Advokaten 9 - Ansatte tvinges til dyre voldgifter

Print Print
17-11-2008

En ny bekendtgørelse afskærer højskolelærere og -forstandere fra adgang til domstolene. Det er en alvorlig brist i retssikkerheden for mange ansatte.

Af Kim Egegaard, advokat, Bang + Regnarsen

Visse grupper af ansatte, f.eks. lærere på landets højskoler, står efter en ny bekendtgørelse fortsat med en meget ringe retssikkerhed, hvis de skulle blive uenige med deres arbejdsgiver.
Det gælder alle ansatte, der er omfattet af den såkaldte ansættelsesbekendtgørelse.
Bekendtgørelsen trådte i kraft den 24. april 2008 og bør så hurtigt som muligt ændres. Reglerne betyder nemlig, at ansatte, der er omfattet af bekendtgørelsen, henvises til voldgift i stedet for at få løst deres tvist hos de almindelige domstole.
Det indebærer bl.a., at de ansatte mister muligheden for at få dækket deres sagsomkostninger via fri proces. Og har den ansatte ikke mulighed for at få hjælp fra en fagforening til voldgiften, så kan voldgiften medføre noget nær økonomisk ruin for den ansatte. Med det resultat at den ansatte måske frafalder at få prøvet sin sag.

Brist i retssikkerhed
En nyere dom sætter fokus på et retssikkerhedsmæssigt perspektiv.
Afgørelsen i UfR 2008.1348V, ligger på linje med en række tidligere afgørelser, som ikke overraskende konkluderer, at en voldgiftsklausul som altovervejende hovedregel skal efterleves. En folkehøjskole og en lærer, afskediget fra samme, var således forpligtede til at lade deres uenighed om afskedigelsen afgøre ved voldgift.
Det særlige i afgørelsen er, at den i sagen omhandlede voldgiftsklausul ikke var et udslag af en individuelt forhandlet aftale om at lade eventuelle tvister afgøre ved voldgift. Der var derimod tale om, at kravet om voldgiftsbehandling hvilede på bekendtgørelse nr. 571 af 28. juni 1999 om ansættelsesvilkår for forstandere og lærere ved folkehøjskoler, som foreskriver, at en eventuel uenighed om grundlaget for en afskedigelse skal afgøres af en voldgiftsret.
Landsretten fandt ved dommen ikke anledning til at nære betænkelighed ved voldgiftsrettens sammensætning og virkemåde.
Efter min opfattelse er dommen rigtig, og den giver således ikke anledning til juridiske betænkeligheder, men dommen viser, at der er retssikkerhedsmæssige perspektiver ved ansættelsesbekendtgørelsen, som bør føre til en ændring af bekendtgørelsen.

Voldgift er dyr
Voldgiftsbehandling af en tvist er en ret bekostelig affære for parterne.
Som eksempel herpå kan gives en verserende sag, hvor en i medfør af ansættelsesbekendtgørelsen nedsat voldgiftsret har opkrævet a conto omkostninger hos hver af parterne med 75.000 kroner i en sag om afskedigelse af en lærer ved en idrætshøjskole. Hertil skal lægges parternes udgifter til advokatbistand.
Bekendtgørelsen omfatter forstandere og lærere ved folkehøjskoler. Der er for lærernes vedkommende tale om en gruppe ansatte med en bruttoløn i størrelsesordenen 25-30.000 kroner månedligt, og det kræver ikke meget indlevelse at forstå, at det i mange tilfælde, måske de fleste, ganske enkelt ikke vil være muligt for en lærer med sådanne indtægtsforhold at finansiere en voldgiftssag med samlede udgifter på 100.000 kroner eller mere.
Ved at tage ansættelse på en folkehøjskole tvinges medarbejderen således automatisk ind i et voldgiftssystem med et omkostningsniveau, som de facto berøver den præsumptivt svage part i et ansættelsesforhold muligheden for at få afprøvet om en afskedigelse er sket i overensstemmelse med gældende ret.
Helt grelt er det, hvis afskedigelsen angår brud på ligebehandlingsloven.
Sådanne sager kan behandles stort set omkostningsfrit i Ligebehandlingsnævnet, men hvis medarbejderen er så uheldig at være omfattet af ansættelsesbekendtgørelsen, kan det som ovenfor nævnt koste den ansatte op imod 100.000 kroner.

