Advokaten 6 - Domstolene sløser med at begrunde fængslinger

Print Print
20-08-2008

Det reducerer retssikkerheden for de sigtede, hvis de varetægtsfængsles uden en ordentlig begrundelse. Ny lov skærper krav.

Af Manfred W. Petersen, advokat

Der er pligt til at begrunde kendelser om varetægtsfængsling.
Grundloven og retsplejeloven har klare bestemmelser om, at kendelser om varetægtsfængsling skal begrundes, og at det skal være en konkret begrundelse. Det kan derfor undre, at domstolenes kendelser om varetægtsfængsling ofte er uden konkret begrundelse, men blot gengiver fængslingsbestemmelsens ordlyd eller endog blot konstaterer, at retsplejelovens betingelser for varetægtsfængsling er opfyldt.
Hvorfor det er så nødvendigt at begrunde kendelser om varetægtsfængsling fremgår klart af en udtalelse fra daværende landsdommer Ib Dalgas Rasmussen, fremsat på et møde i Københavns Byret engang i 1980’erne på et møde mellem byretsdommere og beneficerede advokater. Han sagde nemlig (citeret efter hukommelsen): “Jeg er ofte kommet til et andet resultat, når jeg skulle skrive en udførlig begrundelse for en afgørelse, end det der var mit udgangspunkt.”
Den udtalelse har jeg mange gange siden tænkt på. På baggrund af mere end 35 års virksomhed som forsvarer i straffesager er det min opfattelse, at domstolene ofte sløser med begrundelserne, når der skal tages stilling til, om der skal varetægtsfængsles.

Begrundelse uden indhold
En hyppigt anvendt formulering er følgende, som jeg citerer fra en retsbog i april 2008 fra Københavns Byret:
“Efter de foreliggende oplysninger er der begrundet mistanke om, at vedkommende har gjort sig skyldig i overtrædelse af straffelovens § 191.
Under hensyn til anholdtes manglende tilknytning til landet, og da anholdte har nægtet sig skyldig, og der endvidere er medgerningsmænd på fri fod, findes der bestemte grunde til at antage, at anholdte på fri fod vil unddrage sig forfølgningen i sagen og vil vanskeliggøre forfølgningen, navnlig ved at fjerne spor, advare eller påvirke andre.
Herefter er betingelserne i retsplejelovens § 762, stk. 1, nr. 1 og 3, opfyldt.”
Er den pågældende tidligere straffet vil formuleringen ofte lyde sådan:
“Under hensyn til anholdtes forstraffe, er der bestemte grunde til at antage, at han vil begå ny ligeartet kriminalitet.”
Man bliver ikke meget klogere af at læse en sådan kendelse, navnlig når der ikke er nogen egentlig gengivelse af parternes anbringender, hvilket der ofte ikke er.
Alle er enige om, at varetægtsfængsling er et alvorligt indgreb, der bør begrænses mest muligt. Man kan ofte komme i tvivl om, hvorvidt domstolene er sig dette bevidst, når der skal tages stilling til varetægtsfængsling i grundlovsforhør og ikke mindst, når der er spørgsmål om forlængelse af en varetægtsfængsling. Selvom alle er enige om, at der eksisterer en uskyldsformodning – er det, som om man glemmer det, når der skal tages stilling til dette alvorlige strafprocessuelle tvangsindgreb.
Man kan kort sammenfatte retsplejelovens betingelser for varetægtsfængsling i § 762 således:
der skal som minimum være begrundet mistanke om, at der er begået en forbrydelse, der kan straffes med fængsel i mindst et år og seks måneder, men herudover stilles der krav til, at der også skal være behov for varetægtsfængsling.

  • Der vil kunne varetægtsfængsles, hvis der er bestemte grunde til at antage, at:
  • Den sigtede vil unddrage sig fuldbyrdelsen (unddragelsesfare).
  • Der efter den sigtedes forhold er bestemte grunde til at frygte, at vedkommende på fri fod vil begå ny lovovertrædelse (gentagelsesfare).
  • Der efter sagens omstændigheder er bestemte grunde til at antage, at sigtede vil vanskeliggøre forfølgningen i sagen (kollusionsfare).

