Advokaten 4 - Den nye retspleje i landsretterne slår igennem

Print Print
15-05-2008

Den største reform af retsvæsenet i næsten hundrede år sætter sig nu spor i landsretterne, hvor sagerne hurtigere bliver berammet og forelæggelserne er mere effektive.

Af Ole Dybdahl, landsdommer, Østre Landsret

Den 1. januar 2007 skete den største reform af justitsvæsenet i næsten 90 år. Reformen efterlader stadig kraftige dønninger i de nye store byretter og politikredse. Det er således navnlig 1. instanserne, der holder for med strukturændringer og ændret opgavefordeling.
Men heller ikke landsretterne har været upåvirkede af ændringerne, og der kan være anledning til at stoppe op og reflektere over nogle af de ændringer i behandlingen af civile sager, som reformen bragte.

Bedre forelæggelser
Efter et længere forhandlingsforløb i efteråret lagde landsretterne umiddelbart før jul 2006 hver sin – men næsten identiske – vejledning om behandling af civile sager ud på hjemmesiderne. Og en tidlig morgen i februar 2007, hvor vejrudsigten stod på snestorm, kørte en forhandlingsdelegation af sted fra København mod Viborg for at prøve at få forligt de sidste udeståender. Og siden marts 2007 har landsretterne haft en fælles vejledning om behandling af civile sager.

Vejledningen afspejler de ændringer med hensyn til forberedelsen af civile 1. instanssager, som trådte i kraft 1. januar 2007, herunder navnlig det “nye” fremrykkede forberedende møde. Lige så væsentlig er nok indledningen til afsnittet om ankesager, hvorefter landsretterne tilstræber, at skriftvekslingen om muligt begrænses til ankestævning og svarskrift. Erfaringen fra den første tid er, at en betydelig del af landsretternes ankesager rent faktisk kan berammes efter modtagelse af ankestævning og svarskrift.

Den væsentligste ændring er dog nok følgerne af nyreguleringen i retsplejeloven om forelæggelse af civile 1. instanssager, hvor det nu anføres: “Oplæsning af de af parterne påberåbte dokumenter finder kun sted i det omfang, der er anledning dertil.” I forarbejderne anføres på linje hermed:

“Sagsøgerens forelæggelse af sagen skal være kort, og sagsøgeren bør som led i forelæggelsen i refererende form gengive de relevante dele af sagens skriftlige beviser …, hvorimod disse normalt ikke bør oplæses hverken i deres helhed eller i væsentligt omfang. Derimod vil det være naturligt, at sagsøgeren som led i forelæggelsen oplæser væsentlige dele af de skriftlige beviser, hvor det kommer an på ordlyden. Det kan f.eks. være centrale bestemmelser i en kontrakt eller de vigtigste spørgsmål og svar i en syns- og skønserklæring.”
I modsætning til den tidligere ofte slaviske oplæsning skal der nu ske en kort gennemgang af sagen, hvor der nødvendigvis må ske en prioritering af sagens skriftlige materiale, så fokus rettes mod det centrale, og hvor det mindre centrale refereres af sagsøgerens/appellantens advokat i forbindelse med, at rettens medlemmer og modparten føres igennem ekstrakten – hele tiden med henvisning til sidetal. Forelæggelsesopgaven er ikke blevet mindre krævende, men kvaliteten er – med den rigtige prioritering af oplæsning og refererende gennemgang – øget.

Der er naturligvis betydelig forskel på sagerne, men nyreguleringen har ført til, at en stor del af landsretternes civile sager nu forelægges på mellem en halv og en hel time.

Den gode ekstrakt
En nødvendig forudsætning for, at forelæggelsen kan koncentreres så kraftigt, er, at ekstrakterne udarbejdes efter den nye vejledning. Hovedbudskabet i vejledningen er, at ekstrakten er en samling af sagens relevante bilag.

Relevante processkrifter medtages, men skriftvekslingen for 1. instans optages kun i det omfang, den fortsat har betydning, f.eks. ved afgørelsen af, om et anbringende har været gjort gældende i foregående instans.

