Advokaten 7 - 24 er ikke et helligt tal

Print Print
22-09-2008

Artiklen foreslår en kulegravning af domstolsreformen, eventuelt en genoprettelse af enkelte retskredse, hvor problemerne ved den nuværende struktur viser sig at være størst.

Af Peter Garde, fhv. dommer, Hillerød

Rollen som Cassandra, hvis advarsler ingen lyttede til i Troja, hvorefter byen gik under og Cassandra selv dræbtes, er ikke morsom, men sammenligningen tvinger sig frem, når man anskuer udviklingen i retsvæsenet siden den gennemgribende retskredsændring pr. 1. januar 2007 – i mit hjem er det skilsmissegrund at bruge ordet “reform” – hvor antallet af retskredse på én gang reduceredes fra 82 til 24, og alle nye kredse undtagen Bornholm udstyredes med et minimum af seks dommere, de fleste endnu flere, typisk otte.
En nylig oversigtsartikel i Information 13. juni 2008 bruger det malende udtryk “reformkaos” under overskriften “Reformer lammer retssystemet”, og i artiklen nævnes det, at halvdelen af byretterne har oplyst, at man hverken i 2008 eller 2009 forventer blot at komme ned på niveauet for 2006, det sidste år før ændringerne, hvilket ellers måtte være et overkommeligt mål, når man betænker, at mange kræfter i 2006 blev brugt på at forberede ændringerne, således at netop dette år burde være et taknemmeligt udgangspunkt for en sammenligning. Dommerforeningens formand citeres for en bemærkning om, at det, om end kun “i gåseøjne”, har været til domstolenes fordel, at problemerne i politiet og anklagemyndigheden er endnu værre, idet retterne har fået færre sager, end man ville have fået, hvis politi og anklagemyndighed havde arbejdet optimalt. Den eneste faggruppe, som ikke er ramt af ændringerne, er forbryderne, sidste år steg den anmeldte kriminalitet.

Kritisk masse af dommere
Den oprindelige betænkning om retskredsinddelingen nåede frem til idealtallet (mindst) otte dommere pr. embede ved at kræve, at en byret samtidig skulle kunne behandle en borgerlig tredommersag og en nævningesag, også med tre dommere, og alligevel have en-to dommere i overskud til mindre sager og grundlovsforhør.
Ønsket synes meget overdrevet. Antallet af nævningesager har længe ligget under 100 pr. år, og den velkomne afskaffelse af nævningebehandling af de større narkotikasager og de blandede sager – her er ordet “reform” i høj grad på sin plads – reducerer tallet yderligere. Mange af de tilbageværende sager er desuden placeret i København og andre i forvejen meget store retskredse, hvor problemet om den samlede dommerbesætning ikke opstår.
Tallet for borgerlige tredommersager er større, men ved en fornuftig berammelsespraksis kan man påse, at der ikke sker ophobning. Ret beset er det ikke forbudt at anvende dommerfuldmægtige og retsassessorer i retten, eventuelt som tredjemand i en tredommersag.
Ved folkemødet for Nordsjælland i Roskilde umiddelbart inden lovforslagets fremsættelse spurgte jeg justitsministeren, hvorfor man ikke var gået efter tallet fire som det minimale antal dommere pr. retskreds, nok til en tredommersag og en dommer i overskud ud over ikke-udnævnte dommere. Ministeren svarede, at man derudover også måtte tage højde for ferie og sygdom – det er mærkeligt, at sygdom og ferie altid forventes at indtræde samtidig med spidsbelastning. I praksis går det normalt bedre; den gamle Hillerød kriminalret med mig som enedommer brød hverken sammen i 1987-88, hvor jeg behandlede Kronebanksagen med ca. 70 retsdage (her fik vi en midlertidig halv fuldmægtig ekstra fra ministeriet) eller fra 2003, hvor jeg var næsten fuldt optaget af Farumsagerne og af ekstrahjælp kun fik en retssekretær til sagen selv.

