Advokaten 4 - Flere varetægtsfængslinger kan føre til øget misbrug af børn

Print Print
15-05-2008

Et nyt lovforslag fra regeringen kan – stik imod intentionen – føre til flere overgreb på børn.

Af Hanne Rahbæk, advokat, Advokatfirma Nyborg & Rørdam

Justitsministeriet forbereder et lovforslag om udvidelse af adgangen til at varetægtsfængsle sigtede i sager om seksuelt misbrug af børn. Det er min opfattelse, at en adgang til varetægtsfængsling i videre omfang er unødvendig og måske endda på sigt vil skade de børn, som lovforslaget tilsigter at ville beskytte.
Lovforslaget indgår i det nye regeringsgrundlag fra november 2007. Regeringen varslede på baggrund af en kommende betænkning fra strafferetsplejeudvalget at ville forbedre mulighederne for at varetægtsfængsle både før og efter dom i sager om seksuelt misbrug af børn.
Strafferetsplejeudvalget kom i februar 2008 med denne betænkning, som indeholder et forslag til en udvidelse af adgangen til retshåndhævelsesarrest navnlig i sager om seksuelle krænkelser over for børn.
Hele sagen tager udgangspunkt i, at der i offentligheden havde været rejst spørgsmål om mulighederne for at varetægtsfængsle sigtede og dømte i sædelighedssager. Synspunktet havde været, at det kan virke stødende, at personer, der sigtes for sædelighedskriminalitet, og navnlig personer, der er dømt for sædelighedskriminalitet, kan være på fri fod, indtil der efter endelig dom kan iværksættes afsoning.

En unødvendig lovændring
Strafferetsplejeudvalgets betænkning indeholder en beskrivelse af to af de mest omtalte sager vedrørende krænkelser af børn:
• I den ene sag blev den tiltalte i maj måned 2003 idømt seks måneders fængsel for seksuelle krænkelser af børn. Den domfældte blev godt seks måneder senere tilsagt til afsoning. Han var imidlertid udvandret til USA allerede i august.
For det første må det bemærkes, at hvis der i en konkret sag er mistanke om, at den sigtede eller dømte vil forlade landet, er der allerede i dag mulighed for at varetægtsfængsle på grund af undvigelsesrisiko. Dertil kommer, at det største problem i sagen vel var, at der gik seks måneder fra endelig dom og indtil tilsigelsen til afsoning. Tilsigelse til afsoning sker for tiden meget hurtigere end de seks måneder, som var tilfældet dengang, og sagen indikerer derfor konkret ikke et behov for en udvidet adgang til varetægtsfængsling.
• I den anden sag var den tiltalte straffet mange gange tidligere og blev sigtet for flere tilfælde af anden kønslig omgængelse end samleje med en 12-13-årig dreng og blufærdighedskrænkelse over for to 11-årige drenge. Han blev varetægtsfængslet i en kortere periode omkring årsskiftet 2005/2006 efter reglerne om påvirkningsrisiko.
Han blev i november 2005 idømt et års fængsel i byretten. Landsretten stadfæstede dommen, mens Højesteret hævede straffen til fængsel i to år og ni måneder. Manden blev undervejs i forløbet tiltalt og idømt tre måneders fængsel for seksuelle krænkelser af børn begået, mens sagen verserede for byretten.
Allerede i dag kan der varetægtsfængsles på retshåndhævelseshensyn i sager som den nævnte, fordi strafferammekravet på seks år var opfyldt, ligesom straffen blev langt over de otte-ti måneder, som i dag kræves, hvis der skal varetægtsfængsles på retshåndhævelseshensyn.
Der kan selvsagt være andre sager, som har været genstand for offentlig omtale, men i alt fald er de to ovennævnte sager ikke udtryk for, at der er behov for en udvidelse af adgangen til varetægtsfængsling. Adgangen til varetægtsfængsling findes, hvis reglerne udnyttes.
Desuden har Straffelovrådet netop afgivet en udtalelse om strafniveauet i sager om seksuelt misbrug af børn. Det deri indeholdte lovudkast er formuleret som en strafskærpelsesbestemmelse med det formål at sikre, at straffen i en række sager om seksuelle overgreb mod børn fastsættes på linje med de sanktioner, som fastsættes i sager om voldtægt af voksne. En strafskærpelse inden for dette område vil betyde, at der vil kunne varetægtsfængsles i videre omfang end i dag, idet straffen i flere tilfælde må forventes at blive på mere end otte-ti måneders fængsel.