Ingen økonomisk støtte
Fri proces ydes som bekendt ikke til voldgiftssager, og langt de fleste retshjælpsforsikringer undtager udtrykkeligt tvister som udspringer af forsikringstagerens ansættelsesforhold fra dækning. 
Der er derfor umiddelbart ingen økonomisk hjælp at få til at få rettet op på en uberettiget afskedigelse.
Nogle vil måske indvende, at er afskedigelsen vitterlig uberettiget, vil den afskedigede få tilkendt sagsomkostninger, men al erfaring viser, at de tilkendte omkostninger kun sjældent dækker sagens fulde omkostninger.
Dertil kommer, at udsigten til, efter et års voldgiftssag, at få tilkendt delvise omkostninger ikke ændrer på, at voldgiftsrettens a conto omkostninger på 75.000 kroner, jf. ovenfor, skal finansieres i sagsbehandlingstiden.
Et banklån, svarende til et halvt års nettoløn for den ansatte, til at føre sag for, vil ofte være svært at opnå, fordi långiver med en vis rette må lægge til grund, at sagens udfald er tvivlsomt, idet et søgsmål i modsat fald forekommer overflødigt.
For medarbejdere, som har valgt at melde sig ind i en faglig organisation, kan der evt. være økonomisk støtte at hente i et fagforbund, men dels er det ikke alle, som ønsker at være medlem af en faglig organisation, dels lyder det netop i højskolemiljøet af lovlig meget tvang, når en medarbejder ved en højskole både tvinges ind i et bekosteligt voldgiftssystem og de facto tvinges til at organisere sig for ikke at risikere ikke at kunne forsvare sig mod et retligt overgreb.

Frivilligt alternativ
Mediation er ikke mit ærinde i nærværende artikel, men som formand for Danske Mediatoradvokater og bestyrelsesmedlem i Mediationsinstituttet kan jeg ikke lade være med at pege på det helt frivillige alternativ, som mediation udgør.  Jeg indskrænker mig derfor til følgende korte bemærkninger.
Mediation er ikke gratis, men mediation er en overordentlig konkurrencedygtig metode til konfliktløsning. Således kunne den i indledningen nævnte landsretssag være behandlet i Mediationsinstituttet for i alt kr. 7.500 + moms, som parterne skulle have delt. Sagen kunne dertil have været færdigbehandlet inden for to måneder. I hastende tilfælde kan sagen endda behandles inden for 48 timer mod et beskedent hastegebyr.
At sagsbehandlingen ved Mediationsinstituttet er både hurtig og billig er imidlertid sekundært i forhold til det faktum, at ingen af parterne i en mediation vil opleve at få trukket et bestemt resultat ned over hovedet. Parterne finder ved hjælp af en af Mediationsinstituttets kvalificerede mediatorer den løsning på sagen, som parterne kan enes om, og som parterne derfor oplever som en kvalificeret måde at afslutte tvisten på. Der er således meget betydelige fordele ved at gå frivillighedens vej.
Som nævnt indledningsvis opfordrer jeg til, at ansættelsesbekendtgørelsen ændres, og da Folketinget nu har anerkendt mediation og indført retsmægling ved retterne, ville det være logisk tillige at ændre bekendtgørelsen således, at udgangspunktet for tvisteløsning bliver mediation og samtidig at bestemme, at udgiften til mediation under alle omstændigheder skal afholdes af den økonomisk stærke part, arbejdsgiveren.