Advokaten 5 - Verden går under på en stillle måde i Danmark

Print Print
23-06-2008

Jurister og advokater er selv skyld i, at de juridiske discipliner har udviklet sig ude af takt med hinanden. Og i dag fremstår så hullede, at det er et problem for borgernes retssikkerhed.

Af Rasmus Lindboe, pressechef, Advokatsamfundet

Det er oplagt at betragte Vagn Greves karrieremæssige efterår som en allegori for den juridiske udvikling, han mener finder sted i samfundet.
Som én af rigets fremmeste strafferetseksperter burde han vel have et stort hjørnekontor med blød sofa på Københavns Universitet.
Men i stedet befinder Vagn Greve sig på en ganske snæver plads på Center for kreditret og kapitalmarkedsret. Et sted, hvor posten bare smider Financial Times i opgangen i stedet for at gå op med avisen. Det kommunefarvede kontor er for lille til at holde møde i. Vi må låne et tilstødende mødelokale.
- Verden går under på en meget stilfærdig måde i Danmark, sagde Vagn Greve forleden, da han holdt sin afskedsforelæsning på Københavns Universitet. Han citerede Berthold Brecht. Og fortsatte for egen regning: De seneste 16 år har været de værste for strafferetten i de seneste 200 år – siden den moderne retslære udsprang af oplysningstiden.
Det med strafferetten kan vi vende tilbage til. For det, Vagn Greve talte om i sin afsked, var hele det juridiske felt som sådan. En deroute for sammenhængen mellem de juridiske genrer, som hovedsagelig skyldes juristernes egne skyklapper.

De sorte huller
Det problem, Vagn Greve sætter fokus på, gælder de juridiske discipliner: strafferet, civilret, etc. Hvert af disse områder har ifølge professoren fået lov at udvikle sig ude af takt med den øvrige jura:
- Vi ser en udvikling, hvor vi i højere grad behandler hvert retsområde for sig. Hvert område skal have sine egne retskilder. Det fungerer i almindelighed udmærket, når man er inden for det område. Men i det øjeblik, man arbejder på tværs uden at have det overblik, som man måske havde i gamle dage, så er der en stor risiko for, at man kommer til at lave systemer, som ikke passer sammen, siger Vagn Greve.
Det vil sige, at reglerne inden for f.eks. børsret fungerer vældig udmærket, når de anvendes af eksperter inden for det område, men optræder der pludselig en sanktion af strafferetlig karakter inden for børsret, så kolliderer to juridiske felter pludselig. Og en sag kan ende med vidt forskelligt resultat – afhængigt af om man bruger børsretlige principper eller strafferetlige principper til at afgøre sagen.
Vagn Greve er en meget beskeden mand, så han krediterer sin århusianske kollega, Gorm Toftegaard Nielsen, for inspirationen til sin afskedsforelæsning. Toftegaard Nielsen kommer nemlig med følgende eksempel til at illustrere, hvordan de forskellige juridiske discipliner i dag er på kollisionskurs:
Ministre er både administratorer, politikere og privatpersoner. Kan Ombudsmanden både kritisere deres handlinger som administratorer og som politikere?
En jurist med speciale i forvaltningsret vil svare ja, hvis sagen vurderes ud fra denne disciplins metoder. Men en jurist med speciale i forfatningsret vil svare nej, hvis hun vurderer sagen ud fra sit virkefelt. Hvem har ret? Ja, det har de begge – på hver sin måde. Der er altså noget ved det juridiske klaver, som ikke rigtig spiller i dag.
- Lige pludselig kan man have en sag, hvor en person med én baggrund giver sagen et bestemt udfald, mens en person med en anden baggrund kommer til et andet udfald. Det mener jeg er ret uhensigtsmæssigt. Det skulle ikke gerne være sådan, at dommens udfald eller lovgivningens indhold afhænger af, om en person har læst bøger inden for den ene eller anden retsdisciplin. Der kommer en retsusikkerhed, siger Vagn Greve.