Efter bestemmelsens stk. 2 kan der endvidere varetægtsfængsles, hvis der foreligger en særlig bestyrket mistanke om, at der er begået en lovovertrædelse af grovere karakter, og hensynet til retshåndhævelsen efter oplysninger om forholdets grovhed skønnes at kræve, at den sigtede ikke er på fri fod, og endvidere en bestemmelse om, at der under samme forudsætninger kan varetægtsfængsles i sager om legemskrænkelse mv., hvis sagen kan ventes at medføre ubetinget dom af fængsel i mindst 60 dage (retshåndhævelsesarrest).
Der er i den juridiske teori enighed om, at det er af væsentlig betydning, at kendelser om varetægtsfængsling begrundes, og at det skal være en konkret begrundelse, som også loven kræver. Det er for sagens parter af stor interesse at få oplysning om de momenter, som retten har lagt vægt på, idet parterne derved bedre bliver i stand til at tilrettelægge deres fremtidige arbejde med sagen. Ved kæremål har en begrundelse værdi for den overordnede ret. Og hertil kommer, at en reel, konkret begrundelse måske vil føre til, at der slet ikke er grundlag for (fortsat) varetægtsfængsling, jf. det tidligere nævnte om Dalgas Rasmussens erfaring.
Der er også enighed om, at en begrundelse ikke har værdi, hvis den udformes blot som en gengivelse af lovens krav.

Højesterets praksis
Højesteret tog i 1972 stilling til to sager, hvor by- og landsret havde fængslet alene med henvisning til, at betingelserne i retsplejelovens bestemmelser var opfyldt.
Højesteret godkendte fængslingerne, men udtalte herefter:
“Højesteret finder imidlertid anledning til at fremhæve det ønskelige i, at fængslingskendelser i det omfang, hvori sagens beskaffenhed eller omstændigheder i øvrigt gør det fornødent, til oplysning for sigtede, forsvareren og anklagemyndigheden angiver de omstændigheder, der begrunder antagelsen af, at lovens betingelser for fængsling er til stede.”
Man skulle herefter tro, at praksis ville indrette sig derefter.
De nu mere end 35 år, der er gået siden Højesterets kendelse viser imidlertid, at der stadig afsiges kendelser, der reelt er ubegrundede eller i hvert fald ufuldstændigt begrundede.
Højesteret fik på ny lejlighed til at tage stilling til problemet efter urolighederne på Nørrebro den 1. marts, 2007. Problemstillingen i disse sager var dels, om der var en begrundet mistanke om overtrædelse af bl.a. straffelovens § 119 og § 134 a, dels om der var risiko for gentagelse og kollusionsrisiko.
Højesteret godkendte tre af fængslingerne, hvorimod Højesteret vedrørende de øvrige tre fængslinger bestemte, at disse ikke burde være taget til følge.

Den italienske ingeniør
Det drejede sig bl.a. om sagen med en herboende italiensk forskningsingeniør, som jeg blev forsvarer for.
Ca. 40 personer, herunder ingeniøren blev anholdt kl. 17.58 på Nørrebrogade ved Sjællandsgade den 1. marts i forbindelse med den såkaldte “knibtangsmanøvre”, hvor politiet afskar de anholdte fra den øvrige demonstration. Han afgav i byretten en detaljeret forklaring om, at han blot var en nysgerrig tilskuer på vej hjem fra arbejde.
Dommeren i Københavns Byret udtalte i en velbegrundet kendelse efter grundlovsforhøret, at hans detaljerede forklaring var underbygget af kendte oplysninger om de faktiske forhold på stedet. Der var bl.a. blevet vist en video indeholdende optagelser fra TV2. I øvrigt anførte retten, at man lagde hans forklaring til grund for, hvorfor der ikke var den fornødne begrundede mistanke om, at han har gjort sig skyldig i sigtelsen. Han blev derfor løsladt.
Anklagemyndigheden kærede straks kendelsen vedrørende løsladelse af italieneren. Landsretten ændrede den 5. marts 2007 i en overordentlig kortfattet kendelse byrettens kendelse med den begrundelse, at man efter oplysningerne i nogle politirapporter sammenholdt med hans egen forklaring fandt, at der var begrundet mistanke om, at han var skyldig i det påsigtede forhold.
Herefter udtalte landsretten: Betingelserne for varetægtsfængsling i medfør af retsplejelovens § 762, stk. 1, nr. 2, findes opfyldt.
Kortere kan det ikke siges.
Højesteret nåede frem til, at italieneren ikke burde have været varetægtsfængslet, og henviste bl.a. til, at det af nogle videoklip fremgik, at en række personer stod passivt op ad muren ind til kirkegården. Man havde på disse videoklip kunnet se italieneren, der stod og så forundret ud over, hvad der skete. Man var derfor enig med byretten i, at italienerens detaljerede forklaring var underbygget af kendte oplysninger om de faktiske forhold på stedet, og at der ikke forelå begrundet mistanke om, at han havde gjort sig skyldig i sigtelsen. Han burde derfor ikke have været varetægtsfængslet.
Jeg havde som forsvarer særligt opfordret Højesteret til at fremkomme med bemærkninger omkring den manglende begrundelse, som landsretten anvendte. Højesteret udtalte, at landsretten burde have begrundet sin kendelse som foreskrevet i § 764, stk. 4, 2. pkt.

