Advokaten 6 - EU på vej med vidtgående regler om gruppesøgsmål

Print Print
20-08-2008

I et forsøg på at give forbrugerne bedre kort på hånden over for virksomhederne rokker Kommissionen alvorligt ved danske retstraditioner.

Af Philip Torbøl, Partner, McDermott Will & Emery Stanbrook, Bruxelles, og
Morten Nissen, Partner, McDermott Will & Emery Stanbrook, Bruxelles

Gruppesøgsmål er for tiden et flittigt omtalt emne i den europæiske lovdebat. Kun nogle få måneder efter at Folketinget indførte nye regler om gruppesøgsmål i Danmark, var det Europa-Kommissionens tur til at offentliggøre en hvidbog om civile søgsmål i konkurrencesager, deriblandt muligheden for at benytte gruppesøgsmål.
Kommissionens initiativ kommer som et nyt led i den aggressive kamp, den har ført mod karteller i de senere år. De stadig større bøder (tæt på 25 milliarder kroner alene i kartelsager sidste år) og en stadig mere intensiv bekæmpelse af karteller bliver nu fulgt op af en forenklet adgang til private erstatningssøgsmål mod lovovertrædere. Heri er hvidbogen kun det første skridt i en proces, som Kommissionen håber vil lede til bindende regler.
Hvis Kommissionen får sine planer ført ud i livet, bliver det en hel del nemmere for borgere og virksomheder at lægge sag an mod overtrædere af EF-traktatens artikel 81 og 82, som for eksempel karteldeltagere eller misbrugere af dominerende markedsstilling. Tanken med flere civile søgsmål er ikke at erstatte den strenge offentlige håndhævelse af reglerne, men at skabe et effektivt system, der kan supplere offentlig aktion med yderligere sanktioner mod lovovertrædere i form af private erstatningssøgsmål. Vi skal derfor ikke regne med, at Kommissionens aktiviteter og de enorme bøder i konkurrencesager bliver mindsket som resultat af flere civile søgsmål. Kommissionen regner derimod med, at en bedre søgsmålsadgang for borgere vil have den gavnlige virkning at afskrække virksomheder yderligere fra at begå overtrædelser.

Nye regler
Konkret foreslår Kommissionen følgende konkrete tiltag for at øge incitamenterne til at anlægge civile erstatningssøgsmål i konkurrencesager:

  • Enklere adgang til gruppesøgsmål.
  • Lavere omkostningsrisiko forbundet med civile erstatningssøgsmål, herunder mulighed for at fravige princippet om at taber betaler sagsomkostningerne.
  • Udvidet adgang til at kræve udlevering af bevismateriale.
  • Forenklet bevisbyrde vedrørende overvæltning af overprisen på næste led.
  • Nationale konkurrencemyndigheders afgørelser skal anses som tilstrækkeligt bevis for den pågældende overtrædelse.

Lad os se nærmere på, hvad de nye tiltag indebærer.

Gruppesøgsmål
I lighed med de danske regler, der blev indført 1. januar i år, foreslår Kommissionen to alternative modeller for gruppesøgsmål. Den første model er en opt-in-model, hvor de potentielt skadelidte udtrykkeligt beslutter at samle deres individuelle erstatningssøgsmål i et samlet søgsmål. Dette er i overensstemmelse med den danske opt-in-model.
Den anden model, som Kommissionen anbefaler, er repræsentativ retsforfølgning anlagt af kvalificerede organer, for eksempel forbrugerorganisationer, på vegne af identificerbare skadelidte, som ikke behøver at meddele deres samtykke. Denne model minder meget om den danske opt-out-model, dog med den modifikation at den vil tillade ikke-offentlige organer at lægge sag an, hvis de er blevet udpeget eller godkendt af det offentlige til at føre sagen. forbrugerrådet er et typisk eksempel for et sådant organ, men fagforeninger eller industriorganisationer kunne også komme på tale efter de nye EU-regler.

Lavere omkostningsrisiko
Fordi omkostninger ofte står i vejen for civile søgsmål, foreslår Kommissionen flere tiltag, der skal gøre det mindre risikofyldt at lægge sag an for potentielle skadelidte. Dels opfordres medlemsstaterne til at fremme forlig tidligt i forløbet, dels bør de overveje, om retsafgifterne kan fastsættes på et passende niveau, således at de ikke udgør en faktor, der afholder potentielle skadelidte i konkurrencesager fra at indlede erstatningssøgsmål.
Den mest kontroversielle anbefaling går dog ud på at tillade fravigelse af princippet om, at den, der taber sagen, betaler sagsomkostningerne. Det betyder, at en virksomhed, der rammes af et erstatningssøgsmål for overtrædelse af konkurrencereglerne og vinder sagen, ikke vil kunne regne med at få en del af sagsomkostningerne betalt af sagsøger.

Udlevering af bevismateriale
Kommissionen anbefaler et udvidet udleveringskrav af relevant bevismateriale fra parterne (i praksis, sagsøgte), og forklarer, at det vil kunne skabe forudsætningerne for en fair retssag, hvor begge parter har lige adgang til bevismateriale. Dette forslag er inspireret af det amerikanske discovery-princip, hvorefter der påhviler parterne under sagsforberedelsen en bred forpligtelse til at fremskaffe ethvert bevismiddel, der vedrører sagen og som kan have betydning for dens afgørelse.
Der er intet krav om nærmere identificering af, hvad der søges fremlagt. En bred generisk beskrivelse af materialet er tilstrækkelig. På trods af Kommissionens forsikring om, at den ikke søger at indføre discovery som i USA, og at automatisk ret til en vidtgående forundersøgelse inden en retssag ikke er hensigtsmæssig, er der ikke nogen tvivl om, at hensigten med forslaget er en bred adgang til alt bevismateriale med potentiel relevans for sagen.
Kommissionen påpeger dog, at det bliver nødvendigt at begrænse pligten til at udlevere bevismateriale i sager, hvor virksomhedserklæringer er indgivet i forbindelse med en ansøgning under leniency-programmet. Med andre ord, hvis man som karteldeltager vælger at indgive tilståelseserklæringer mod en bøderabat, kan man oveni få immunitet mod at skulle aflevere disse erklæringer i et efterfølgende erstatningsspørgsmål. Med den begrænsning forbliver leniency-programmet en attraktiv mulighed for karteldeltagere.

