Advokaten 9 - Leder - Når advokater taler med vidner

Print Print
17-11-2008

Af Sys Rovsing, formand for Advokatrådet

Det er mere end en gang blevet fremhævet, at en dygtig advokat ikke under afhøringen af et vidne i retten bør stille et spørgsmål, som advokaten ikke på forhånd mener at kende svaret på. Dogmet hviler vel på både hensynet til klientens sag og til advokaten selv. Det er naturligvis fagligt udfordrende, når et kronvidne pludselig siger noget helt andet, end man som advokat har forberedt, men det er først og fremmest sveddryppende – og det kan få fatale konsekvenser for sagens udfald. Det er derfor ikke underligt, at dogmet om faktum, faktum og faktum ofte fremhæves som afgørende for advokater. Men hvor går grænsen for, på hvilken måde advokaten må søge at opnå kendskab til faktum, hvis det indebærer, at man drøfter sagen med den, der senere skal afgive forklaring under en retssag? Hvornår bliver en samtale med et vidne til utilbørlig påvirkning af vidnet? Holdningen kan spænde fra det meget puritanske til det meget praktiske udgangspunkt. Men hvilket er det rigtige?
Har puritaneren ret? Eller bør advokaten i virkeligheden have nærmest frie hænder til at forfølge beviser, så længe det ikke medfører vildledning af retten?
Der findes ikke en vedtaget sandhed i spørgsmålet. Men det bør der være, ifølge Advokatrådets tidligere formand, advokat Niels Fisch-Thomsen, som ved det 38. nordiske Juristmøde i august stod for et debatoplæg, som siden har optaget sindene hos mange advokater.
Niels Fisch-Thomsen spørger, om en advokat inden hovedforhandlingen må tale med et vidne om sagen og i bekræftende fald om hvad. Må advokaten fremsende eller gennemgå processkrifter, dokumenter eller bilag og på forhånd orientere det kommende vidne om en forestående retssags juridiske spørgsmål, om parternes modsatrettede holdninger til disse og sin interesse i et bestemt resultat? Og hvilken forskel gør det, om vidnet er ansat hos parten?
Fisch-Thomsen forsøgte på Juristmødet at udkrystallisere de centrale spørgsmål, når det gælder vidnepåvirkning, og indlægget udtrykker en klar holdning om, at advokater ikke bør have nogen vid adgang til at drøfte en sags forhold med et vidne forud for selve afhøringen i retten. Og det anbefales, at det rejste spørgsmål, der i dag ikke er omtalt i de advokatetiske regler, gøres til genstand for en nærmere regulering.
Anbefalingen hviler på et hensyn, som ingen kan være uenig i, nemlig at sikre, at vidnet ikke bliver påvirket af advokaten og dermed bevidst eller ubevidst ændrer sit vidneudsagn som følge af de informationer, vidnet nu er kommet i besiddelse af. Der er imidlertid tale om en vanskelig problemstilling. For på den ene side er det selvfølgelig oplagt, at en samtale med et vidne ikke må udvikle sig til holdningsbearbejdning, men på den anden side er der forhold, der kan tale for en mere liberal tilgang til emnet. Det er helt afgørende for at kunne yde kvalificeret rådgivning til sin klient, at advokaten har overblik over en sags faktiske omstændigheder, herunder hvad der vil kunne bevises under en retssag. Desuden kan det være procesbesparende, hvis det på forhånd er afklaret, hvad vidnet må forventes at ville afgive forklaring om, blandt andet fordi vidnets relevans, behovet for yderligere vidneindkaldelse eller anden bevisførelse – og i sidste instans partens stilling til sagens påstand – kan være afhængig af et vidnes forklaringer. En restriktiv regulering af emnet vil derfor kunne føre til en usmidig praksis.
 Fisch-Thomsens forslag og overvejelser kommenteres andet sted i dette nummer af Advokaten og har været drøftet i Advokatrådet, som har besluttet at nedsætte en arbejdsgruppe, der nærmere vil analysere området og overveje, om der er behov for at foreslå en vejledende regulering i de advokatetiske regler. Det handler i sin kerne om advokatens integritet, og netop værnet om advokaternes integritet er blandt hovedopgaverne for Advokatsamfundet, også i den nye vedtægt, der træder i kraft den 1. december. Uanset, hvad resultatet af dette arbejde bliver, er det glædeligt, at der i professionen er en faglig debat om – og holdninger til – rammerne for advokaternes virke, ikke mindst når målet er at sikre, at en samtale ikke udvikler sig til utilbørlig påvirkning.