Der skal herudover kun medtages de bilag, som skal anvendes under hovedforhandlingen – i form af oplæsning eller referat. Dokumenter, der i 1. instans er tilstrækkeligt citeret i dommen, medtages derfor ikke, medmindre udseendet er af betydning. Hvis det kun er en eller enkelte sider i et dokument, der har betydning, medtages kun disse. Dokumentets første side skal dog altid medtages og eventuelt også den sidste side med datering og underskrift.

Vigtigt er også, at der skal foretages markeringer af den del af teksten på en side, der har betydning ved sagens pådømmelse. Er hele teksten relevant, markeres det hele.
Udarbejdes ekstrakten efter disse retningslinjer, kan dommerne helt anderledes styret og koncentreret end hidtil forberede sig forud for hovedforhandlingen, så den korte forelæggelsesform kan anvendes. Der stilles nu større krav til både advokater og dommere, men kvaliteten af hovedforhandlingen er også øget.

Rom blev ikke bygget på én dag, og det er da heller ikke i alle landsretternes sager, at ekstrakterne er optima forma, men der er klart sket en generel kvalitetsstigning, efter at reformen trådte i kraft.

På ét punkt er vejledningens anbefalinger ikke slået godt nok igennem, og det er brugen af støttebilag. Støttebilag i sager med omfattende regnskabsmateriale eller særlige virksomhedskonstruktioner modtages gerne, ligesom tidslinjer og opgørelser over beløbsmæssige størrelser ofte er meget nyttige. Rids og fotografier kan også hyppigt med fordel bruges til illustration af faktum.

Dommere som specialister
Et andet emne, som har optaget drøftelserne imellem landsretterne og internt i begge landsretter, er, om der i højere grad skal ske specialisering af de enkelte afdelinger. Drøftelserne har taget udgangspunkt i Retsplejerådets overvejelser, hvorefter en vis specialisering blandt de juridiske dommere ved de enkelte retter vil kunne være hensigtsmæssig. Dommere ved de almindelige domstole bør efter rådets opfattelse bevare og udvikle en generalistfunktion ved at behandle en række forskellige sager, men generalistfunktionen kan godt kombineres med, at en bestemt afdeling eller bestemte dommere samtidig opnår et specialkendskab til et bestemt område ved at behandle en vis mængde sager inden for det pågældende område.

Bemærkningerne er primært vendt mod byretterne, men har alligevel givet anledning til drøftelser om øget specialisering i landsretterne. Begge landsretter har i en årrække ud over en vis geografisk specialisering behandlet tinglysningssager, gældssaneringssager og dødsboskifter i bestemte afdelinger, og Østre Landsret har herudover behandlet navnlig lejesager, sager om ægteskab og forældremyndighed, sager om anbringelse af børn uden for hjemmet og nævningesager i København i bestemte afdelinger.

Reformen har givet anledning til nye sagstyper: kæremål over byretternes afgørelser om nægtelse af henvisning til landsretten, om nægtelse af tre-dommerbehandling og om nægtelse af medvirken af sagkyndige dommere. Disse sager behandles i begge landsretter af bestemte afdelinger, og det gælder også de helt aktuelle sager om småsagsbehandling.

Resultatet af drøftelserne om øget specialisering har været, at der i Østre Landsret er sket en vis, begrænset yderligere specialisering, idet fogedsager og kæremål efter konkursloven nu også er henlagt til bestemte afdelinger. Samtidig er Østre Landsrets 24 afdelinger blevet opdelt på seks sektioner, således at flere afdelinger, der behandler samme speciale, er i samme sektion. Hensigten er at styrke de faglige miljøer omkring det enkelte speciale. Det er planen, at overvejelser om yderligere specialisering må bero blandt andet på erfaringer fra 2008 om antallet af ankesager inden for de forskellige sagstyper. Navnlig skattesager og miljøsager har været på tale som områder, hvor der kunne ske øget specialisering.

Reformerne har ud over de anførte punkter givet anledning til væsentlige ændringer med hensyn til behandlingen af nævningesager og tilgangen af 1. instanssager, hvilket der måske senere kan være lejlighed til at komme ind på på disse sider.