Lovændring gennemført
På baggrund af betænkning nr. 1492 “Begrænsning af langvarige sigtelser og varetægtsfængslinger” har justitsministeren den 27. februar 2008 fremsat et lovforslag, som blev vedtaget før sommerferien.
Formålet fremgår af betænkningens titel, men skal i øvrigt ikke gennemgås nærmere her, bortset fra ændringen af retsplejelovens § 764.
Den hidtil gældende formulering i § 764, stk. 4, blev indført på baggrund af en betænkning fra 1974. Man skærpede kravet til begrundelser, således at retten skulle anføre de konkrete omstændigheder i sagen, hvorpå det støttes, at betingelserne for varetægtsfængsling er opfyldt. I betænkningen blev det bl.a. anført, at der bør kræves en begrundelse i alle tilfælde, hvor der er tvist om varetægtsspørgsmålet.
Man skrev også, at den ulejlighed, der påføres domstolene ved et krav om begrundelse i alle tilfælde, hvor der er tvist om spørgsmålet, er så uvæsentlig i sammenligning med indgrebets betydning for sigtede og begrundes værdi for alle parter, at ulejligheden ikke bør tillægges vægt.
Ikke desto mindre er det stadig almindeligt, at der blot anvendes standardbegrundelse.
Det bør derfor hilses med tilfredshed, at der nu er gennemført en række yderligere konkretiseringer af kravet til begrundelser.
Det foreslås således, at en anmodning om fortsat varetægtsfængsling skal fremsættes skriftligt over for retten og med en angivelse af de faktiske omstændigheder, hvorpå anmodningen støttes, og de væsentlige efterforskningsskridt, som forventes foretaget.
Ved varetægtsfængsling efter § 762, stk. 1, nr. 3, skal endvidere anføres de væsentligste efterforskningsskridt mv., som forventes foretaget inden for fristen for varetægtsfængsling.
Det er i dag ikke ualmindeligt, at kendelser om varetægtsfængsling f.eks. på grund af kollusionsfare også efter måske flere måneders efterforskning fortsat begrundes med henvisning til, at grundlaget for rettens kendelse i grundlovsforhøret fortsat findes at foreligge – og det selv om der måtte være foretaget afhøring af alle relevante vidner, således at der reelt forligger en helt anden situation.
Jeg har også mange gange oplevet, at politiet rutinemæssigt uden nærmere begrundelse er kommet igennem med en begæring om fortsat fængsling, som tilmed i henhold til grundene er stadfæstet i landsretten, og så sker der det, at få dage efter stadfæstelsen løslader politiet selv den pågældende, uden at der reelt er sket noget nyt. Nogle gange har jeg fundet anledning til at skrive til retten om en sådan udvikling, i håb om at det måske kunne gøre indtryk og føre til flere overvejelser fremover.
Ifølge lovforslaget skal retten i kendelsen anføre de særlige omstændigheder i sagen, hvorpå det støttes, at fortsat varetægtsfængsling er påkrævet.
Med de skærpede krav til begrundelsespligten er det min opfattelse, at domstolene vil være nødt til at højne kvaliteten af kendelser om varetægtsfængsling, og det vil blive en opgave for forsvareren at holde øje med at dette sker.
Der afsiges naturligvis også i dag mange kendelser, der fuldt ud opfylder de krav, der må stilles, men jeg er ikke i tvivl om, at med bedre begrundelser vil dommerne ofte nå til andre resultater, end det der måske var udgangspunktet. Dermed vil antallet af varetægtsfængslinger og navnlig varigheden blive reduceret, og det uden at hensynet til at sikre en effektiv og retssikkerhedsmæssig forsvarlig efterforskning bliver tilsidesat.
Der kan i øvrigt være grund til at henvise til den udvikling, der har fundet sted inden for området for isolationsfængsling. Efter mange års kritik af dette institut og flere lovændringer, der ikke førte til væsentlig reduktion af antallet og varigheden af isolationsfængslinger, fandt der i år 2000 en lovændring sted, som også indførte krav om skærpede begrundelser ved afgørelse om isolationsfængsling, Dette har ført til en væsentlig reduktion af antallet af isolationsfængslinger, uden at nogen har påstået, at det er gået ud over muligheden for at opklare straffesager.

Fakta
Folketinget vedtog d. 3. juni i år en ændring af retsplejeloven for at begrænse langvarige sigtelser og varetægtsfængslinger. Af den skriftlige fremsættelse fremgår det:
”Der foreslås indført krav om skriftlighed ved anklagemyndighedens anmodning om fortsat varetægtsfængsling og skærpede krav til rettens begrundelse i kendelser om varetægtsfængsling, herunder hvis retten finder grundlag for varetægtsfængsling ud over de frister, der er nævnt ovenfor.”

Hele loven og debatten i Folketinget kan findes på www.ft.dk