Advokaten 7 - Ny lov lukker faglig voldgift ind i varmen

Print Print
22-09-2008

Den hundrede år gamle model til løsning af tvister – den faglige voldgift – bliver med den ny arbejdsretslov ophøjet til en ret. Flaskehalse ved domstolene sætter skub i brugen af den nye voldgiftsret.

Af Steven Turkington-Hansen, advokatfuldmægtig, Lett Advokatfirma

Indtil den ny arbejdsretslov trådte i kraft regulerede arbejdsretsloven kun Arbejdsrettens virke. Den nye lov har et kapitel 2, der omhandler de faglige voldgiftsretter. Dette er et revolutionerende skridt, da instituttet faglig voldgift har eksisteret i over 100 år, men aldrig før har været lovreguleret. Der ligger forskellige bevæggrunde bag lovfæstelsen af reglerne for et tvisteløsningsforum, der har fungeret i så mange år.
For det første har det ifølge den betænkning, der ligger til grund for lovforslaget til den ny arbejdsretslov, været et ønske fra arbejdsmarkedets parter at give den faglige voldgift et mere domstolslignende præg. Baggrunden herfor skal findes både på det EU- og menneskeretlige plan.
I relation til EU-retten er det relevant at få lovfæstet voldgiftsprincipperne for i højere grad at leve op til kravet om at være en “ret” i relation til forelæggelse af præjudicielle spørgsmål for EF-Domstolen. Det er nu udtrykkeligt fastslået i loven, at den faglige voldgift har mulighed for, og i visse tilfælde forpligtelse til, denne forelæggelse af præjudicielle spørgsmål.
I forhold til menneskerettighedsspørgsmålet er det væsentligt, at en afgørelse ved en faglig voldgiftsret ikke underkendes i henhold til kravet i menneskerettighedskonventionens art. 6 om “access to court”. Højesteret har ganske vist i U 2002/18 H statueret, at faglig voldgift er “fuldt betryggende” som tvisteløsningsforum, men spørgsmålet har endnu ikke været forelagt hverken EF-Domstolen eller Menneskerettighedsdomstolen. Med den ny arbejdsretslov tildeles de faglige voldgiftsretter netop et mere domstolslignende præg ved at have sit virke lovfæstet. Det vil efter al sandsynlighed opfylde de internationale domstoles krav til en dømmende myndighed, og dermed vil en faglig voldgiftssag opfylde kriteriet “rettergang” i menneskerettighedskonventionen.
Selve betegnelsen for en faglig voldgift er med loven blevet ændret. For at understrege at en faglig voldgift er en art særdomstol, hedder disse fremover faglige voldgiftsretter.

Snitflade til domstole
Da betænkningen bag den ny arbejdsretslov blev udformet, var det i skyggen af højesteretsdommen U 2007/1659 H, der uvægerligt må have haft indflydelse på betænkningsudvalgets overvejelser. Dommen fastslog, at en faglig voldgift var kompetent til at anvende en lønmodtagers præceptivt lovbestemte rettigheder ved afgørelsen af en potentiel sag. Dvs. at en faglig voldgift kan anvende de tvingende regler, som parterne ikke kan tilsidesætte selv ved en aftale under behandlingen af en sag. Nærmere bestemt afviste Højesteret at hjemvise en afskedigelsessag til realitetsbehandling ved byretten i Aalborg, da tvisten var omfattet af en voldgiftsklausul, og derfor rettelig skulle have været behandlet i det fagretlige system. Det processuelle spørgsmål var udskilt til selvstændig behandling, men hovedsagen omhandlede konkret anvendelse af den i funktionærloven § 2b hjemlede afskedigelsesbeskyttelse.
Højesteret sondrer i sine præmisser skarpt mellem fortolkning og konkret anvendelse af de præceptive bestemmelser, så der fandt ingen nyskabelser sted i relation til de faglige voldgiftsretters materielle kompetence. Grænsen går fortsat ved konkret anvendelse af den præceptive lovgivning. Fortolkning heraf hører fortsat ikke ind under kompetencen hos de faglige voldgiftsretter, men derimod i det civile domstolssystem. Denne afgrænsning bærer præg af, at man stadig har en vis mistro til de faglige voldgiftsretters status og en tøven i forhold til de inappellable voldgiftafgørelsers endelighed. En vigtig indvending herimod er, at det oftest er højesteretsdommere, der er formænd for de faglige voldgiftsretter. Persongalleriet ved en faglig voldgiftsret er derfor, ubestrideligt, særdeles kompetent. Det er min vurdering, at denne mistro hen ad vejen vil forsvinde i takt med, at flaskehalsene i det civile domstolssystem bliver mere og mere problematiske, og at der fra politisk side kommer yderligere fokus på de faglige voldgiftsretters store potentiale.

