Advokaten 4 - Leder - Dommere, advokater ... og tørklæder

Print Print
15-05-2008
Faxen var, for en advokat, holdt i et ganske utvetydigt sprog.
“Efter min mening er det ganske uantageligt, at en dansk dommer ifører sig en klædedragt, jødekalot, eller for den sags skyld en indisk turban eller indianerhovedbeklædning uden hensyntagen til en tiltalts eller borgerlig parts opfattelse af dommerens uvildighed,” lød teksten fra den advokat, som havde deponeret sin beskikkelse og nu opholdt sig under sydlige himmelstrøg.
”Hvad siger Advokatrådet til dette? Har sagen været til høring der? Jeg er forarget over denne beslutning og synes, at tiden ikke er til udsalg i vore retssale, hvor jeg har haft min gang i 40 år,” sluttede faxen.
Jeg kan indlede med at sige, at Advokatrådet ikke har været hørt i sagen. Beslutningen, vi taler om, stammer fra Domstolsstyrelsens personalevejledning. Her tillader styrelsen, at dommere på linje med retternes øvrige ansatte kan bære et muslimsk tørklæde under arbejdet.
Den beslutning diskuteres nu ivrigt af politikere og andre. Den politiske debat tilkommer det ikke Advokatrådet at tage del i.
Men rummer spørgsmålet om tørklæderne elementer af mere generel retspolitisk karakter? Hvis, jeg gentager – hvis – et tørklæde kan sætte spørgsmålstegn ved dommerens uvildighed, så tilkommer det i højeste grad Advokatrådet at gøre sin mening op i sagen.
Jeg vil prøve at gøre min mening op. Men først er det nyttigt at kaste et blik på, hvordan klædedragterne for rettens juridiske aktører egentlig har udviklet sig gennem tiden, og hvem der har bestemt, hvordan reglerne skulle være.
Vi skal tilbage til det 14. og 15. århundrede, hvor magthaverne overalt i Europa kæmper med kirken om indflydelse og magt. Europas herskere forsøger at frigøre retsvæsenet fra kirken, og én af metoderne til at opnå det er at lade rettens tjenere, dommerne, efterligne den klædedragt, som herskerne selv bærer. I en mere jævn udgave, naturligvis.
F.eks. bekendtgør den danske konge i 1688, hvordan han har fundet en ”sømmelig” klædedragt for dommerne. Også “prokuratorerne” befales ved den lejlighed at iføre sig en lang sort kjortel foret med violet silkestof. Farverne og dragten udvikler sig i Danmark ud fra den grundmodel, som kong Christian V dengang befalede.
Så tilbage til den aktuelle diskussion om tørklæder. Der er tale om at foruddiskutere et problem, som måske ikke opstår i de næste mange år. For modsat Folketinget står der mig bekendt ingen jurister på spring til dommerembedet, som ønsker at bære tørklæde.
På den ene side kan man derfor anlægge en betragtning, som hedder, om det ikke er naturligt, at vi tillader muslimske kvinder at bære det tørklæde, som er en integreret del af deres identitet, religion og daglige liv, uden at vi forlods afskærer dem mulighed for at blive repræsenteret ved landets øverste domstol? Ville det måske ligefrem være diskrimination at forbyde tørklæde i retten for dommere eller advokater? Og når Folketinget har tilladt at bære tørklæde på rigets fornemste talerstol, så er det vel ikke i tråd med den beslutning at forbyde selv samme tørklæde hos dommere?
De to ting kan ikke sidestilles. På Folketingets talerstol taler et medlem, som er valgt til at repræsentere sine vælgere. Domstolene er en institution, hvor dommerne repræsenterer institutionen. Endda en grundsøjle i det danske demokrati. Og der må ikke kunne skabes usikkerhed om uvildigheden. Rettens gudinde er blind.
Forestil Dem en sag om utroskab, hvor den ene part kommer ind i retssalen og ser én af dommerne bære tørklæde. Der kan hurtigt blive dannet en tankerække fra tørklæde – så er dommeren nok fundamentalist – og videre til Koranen. Hurtigt vil dommeren med tørklæde ikke blive opfattet som uvildig på grund af sit tørklæde.
Der er argumenter for, at et tørklæde som hovedbeklædning ikke bør tillades for dommere. Men gør det samme sig ikke gældende i f.eks. en sag om hustruvold, hvor den tiltalte – manden – kommer ind i retssalen og til sin gru finder ud af, at han skal dømmes af kvindelige dommere?
Og, som én af mine kollegaer i Advokatrådet gjorde mig opmærksom på, hvad med den dommer i hans retskreds, som bærer et halssmykke med et kors uden på blusen – skal det forbydes?
Uanset hvad man måtte mene om diskussionen med dommernes hovedbeklædning, er der én ting, man efter min opfattelse ikke kan gå på kompromis med. Og det er, at man altid skal have det største fokus på rettens brugere. Dommerne optræder i retssalen som samfundets og lovens tjenere – parterne optræder som sig selv og er helt anderledes påvirket af den enkelte sag. Derfor mener jeg, at uanset hvor man lægger snittet for dommerne, må man gøre sig klart, at sagens parter skal have en væsentlig større frihed. Så når dommerne har fået afklaret spørgsmålet om deres egen hovedbeklædning, ja så skylder domstolene befolkningen og rettens brugere en tilsvarende klar udmelding om, hvad der gælder for eksempelvis tiltalte i straffesager, som hver dag i landets retssale bliver tvunget til at tage hovedbeklædning af, som de indimellem opfatter som en vigtig del af deres personlighed.