Advokaten 8 - I dødspatruljernes sigtekorn

Print Print
20-10-2008

Miguel Gonzales er advokat i et land, hvor højesteret ligger i krig med præsidenten. Hvor præsidenten ligger i krig med guerillaerne. Hvor guerillaerne er i krig med paramilitære styrker. Og hvor nogen altid ender med at blive skudt til sidst.

Af Rasmus Lindboe, pressechef, Advokatsamfundet

Når man følger Miguel Gonzales’ fortælling om Colombia, føler man sig som Alice i Eventyrland, der hopper ned i kaninens hul:
Selv om de ting, man møder, ligner dem, man kender hjemmefra, er alting ligesom vendt på hovedet, fordrejet eller så underligt, at man langsomt bliver mere og mere svimmel.
Lige som Alice, der langsomt falder og falder og forgæves prøver at finde mening med tingene ved at gribe ud efter et glas med syltetøj og andre kendte genstande, lader vi os nu falde sammen med Miguel Gonzales i et forsøg på at forstå, hvordan det er at arbejde som advokat i Colombia.
- Jeg forstår, hvis det kan være svært for en udlænding at forstå helt, hvordan tingene hænger sammen, siger Miguel Gonzales empatisk. Han er ulasteligt klædt i blødt jakkesæt og slips og har et velplejet fuldskæg. Han er lille, meget lille, af statur.
Det virker helt underligt, at én af Colombias paramilitære dødspatruljer forfølger denne mand, og at han derfor har måttet flygte fra sit land gennem et beskyttelsesprogram. Her følger Miguel Gonzales’ udlægning af Colombias udvikling som retsstat.

På flugt
Miguel Gonzales nyder at gå gennem Kongens Have i København. Alene.
Hjemme i Colombia er han døgnet rundt beskyttet af tre bodyguards og kører i bil med tonede ruder.
Trods den mandsopdækning har han valgt at søge beskyttelse i Spanien.
- Jeg fik nogle oplysninger fra mine advokatkolleger, begynder den colombianske advokat.
- De fortalte mig, at jeg de seneste seks måneder var blevet forfulgt. Og de viste mig navnene på fem personer, deriblandt en kaptajn i politiet, som skyggede mig. En person, der sidder fængslet, havde betalt dem for at udføre det beskidte arbejde mod mig.
Navnene på Miguel Gonzales’ forfølgere var dét, som gjorde udslaget, og som fik ham til at tage flugten til Spanien. De fem personer havde, beviseligt, taget del i en tidligere bortførelse af en leder fra en faglig organisation. Efter 84 dage dukkede den faglige leder endelig op i hovedstaden Bogota. Som lig. Og med synlige tegn på tortur. 
Miguel Gonzales er nu omfattet af et beskyttelsesprogram under Den Interamerikanske Menneskerettighedskommission under Organisationen af Amerikanske Stater.
Og kommissionen har travlt i Colombia, hvor FN har valgt at placere en afdeling af højkommissariatet for menneskerettigheder.
FN-kontoret har i år udgivet ti rapporter om forholdene i Colombia. I samtlige rapporter tales der om politiske mord, forbrydelser mod menneskeheden, krigsforbrydelser og forsvindinger.
Hver tredje time kidnappes en person i Colombia.
Også Amnesty og lokale regionale menneskerettighedsorganisationer har hyldemeter af rapporter om krænkelser af menneskerettigheder i landet.
Lad os med Miguel Gonzales’ øjne se nærmere på det retssystem, han er en del af.