Skærpede krav til sager
Højesteret beskæftiger sig i dommen kun lidt med spørgsmålet om, hvorvidt voldgiftsklausulen kunne anses som værende tilstrækkeligt klarificeret til at regulere forholdet omkring forumvalg for organisationsmedlemmers lovbaserede rettigheder. Et område der i væsentlig grad er ømfindtligt for både medlemmerne og disses organisationer. Højesterets manglende behandling af emnet har medført en del kritik. Den ny arbejdsretslov medfører to eksempler på nyskabelser inden for området, der synes afstedkommet eller inspireret af dommen og den efterfølgende kritik.
For det første kan det nævnes, at den ny arbejdsretslov indeholder en bestemmelse, hvorefter sager om eksistensen og fortolkningen af voldgiftsklausuler er henlagt til Arbejdsretten uden mulighed for prøvelse af spørgsmålet ved faglig voldgift eller de civile domstole. Betænkningens begrundelse herfor er, at sådanne sager udgør et så centralt og væsentligt arbejdsretsligt problem, at de bør løses efter ensartede retningslinier. En begrundelse der ikke forekommer helt retvisende, da Højesteret har konstateret, at behandling ved faglig voldgift er “fuldt betryggende”. Hertil kommer, at hvert overenskomstområde er særegent og har egne forudsætninger og kutymer, som kræver speciel hensyntagen. Ensretning er heller ikke i denne sammenhæng nødvendigvis en positiv ting. Havde bestemmelsen om Arbejdsrettens enekompetence været gældende på tidspunktet for den i 2007-dommen omhandlede tvist, havde det civile domstolssystem hermed været inkompetent i relation til det processuelle spørgsmål.
En anden nyskabelse ved arbejdsretsloven er det såkaldte klarhedskrav, der nu stilles til aftaler, der henlægger sager om organisationsmedlemmers lovbaserede krav til faglig voldgift. Klarhedskravet er en gyldighedsbetingelse for voldgiftsklausulen. Klarhedskravet kendes allerede fra den almindelige voldgiftslov, men reguleringen af faglig voldgift er udtrykkeligt undtaget herfra.
Kravet går nærmere bestemt ud på, at det skal fremgå klart, at den pågældende sag er omfattet af voldgiftsklausulen, og det skal ligeledes være klart, at både Arbejdsretten og de civile domstole er inkompetente i det pågældende spørgsmål. Der kan ikke blive tale om dobbeltkompetence i tvivlstilfælde; enten gælder voldgiftsklausulen med sikkerhed, eller den bortfalder på grund af klarhedskravet. Da den førnævnte voldgiftsklausul var udformet standardmæssigt uden henvisning til medlemmernes lovbaserede krav, havde den ikke opfyldt de nye krav, og den materielle tvist skulle derfor have været behandlet ved de civile domstole.
Kravet om klarhed i voldgiftsaftaler synes at være en meget holdbar løsning i forhold til at stadfæste voldgiftsretternes kompetence og til at styrke brugernes tillid til instituttet.

