Advokaten 8 - Leder - Reformen der ikke må fejle

Print Print
20-10-2008
Folketinget gennemførte efter grundige forarbejder en reform af både politiet og domstolene.
Politireformen og de problemer, den har skabt for både politiets betjening af befolkningen og for politiets personale, har påkaldt sig stor politisk opmærksomhed. Det er der ikke noget at sige til, for de problemer der opstår, når politiet svigter, er nemme at forstå og forholde sig til.
Justitsministeren har reageret på problemerne med politireformen ved at bede Rigsadvokaten og Rigspolitichefen om en meget hurtig evaluering og vurdering af, hvilke tiltag der skal til for at imødekomme den kritik, reformen har givet anledning til.
Advokatrådet må hilse justitsministerens initiativ velkommen, for et velfungerende politi, som nyder befolkningens tillid, er et meget vigtigt element i et velfungerende retssamfund.
Men samtidig med politireformen kom der jo også en domstolsreform, som ikke alene ændrede radikalt i strukturen ved at reducere antallet af byretter, men som også ændrede på kompetencefordelingen mellem byretterne, landsretterne og Højesteret, samtidig med at al tinglysning bliver digitaliseret og samlet ved en central tinglysningsret.
Og hvordan er det så gået med domstolsreformen?
Først og fremmest må man konstatere, at den offentlige debat om de problemer, der rent faktisk er forbundet med domstolsreformen, slet ikke har været så heftig som debatten om politireformen. Det er trist, men nok ikke så mærkeligt, for de problemer, domstolssreformen har forårsaget for publikum, har ikke slet så stor medieappel som en dramatisk forbrydelse, der måske kunne have været forhindret ved rettidig udrykning fra politiet.
Set fra et helikopter-perspektiv er det imidlertid mindst lige så vigtigt for et retssamfund at have et velfungerende retsvæsen som et velfungerende politi.
Min påstand er, at problemerne i retsvæsnet for så vidt ikke er mindre end problemerne i politiet. Der kunne derfor også være god grund til at foretage en evaluering af de problemer, der er udløst af de mange ændringer i domstolene.
Her to år efter reformen kan man konstatere, at domstolenes funktionalitet af brugerne stadig opleves som ringere end før reformen.
Det skyldes ikke personalet. Det er mit indtryk, at alle i domstolene – fra yngste kontorelev til retspræsidenterne – har slidt og slæbt, og at de fleste er gået til opgaven med engagement og entusiasme.
Jeg deler heller ikke opfattelsen af, at det er reduktionen af antallet af retskredse, der er den egentlige skurk. Småt er godt i nogle henseender, men Advokatrådet har gennem mange år bakket op om, at der i et moderne retssamfund var behov for større retskredse – og det på trods af de strukturtilpasningsproblemer man måtte forudse for advokaterne med en sådan løsning.
Nogle af problemerne skyldes formentlig den usikkerhed om personalesituationen, der er blevet skabt af de gentagne udsættelser af tinglysningsprojektet, og det dræn i erfarne medarbejdere, der er fulgt i kølvandet på reformen, men nok så alvorligt er det, at domstolene er lysår bag efter resten af statens institutioner på it-området.
Domstolenes it-systemer er forældede. Om det var erkendelsen heraf, der førte til, at domstolene blev fritaget for det digitaliseringskrav, der blev indført i statsadministrationen, ved jeg ikke.
Det er imidlertid en kendsgerning, at advokaterne på it-fronten indbyrdes og med deres klienter benytter sig af teknologiske løsninger, som ikke kan anvendes i kommunikationen med domstolene.
Det er nærliggende at antage, at det ikke er viljen, men ressourcerne, der mangler i domstolssystemet. Jeg tror derfor, det ville være en god ide at få evalueret behovet for nye tiltag og yderligere ressourcer. Brugerne bør involveres i en sådan proces – og Advokatrådet medvirker gerne positivt hertil.
Reformen af domstolene var ikke blot en reform af retskredsene, men samtidig også en reform som omfordelte arbejdsopgaverne mellem de forskellige instanser. Der lå mange gode tanker bag reformen af instansfølgen, men de første erfaringer kunne tyde på, at lovgiver måske ikke har ramt den helt optimale løsning. Man må overveje, om brugen af tre dommere i byretssager fungerer som forudsat, om de sagkyndige dommere har fået den tiltænkte rolle, om henvisningsreglerne fungerer, som de skal, om Højesteret får den tiltænkte rolle mv.
Det er for tidligt at fremkomme med en egentlig kritik af de nye regler om instansfølge mv., men allerede nu synes der at være grundlag for at foreslå, at der i Retsplejerådets regi foretages en grundig evaluering af denne del af reformen inden for rimelig tid, så nødvendige eller hensigtsmæssige justeringer kan foretages med rettidig omhu.