Advokaten 8 - Højesteret og havneloven

Print Print
20-10-2008

Hvor principiel skal en principiel sag være for at kunne henvises til landsretten – og hvor blev de sagkyndige dommere af?

Af Ole Dybdahl, landsdommer, Østre Landsret

Fredag den 29. december 2006 – den sidste hverdag før domstolsreformens ikrafttræden – indleverede Scandlines en stævning til Østre Landsret mod Havneklagenævnet med forskellige påstande vedrørende besejling af Rødby Havn. Baggrunden var en strid mellem det danske rederi Scandlines og to konkurrerende norske rederier.
Otte uger senere henviste Østre Landsret sagen til behandling ved Københavns Byret, idet en overgangsregel i forbindelse med domstolsreformen gav landsretterne adgang til at henvise civile sager anlagt i andet halvår 2006 til byretterne.
Henvisning af en sag krævede bl.a., at sagen ikke var af principiel karakter. Overgangsreglen skal ses i sammenhæng med, at byretterne med domstolsreformen har fået kompetencen til at behandle stort set alle civile sager som første instans, dog således at principielle sager kan henvises til landsretten (og i visse tilfælde Sø- og Handelsretten).
Scandlines ville ikke acceptere, at rederiets landsretssag blev gjort til en byretssag, og søgte og fik Procesbevillingsnævnets tilladelse til at få henvisningsafgørelsen prøvet i Højesteret. Højesterets flertal fandt, at en stillingtagen til den omtvistede besejlingsmodel på Rødby Havn indebar en fortolkning af havneloven. Højesteret bemærkede videre, at domstolene ikke tidligere havde taget stilling hertil, og at parterne var enige om sagens principielle karakter. Landsrettens kendelse blev herefter ophævet, således at sagen skulle behandles af Østre Landsret som første instans (se faktaboksen).
 
Et vink fra Prins Jørgens Gaard
Kæremålet blev i Højesteret behandlet af fem dommere, og der kan ikke herske tvivl om, at sagen af Højesteret er blevet anset som væsentlig med henblik på at fastlægge den fremtidige praksis for henvisning af civile sager fra byretterne til landsretterne og dermed også for, hvilke sager der vil kunne ankes frit fra landsret til Højesteret. Sagen er blevet analyseret og kommenteret af advokat René Offersen her i bladet (nr. 05/08) og Michael Gøtze fra Københavns Universitet, der begge ser dommen som udtryk for, at henvisningsadgangen fra byret til landsret skal praktiseres lempeligt.
I 2007 henviste byretterne 69 sager til landsretterne. I første halvår af 2008 er antallet af henviste sager godt 100, hvilket formentlig er udtryk for, at henvisningsreglen nu fortolkes i lyset af havnesagen.
Visse sager er nok principielle, men ikke så principielle, at de behøver at blive behandlet i landsretten som første instans og med fri ankeadgang til Højesteret.
Domstolsreformen muliggør derfor tre-dommerbehandling ved byretterne, når sagen enten er principiel, når udfaldet kan få væsentlig betydning for andre end parterne, når sagen frembyder særlig omfattende eller vanskelige retlige eller bevismæssige spørgsmål, eller når sagens særlige karakter i øvrigt undtagelsesvis gør kollegial behandling påkrævet.

Bliver dommeren sur?
Selv om domstolsreformen snart er to år gammel, er det kun et relativt begrænset antal sager, der er blevet behandlet af tre dommere i byretterne. Sagspresset har været betydeligt ved byretterne efter reformen, hvilket kan have begrundet en tilbageholdenhed hos advokaterne med hensyn til at bede om kollegial byretsbehandling; men det har også været anført, at tre-dommerbehandling i byretten og senere i landsretten skulle være begrænsende i relation til siden at kunne søge tredjeinstansbevilling i sagen, og at en anmodning om kollegial behandling ville kunne opfattes som en indirekte kritik af byretsdommeren. Begge hensyn er uholdbare.
Ud over adgangen til kollegial behandling med tre juridiske dommere er der nu åbnet mulighed for, at byretten kan tiltrædes af to sagkyndige medlemmer, når fagkundskab skønnes at være af betydning for sagen. Dette gælder også i landsretten, når den er første instans, og i ankesager når sagkyndige har medvirket i byretten.
Ordningen er velkendt fra Sø- og Handelsretten, og man har fundet store fordele ved også at kunne supplere de øvrige retters juridiske ekspertise med fagkundskab. Ud over at medvirke til at træffe afgørelser med et mere kvalificeret fagligt grundlag vil ordningen være med til at styrke respekten for domstolene og deres afgørelser blandt brugerne.
Ordningen har beklageligvis endnu ikke vundet den store udbredelse, og for flere byretters vedkommende kan antallet af sager med sagkyndige dommere tælles på én finger. Domstolsstyrelsen har derfor nu etableret en fælles database for byretterne og landsretterne med oplysninger om de mere end 300 sagkyndige dommere, som landsretspræsidenterne efter indstilling fra 50 organisationer har beskikket med virkning fra den 1. januar 2008. Domstolene er personuafhængige, og retsplejeloven åbner ikke mulighed for, at parterne kan pege på eller vælge blandt de sagkyndige dommere til den enkelte sag, men databasen vil synliggøre for retterne, hvilke kompetencer de sagkyndige dommere besidder.

