Advokaten 8 - Her ses advokater som ét fedt med terrorister

Print Print
20-10-2008

Hverken offentlighed, dommere eller anklagere kan adskille forsvarerne fra deres sager og deres klienter. Det har betydning i retssalene, hvor retfærdighed i forvejen er svær at få øje på.

Af Martin Selsøe Sørensen, journalist, Istanbul

Når advokat Sezgin Tanrikulu står og kigger sig omkring i det lille retslokale, kan man nemt få den tanke, at han forgæves spejder efter retfærdigheden.
I retssalen i den tyrkisk-kurdiske storby, Diyarbakir, sidder dommeren og anklageren – i ens kåber – bag den samme skranke, mens Sezgin Tanrikulu må stå i gulvhøjde en halv meter nede og kigge op.
Bag dommeren og anklageren hænger et enormt billede af det moderne Tyrkiets grundlægger, Atatürk. Opstillingen er på ingen måde usædvanlig, for sådan ser der fundamentalt ud i alle retssale over hele Tyrkiet. Selv om nationens grundlægger rigtignok demokratiserede landet, så er fortolkningen af hans arv på mange måder udemokratisk og diskriminerende over for etniske og religiøse minoriteter.
For ifølge Atatürk er en rigtig tyrker en sunni-muslim, der taler tyrkisk og kalder sig tyrker. Statens sikkerhed og behov kommer altid før individets.
Så når det gælder retssikkerhed for borgerne, er der ikke noget at sige til, at eksempelvis kurdere og kristne føler sig noget beklemte over at skulle møde retfærdigheden i en retssal, der så tydeligt har til formål at sikre Atatürks form for retfærdighed.
- Anklager og dommer sidder på samme niveau, de bærer samme dragt, og de beder hinanden om vurderinger af sagerne. Anklagere og forsvarere burde være på samme niveau, men det er vi ikke, og vi har heller ikke lige rettigheder. Hvis anklageren ønsker det, kan han med dommerens tilladelse forhindre forsvaret i at få alle dokumenterne i en sag, siger Sezgin Tanrikulu, der også er formand for advokatsamfundet i Diyarbakir, som er den største kurdiske by i Tyrkiet.

I kurder-land
For Sezgin Tanrikulu kan det være en utaknemmelig opgave at være advokatformand i en by og et område, som landets myndigheder har været med til at gøre så trøstesløse som muligt. En del af byens halvanden million indbyggere er tvangsforflyttede hertil fra et stort opland af fattige landsbyer. Der er ikke én eneste fabrik eller nogen anden større produktion i byen, så folk lever af småhandel, servicefag og transport. Hvis de altså ikke lader sig friste af de muligheder, bjergene og grænserne til Irak, Iran og Syrien giver for handel og smugleri.
Det er i dette område i Tyrkiet, at støtten til den kurdiske sag er stærk. Og trådene herfra rakte i 2005 til Danmark, da 53 borgmestre i et brev opfordrede statsminister Anders Fogh Rasmussen til at opretholde sendetilladelsen til den kurdiske tv-station, Roj-tv, som sender fra København. Den kurdiske tv-station sender pr. satellit fra Danmark – men den tyrkiske regering ønsker sendetilladelsen inddraget: Tv-stationen anklages af Tyrkiet for at være del af Det Kurdiske Arbejderparti PKK, der står på EU og USA’s terrorlister.
Sezgin Tanrikulu er hovedforsvarer i retssagen mod de 53 kurdiske borgmestre.
Sagens kerne er, at Roj-tv og PKK i den tyrkiske regerings øjne er to sider af samme sag. Derfor ses borgmestrenes brev som en støtte til terrorisme, og derfor blev de i april i år idømt bødestraf og betinget fængsel. Straffen er for lille til, at den kan blive anket i det tyrkiske retssystem, så sagen er nu på vej til Menneskerettighedsdomstolen.
Sagen er blevet fulgt af den danske Helsinki-komité, der også har kigget på det tyrkiske retssystem mere generelt, og her er der ingen tvivl om, at retfærdighed lader noget tilbage at ønske.
- Det er dommeren, der fremlægger hele sagen og dens beviser, og under dommerens votering vil anklageren være til stede i samme lokale. Det kan ikke undgå at lægge et psykisk pres på dommeren. Det rejser det åbenbare spørgsmål, om det er en retfærdig rettergang, siger Helsinki Komiteens observatør Mikael Lyngbo, der er tidligere politimester i Haderslev.