To sæt rettigheder
Colombias præsident hedder Álvaro Uribe. Ham vender vi tilbage til. For lad os først se på de efter danske forhold noget særprægede spilleregler, som præsidenten ifølge Gonzales har indført i det colombianske retsvæsen:
- Det, der sker lige nu, er, at et nyt princip er på vej ind i retsvæsenet. Man indfører et nyt sæt retsgarantier for dem, man kalder statens fjender. De personer, som er kategoriseret som borgere, er omfattet af almindelige retsgarantier og har ret til forsvarer og en mere almindelig rettergang. Statens fjender har ikke de rettigheder. Det gør, at man kan have en helt ny type retsprocesser uden de almindelige retsgarantier, fortæller Miguel Gonzales.
Skulle man vælge at være så uheldig at havne i kategorien af “statens fjender” – det afgør anklagemyndigheden – så kan man godt vinke farvel til tanken om, at ens forsvarer kan fremlægge egne beviser og forholde sig kritisk til de beviser, anklagemyndigheden fremlægger.
Eller med en advokats ord:
- Det store flertal af folk, som bliver dømt i denne kategori, har slet ikke mulighed for at forsvare sig.
Nu er det, at følelsen af at være Alice på vej ned i kaninens hul kommer igen. Man griber efter ting, der virker genkendelige. For hvad gør domstolene? Hvad siger advokatsamfundet? En præsident kan da ikke bare indføre et nyt sæt retsgarantier for en gruppe af befolkningen?
 - Lige nu er der en meget tilspidset debat om domstolenes rolle, begynder Miguel Gonzales.
Den colombianske højesteret fungerer nemlig også som en slags undersøgelsesdomstol og er lige nu ved at efterforske 60 medlemmer af parlamentet for deres forbindelser til de paramilitære grupper, som støtter regeringen.
Problemet er, at de fleste af de parlamentarikere er medlemmer af præsidentens parti. Og aktivt har hjulpet præsidenten til hans valgsejre.
Præsidentens svar til højesteretten har været at indføre en lov, som siger, at den type sager slet ikke skal behandles af højesteret, men af et nyt, særligt tribunal, fortæller Gonzales.
Han konstaterer i nøgternt tonefald:
- Lige nu er der en konflikt mellem den udøvende magt og den dømmende magt.
Og i den kamp er advokaterne også klemt. Colombia lider under ikke at have et stærkt advokatsamfund. Advokaterne har delt sig i sammenslutninger, som enten er lokale eller som repræsenterer de forskellige sektorer af branchen.
Kampen for domstolenes uafhængighed kæmpes derfor hovedsagelig af domstolene selv. Og regeringen har sat tommeskruerne på.
Hidtil har systemet med udpegning af dommere groft sagt været således, at et særligt dommerudnævnelsesråd oprettede lister med advokater, der blev fundet egnede til opgaven. Domstolene kunne så udpege fra listen. Medlemmerne af dommerudnævnelsesrådet var udpeget af kongressen. Altså en indirekte politisk udpegning af dommerne.
Nu har præsidenten foreslået en ny reform, som giver det politisk udpegede dommerudnævnelsesråd magt til selv at udpege dommere direkte fra listen.
Den slags skaber naturligvis ikke varme følelser mellem domstolene og præsidenten.
Men vent bare. Striden går langt dybere.

Anklagernes magt
En anden grund til, at domstolene og præsidenten ikke længere er bedste venner, er den modstand, som domstolene havde, da præsidenten op til 2006 ændrede landets forfatning. Forfatningen tillod tidligere kun præsidenten at sidde for en periode på fire år. Forfatningen blev ændret i 2006 trods domstolenes modstand. Og er nu på vej til at blive ændret igen, så præsidenten i 2010 vil kunne sidde en tredje periode.
Miguel Gonzales mener, at “det er alt for let” at ændre på forfatningen.
På overfladen har præsident Uribe ellers gjort meget for at ændre retsvæsenet i retning af det bedre. Siden sin tiltræden i 2002 er budgettet til justitsområdet blevet fordoblet. Og i 2005 blev der indført en reform af retsvæsenet, der gjorde op med landets antikke system, som stammede helt tilbage fra kolonitiden. Før 2005 eksisterede et system, hvor anklageren var primus motor i sagerne og alene havde magten til at fremlægge – eller nægte fremlæggelsen – af beviser. Systemet eksisterer stadig – for sager, som vedrører forhold før 2005.
Efter retsreformen har Colombia nu et system, hvor dommeren leder rettergangen, som er blevet åben for offentligheden.
Og dog.
For noget tyder på, at præsidenten alligevel ikke har været helt tilfreds med reformen.
Han er nu ved at indføre en særlig rettergang for de alvorligste typer af forbrydelser.
- I den slags sager udpeger statsanklageren dommeren. Anklageren udpeger, hvem der skal efterforske en sag, forklarer Miguel Gonzales.
Officielt begrundes mange af de nye reformer med et argument, som kun er alt for bekendt: terrorisme. Både i Colombia og Danmark betegnes den marxistiske oprørsbevægelse FARC som terrorister.
- Regeringens opfattelse og retorik er, at konflikten ikke eksisterer som en intern splid i Colombia. Der er kun tale om terrorrister. Og du er sikkert bekendt med, hvor svært det er at definere, hvad terrorisme er, siger Miguel Gonzales.

