der er det altså ikke dem selv, de sigter til.