Overvæltning af overpriser
Der er mulighed for, at lovovertræderens direkte kunder lader den ulovlige overpris, de har
betalt, gå videre til deres egne kunder. For at sikre, at lovovertræderen ikke skal betale erstatning til sine direkte kunder for en merudgift, de har ladet gå videre, anbefaler Kommissionen, at lovovertræderen får mulighed for at påberåbe sig argumentet om overvæltning af overprisen.
Dette i sig selv er der ikke noget revolutionerende i, men Kommissionen parrer denne anbefaling med et forslag om, at det skal være lettere for de eventuelle skadelidte længere nede i salgskæden at bevise, at de ulovlige omkostninger er sendt videre ned til deres niveau. Med andre ord skal bevisbyrden for, at overprisen ikke er overvæltet på den enkelte skadelidte, påhvile sagsøgte. Her er der altså tale om en omvendt bevisbyrde.

Bindende virkning af nationale afgørelser
For at undgå at ofre tid og penge på nye søgsmål vedrørende samme sag anbefaler Kommissionen, som det allerede nu er tilfældet i forbindelse med Kommissionens beslutninger, at de endelige beslutninger om overtrædelse af EF-traktatens artikel 81 og 82, der træffes af medlemsstaternes konkurrencemyndigheder, anses som tilstrækkeligt bevis for den pågældende overtrædelse ved efterfølgende erstatningssøgsmål. Hvor der allerede er truffet afgørelse ved en national konkurrencemyndighed og afgørelsen er endelig, skal domstolene (i en anden medlemsstat) således bruge den afgørelse som bevis for, at en overtrædelse har fundet sted uden yderligere prøvelse af forholdet.
Dette forslag er vidtgående og rejser spørgsmål om retssikkerhed i de enkelte medlemsstater. For eksempel vil en dansk domstol skulle lægge en afgørelse fra en udenlandsk myndighed til grund uden at give sagsøgte en reel chance for at prøve sagens substans. Det gælder, selvom Kommissionen forlanger, at den pågældende domstol skal anvende en culpa-regel, før en erstatning kan komme på tale.

kan koste dyrt
Hvor de nye danske regler om gruppesøgsmål skriver sig ind i den danske retstradition og blot tilføjer enkelte forenklinger for at fremme gruppesøgsmål, synes Kommissionens mange forslag vedrørende private erstatningssøgsmål i konkurrencesager at udgøre en mere alvorlig udfordring af etablerede retsprincipper – og det på trods af at Kommissionen i hvidbogen specifikt skriver, at der er tale om afbalancerede foranstaltninger, der har rod i europæisk retskultur og -traditioner.
Forslaget om at fravige princippet om at taber betaler (som minimum dele af) sagsomkostningerne samt den udvidede adgang til at kræve store mængder af bevismateriale uden behov for at specificere, hvad man nærmere søger, er principper fra det amerikanske retssystem, som kan komme til at koste europæiske virksomheder mange penge, hvis de bliver indført uden tilstrækkelig omtanke.
Kommissionen nævner flere steder i sin hvidbog, at det ikke er meningen at bebyrde europæiske virksomheder uforholdsmæssigt, men en indgående debat er påkrævet, førend der kan indføres så vidtgående regler. Andre principper, som en omvæltning af bevisbyrden for indirekte aftagere og den bindende virkning af afgørelser fra nationale myndigheder i et andet land er ligeledes forslag, der kræver grundige overvejelser.
Endelig bliver det interessant at se, hvilken hjemmel Kommissionen vil bruge for alle dens forslag. Retlige spørgsmål er ikke nødvendigvis inden for EU’s kompetenceområder, og står i alt fald uden for EF-traktaten. Indtil videre har Kommissionen indikeret i sit arbejdsdokument, at den baserer sine kompetence på en dom (se C-295-298/04, Manfredi), der henviser til det faktum, at der ikke eksisterer EU-retsakter på området. Kommissionen slutter deraf, at Domstolen forudser muligheden for sådanne EU-retsakter. Dette, hvis det står alene, må betragtes som et mildest talt tvivlsomt hjemmelsgrundlag.

Status på hvidbogen
Kommissionen havde den 15. juli 2008 deadline for høringssvar til hvidbogen. Afhængig af høringssvarene vil Kommissionen afgøre sine næste skridt, men det står klart, at Kommissionen planlægger at foreslå EU-retsakter på området – dog formentlig næppe før 2009.

Det skal være nemmere for EU-borgere at kræve erstatning for overpriser på varer som følge af ulovlige karteller. Kommissionen foreslår blandt andet:

  • Forenkling af proceduren for gruppesøgsmål´.
  • Fjernelse af enhver økonomisk risiko for deltagerne i gruppesøgsmål.
  • Ingen betaling af sagsøgtes omkostninger hvis gruppesøgsmålet ikke får medhold.
  • Udvidet adgang til udlevering af bevismateriale.
  • Fremmede administrative afgørelser er uigendriveligt bevis for en overtrædelse.

Se link