Advokaten 5 - Anmeldelse

Print Print
23-06-2008

Når EF-Domstolen bliver taget med på råd

Danske jurister har været på gyngende grund, når spørgsmål blev forelagt EF-Domstolene. Ny bog giver en god indføring i fremgangsmåden.

Af Lars Lindencrone Petersen, advokat, Bech-Bruun

EU-rettens gennemslagskraft i de nationale lovgivninger beror i meget vidt omfang på de afgørelser, som EF-Domstolen træffer i medfør af art. 234 EF, der som bekendt giver Domstolen kompetence til at afgøre præjudicielle spørgsmål om blandt andet fortolkningen af EF-traktaten og om gyldigheden og fortolkningen af retsakter udstedt af Fællesskabets institutioner og ECB (Den Europæiske Centralbank).
Det er ikke ofte, at danske domstole forelægger spørgsmål for EF-Domstolen – i perioden 1996-2006 skete det således kun i 51 tilfælde. Langt de fleste advokater og dommere har derfor betrådt jomfruelig grund, når de har været stillet over for at skulle håndtere en præjudiciel forelæggelse for EF-Domstolen. De har imidlertid indtil nu søgt forgæves, når de har ledt efter en samlet hjælp til besvarelsen af den myriade af spørgsmål, der trængte sig på af såvel retsdogmatisk som praktisk art.
Dette savn er imidlertid på fremragende vis afhjulpet med den foreliggende udgivelse. Bogens forfattere repræsenterer et omfattende både teoretisk og praktisk kendskab til området – Morten Broberg har både i Justitsministeriet og som advokat arbejdet med EU-retlige spørgsmål, og Niels Fenger har i en årrække været direktør for EFTA-tilsynsmyndighedens (European Free Trade Association) juridiske tjeneste og har i denne egenskab ført mere end 25 sager ved EF- og EFTA-Domstolen.

Praktisk indføring
Bogen er opbygget således, at læseren gennem 13 kapitler føres ind i og gennem retsområdet i kronologisk rækkefølge – fra den præjudicielle forelæggelse som fænomen til spørgsmålet om sagsomkostninger og fri proces i forbindelse med forelæggelsen.
I kapitel 1 gives en introduktion til den præjudicielle forelæggelse som fællesskabsretligt styringsredskab. Derefter præsenteres i kapitel 2 de organer, der er berettiget til at forelægge EF-Domstolen spørgsmål. Af nogen praktisk betydning i denne forbindelse er det, at forfatterne peger på, at private voldgiftsretter ikke er omfattet af denne kreds. Man kan uden større vanskelighed forestille sig, at en privat voldgiftsret har behov for at forelægge, f.eks. i sager, hvor konkurrenceretlige aspekter kan være væsentlige for afgørelsen. I sådanne tilfælde vil voldgiftsretten imidlertid, som det også omtales, kunne anmode de almindelige domstole om at træffe bestemmelse om forelæggelse. Som det ligeledes pointeres, er det i sådanne tilfælde Domstolen, der dels træffer afgørelsen om at forelægge, dels udformer de spørgsmål, der skal stilles.
I kapitel 3-6 gennemgås, hvilke spørgsmål der kan forelægges, og hvornår det kan, henholdsvis skal eller bør, ske.

Ikke til forhandling
Adgangen til at forelægge er en hjælp for den domstol, der skal træffe afgørelse i hovedsagen, og det er derfor naturligt, at spørgsmålet, om der skal forelægges, ikke er omfattet af forhandlingsprincippet.
Ikke desto mindre spiller parternes stilling selvfølgelig en rolle, ligesom deres aktive medvirken under forberedelsen af en kendelse om forelæggelse er af væsentlig betydning, jf. nærmere nedenfor.
Af særlig interesse for dem, som mener, at de danske domstole er for tilbageholdende med at forelægge – hvilket ikke er forfatternes opfattelse, jævnfør udviklingen i antallet af forelæggelser taget i betragtning – er behandlingen af virkningen af, at en domstol har undladt at forelægge i en situation, hvor der var pligt hertil.
Forfatterne anfører, at der ikke kan være tale om en fællesskabsretligt begrundet pligt til genoptagelse og endnu mindre om en ugyldighedsvirkning. Derimod vil der dels kunne indledes traktatkrænkelsessag, dels vil der kunne blive tale om et fællesskabsretligt funderet erstatningsansvar – ifølge EF-Domstolens praksis (sag C-224/01, Köbler) dog kun for medlemsstaten som sådan, ikke for de formastelige dommere personligt!
Forfatterne omtaler også det delikate problem, som opstår, når førsteinstansen i erstatningssagen skal tage stilling til, om sidsteinstansen i hovedsagen har gjort sig skyldig i en tilstrækkelig grov overtrædelse af fællesskabsretten – og når sidsteinstansen i erstatningssagen skal afgøre det selv samme spørgsmål!

