Advokaten 5 - Domstolene tager hul på nye nævningesager

Print Print
23-06-2008

De gamle regler for nævningesager havde overlevet sig selv. Den nye ordning giver bedre retssikkerhed, men Højesterets rolle som øverste instans i straffesager er afgørende ændret.

Af Ole Dybdahl, landsdommer, Østre Landsret

Tirsdag den 8. april 2008 var en historisk dag for dansk strafferetsretspleje. Østre Landsret indledte denne dag den sidste ordinære nævningesag i København efter de regler, der var blevet indført med retsplejeloven af 1916 for at opfylde kravet i Grundloven af 1849 § 79 om indførelse af nævninger i “Misgjerningssager og i sager, der reise sig af politiske Lovovertrædelser”.
Der var rejst tiltale mod tre unge mænd på 19, 20 og 21 år for bl.a. manddrab ved knivstik i halsen i forbindelse med et røveri hos en pusher i Slagelse. Tiltalen var rettet mod alle tre, og alle tre nægtede at have ført kniven. Oprindelig havde den 19-årige og den 21-årige udpeget den 20-årige som morderen, men efterfølgende havde den 21-årige skiftet forklaring og støttede nu den 20-åriges forklaring om, at det var den 19-årige, som havde stukket. Der var ikke objektive fund, der entydigt pegede på, hvem der havde ført kniven. Sagen indeholdt således to væsentlige problemer: Var det muligt at føre bevis for domfældelse af én af de tiltalte? Var der grundlag for at domfælde de tre tiltalte for manddrab i forening?
Sagen blev behandlet over tre dage under stor bevågenhed fra familie og venner til de tiltalte.
Sagen procederes af anklageren med henvisning til bl.a. Østre Landsrets domme i sagen om Blekingegadebanden og sagen fra Ålsgårde i 2002, hvor også den bankrøver, som ikke havde medbragt pistolen ved røveriet i Nordea Bank, blev dømt for manddrab.
Retsbelæring og domsafsigelse fandt sted onsdag den 16. april 2008. Retsformanden holdt denne dag over ca. tre kvarter sin retsbelæring, inden de 12 nævninger trak sig tilbage for at votere. Retsbelæringen indeholdt bl.a. en gennemgang af medvirkensbegrebet i strafferetten, en gennemgang af forsætsformerne, herunder den 90 år gamle dom om den bedrøvede snedker, der smed en brændende tændstik over skulderen ned blandt nogle spåner og sagde: “Ske, hvad der vil,” og beskæftigede sig herudover i høj grad med, hvem der i givet fald kunne gøres ansvarlig for drabet, herunder betænkelighederne ved at statuere forsæt til manddrab hos andre end den, der havde medbragt kniven.
Efter ca. fem en halv time, hvor retsformanden undervejs havde været tilkaldt for at besvare spørgsmål fra nævningerne, vendte nævningerne tilbage, hvorefter retsformanden oplæste de stillede spørgsmål om skyldsspørgsmålet og ordføreren nævningernes svar.
Resultatet var, at den 19-årige blev fundet skyldig i manddrab, mens de to andre i relation til knivstikket blev dømt for medvirken ved at have udøvet legemsangreb af særlig rå, brutal eller farlig karakter, jf. straffelovens § 245. Alle blev dømt for røveriet, overtrædelse af våbenloven og enkelte andre forhold. Efter procedure om strafudmåling mv. og særskilt votering herom mellem dommere og nævninger blev drabsmanden idømt 12 års fængsel og udvist af landet med indrejseforbud for bestandig, mens de to andre blev idømt to års fængsel og betinget udvist af Danmark.

Nævninger i dansk retspleje
Retsplejeloven af 1916 havde i overensstemmelse med 1849-Grundlovens mere end 65 år gamle krav indført nævningebehandling i den danske strafferetspleje. Forbilledet var det klassiske angelsaksiske nævningesystem, hvorefter nævninger er lægdommere, der udgør et fra rettens dommere afsondret kollegium, der selvstændigt afgør skyldsspørgsmålet og kun dette.
Ved en lovændring i 1936 blev nævningernes kompetence i dansk strafferetspleje udvidet, idet strafudmålingen herefter skulle afgøres af de 12 nævninger og de tre juridiske dommere i fællesskab efter fælles votering og afstemning.
Nævningesystemet bestod herefter uændret indtil 1. januar 2008. Ved lovændringer igennem det sidste århundrede var der dog sket en række ændringer i straffeloven og retsplejeloven med hensyn til, hvilke sager der skulle rejses for nævningeting. Senest var det således blevet besluttet i 1984, at hovedkriteriet for anvendelsen af nævninger skulle være den forventede straf i den konkrete sag i stedet for lovovertrædelsens strafferamme. Afgørende var som udgangspunkt, om der blev spørgsmål om straf på mindst fire års fængsel.

