Advokaten 5 - Forbløffende ny praksis fra Advokatnævnet

Print Print
23-06-2008

Må en advokat skrive direkte til modpartens klient uden om dennes advokat? Advokatnævnet har tilsyneladende ændret praksis.

Af Anders Hvass, advokat, Advokatfirmaet Anders Hvass

Advokatnævnets afgørelse af 11.4.2008 i sag 2008-02-0041
NN v/advokat Anders Hvass ctr.
Kammeradvokaten v/advokat NN

Vi advokater har gennem vores regler for god advokatskik og herunder navnlig den praksis, der fastlægges af Advokatnævnet, ganske gode retningslinjer for ikke at komme til at ”træde ved siden af” i forbindelse med udøvelsen af vores faglige virke, herunder i forbindelse med kommunikationen med klienter, modparter, myndigheder m.fl.
Advokatnævnet er kompetent til at afvise klager direkte ‘ved postkassen’, som man allerede ved første gennemsyn kan konstatere enten henhører under domstolene eller kan konstatere er åbenbart grundløse. Dette sker ved en såkaldt formandsbeslutning, hvor den, der har klaget, i urbane vendinger får at vide, at det her, det var åbenbart helt ‘grundløst’. Umiddelbart havde jeg den opfattelse, at samtlige de formandsafgørelser, der munder ud i en afvisning, ikke kunne have vores fælles interesse. Det mener jeg til gengæld, at en afgørelse, jeg netop har modtaget fra Advokatnævnet, kan have.
Sagen drejer sig i al sin gribende enkelhed om det, jeg altid er gået ud fra, nemlig at det må være en tilsidesættelse af reglerne for god advokatskik at rette henvendelse til kollegaens klient direkte, når man ved, at klienten er repræsenteret af en advokat, og da navnlig, når man ved, hvem kollegaen er med navn og adresse. Dernæst er jeg altid gået ud fra, at man ikke må indgive konkursbegæring mod en person eller et selskab uden i det mindste en samtidig orientering til rette vedkommendes advokat.

Konkursbegæring
I den omhandlede afvisningsmeddelelse har Advokatnævnet i den konkrete sag, som jeg havde indbragt til afgørelse, besluttet at afvise klagen, som netop indeholdt de ovennævnte to ingredienser: konkursbegæring uden – i det mindste – samtidig underretning til den advokat (undertegnede), som modparten vidste repræsenterede den, mod hvem konkursbegæringen blev indgivet. Det forhold, at korrespondancen i den konkrete sag rakte et år tilbage i tiden, hvor jeg havde korresponderet med den pågældende kollega derom, indebærer således efter den foreliggende afgørelse ikke, at kollegaen ved senere henvendelse til min klient skulle rette henvendelse til mig eller i det mindste sende mig en kopi af sit brev til min klient til min orientering – idet dette ville være et grundløst krav.
Således har Advokatnævnet fastslået, at det brev, kollegaen sender til min klient med inkassopåkrav den 21. november 2007, ikke skal tilstilles mig i kopi – i hvert fald ikke i det regi, at en manglende orientering til mig skulle betinge nogen form for tilsidesættelse af reglerne for god advokatskik. Selv om min klient umiddelbart efter at have modtaget brevet fra kollegaen retter telefonisk henvendelse til kollegaen den 6. december 2007 og forklarer, at han stadig er repræsenteret af mig, og at jeg i øvrigt vil sende ham en redegørelse, afventer kollegaen ikke noget udspil fra mig, kontakter mig ikke, og sender mig ikke kopi af det brev, han netop havde skrevet til min klient. Kollegaen sender derimod seks dage senere, den 12. december 2007, sagen direkte i Sø- og Handelsretten med en konkursbegæring mod min klient uden samtidig fremsendelse af kopi heraf til orientering for hverken mig eller min klient. Det skal i denne forbindelse tilføjes, at der intet var forvarslet eller antydet i kollegaens brev til min klient fra slutningen af november måned 2007 om, at han kunne risikere en konkursbegæring.