Forelæggelsens abc
I kapitel 7 om forelæggelsens form og indhold findes en uhyre nyttig vejledning i, hvorledes den gode forelæggelseskendelse opbygges. Forfatterne understreger behovet for, at kendelsen indeholder præcist formulerede spørgsmål og fyldestgørende baggrundsinformation, således at EF-Domstolen kan afgive konkrete svar, som den forelæggende ret kan basere sin anvendelse af fællesskabsretten i hovedsagen på.
Uanset den mere aktive rolle, som retterne efter domstolsreformen indtager under forberedelsen af civile sager, kræver det ikke nærmere forklaring, at parterne på en sags indledende stadier er dem, der kender sagen bedst, og et kvalificeret oplæg fra parterne er derfor af væsentlig betydning for den ret, som på et måske tidligt tidspunkt skal formulere de præcise spørgsmål, hvis besvarelse vil være nødvendig, for at retten til sin tid kan anvende fællesskabsretten korrekt.
Dette oplæg må indeholde en redegørelse for formålet med at forelægge, ligesom det som hovedregel vil lette EF-Domstolens arbejde, hvis parternes påstande og anbringender vedrørende de stillede spørgsmål angives. Afhængig af sagens karakter vil en beskrivelse af faktum være nødvendig. Dette gør sig særligt gældende på konkurrenceområdet.
Bundlinjen i kravene til den gode forelæggelse er, at denne skal være forståelig, uden at det er nødvendigt at inddrage andre dokumenter. Dette skyldes, at det kun er selve forelæggelseskendelsen, der bliver oversat til de øvrige fællesskabssprog med henblik på, at andre medlemsstater og EU-institutioner mv. kan overveje, om de ønsker at afgive indlæg vedrørende besvarelsen.

Hvad gør retten?
Mens forelæggelsen er under behandling, verserer hovedsagen fortsat ved den nationale domstol, og i kapitel 8 behandles det overordentlig praktiske spørgsmål, hvilke betingelser der skal være opfyldt, for at de nationale domstole kan træffe foreløbige foranstaltninger, herunder f.eks. suspendere den forvaltningsakt, om hvis forenelighed med fællesskabsretten sagen drejer sig.
Disse betingelser, der ikke fastlægges af national ret, men af fællesskabsretten, er, at der skal være en rimelig sandsynlighed for, at parten får medhold i sin påstand, at parten er i risiko for at lide et alvorligt og uopretteligt tab, hvis foreløbige foranstaltninger ikke bringes i anvendelse, og endelig at partens interesse ikke opvejes af det offentliges og omverdenens modstående interesse i, at forvaltningsakten efterleves.
I kapitel 9 og 10 beskrives EF-Domstolens sagsbehandling og dens udformning af besvarelsen af de forelagte spørgsmål.
I kapitel 11 er vi på ny hjemme, nu ved spørgsmålet om virkningen af EF-Domstolens afgørelse på hovedsagen. Det omtales her, at afgørelsen ikke løser hovedsagen, men at EF-Domstolens besvarelse af de stillede spørgsmål – både selve besvarelsen og dens præmisser – binder den nationale ret i dens anvendelse af fællesskabsretten i hovedsagen. At den nationale ret anvender fællesskabsretten i strid med EF-Domstolens afgørelse, vil efter omstændighederne kunne pådrage medlemsstaten erstatningsansvar.
I kapitel 12 omtales forholdet til reglerne om direkte søgsmål (annullationssøgsmål) ved EF-Domstolen og i kapitel 13 reglerne om sagsomkostninger og fri proces i forbindelse med den præjudicielle forelæggelse.
Samlet er der tale om en fremstilling, der på en gang er meget dybtgående i behandlingen af emnet og samtidig har en meget stor brugsværdi. Uanset om ens tilgang til emnet er teoretisk eller praktisk, er man i godt selskab med denne bog ved hånden.

Niels Fenger & Morten P. Broberg: Præjudicielle forelæggelser for EF-Domstolen, Jurist- og Økonomforbundets Forlag, 2008.