Retsvæsen i forfald
Den konstante krig mellem domstole og regering. Opbygningen af parallelle retssystemer. Og særregler med henvisning til terrorisme er ved at ødelægge retsvæsenet i Colombia, mener Miguel Gonzales.
- Desværre har de her ting invaderet retssystemet. Derfor går vores retssystem ikke længere ud på at have to positioner over for hinanden, at efterforske sagen og nå frem til en dom eller frifindelse. Dommerens rolle er udelukkende at dømme statens fjender. Selvfølgelig er der undtagelser, og der er dommere, der går imod, men der er andre funktionærer, særligt anklagemyndigheden, som ikke respekterer basale retsgarantier.
Seneste skud på stammen af regler, som er indført for at bekæmpe “terrorisme” internt i Colombia, er “loven for retfærdighed og fred”. Konkret medfører loven en markant sænkning af straframmen for mord og forbrydelser mod menneskeheden – til maksimalt otte års fængsel. Tidligere blev den slags takseret til mellem 40 og 60 års fængsel i Colombia. Loven tillader også, at lederne af de såkaldt paramilitære grupper kan beholde deres formuer, selv om de måtte stamme fra kriminalitet. Og at lederne ikke stilles til regnskab for deres forbrydelser.
Loven udløste igen et slagsmål med højesteretten, som indskrænkede præsidentens oprindelige forslag.
- Som jeg ser det, opfylder loven om retfærdighed og fred ikke de internationale standarder i forhold til retfærdig rettergang og behandlingen af ofre for forbrydelser, siger Miguel Gonzales.
Som om det colombianske retsvæsen ikke selv har nok at kæmpe med, gør relationen til USA også livet svært for de advokater, der kæmper for at få stillet de ansvarlige for de mange mord i landet til ansvar.

Ingen krigsforbrydelser
Det vil være oplagt at forsøge at få nogle af de militære ledere, som står bag de mange mord, dømt for krigsforbrydelser, mener Miguel Gonzales. Og henviser til FN-rapporten, som netop peger på den type forbrydelser i Colombia.
Problemet er, at de militære ledere alle på en eller anden måde er involveret i den omfattende narkotikahandel, som er drivkraften i Colombias konflikter. 90 procent af narkotikaen i USA stammer fra Colombia, og USA har naturligt nok sikret sig en udleveringsaftale med Colombia.
Resultatet er, at de tilfangetagne militære ledere bliver udleveret til USA.
- Jeg mener, det er meget alvorligt, at når de paramilitære chefer begæres udleveret til USA på baggrund af påstande om narkohandel, så bliver anklagerne om mord og forbrydelser mod menneskeheden slet ikke behandlet, siger Miguel Gonzales.
Når de militære ledere er udleveret til USA har det den effekt, at personerne ikke kan retsforfølges ved det internationale krigsforbrydertribunal, ICC. Det anerkendes ikke af USA.

Rodrigo Granda
Men tilbage til de fem mænd med tvivlsom baggrund, som overvågede Miguel Gonzales og som medførte, at han måtte flygte.
Miguel Gonzales har længe arbejdet som forsvarsadvokat. Det er i sig selv uklogt i et land, hvor regeringen har tendens til at opfatte advokater som havende fælles livsanskuelse med klienterne.
Miguel Gonzales kommer for alvor i myndighedernes søgelys, da han i 2005 bliver forsvarer i en meget omtalt sag om FARC-lederen kaldet “Rodrigo Granda”.
Rodrigo Granda er kendt som en slags udenrigsminister for FARC. Og de colombianske myndigheder pågriber Rodrigo Granda, mens han befinder sig i Venezuela. Den slags manøvrer behager ikke noget land, og en diplomatisk krise bryder ud mellem Venezuela og Colombia. Storpolitik krydses med en prominent retssag.
- Siden den dag har mit liv ikke været det samme. Jeg har modtaget alle slags trusler, fortæller Gonzales.
Så hvorfor lader han ikke bare være? Han ved vel, hvordan klaveret spiller i sit eget land. Hvorfor udsætte sig selv for at leve under beskyttelse døgnet rundt og for konstant chikane?
- Jeg har en professionel forpligtelse til at påtage mig det arbejde. Nu vi har taget den uddannelse som advokater, så har vi pligt til at tage de sager vi bliver bedt om. Vi har både en etisk og en professionel forpligtelse til at hjælpe de folk.
- Mit kontor derhjemme står og venter på, at jeg kommer tilbage, siger han.

Fakta

FN og Colombia
Advokat Miguel Gonzales kritik afspejles i vid udstrækning i de FN-rapporter, der er udgivet. FN’s højkommissariat for menneskerettigheder skriver i sin nyeste information om situationen i Colombia, at der er tale om massive overtrædelser af menneskerettighederne.
FN’s særlige udsendte rapportør har også understreget, at den colombianske anti-terrorlovgivning fra 2003 og 2004 er problematisk for retssikkerheden.
Mere information på www.ohchr.org.

FN om retssikkerhed
FN’s højkommissariat for menneskerettigheder har særlig blik for den manglende retssikkerhed i landet. I 2003 skriver kommissariatet således:

The rule of law and impunity
The High Commissioner calls upon the Government and Congress of the Republic, when adopting policies or drafting legislation, to pay due attention to the obligations assumed by Colombia as a State party to international human rights and international humanitarian law instruments.  He urges them to take account of the international principles of legality, necessity, proportionality, timeliness and non discrimination when adopting or applying policies and measures related to security and public order.  He calls on them in particular not to introduce any rules in the Colombian legal system that would enable members of the military forces to exercise police or other functions incompatible with the independence of the justice system.