Voldgiftsbehandling i byretten
Det er naturligt i forbindelse med bestemmelserne om henvisning til landsret og om kollegial behandling i byretterne at omtale den nye retsplejelovsregel, der giver parterne mulighed for på forhånd – det vil sige før dommens afsigelse – at aftale, at en dom vedrørende sagens realitet ikke skal kunne ankes. Herved bliver den samlede sagsbehandlingstid hurtigere og billigere. Bestemmelsen giver mulighed for på aftalemæssigt grundlag at opnå en endelig afgørelse i én instans, sådan som det kendes fra voldgift.
Aftalen om at udelukke anke kan være betinget. Eksempelvis kan en aftale om, at en byretsdom ikke skal kunne ankes, være betinget af, at sagen undergives kollegial behandling i byretten. En aftale om at udelukke anke kan også være betinget af, at sagen henvises til landsretten til behandling i første instans.
Domstolene har fået flere og bedre varer på hylderne. Dette er sket ved de ovenfor beskrevne lovændringer og den samtidige opstramning af civilprocessen, ved retsafgiftsreformen i 2005, ved småsagsprocessen pr. 1. januar 2008, og ved de nye regler om retsmægling fra 1. april 2008. Nye regler hjælper imidlertid ikke, hvis de ikke anvendes, og domstolene må bidrage hertil ved at sikre den nødvendige information. Det er imidlertid i første række advokaterne, der må omstille sig fra at arbejde i et mere enstrenget system til at kunne se perspektiverne i og rådgive klienterne om brug af hele Domstolsbutikken Danmark.

Fakta
Henvisning fra byret til landsret
Retsplejelovens § 226, stk. 1:
“Byretten kan efter anmodning fra en part henvise en sag til behandling ved landsret, hvis sagen er af principiel karakter.”

Havnesagen fra Højesteret
Højesterets kendelse af 14. december 2007 (U 2008.649):
Fire dommere – Torben Melchior, Poul Sørensen, Niels Grubbe og Thomas Rørdam – udtaler:
En stillingtagen til den omtvistede besejlingsmodel på Rødby Havn indebærer en fortolkning af modtagepligten efter havnelovens § 5. Domstolene har ikke tidligere taget stilling hertil, og vi finder – i overensstemmelse med parternes samstemmende opfattelse – at sagen angår et principielt retligt spørgsmål. Betingelserne for henvisning af sagen til byretten er herefter ikke opfyldt, jf. § 105, stk. 8, nr. 3, i lov nr. 538 af 8. juni 2006.
Vi stemmer herefter for at tage Scandlines Danmark A/S' påstand til følge. ….
Dommer Børge Dahl udtaler:
Det forhold, at en sag omfatter principielle spørgsmål, er ikke tilstrækkeligt til at anse den for at være af “principiel karakter” i den forstand, hvori dette udtryk anvendes i retsplejelovens § 226, stk. 1, og § 105, stk. 8, nr. 3, i lov nr. 538 af 8. juni 2006.
Uoverensstemmelsen mellem parterne angår i første række, hvorledes en besejlingsmodel på Rødby Havn udarbejdet af en konkurrent til Scandlines Danmark A/S forholder sig til en i 1997 truffet afgørelse om konkurrentens adgang til besejling af Rødby Havn. Afgørelsen af denne tvist må antages i det væsentlige at bero på en konkret bevismæssig vurdering og skønsmæssig afvejning. Der er i øvrigt ikke oplyst omstændigheder, som giver grundlag for at antage, at en afgørelse i sagen vil have “en sådan generel betydning for retsanvendelsen og retsudviklingen eller en sådan væsentlig samfundsmæssig rækkevidde i øvrigt, at sagen bør kunne indbringes for Højesteret som anden instans uden særlig tilladelse.”
Med denne begrundelse stemmer jeg for at stadfæste landsrettens afgørelse.
Afgørelsen træffes efter stemmeflertallet.
Thi bestemmes:
Landsrettens kendelse ophæves, således at sagen behandles ved Østre Landsret som første instans.”

Havnesagens indvirkning på henvisninger
Michael Gøtze, lektor, ph.d. på Københavns Universitet skriver om kendelsen i Juristen 2008, side 163:
“Muligheden for en fleksibel og dynamisk regulering af sagsmængden er således et af de reale hensyn, som kan indgå i den konkrete vurdering af en sag med principiel karakter efter § 226, stk. 1. Højesterets kendelse af 14. december 2007 er i den forbindelse et signal til dommere og parter om, at de overordnede retter efter Højesterets opfattelse fortsat skal være forum for principielle og fagligt udfordrende civile sager, og at den styring af sagstilgangen, som er indbygget i henvisningsreglen i § 226, indtil videre skal praktiseres lempeligt.”

Sagkyndige dommere
Retsplejelovens § 20, stk. 1 og 2:
“I borgerlige sager i 1. instans, der behandles ved byretten eller landsretten, kan retten bestemme, at retten under hovedforhandlingen skal tiltrædes af 2 sagkyndige medlemmer, hvis fagkundskab skønnes at være af betydning for sagen.
Stk. 2. I ankesager i landsretten, der i 1. instans er behandlet under medvirken af sagkyndige i medfør af stk. 1, kan retten bestemme, at retten under hovedforhandlingen skal tiltrædes af 2 sagkyndige medlemmer.”