Farvel til små retskredse
Et vist omfang af ændringer var uundgåeligt. Jeg kneb mangen tåre, da jeg med blikket rettet mod kalenderen skrev de mange småkapitler om de gamle tinghuse til værket “Danmarks Tinghuse” for at færdiggøre bogen inden lovens ikrafttræden og var klar over, at nogle af de dejligste huse – Korsør, Rødding, Fjerritslev, Sæby – med sikkerhed ville blive lukket efter 1. januar 2007, men jeg kunne ikke komme udenom, at allerede fjernelsen af tinglysningsvæsenet fra de enkelte retskredse ville gøre det umuligt at opretholde de mindste retskredse, og at de samtidige kommunesammenlægninger (der vist ikke har medført paradisiske tilstande i lokaladministrationen) talte i samme retning.
Det beklagelige fravalg af samarbejdsmodellen mellem i øvrigt selvstændige retskredse i forbindelse med indførelse af tredommersager i byretterne gjorde det umuligt at nå et lavere tal end fire dommere pr. retskreds. En kredsstruktur med udgangspunkt i dette tal kombineret med en fornuftig anvendelse af bitingsteder ville fastholde en ordentlig betjening af alle områder i riget. Nordenfjords – jeg vælger med et glimt i øjet ministerens egen valgkreds – ville en moderat ændring have betydet bevarelse af både Frederikshavn, Hjørring og Thisted, hvor vi i dag kun har Hjørring og et ifølge den lokale presse ikke alt for lykkeligt afdelingskontor i Thisted. Læseren kan selv lege med Danmarkskortet for resten af riget.
Ifølge Dommerforeningens formand synes forholdene værst i de sjællandske retskredse. Advokater i min vennekreds har sagt, at særlig den nye Glostrup retskreds har betydelige pukler og berammelsesvanskeligheder, og det undrer ikke, når man betænker, at hele syv retskredse, ikke kun små, men også mellemstore, endog et tredommerembede (Ballerup) indgik i denne kreds. Lidt uærbødigt kan man insinuere, at udsigten til at erhverve den store amtsgård i Glostrup til retsvæsenet kan have genereret et ønske om at skabe en retskreds stor nok til at fylde huset. Jeg forstår fortsat ikke, hvorfor det skulle være nødvendigt at skabe en retskreds, der går fra Bagsværd til Hedehusene og Køge Bugt, og hvorfor man ikke som et minimum skabte to kredse med hver ca. otte dommere, en i Gladsaxe og en i det egentlige Køge Bugt-område. Men ikke blot Glostrup er blevet alt for stor. De oprindelige planer overvejede bevarelse af Køge og Slagelse som selvstændige retskredse (til gengæld ikke Holbæk, således at Slagelse retskreds ville strække sig til Sjællands Odde og Rørvig), og særlig Slagelse, som jeg har set beskrevet som den mest kriminalitetsplagede by på Sjælland uden for København, burde være sæde for en retskreds og ikke indgå i Næstved. Lad mig ex tuto tilføje, at jeg ikke taler ud fra egne erfaringer med den nye kredsstruktur. I Nordsjælland var ændringerne langt lempeligere end i resten af riget, bortset fra, at de arme borgere og advokater i Helsinge og Tisvildeleje, som er orienterede mod Hillerød, næppe burde være placerede i den nye Helsingør retskreds. Hillerød selv voksede kun ved sammenlægning med Frederikssund og afgav endog Farum, og hos os var de praktiske overgangsproblemer til at overse.

Ændring bør overvejes
Nogle af retsvæsenets problemer udspringer af retskredsændringerne, særlig har vi mistet et stort antal midaldrende og ældre ansatte, både dommere og kontoransatte, som foretrak afgang for geografisk forflyttelse, og dem får vi aldrig igen, mens andre mangler er uden forbindelse hermed, særlig de betydelige it-problemer, herunder det sårbare og ofte strejkende Citrix program.
Formanden for Folketingets retsudvalg Peter Skaarup, Dansk Folkeparti, har afkrævet justitsministeren en plan inden 1. oktober for, hvordan der kommer flere politifolk ud at efterforske og flere retssager gennem systemet, og han har så åbenbart ret. En blot og bar hensigtserklæring fra Justitsministeriet synes dog ikke tilstrækkelig. I virkeligheden er der gået tilstrækkelig lang tid og indvundet tilstrækkelig smertelige erfaringer til, at nedsættelse af et hurtigarbejdende udvalg – eventuelt et for politiet og et for retsvæsenet i snævrere forstand – også med repræsentation af brugerne, særlig advokaterne, med henblik på en gennemgribende undersøgelse af ændringernes følger og forslag om passende forholdsregler til forbedring af forholdene trænger sig på med styrke. Et sådant udvalg bør have et vidtgående mandat og ikke være afskåret fra at foreslå genoprettelse af enkelte retskredse, hvor ændringerne har gjort mere ondt end godt. 24 er ikke et helligt tal!