Risiko for øget misbrug af børn
En udvidelse af adgangen til at varetægtsfængsle i sager om seksuelle krænkelser af børn betyder selvsagt fængsling af nogen, som i dag er på fri fod, indtil en dom skal afsones. Det er muligt, at dele af befolkningens retsfølelse derved vil blive tilfredsstillet i højere grad end i dag. Prisen er imidlertid for høj, da en udvidet adgang til varetægtsfængsling betyder, at færre krænkere vil komme i de målrettede behandlingstilbud, som tilbydes i dag.
Der har siden 2001 eksisteret en visitationsordning for seksualforbrydere, som alle visiteres gennem Anstalten ved Herstedvester med henblik på at vurdere, om den dømte har behov for og kan motiveres for behandling. Behandlingspersonalet forsøger tillige at motivere de indsatte for psykiatrisk/sexologisk behandling.
I forbindelse med udarbejdelsen af betænkningen oplyste Kriminalforsorgen, at det er behandlingspersonalets erfaring, at dømte, der begynder deres afsoning i et arresthus, er mindre motiverede for behandling end personer, der starter med afsoning i visitations- og observationsafdelingen i Anstalten ved Herstedvester.
Der er således to hovedproblemer i forhold til en udvidet adgang til varetægtsfængsling forud for endelig dom:
Det første problem består i, at motivationen til at indgå i et senere behandlingsforløb falder. Der findes ikke nærmere undersøgelser af baggrunden for dette. Et bud kunne være, at seksualforbrydere oftest er placeret lavest i fængselshierarkiet og derfor formentlig bruger mange ressourcer på at forholde sig fornægtende under en varetægtsfængsling sammen med andre arrestanter.
Det andet problem er selve den tidsmæssige udstrækning af sagen indtil endelig dom. Betænkningen foreslår, at varetægtsfængsling kan iværksættes, hvis straffen må forventes at ligge på fængsel i tre til fem måneder. Det er meget få sager, som med dagens berammelsestider, kan forventes behandlet i to instanser inden for dette tidsrum. Konsekvensen bliver derfor, at der ikke levnes tid til behandling, når der afsiges endelig dom i sagen. Det kan ikke være i børnenes interesse.
I mange tilfælde er det næppe en løsning at påbegynde behandling under varetægtsfængslingen. En række tiltalte nægter sig skyldige og vil derfor afvise, at de har noget som helst behandlingsbehov. Man kan imidlertid håbe, at den samme person efter en domfældelse i én eller to instanser vil kunne motiveres til behandling. Motivationen kan eventuelt komme fra familie eller venner, som har overværet sagens behandling.
Der kan selvsagt være sager, hvor den sigtede erkender sig skyldig og er motiveret til at indgå i behandling. Man kan dog frygte, at antallet af tilståelser vil falde, hvis dette typisk vil blive fulgt op af en fængsling af retshåndhævelseshensyn.

Varetægtsfængsling ingen løsning
En debat om risikoen ved udvidelse af adgangen til varetægtsfængsling af seksualforbrydere må forudsætte, at der kan findes oplysninger om antallet af domfældte i behandling, fordelingen af disse på forskellige sagstyper og efter straffens længde samt resultatet af behandlingen, f.eks. spørgsmål om tilbagefald til ny kriminalitet. Disse oplysninger findes i alt fald ikke offentligt tilgængeligt, og debatten om en udvidelse af adgangen til varetægtsfængsling kommer til at lide under manglen på faktuelle oplysninger.
Undersøgelser fra udlandet tyder imidlertid på, at behandling har den virkning, at der er mindre tilbagefald til ny seksuel kriminalitet.
Bekæmpelse af seksuelt misbrug af børn skal derfor ske ved forsøg på behandling i videre udstrækning. En udvidelse af adgangen til varetægtsfængsling betyder en risiko for, at flere børn bliver udsat for overgreb, fordi krænkeren ikke kommer i behandling.

Retshåndhævelsesarrest
Retsplejelovens § 762, stk. 2, om retshåndhævelsesarrest har følgende ordlyd:
En sigtet kan endvidere varetægtsfængsles, når der foreligger en særligt bestyrket mistanke om, at han har begået
1) en lovovertrædelse, som er undergivet offentlig påtale, og som efter loven kan medføre fængsel i 6 år eller derover, og hensynet til retshåndhævelsen efter oplysningerne om forholdets grovhed skønnes at kræve, at sigtede ikke er på fri fod, eller
2) en overtrædelse af straffelovens 119, stk. 1, § 123, § 134 a, §§ 244-246, § 250 eller § 252, såfremt lovovertrædelsen efter oplysningerne om forholdets grovhed kan ventes at ville medføre en ubetinget dom på fængsel i mindst 60 dage og hensynet til retshåndhævelsen skønnes at kræve, at sigtede ikke er på fri fod.”

Visitationsordningen for seksualforbrydere
Visitationsordningen for seksualforbrydere blev indført på forsøgsbasis den 1. oktober 1997 og blev gjort permanent i 2001. Ordningen blev i november 2005 justeret på forskellige punkter.”
Visitationsordningens målgruppe er seksualkriminelle, som er idømt en tidsbestemt fængselsstraf for overtrædelse af straffelovens § 210 om incest eller straffelovens kapitel 24 (§ 216 -236) om forbrydelser mod kønssædeligheden.
Visitationsordningen indebærer i praksis normalt fire til seks ugers ophold på den særlige visitationsafdeling på Anstalten i Herstedvester.
Formålet med visitationsordningen er at sikre den bedst mulige placering og behandling af personer, der dømmes for en seksualforbrydelse.