Fokus på ofrene
Problemet med de forskellige juridiske opfattelser som i dag giver sig udslag i huller i retssikkerheden, har jurister kun sig selv at takke for, mener Vagn Greve. For selvfølgelig er det Folketinget, der vedtager lovene, men bag politikernes afgørelser ligger arbejde foretaget af embedsmænd og jurister.
Den stigende specialisering, som både kendetegner advokater og jurister, og lovgivningens stigende kompleksitet er med til at drive en udvikling frem, hvor jurister forskanser sig på deres eget område, mener Vagn Greve:
- Vi skal ikke så langt tilbage i tiden for at se, at alle på jura i København blev sat til at eksaminere i et helt andet fag end deres eget. Og deri lå jo en forventning om, om at jurister var generalister. I dag er det nærmest umuligt for nogen at nå at dække deres eget område. Og hvis man ikke engang har tid til at dække sit eget område, så er det klart, at man ikke kan følge med i de andre områder. Så ser vi let, at der bliver en udvikling, hvor der bliver flere typer af værdisæt.
Èt af konfliktområderne er mødet mellem strafferet og civilret.
Civilretten baserer sig ifølge Greve på borgernes/parternes autonomi. Mens strafferet baserer sig på, at staten overtager offerets rolle og fører sag mod gerningsmanden.
- Tidligere havde det været op til offeret selv at sørge for, at den skyldige blev fanget og bragt for Tinge. Men med Oplysningstiden blev det statens opgave at udøve strafferetten. Det har i meget vidt omfang præget de fleste landes systemer, så offeret i dag ikke har nogen plads i straffesagen, fortæller Vagn Greve.
I dag bliver der lagt stadig større vægt på ofrenes rolle og rettigheder. Ofrene sættes i centrum, så det får en afsmag af det amerikanske system:
- Det sker tydeligt i USA. Der er det indbygget i store dele af USAs system, at ofrene skal have mulighed for at komme og fortælle dommerne om, hvor alvorlig denne her forbrydelse har været for dem og presse straffen op. Der sker en overføring af nogle civilretlige vinkler til en straffesag.
Den anden tendens i offerbevægelsen er ønsket om at møde gerningsmanden, siger Greve.
Tendenserne fra USA er også de såkaldte punitive damages, hvor offeret kan modtage en astronomisk erstatning i godtgørelse. Eller den californiske model med ”three strikes and you are out”, hvor en uproportional hård straf kan ramme gerningsmanden tredje gang, en forbrydelse bliver begået.
Møderne mellem offer og forbryder er, som forsøg, nået til det danske retssystem. Vagn Greve er tilhænger af ordningen, men han påpeger, at ordningen er et eksempel på, at vi ikke har fået gennemtænkt samspillet mellem strafferet og civilret:
- Det er et problem, fordi ordningen overlader det til forbryderen selv, hvad der skal ske: Lover forbryderen at betale erstatning eller hjælpe? Det strider mod nogle sædvanlige strafferetssynspunkter, hvor det på ingen måde skal være forbryderen, der afgør sagens udfald, siger Vagn Greve.

Tortur kan forældes
Vagn Greve gennemgår bid for bid de enkelte områder, hvor jura støder mod jura. Når det gælder forvaltningsret, så er det den stigende grad af Berufsverbot, som irriterer ham. Der bliver stadig flere områder, hvor folk kan blive frakendt muligheden for at udøve deres arbejde:
- Forvaltningsretten har indført en bunke regler, hvor de forhindrer folk i at fortsætte med deres arbejde, alene fordi der foreligger en lovovertrædelse. Der har forvaltningsretten altså gået ind og introduceret nogle strafferetlige synspunkter. Omvendt har strafferetten gået ind og introduceret nogle forvaltningsretlige synspunkter. Det giver fuldstændig parallelle situationer, som hvis de forhandles på forskellige områder kan få forskellige udfald, siger han.
Og når det gælder den “politisk farvede folkeret”, som professoren kalder det, så vokser problemerne os af og til over hovedet. Vagn Greve nævner selv racismeparagraffen, som udspringer af en FN-konvention, som et eksempel til skræk og advarsel.
- Reglerne var meget præget af, at man ville udtrykke sin uvilje mod apartheid. Så gennemfører man nogle meget bastante formuleringer, hvor landene siger: vi er da alle sammen modstandere af apartheid. Men man stiller nogle krav til kriminalisering, som ville være fuldstændig urimelige fra dansk synsvinkel. F.eks. at man ikke måtte tillade videnskabelige undersøgelser på det her område. Der har vi bevidst undladt at opfylde vores folkeretlige forpligtelser over for FN, forklarer Vagn Greve.
På samme måde med bølgen af terrorlovgivning efter 11. september:
- Alle landene var enige om, at nu skulle terrorisme fordømmes. Resultatet blev, at man gennemførte nogle så bastante regler, som man ellers ikke ville have drømt om at gennemføre. Der kommer vi i strid med nogle helt klare retsprincipper om, at det f.eks. skal være klart formuleret, hvad man kan straffes for. Men også regler om, at staten skal registrere alle telefonsamtaler, al korrespondance. Hvordan ville den danske befolkning have reageret for ti år siden, hvis man sagde, at al korrespondance nede på posthuset skulle registreres? Man opgiver af politiske hensyn helt fundamentale rettigheder, siger Vagn Greve.
Det helt friske eksempel er, at et flertal i Folketinget netop har tvunget justitsministeren til at fjerne forældelsesfristen for tortur.
- Der er forfærdelig gode grunde til, at vi har et forældelsesinstitut. Men det kan man ikke acceptere folkeretligt, og der går man ud og siger: Al tortur er forfærdelig. Og så smitter det af på de enkelte landes retssystemer, så der pludselig ikke er forældelse.