Ny nævningereform
I forbindelse med domstolsreformen er også nævningesystemet blevet ændret grundlæggende. Højesteret havde i 1994 over for Justitsministeriet peget på, at der var anledning til at overveje en ændring af den gældende instansordning med henblik på at sikre en mere hensigtsmæssig udnyttelse af Højesterets ressourcer. Højesteret havde peget på en reform af nævningesystemet og bl.a. oplyst, at skønsmæssigt 2/3 af de 50-60 sager, som retten havde pådømt de seneste år, var ankede nævningesager, som ikke rejste spørgsmål af principiel betydning, men alene angik den konkrete sanktionsfastsættelse. De ændringer, der nu er sket, svarer i alt væsentligt til et forslag, som Retsplejerådet herefter fremkom med i 1998.
Ændringerne er navnlig, at der nu er indført en egentlig toinstansordning også i nævningesager med mulighed for at anke skyldsspørgsmålet (bevisanke), at sagerne nu behandles i byretten i første instans og i landsretten i anden instans, at afgørelsen om skyldsspørgsmålet nu skal begrundes, og at der vedrørende skyldsspørgsmålet sker fællesvotering mellem nævninger og dommere.
Sagerne behandles i byretten af tre dommere og seks nævninger og i landsretten af tre dommere og ni nævninger. Ved afgørelsen af skyldsspørgsmålet har nævninger og dommere hver én stemme, og reglerne er udformet sådan, at tiltalte kun kan findes skyldig, hvis et kvalificeret flertal blandt nævningerne stemmer for dette resultat (i byretten fire ud af seks og i landsretten seks ud af ni nævninger). Med denne ordning sikres, at nævningerne har en afgørende indflydelse på afgørelsen af skyldsspørgsmålet. Med ordningen har man endvidere villet sikre, at ordningen er forenelig med grundlovens § 65, stk. 2. Herudover skal også mindst to af dommerne stemme for domfældelse (en videreførelse af den såkaldt dobbelte garanti fra det gamle system). Ved afgørelsen af sanktionsspørgsmålet har hver nævning én stemme, og de juridiske dommere tilsammen har lige så mange stemmer som nævningerne.

Højesterets plads
Reformen må anses som en afgørende forbedring af nævningesystemet, som havde overlevet sig selv. Adgangen til prøvelse af skyldsspørgsmålet i to instanser og begrundelseskravet er hver især klare forbedringer. Systemet med spørgsmålsstillelse, retsbelæring og mulighed for nævningerne for under rådslagningen at tilkalde retsformanden med henblik på at stille spørgsmål, var meget kompliceret, og den fælles votering om skyldsspørgsmålet vil bidrage til sikre, at afgørelsen af skyldsspørgsmålet bygger på en korrekt forståelse af sagens juridiske spørgsmål.
Procesbevillingsnævnet har igennem årene givet tilladelse til indbringelse af en del straffeprocessuelle kæremål for Højesteret som principielle, men kan vel siges at have udvist nogen tilbageholdenhed med at tillade konkrete sager om strafudmåling indbragt for Højesteret.
Dette må også fremover være udgangspunktet, men henlæggelsen af nævningesagerne til byretterne med ankeadgang til landsretterne må give anledning til overvejelser om, hvordan Højesteret fortsat kan udfylde sin rolle som den øverste retsinstans også i straffesager.

Grundlovens § 65, stk. 2:
”I strafferetsplejen skal lægmænd medvirke. Det fastsættes ved lov, i hvilke sager og under hvilke former denne medvirken skal finde sted, herunder i hvilke sager nævninger skal medvirke.”

Premiere på ny ordning:
Københavns Byret afsagde den 13. marts 2008 dom i den første nævningesag, der blev gennemført ved en byret efter nævningereformen. Siden er der blevet afsagt flere byretsdomme.