Kodificeringsbestræbelser på usikkert grundlag
Afgrænsningen mellem de fagretlige organer og de civile domstole drages som udgangspunkt mellem afgørelse af lovtvister i det almindelige domstolssystem og afgørelser af overenskomsttvister i de fagretlige organer. Det har dog længe været accepteret i praksis, at også de fagretlige organer kan behandle lovtvister i en vis udstrækning. Denne praksis kodificeres med den ny arbejdsretslov.
Loven indeholder flere bestemmelser, hvor det slås fast, at faglig voldgift kan behandle sager, hvori der indgår lovgivningsaspekter. Arbejdsretslovudvalget har i betænkningen gjort meget ud af at pointere, at bestemmelserne omkring voldgiftsretternes kompetence i forhold til lovgivningstvister ikke er blevet ændret ved lovfæstelsen. Arbejdsretsloven nævner intet om, hvor de fagretlige organers kompetence skal drages i relation til lovgivningstvister. Det faktum, at betænkningen bag den nye lov pointerer, at der kun er tale om en kodificering af gældende ret, bevirker, at man må rette sig mod eksisterende teori og praksis for at klarlægge de fagretlige organers faktiske processuelle afgørelseskompetence.
Også her kommer førnævnte højesteretsdom ind i billedet. Højesteret fastslår nemlig tydeligt i dommen, at den faglige voldgift har kompetence til både at anvende samt fortolke organisationsmedlemmernes lovbaserede krav, men at denne kompetence ikke rækker til fortolkning af præceptive lovrettigheder, kun konkret anvendelse heraf. Den kollektivarbejdsretlige litteratur er i vid udstrækning, endnu, enig heri.

Gråzone
Det kan undre, at betænkningsudvalget ikke har ønsket at komme med et bud på, hvor kompetenceafgrænsningen præcist skal drages på området for medlemmernes individuelle lovkrav. Det kan jo hænge sammen med, at udvalget enten ikke var sikkert på, hvor grænsen skal trækkes, eller at det ikke ønskede at låse et retsområde i bevægelse fast. Hvorom alting er, skal kompetenceafgrænsningen i forhold til lovgivningstvister og de faglige voldgiftsretter stadig drages ved konkret anvendelse af præceptive lovbestemmelser. Fortolkning af præceptivt lovbaserede rettigheder kan det enkelte organisationsmedlem fortsat altid kræve forelagt de civile domstole.
Sammenfattende kan det konkluderes, at udvalgets bestræbelser på at omdanne faglig voldgift til faglig voldgiftsret er lykkedes. Der synes ikke at være omstændigheder, der taler imod, at de internationale myndigheder, som de faglige voldgiftsretter kan komme til at interagere med, vil acceptere voldgiftsretterne som domstole på lige fod med eksempelvis Arbejdsretten. Ligeledes kan det ud fra et retssikkerhedsmæssigt synspunkt kun bifaldes, at ulovbestemte tvisteløsningsprincipper lovfæstes, både med henvisning til Menneskerettighedskonventionen samt almindelige retsprincipper om adgang til love og regler og mulighed for kendskab til ens retsstilling.
Det bliver interessant i fremtiden at følge udviklingen i de faglige voldgiftsretters processuelle afgørelseskompetence, der synes at være alt andet end statisk. Specielt tror jeg, at de lange ventetider i det civile domstolssystem vil påvirke kompetencen i udvidende retning. Heri ser jeg ingen problemer, kun muligheder.

Fakta
En ny arbejdsretslov så fra 1. marts dagens lys. Formålet var generelt at modernisere den måde, det fagretlige system fungerede på. Navnlig skulle reglerne om de faglige voldgiftsretter stadfæstes i en lov for at leve op til kravene i den europæiske menneskerettighedskonvention. Arbejdet med den ny lov er sket med udgangspunkt i en skitse fra Dansk Arbejdsgiverforening (DA) og LO.