Nytårskort som forbrydelse
Anklagere og dommere er i Tyrkiet medlemmer af den samme faglige organisation. Og i en by som Diyarbakir i Tyrkiets urolige sydøstlige hjørne bor de i samme aflukkede område under militærets beskyttelse. I det afspærrede område er alt, hvad de skal bruge af fornødenheder og social adspredelse, så de kan leve fuldstændig afsondret fra det samfund og de mennesker, de skal forholde sig til i retssalene.
I retsopgøret om de 53 borgmestres brev bestod forsvarsteamet af et hold bestående af 18 forsvarsadvokater, der argumenterede med, at borgmestrene ikke kunne forudsættes at kende til Roj-tvs struktur og organisation, subsidiært at Roj-tv ifølge flere afgørelser fra det danske Radio- og tv-nævn ikke sender noget, der er meget anderledes end det, “der sendes på Danmarks Radio og TV 2,” som nævnet har formuleret det.
Lederen af forsvarsteamet, Sezgin Tanrikulu, er ikke bare blevet kendt i offentligheden på grund af sagen med borgmestrene. Han er én af de mest benyttede forsvarere i de hyppige retssager mod kurdiske politikere og personligheder i øvrigt.
Der skal ikke meget til, før følsomme tyrkiske anklagere ser tegn på støtte til separatisme eller terrorisme, så domstolen i Diyarbakir er travlt beskæftiget med at retsforfølge byens politikere for forseelser som at skrive nytårskort på kurdisk eller for at fremsætte forkerte budskaber i politiske taler.
Det er ikke ualmindeligt, at byens overborgmester, kurdiske Osman Baydemir, har en håndfuld forskellige sager kørende ad gangen.
Den slags holder selvfølgelig Sezgin Tanrikulu beskæftiget, men det tærer også. For som forsvarer i den slags politisk følsomme sager bliver advokaterne ofte synonyme med dem, de forsvarer, og de forbrydelser, de er anklaget for. Det gør advokaterne lige så udsatte som politikerne.
- Man bliver ikke opfattet som del af et system, der prøver at fremme retfærdighed, men man bliver identificeret med den person, man forsvarer. Man bliver set på som kriminel, og det er skidt, for så begynder man at udøve selvkontrol, og passe på med, hvad man siger. Som mange andre advokater har jeg været under stort pres, og jeg bliver ofte truet i telefonen eller i breve, siger Sezgin Tanrikulu.
- Fordi jeg fører de sager, jeg gør, er nogle mennesker bange for at hyre mig, fordi jeg fremstår som én, der er imod regeringen. Det gør folk bange.
Sagen om brevet til Anders Fogh Rasmussen handler om terrorisme og involverer kurdiske politikere, og derfor bidrager den til det dårlige rygte, Sezgin Tanrikulu har blandt tyrkere, der ikke kan skille en sag fra dens forsvarer.
Den sammenblanding sker imidlertid ikke kun i hovederne på almindelige mennesker, også blandt den type sagers øvrige aktører sker der en sammenblanding, mener Tanrikulu:
- Der er sjældent noget godt socialt forhold mellem anklager og dommer på den ene side og advokater på den anden. Advokater, der taler for demokrati, bliver set som nogle, der gør dommere og anklageres arbejde mere besværligt. Vi er et irritationsmoment, der giver dem mere arbejde. De ser sig selv som nogle, der ejer retssystemet og er på et højere niveau, og det er også sådan, de ser på advokatsamfundet.