Mussolinis genkomst
Rigtig galt går det ifølge Vagn Greve også, når menneskeret møder strafferet.
Greve er vel nærmest det, man kan kalde en stor fan af menneskerettighederne og de retsinstitutioner, der vogter dem.
Men han er for at sige det lige så mildt, som han selv gør det, ikke tilhænger af den måde, dommerne ved EF-domstolen i Luxembourg eller menneskerettighedsdomstolen i Strasbourg forvalter deres tolkning af lovgivningen på.
Groft sagt kan man sige, at danske domstole skal dømme efter de regler, Folketinget har vedtaget. Mens EF-domstolen og menneskerettighedsdomstolen bruger en mere dynamisk model: Reglerne er givet, men dommerne tolker videre ud fra reglerne, og udstrækker reglerne til områder, som strengt taget ikke var meningen med reglerne.
- Den dynamiske tolkning, sagt kort, er, at det kan godt være, at reglerne er sådan, men ud fra nogle højere mål, så gør vi også sådan og sådan, forklarer Vagn Greve.
Og det er helt i strid med vores opfattelse af et demokrati, mener Vagn Greve:
- Dommerens position i et demokrati og en retsstat er ikke at lovgive, men at sørge for, at lovene bliver overholdt. Det er fundamentalt og har været det siden oplysningstiden. Vi kan kun dømmes, når vores folkevalgte har gennemført lovgivning, siger han.
- På en række områder kommer menneskerettighedsdomstolen frem til gode resultater og bedre end dem, Folketinget ville have indført, men det er ikke afgørende om det er gode resultater. Det afgørende er at man fuldstændig undergraver retsstaten.
Men hvad kan vi gøre ved det? Følge menneskerettighederne, når det passer os?
Der hvor jeg mener, at tilhængerne af menneskerettigheder begår en væsentlig fejl, det er ved at forsvare dem så kraftigt. Det forhindrer os i nogle diskussioner: Er det f.eks. stadig rigtigt, at ytringsfriheden skal have de grænser, den har? Det er ikke nogle tilfældige dommere, der skal afgøre det. Det skal Europas befolkninger gennem deres parlamenter, siger Vagn Greve.
- Viser det sig, at menneskerettighedskonventionen ikke længere svarer til vores opfattelse af, hvad der skal være dækket af konventionen, så må man se at få lavet en ny. Det tager tid. Men at bruge som argument, at det vil tage tid, det er præcis det samme som at sige, at vi ønsker et handlekraftigt diktatur. Det er ønsket om at gøre Mussolini handlekraftig igen.

Den stille død
Og så tilbage til Berthold Brecht og verdens stilfærdige undergang.
For hvad skal der egentlig til for, at verden ikke fortsætter med sin stille undergang?
Ja, Vagn Greve forestiller sig en slags juridisk værdianalyse. Den skal blotlægge de konflikter inden for juraen, som han talte om sin afsked. Det arbejde skal jurister selv stå for.
- Så må vi gå ud og få hjælp fra filosoffer og selv gøre os klart, hvilke uoverensstemmelser der er, i stedet for bare at køre videre. Når man får den debat, så vil man først blive opmærksom på, at der er problemer. Og derefter komme et lag ned og se, at der er endnu dybere liggende værdier, som man bliver nødt til at forholde sig til. Til syvende og sidst handler det om menneskesyn og samfundssyn, siger han.
De konklusioner må blive lagt frem for politikerne, som har muligheden for at ændre lovgivningen på den baggrund.
- Så får politikerne mulighed for at gå ind og vælge. Skal vi have en retsstat eller en socialstat eller en politistat? Skal vi have et biologisk menneskesyn eller et socialt menneskesyn?
Vagn Greve havde været i alt 16 år på Københavns Universitet, før han rejste til Handelshøjskolens center, hvor han sidder nu. I den årrække har hans hjertebarn, strafferetten, undergået drastiske forandringer.
- Fra oplysningstiden har synspunkterne om demokrati og retsstat vundet frem. Så sker der et fuldstændigt knæk omkring 1990, hvor man opgiver mange af de principper. Tidligere så man straf, som noget, man skulle undgå. Nu ser man ikke betænkelighederne ved straf, konstaterer han lavmælt. Stilfærdigt.