Indkaldes til retsmøde
Jeg tilskrev kollegaen den 14. december 2007 og afgav min redegørelse om sagen, indeholdende en række opfordringer og en afsluttende anmodning om, at kollegaen vendte tilbage med svar. Jeg hørte herefter ikke noget fra kollegaen. Han svarede ikke. Det er også helt i orden ifølge Advokatnævnet. Den første dag i det nye år ringede kollegaen til mig og spurgte, om han så mig nede i Sø- og Handelsretten den følgende dag. Jeg var mildest talt forbløffet og var ikke klar over, hvad det var, sagen drejede sig om, indtil kollegaen oplyste, at der var berammet et møde i Sø- og Handelsretten til foretagelse af den konkursbegæring, han havde indgivet. Under vor samtale meddelte kollegaen mig, at det forekom ham at være ganske overflødigt at orientere mig ved fremsendelse af kopi af sin korrespondance til min klient til mig, og at han i øvrigt heller ikke mente at være forpligtet til at orientere, endsige at forvarsle hverken mig eller min klient om indgivelse af konkursbegæring. Han fastholdt at være berettiget til at tilskrive min klient direkte uden om mig.
Det er så det, jeg har oplyst og klaget over til Advokatnævnet. Svaret er helt krystalklart og ganske enkelt: “Advokatnævnet har gennemgået Deres klage over advokat NN og sagens øvrige dokumenter. Efter denne gennemgang har nævnet besluttet at afvise Deres klage over advokatens adfærd. Nævnet har på grundlag af en bedømmelse af oplysningerne i sagen og Advokatnævnets praksis vurderet, at sagen ikke kan afgøres til fordel for Dem, fordi nævnet ikke mener, at advokaten har tilsidesat god advokatskik.”

Skuffende opførsel
Lad mig i denne forbindelse understrege, at der ikke er tale om en ukvalificeret afgørelse. Tværtimod. Den er truffet af en højesteretsdommer, en af partnerne i et af landets mest anerkendte advokatfirmaer og af en af partnerne i et af landets største og mest anerkendte revisionsfirmaer.
Denne afgørelse ændrer helt radikalt på det, jeg mener, er praksis på området.
I sagens interesse har jeg opfordret Advokatnævnet til at offentliggøre den praksis, som man har henvist til i afgørelsen, i alle advokaters interesse. Den praksis, jeg har kunnet fremfinde er: 1) kendelser af 14.5.2007, 14.12.2006 og 26.8.2003. De er i stik modstrid med ovennævnte afgørelse. I disse kendelser fastslås, at man straffes af Advokatnævnet, hvis man retter henvendelse direkte til kollegaens klient uden om kollegaen, eller hvis man indgiver konkursbegæring uden (i det mindste) samtidig orientering af kollegaen.
Det eneste, jeg sådan set rent formelt finder anledning til at angribe i nævnets formulering er, at Advokatnævnet anfører, at sagen ikke kan afgøres til min ‘fordel’. Der er ikke tale om, at sagen i og med, at den er blevet afvist, ikke har kunnet afgøres til min fordel, men derimod at den ikke har kunnet afgøres til kollegaens ‘bagdel’! Men det er jo en krusning.
Når nu Advokatnævnets praksis er som anført, kan det måske være lidt kritisabelt at advare imod at følge denne praksis. Det vil jeg så heller ikke, men blot finder jeg anledning til at slutte af med at oplyse, at jeg under ingen omstændigheder kunne drømme om at optræde på den måde, som min kollega gjorde i den ovenfor beskrevne sagssammenhæng. Jeg vil fortsat yde den service at undlade at tilskrive mine kollegaers klienter direkte og vil naturligvis fortsat forvarsle/orientere kollegaer om et så alvorligt skridt, som indgivelse af en konkursbegæring mod deres klienter nu engang er.