Magten blandes sammen
Formanden for Tyrkiets største advokatforening hedder Ugur Poyraz, og han er formand for Istanbuls 25.000 advokater. Han kender kun alt for godt problemerne med partiske dommere, der tænker ilde om forsvarsadvokater, og han kender også kun alt for godt til problemerne med at ændre det syn.
- Dommere og anklagere føler, at de har ansvar for den offentlige orden og, at de repræsenterer staten. De prioriterer ikke individuelle friheder, for den slags er i konflikt med staten. I de sidste ti år er det ikke set, at kandidater fra store byer, der selv kender til individuelle friheder, er blevet udnævnt til dommer i det tyrkiske system. I stedet kommer dommerne fra små, anatolske provinsbyer. Deres retfærdighed er dermed statens retfærdighed, siger advokatformanden.
- Det er meget svært at ændre deres perspektiv. Dommerne er meget konservative. Og når de får en udnævnelse et sted i en tyrkisk by, så bliver de installeret i et isoleret område, hvor de ikke deltager i det sociale liv, og dermed får de et begrænset udsyn. Og så er der også et økonomisk problem. Dommernes løn er lav i sammenligning med deres store ansvar. En dommer i Istanbul får mellem 3.000-4.000 tyrkiske lira (12.000-16.000 kr.) om måneden. Det er ikke nok, og slet ikke forhold til, at han typisk skal behandle 1.000 sager om året.
På grund af presset fra sagsbyrden, den konservative baggrund, det manglende udsyn og en mangelfuld uddannelse, der ikke lever op til moderne standarder, mener Ugur Poyraz ikke, at der er noget overraskende i, at tyrkiske dommere ikke er i stand til at træffe afgørelser, der respekterer internationale konventioner og menneskerettigheder.
- Afgørelserne er politiske og ikke juridiske. Det er derfor ikke muligt at få en fair retssag i Tyrkiet, siger han.

Fakta

Sezgin Tanrikulu
Han er født i 1963 i en landsby uden for Diyarbakir, er gift med en advokat og far til tre børn. Han er medstifter af en menneskerettighedsorganisation og en støtteorganisation for torturofre, og er i øjeblikket ved at tage en doktorgrad på Istanbuls Kültür Universitet.

Menneskerettigheder for kurdere
Utallige gange har Tyrkiet hørt fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, at landet krænker sine borgeres menneskerettigheder. Mange af problemerne er generelle for hele landet, men i det kurdiske område i sydøst er problemerne større og hyppigere, alene af den grund, at området ikke opnår samme intense mediedækning som andre dele af Tyrkiet.
Det skyldes både, at det er tyndt befolket, at det er goldt og bjergrigt, men også, at mange tyrkere oplever kurdernes problemer som selvforskyldte. Krænkelserne sker derfor, uden at det giver genlyd i Vesttyrkiet på samme måde, som når kendte journalister i Ankara eller Istanbul får krænket deres ytringsfrihed.
Human Rights Watch oplister de alvorligste problemer som “uforholdsmæssig brug af våbenmagt”, “tortur og mishandling på politistationer”, “forfølgelse af menneskerettighedsaktivister” og mangel på både ytringsfrihed og mindretalsrettigheder.

Nyt CCBE-projekt i Tyrkiet
Advokatsamfundet støtter indirekte – gennem sammenslutningen af europæiske advokatråd, CCBE – styrkelsen af advokatprofessionen i Tyrkiet.
I samarbejde med det tyrkiske advokatsamfund begynder CCBE i slutningen af 2008 et program for tyrkiske advokater. Programmet indebærer i hovedtræk:
• Udviklingen af et professionelt uddannelsesprogram for de tyrkiske advokater. Programmet udarbejdes efter besøg i syv af de tyrkiske regioner og i samarbejde med det tyrkiske advokatsamfund.
• En serie af informative DVD’er, der skal omhandle både de vigtigste juridiske områder samt den mere formelle del af advokatgerningen, f.eks. administrationen af et advokatfirma.
• Tyrkiske advokater får adgang til et netværk af europæiske kolleger gennem besøg hos advokater i England og Wales.
• Efter besøgene vil de britiske advokater stå for efteruddannelse af de tyrkiske advokater. Undervisningen kommer til at foregå i de regionale afdelinger af det tyrkiske advokatsamfund.
• En opsamling og evaluering af resultaterne, bl.a. ideen om løbende efteruddannelse af advokaterne, ideen om en advokateksamen og erfaringerne med at skabe netværk mellem tyrkiske og udenlandske advokater.
CCBE-programmet strækker sig over i alt 18 måneder og er en opgave, som udføres under EU’s såkaldte Civil Society Dialogue-program. Det er et program, som siden 2005 har haft som mål at styrke civilsamfundet i Tyrkiet.
Mere information om CCBE-programmet kan findes på www.ccbe.eu.